Kært navn – mange steder

Klik her for at læse artiklen fra Horsens Folkeblad den 17. juni 2008

Kært navn – mange steder

Der er 49 Egebjerge i Danmark

Af Kim Jensen

EGEBJERG – Nok findes der næppe et sted som Egebjerg, men navnet har den lille by nord for Horsens ikke patent på.

Egebjerg byskilt 
I Horsens Kommune er der kun et Egebjerg, men navnet er ganske udbredt i Danmark. 26 har fået autorisation, og her er langt de fleste i Jylland. (Foto: Morten Marboe)

Stednavneudvalget under Kulturministeriet har således autoriseret ikke mindre end 26 stednavne med navnet Egebjerg. Ud over det kommer et sogn, en tidligere kommune på Fyn og en lang række uautoriserede steder, der optræder i opslagsværket “Stednavne i Danmark”. Tæller man alle stederne med, er der 49 “Egebjerg” i Danmark.

Inflationen i brugen af navnet har også ramt erhvervslivet. I det centrale virksomhedsregister er der således hele 249 virksomheder, hvor Egebjerg indgår i navnet. Det er tilsyneladende også mere, end markedet kan bære, for de 111 er ophørt, så der i dag er 138 virksomheder med navnet.

Autoforhandler

Det kan skabe lidt forvirring, medgiver Chris Larsen. Siden 1988 har han været direktør i Egebjerg Auto, der trods navnet har ligget i Horsens siden 2004.

– Vi bliver ind i mellem ringet op af folk, der forveksler os med Egebjerg Biludlejning, fortæller han.

Egebjerg Biludlejning har afdelinger i Herning og Silkeborg, så de har ikke meget med Egebjerg at gøre. Det har Chris Larsen, der holder fast i navnet på trods af en ny adresse på Høgh Guldbergs Gade, til gengæld.

– Vi holder fast i vores navn, for det har firmaet heddet siden 1956, da min far stiftede det. Vi er blevet mere synlige herinde i Horsens, og det fungerer fint for os, siger han.

Chris Larsen har lagt mærke til forskellige Egebjerge rundt omkring i landet, og det er han ikke den eneste fra området, der har.

Hennig Juhl fra Egebjerg El, der skiftede navn til det nuværende, da faderen Gunner Juhl flyttede forretningen fra Rådved, arbejder mest i lokalområdet, men har også været på byggepladser sydpå.

– Man lægger selvfølgelig mærke til det, når man kører rundt, men vi er aldrig blevet forvekslet med nogen, siger han.

Det er byens nu 75-årige flagskib, Egebjerg IF, heller ikke. Selvom der findes en Egebjerg Boldklub, en Egebjerg Fodbold og endda en Egebjerg Idrætsforening i Odsherred, giver det ikke problemer.

– Jeg kender også en klub på Sydfyn, men vi er en halvstor klub med 600 medlemmer, så folk ved godt, hvor vi kommer fra, siger formand Claus Trust.

Han medgiver dog også, at Egebjerg IF sjældent tager til samme turneringer som navnebrødrene.

I Stednavneudvalget sidder lektor ph.d. Peder Gammeltoft, der også forsker i stednavne. Udvalget tager stilling til forslag til nye stednavne, og indstillingen sendes så videre til kulturministeren. Han fortæller, at de tager hensyn til f.eks stavemåde, men at antallet af eksisterende byer ikke er en faktor.

– Nej, det tager vi ikke højde for, men det kan være en ulempe, hvis man ikke kan skelne. Så det kan være uhensigtsmæssigt med to Egebjerg i samme sogn.

Næppe slut

Fordelen med flere byer med samme navn kan give en følelse af velkendthed, siger han.

En ny Egebjerg vil altså ikke have svært ved at få navnet autoriseret, selvom Peder Gammeltoft medgiver, at Egebjerg er et af de særligt udbredte stednavne. Han forsker mest i udbredelsen af endelserne på stednavne, så han har aldrig set på udbredelsen af hele stednavnet Egebjerg.

– Vi har ikke lavet en optælling, men jeg er sikker på, at Egebjerg er en af de mere frekvente, siger han.

Han gætter på, at Egebjerg er så udbredt, fordi det er en velkendt navnemodel, og så er det selvforstærkende.

– Man kan komme ud for, at nogen opkalder det efter en meget kendt Egebjerg, selvom det ligger i en lavning fyldt med sand, siger han.

Via sin forskning kan Peder Gammeltoft sige noget om alderen på en by ud fra navnet. Jernalderens navne ender typisk på lev, sted og um, mens vikingerne holdt af endelser som torp og tved.

– De seneste 100 år har vi fået de lidt romantiske navne som Bakkely og Marenslyst, og de nye boligkvarterer har ikke at gøre med lokaliteten, men er ren holdningsbearbejdning og markedsføring med navne som Egernhaven, siger han.

Lige netop Egebjerg kan han dog ikke sætte alder på ud fra navnet. Det er nemlig et naturnavn, der ikke er bundet op på en periode, men er ganske almindeligt for steder med både egetræer og bakker. Som navneforsker blev han dog fanget af spørgsmålet, og efter et opslag i sine værker har han svar. Han må skuffe borgerne i Egebjerg med, at byen ikke er helt så gammel som den i Odsherred, der er nævnt i 1295, men byen har tilsyneladende en form for jubilæum i år. Den er også betydeligt ældre end Egebjerg ved Ballerup, der er fra 1909.

– Egebjerg ved Hansted er nævnt i Danmarks Stednavne bind 12. Stednavnet går tilbage til 1328 under navnet Egebergh, fortæller han.

Forskeren tager dog straks det forbehold, at man ikke kan finde brevet fra 1328, men at der er et afskrift fra 1606.

Date of publication: 20080617

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *