En dejlig mellemstation – ny børnehave i Egebjerg

Artikel fra Horsens Folkeblad 18.10.2008 sektion 2

Klokken er to, og det er tid til frugt og boller på stuen i børnehaven Teglgården, hvor der engang var garage.
Klokken er to, og det er tid til frugt og boller på stuen i børnehaven Teglgården, hvor der engang var garage.

EGEBJERG – Der dufter af nymalede vægge og nyt trægulv i rummet, hvor børn og pædagoger spiser boller og frugt i børnehaven Teglgården.

Rummet var engang en garage, men den har sammen med resten af bygning omgået store forandringer, for at der kunne være børnehave.

For at afhjælpe pladsmanglen i daginstitutioner i Egebjerg-området, er der blevet oprettet 40 ekstra børnehavepladser. Den nye institution, Teglgården, ligger på Vandværksvej 26 i grønne omgivelser og tæt på nybygger-kvarteret.

Nyder nye lokaler

Her flyttede pædagoger og 11 børn ind den 1. oktober. Børnene kommer hovedsageligt fra dagplejere i området.

Planen er, at børnehaven engang i den nære fremtid skal kunne rumme 40 børn.

I 2010 skal Teglgården flytte sammen med nogle af de andre daginstutioner i Egebjerg i en ny institution, hvor der bliver plads til vuggestue, børnehave og samarbejde med dagplejere. Leder af distrikt Egebjerg, Anni Jacobsen, ser frem til det kommende samarbejde. Indtil da nyder hun og pædagogerne de nye lokaler.

- Det er en dejlig mellemstation, siger hun.

Kun to dage inden børnehaven skulle åbne, fik pædagogerne nøglen til bygningen, så de kunne indrette sig.

- Det har været hektisk at starte op, siger Anni Jacobsen.

De ansatte er glade for, at de kun startede op med 11 børn, så tilvænningen i de nye lokaler blev roligere.

Anni Jacobsen og de to pædagoger, Lene Petersen og Ann Palmqvist, har fået en god respons fra forældrene, som er glade for, at der er kommet en løsning på pladsmanglen.

Ombygning

Horsens Kommune lejer sig ind i to år i bygningen på Vandværksvej, som er fra 2007. Ejeren er Jakob Nicolajsen, som bor i huset ved siden af.

Da det i starten af september blev fastlagt, at den nye børnehave skulle være på Vandværksvej, begyndte et stort arbejde med at gøre huset egnet til formålet. Tidligere var huset blevet brugt som kontorbygning.

På første sal er et stort rum blevet delt med skillevægge, og der er blevet lavet toiletter.

I stue-etagen er garagen blev lavet om til en stue, trappen blevet børnesikret og et nyt køkken sat op.

Rummene er store og lyse, og der er højt til loftet. Det gør, at der hurtigt bliver meget støj. Et problem, de arbejder på få løst.

Alt inde i børnehaven er nyt, og udenfor bliver der gjort nye tiltag.

Et nyt stisystem fra det nærliggende nybygger-kvarter til børnehaven skal laves, og noget af vejen ind til børnehaven bliver asfalteret for at fjerne stenslag og støvgener for naboerne på Vandværksvej.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>