Egebjerg Dagli´Brugs – årsmøde 2008

Nyt fra Egebjerg Dagli’brugs

Årsmødet
Årsmødet blev afholdt den 3. marts 2008 i forsamlingshuset. I alt 40 medlemmer deltog i mødet.
Yvonne Christiansen bød som formand for Butiksrådet velkommen og glædede sig over, at der år for år deltager flere medlemmer i årsmødet. Fra kun 7 medlemmer i 2005, er deltagelsen steget til 17 medlemmer i 2006, til 23 medlemmer i 2007 og altså nu til 40 medlemmer i 2008.
Årsmødet er medlemmernes mulighed for at møde Butiksrådet og omvendt. Og det er her medlemmerne kan give deres mening tilkende og udveksle holdninger og ideer til gensidig inspiration.
Vedrørende forbrugerpolitikken skal der være særlig fokus på:
Sundhed – Klima – Miljø – Etisk handel og Socialt ansvar.
Vedrørende medlemsfordele er bonusordningen nu væk. I stedet er der medlemsfordele allerede ved købet i form af stærke tilbud på mange varer, f.eks. havemøbler, cykler og meget mere. Varerne kan ses på hjemmesiden www.fdb.dk
samt i bladet Samvirke. Desuden bliver der hver måned blandt de medlemmer, der har brugt deres medlemskort ved indkøb, udtrukket en præmie på en million kr. I april
måned var det et medlem, der havde handlet i Gedved Superbrugs, der var den heldige vinder. Så det er stadig vigtigt, at få skannet sit medlemskort, når du handler.
Det er nu også muligt at få et nyt medlemskort, der samtidig fungerer som et kreditkort, mastercard, med en kredit tid på 52 dage inden beløbet hæves på din konto.
Under valg til Butiksrådet blev Yvonne A. Christiansen genvalgt, Hans Steensen var også på valg og ønskede ikke genvalg. I stedet blev Hans Kurt Jacobsen valgt . Det har
senere vist sig, at Hans Kurts personlige medlemskab ikke var tegnet tre måneder før årsmødet. Valget skal derfor bekræftes ved et ekstraordinært årsmøde den 24. juni 2008. Hans Kurt ønskes tillykke med valget.
Efter årsmødet var brugsen vært ved en lækker anretning samt øl eller vand. Forsamlingshusets vært Steffen serverede denne lækre menu.: Tigerrejer på spyd m/salsa, Timianstegt unghane m/mix. Salat, samt kagebord m/coulis og vanilliecremfraice.
Butiksrådet og uddeleren håber at endnu flere medlemmer nye som gamle deltager i næste årsmøde. Det kunne være rart om nogle unge ville blive medlem af butiksrådet,
så deres synspunkter også kom frem.
Butiksrådet og uddeleren takker Hans Steensen for sin store indsat i de mange år, han var i bestyrelsen.

Aktiviteter i år
Sankt Hans dag tirsdag den 24. juni vil der fra kl. 15-17 være en kampagne for økologiske, miljøvenlige og allergivenlige produkter under COOPs fællesmærke Änglamark, der lever op til kravet:
Sundhed – Klima – Miljø – Etisk handel og Socialt ansvar.
Denne dag har du også mulighed for at få en snak med butiksrådet / bestyrelsen.
I tilknytning hertil afholdes det ekstraordinære årsmøde for at bekræfte valget af Hans Kurt til Butiksrådet

På bestyrelsens vegne Yvonne A. Christiansen

BROEN 20. årgang nr. 4

2008 juni – juli – august