Horsens Bioenergi: Godt i gang med gasproduktionen

Klik her og se artiklen i bladformat

Biogasanlæg P1000717 Horsens Bioenergi IMG_1841

Så er vi kommet rigtig godt i gang med gasproduktionen, selv om vi stadig er i testfasen. De to reaktorer og den ene lagertank er nu helt fyldte og der er rigtig god gang i selve gasproduktionen. Faktisk er opstart proceduren gået over al forventning og der er kommet betydeligt mere gas, på nuværende tidspunkt,
end vi havde drømt om.
Vi har fået asfalt på vejen ind til anlægget, hvilket helt har fjernet støvproblemerne
for området. Det var på et tidspunkt så tørt, at vi tilbød vores nærmeste nabo, at vaske hans vinduer, for de var blevet meget støvede.
Vi mangler stadig meget på arbejdspladsen, men vi tror stadig på, at vi kan holde officiel åbning den 10/9, hvor det er inviterede gæster der kommer og et åbent husarrangement for alle interesserede den 27/9 kl. 13 til 16. På den dag håber jeg at se rigtig mange af Egebjerg og omegns beboere som gæster.
Med hensyn til transport af gylle, så er det også gået fint, når man tænker på at, ingen af vores chauffører har prøvet at køre gylle før.
Inden for den næste uge skulle vi gerne begynde at køre den afgassede gylle retur til vores leverandører. Indtil nu ”skylder” vi landmanden den mængde gylle vi har hentet, mens vi har fyldt anlægget op og derfor har vi kørt megen uøkonomisk tom kørsel. Men det ændrer sig heldigvis nu. 
I sådan en opstartsfase vil der altid være nogle problemer med lugt og det gælder også for os, fordi de biologiske filtre endnu ikke er fuldt funktionsdygtige. Vi har forsøgt at minimere generne, hvilket også i stor udstrækning er lykkedes, men der har være nogle få dage, hvor det ikke har lugtet af ”appelsinsaft”, og det har jeg informeret de nærmeste naboer om to gange. Det er beskrevet i vores miljøgodkendelse, at det kan ske og derfor blev den eneste officielle klage vi har fået pure afvist af Horsens Kommune. Vi satser på, at alle vores biofiltre er fuldt funktionsdygtige, når denne udgave af Broen udgives. 
Vores fakkel har været en del i brug, hvilket er normalt i denne opstartsfase. Den går i gang, så snart der ikke er plads på 4 bar naturgasnettet. Men den larmer noget og ser ret imponerende ud, specielt i mørke. Det er dette 4 bar net, som alle forbrugerne bruger, og her om sommeren er der ikke ret stor forbrug, da beboerne ikke har brug for opvarmning. 
DONG er næsten færdig med en helt ny 40 bar kompresser station tæt på Gedved. Når den er færdig, får vi ingen problemer med at skulle af med gas via faklen, hvilket kun er penge ud i luften. I fremtiden er faklen kun til nedbrud på anlægget eller vedligeholdelse på anlægget, som kræver, at gassen lukkes af det normale system. 
Indkøringen af DONGs opgraderingsanlæg, ser også ud til at være en opgave, som vores folk kommer til at udføre. Der er en del justeringer, men anlægger ser ud til at fungere godt. Spændende, at vi nu snart kan levere direkte på naturgasnettet, så forbrugeren kan komme til at bruge dansk produceret naturgas, som er landproduceret. 
Jeg glæder mig til at se jer alle til åbent hus den 27/9, hvor vi forhåbentligt får en udbytterig dag i fint vejr.

Med venlig hilsen
Klaus D. Johansen
Direktør
Horsens Bioenergi

BROEN 27. årgang nr. 1 – september – oktober – november 2014

Erhverv, forsyningsvirksomhed, biogas, energi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *