Med drengene til Italien

Tryk her og se artiklen i større format

Med drengene til Italien

Drengene i Italien

I efterårsferien drog en forventningsfuld flok drenge årgang 94 og 95 samt tre noget ældre ledere til fodboldturnering ved Gardasøen. Efter en laaang bustur blev vi sat af ved forlystelsesparken Gardaland. Her lagde vi ud med at spise noget af den mad som nogle forældre havde købt/lavet og pakket til os – en stor tak til dem. Det var dejligt!

Aftenen før havde vi også nydt godt af den medbragte mad, så vi slap for at købe den slags mad man nu kan få på de tyske rastepladser!
Efter 9 timer i Gardaland (chaufførerne skulle jo holde pause), kørte vi det sidste stykke til hotellet. Skønt at komme i en seng?

Mandag startede vi turneringen med at møde Ry (lidt sjovt at køre så langt for at spille mod et hold der ligger så tæt på Egebjerg!). De var en lidt for stor mundfuld for os, vi tabte 3-0, men en stor ros til drengene for en flot indsats, det var trods alt et tophold fra A-rækken herhjemme. Dagen efter skulle vi spille 2 kampe. Først mødte vi Thurø (fra Fyn) som vi slog 1-0 efter en fantastisk flot indsats. Herefter gjaldt det BSV (Søllerød/Vedbæk) som blev slået 3-1, efter en kamp hvor der blev brug for de sidste kræfter – ømhed og småskader var begyndt at dukke op. Resultaterne betød at vi fik en flot andenplads.

Drengene i Italien

Onsdag var fridag og den blev brugt på at tage holdbilleder, samt en bytur. Her var vi bla. på restaurant, vi kunne jo ikke være i Italien uden at få en pizza. Dagen sluttede med badetur for dem der måtte have lyst, vi havde jo trods alt 24-28 grader hver dag, så en svømmetur skulle vi da have.

Torsdag middag gik turen så hjemad igen. Vi havde brugt formiddagen til at pakke og proviantere “lidt”, så vi kunne få noget ordentligt mad på hjemturen også. Aftensmaden skulle vi indtage på en Burgerking – og efter ca. 85 minutter i kø lykkedes det da også at få bestilt…. Men spist fik vi da!

Busturen hjem

Da vi kom på vejen igen, så vi film – der blev nu hurtigt stille i bussen, det var nogle meget trætte drenge. Efter et indkøbsstop hos Fleggaard, var vi tilbage i Egebjerg fredag morgen, lidt matte i sokkerne, men en sjov oplevelse rigere.

Så både sportsligt og socialt kan vi konstatere at det var en rigtig god tur.

En stor ros fra trænerne for god opførsel og godt kammeratskab.

Sportslig hilsen Flemming og Kim.

BROEN 21. årgang nr. 2

2008/09 december – januar – februar