Årets borgere 2014 – Kirsten og Vagn Rumph

Årets borgere 2014 – Kirsten og Vagn Rumph

Billede og tekst: af Leif Kristensen.

Kirsten og Vagn Rumph 2

Det var et enigt Årets Borger udvalg, der satte navn på årets borger 2014.

Kirsten og Vagn Rumph har i en årrække været primus motor ved revyen i Egebjerg-Hansted forsamlingshus. Vagn som revydirektør og tovholder på Egebjerg revyen, hvor mange borgere fra nærområdet kommer, for at få et godt grin, og mange gode minder med hjem. Dette skyldes bl.a. Vagns kæmpe forarbejde med prøver, kulisser og ikke mindst Kirsten, som udfører det store arbejde, med at sy og lave kostymer samt sørge for friske forsyninger af kage til kaffen ved prøverne. Revyen 2014 blev set af ca. 450 personer.

Vagn har også i mange år været med til at arrangere fester til glæde for byen bl.a. med Susi og Leo, Tørfisk, Bjørn og Johnny, Keld og Hilda. Og mange temafester, samt fastelavn, julemarked og bankospil, og annoncetegning, som er en stor del af husets økonomi.

Derudover er det Vagn, der passer området rundt om forsamlingshuset, så byens forsamlingshus altid tager sig godt ud. Kirsten og Vagn er altid positive, hjælpsomme og glade personer, som er med til at gøre forsamlingshuset til det samlingspunkt, som det er, her i vort lokalområde.

Sammen med Broens formand Flemming Fløe Pedersen besøgte jeg en lørdag formiddag Årets Borger 2014. Ægteparret Kirsten og Vagn Rumph, som bor i deres hus på Gl. Aarhusvej nærmere bestemt, området Hansted mark med dejlig udsigt ud over markerne, tæt på Horsens og Hansted, men alligevel ude på landet. Vagn møder os i døren og byder os indenfor, hvor vi hilser på Kirsten.

Kirsten og Vagn Rumph 3 100x75 mm

Flemming ønsker Kirsten og Vagn tillykke med udnævnelsen til Årets Borger 2014 på Broens vegne og overrækker Georg Jensens juleuro 2014 og en flot buket blomster. Vi bliver inviteret på kaffe og hjemmebagt kage og sætter os ved stuebordet til en hyggelig snak om Kirsten og Vagns baggrund.

Vagn er fra Løvhøj området i Vestermarken i Horsens. Områdets drenge bruger sommeren på at bade i Hansted å eller i det de kaldte Lilleåen, hvor der var et lidt bedre hul at bade i. De jages tit væk af ejeren på Hanstedgård, som mener, at drengene træder hans korn ned.

Kirsten kommer til Egebjerg, som to årig sammen med sine søskende og forældre. De kommer fra Glud, forældrene Holgersen købte den gamle bindingsværksgård med stråtaget og de flotte kastanje træer lige over for Skovvej. Gård og træer er nu historie, der er bygget nye flotte huse på stedet.

I årene sidst i tresserne og først ind i halvfjerdserne, afholdes der ”Pigtrådsballer” i Hansted Egebjerg forsamlingshus, godt besøgt af datidens ungdom fra både nær og fjern. Der møder Kirsten og Vagn hinanden, i det forsamlingshus, der senere skal blive en stor del af deres liv. De bliver gift og de køber huset på Hansted mark i 1975.

Vagn fortæller, at han blev spurgt, om han var interesseret i at komme ind i bestyrelsen, årstallet husker han ikke lige, men det gør Kirsten, året er 2002. Hurtigt kommer Vagn i gang med flere tiltag, det er jo ikke så nemt at sige nej, så Vagn nikker og kaster sig ind i arbejdet i forsamlingshusets projekter. Vagn kommer ind omkring revyen, jeg spørger, hvor han har interessen fra. Ja musikalsk er jeg ikke, siger Vagn, men jeg kunne samle tropperne omkring revyen. Kirsten bryder ind og siger, at det var det at skabe de bedste forhold for holdet omkring revyen. Når de havde det godt, gav det også det bedste resultat, og det skulle være sjovt for både de optrædende og for alle gæsterne, der kommer og ser revyen.

Kirsten fortæller om revyholdet. Hvert år inden den nye sæson, den sidste mandag i september mødes holdet, med kaffe og kage og oplæg af ideer til den nye forestilling. Prøverne starter, og numrene skæres til hen ad vejen. Vagn kommer hjem til Kirsten med forslag til kostymer, det kan af og til være lidt krævende. Opgaven kan virke lidt uladsiggørligt, men trods det, løses det til alles tilfredshed. Men en hård en var det, at få dage før premieren ville revyholdet være grise. Vagn vækkede en sovende Kirsten og fortalte om ideen. Det klarer du Kirsten, de skal være lyserøde, de grise dragter. Så ind til byen og købe engangsmalerdragter og hjem og farve dem lyserøde, noget af et arbejde, men klar blev de til premieren.

Kirsten fortæller, at nogle uger efter revyen samles hele holdet hjemme ved Kirsten og Vagn til spisning og evaluering af årets revy. De ser sig selv optræde på Kirsten og Vagns tv i den video, som er optaget af deres optræden. Det er en aften alle ser frem til og hygger sig gevaldigt med.

Da jeg spørger, om det har været en fælles interesse for dem, siger Vagn, nej det er nok sådan lidt mere en tvungen fælles interesse, hvor jeg har trukket Kirsten mere og mere ind i arbejdet, mens de smågriner begge to, da Vagn siger dette.

Kirsten siger at det mest har været Vagns opgave at skabe rammerne for revy holdet, så alle følte sig godt tilpas og var glade, komme med to poser slik, og ikke som en aften, hvor Vagn havde købt én stor pose, næ nej det duede ikke, jamen vi kan da dele den i to, nej det var ikke det samme som to poser slik, selvom de måske var mindre, to poser slik, skulle der til.

Det positive for forsamlingshuset er, at det går opad siger Vagn. Revyholdet har stor kontaktflade ud ad til, og det er vigtigt, at de finder folk til revyen, de kan arbejde sammen med. I de senere år har de haft Kenny Jensen, som kapelmester på forsamlingshusets nye klaver. Det var ikke helt billigt, og Vagn skaffede penge fra fonde til indkøbet.

Kirsten og Vagn Rumph

Det har været 12 begivenhedsrige år med forsamlingshuset for ægteparret Kirsten og Vagn Rumph, som mange helt sikkert siger tak for, og det gør Broen også med titlen Årets Borger 2014.

BROEN 27. årgang nr. 2 december 2014 – januar – februar 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *