Julehilsen fra sognepræsten

Klik her og se præstens julehilsen i større format

Julehilsen fra sognepræsten

“Livet er dejligt at leve, bare man har karaktersvaghed nok til at nyde det”. (citat Sokrates)

Kære medborgere, karaktersvaghed må der til for at nyde julen fuldt ud. Tænk bare på duften af nybagte julesmåkager. Eller marcipanen, der er dyppet i kogechokolade. Ja for ikke at glemme den fede brune sovs som juleanden svømmer rundt i. Jo jul og sul hører da sammen. Så står man der i køkkenet overfor disse lækkerier og tænker: “skal, skal ikke”. Nå, længe leve karaktersvaghed.
Det er jo kun jul en gang om året. Så ned med lækkerierne!

Så tænker jeg alligevel, sig mig engang, hvorfor taler vi om karaktersvaghed. Er livet da en stor omgang eksamensræs, hvor mennesket skal vurderes i alle ender og kanter. Ja det tyder jo meget på. Igen og igen gives der karakter. Det er jo det, der sælger. Det ved vi da fra tv. Stjerne for en aften. X-faktor. Talent 2008. Alt skal vurderes. Det er ligesom In i vor tid.

Den kære Niels Hausgaard synger om tidens krav i en sang. Med sin nordjyske humor får han vendt tingene lidt på hovedet. Han fortæller om en pige, der har købt sig et par åh så stramme bukser, at hun knapt kan vride sig ned i dem. Men det er jo tidens krav, synger Hausgaard og fortsætter, følg tidens krav li´godt hvor tossede, de er. Det store spørgsmål for Hausgaard er så, hvem er det egentlig, der sætter tidens krav, er det no´en man kender?

Nå, den 24 december er gud ske lov mere end jul, sul og tidens krav. Den er rent faktisk karaktersvaghedens mærkedag. Dagen uden krav og uden karaktergivning. Kommer du i kirke i julen, ja så skal du naturligvis endnu engang høre om Jesus Kristus. Verdens frelser,
som han også bliver kaldt. Ham, der ikke sætter tidens krav, kender vi dog, i hvert fald af omtale.

Verdens frelser! Et ældgammelt udtryk, men dog stadig aktuelt. Jo, for Skaberen vil frelse sin skabning ud af den evindelige karaktergivning, ja befri os fra at lade os styre af “tidens krav”.

Hvem er det egentlig, der sætter tidens krav, er det no´en man kender, spørger Hausgaard. Spørgsmålet besvares ikke og giver os dog en fornemmelse af, at vi alle er med i denne karaktervurdering af hinanden….og af os selv.

Juleaften går vi i kirke. Er det mon fordi, det er tidens krav? Eller er det netop fordi, vi dybt inde i hjertet har brug for at komme ind under Guds kravløse, “karakterløse” evangelium. Ja, jeg tror det er for at lytte til det befriende glade budskab om kongernes konge, der blev født i en ussel stald. Født i et rum uden pomp og pragt. Jo juleaften. Glædens aften og det måske endda midt i sorg og nederlag. Måske endda midt i savn og længsel. Her juleaften lyder Guds stemme, Skaberens stemme: Så dyrebar er du menneskebarn, at jeg sender min søn til verden for at frelse dig. Jeg lægger min søn i en stald, for at du skal fornemme, at jeg vurderer anderledes end det, der er denne verdens “tidens krav”. For jeg er kommet for at indgyde julefred i mennesket, der anser sig som “tidens vrag” i mødet med “tidens krav”.
Ja julefred og glæde til den karaktersvage. Julefred til den, der er blevet opflasket med forestillingen om, at livet er en stor eksamen. Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Kærlig hilsen
Sognepræst Torsten Ringgaard.

BROEN 21. årgang nr. 2

December 2008 – januar – februar 2009