Egebjerg i 1970erne

IMG_20140116_0001

Klik her og se artiklen i bladformat

Egebjerg i 1970´erne

Af Mogens Kirkegaard

Jeg er vokset op i Horsens og boede med min familie i kvarteret mellem Amaliegade og havnen. Jeg gik i 1.-5. klasse på Østre skole, som den hed dengang og senere i mellemskole og realklasse i Skolegade. I 1953 blev jeg student fra Horsens Statsskole.

Men mine kammerater og jeg voksede således op under besættelsestiden fra 1940-45 og derefter under den ganske lange efterkrigstid præget af generelt dårlig samfundsøkonomi, varemangel og lave lønninger. Regningen efter 2. verdenskrig skulle betales, selv om Danmark var sluppet nådigt igennem den vanskelige tid i forhold til mange andre lande.

Jeg nævner dette, fordi det uden tvivl er svært for mange yngre danskere i dag at forstå den næsten euforiske stemning af velstand og uendelige forbrugsmuligheder, der bredte sig ud over landet fra midten af 1960erne og op igennem 70´erne. Lad mig nævne nogle eksempler på de gode tider.

Velstand i Danmark
I 1960 havde kun ca. 100 husstande telefon under Hansted central, dvs. i Egebjerg, Hansted, Rådved og tilhørende landområder. Mobiltelefonen var ligesom computeren endnu ikke opfundet. Telefontaksterne var høje, og derfor brugte man helst breve til udenbys kommunikation  og undgik lange samtaler. Op igennem 1970erne fik flere og flere husstande telefon, så det efterhånden blev muligt at ringe selv til naboer, som man jo i grunden lige så godt kunne have opsøgt og snakket med ansigt til ansigt.

Bilerne blev mere og mere almindelige, endda samtidig med, at flere og flere familier fik råd til at bygge et parcelhus og endda tage med Spies eller Tjæreborg-præsten på ferie sydpå. Bilen muliggjorde også, at man lettere kunne have et arbejde mange kilometer fra ens bopæl, og at man kunne besøge udenbys familie.

Folk fik bedre råd til at købe fx tøj. Mens jeg gik på seminariet i slutningen af 1950erne, ejede jeg således kun to par bukser, én jakke, 2 bluser og 3-4 skjorter til dagligt brug foruden ét sæt tøj, én hvid skjorte og to slips til når jeg skulle være ”pæn”.  I 1970erne blev det efterhånden for mange mennesker svært at have alt  tøj i klædeskabet.

Afbetaling
Op igennem 1960´erne vænnede mange mennesker sig til at købe på afbetaling. Det skyldtes uden tvivl også, at de gode tider medførte en kraftig inflation. Det kunne næsten ikke betale sig at spare op, som man ellers havde været vant til, før man købte større forbrugsgoder, møbler, hårde hvidevarer osv. Nu købte man på afbetaling og betalte så et fast månedligt beløb med tillæg af renter, selvfølgelig. Men renterne kunne jo trækkes fra i skatteberegningen med det fulde beløb, så bare man havde godt, fast arbejde, så gik det.

Jeg kan huske, at vi havde kastet vore øjne på en ny, fuldautomatisk vaskemaskine af mærket ”Major”. Den blev solgt igennem Brugsen, og uddeler Svendsen var helt oppe på mærkerne for at sælge. ”Du behøver ikke at betale det hele på én gang, du skal bare betale så og så meget hver måned”, sagde han overtalende på sit sønderjyske. At sådan en maskine dengang kostede ca. to månedslønninger, var man jo tilbøjelig til at overse. Men det var det bedste køb, vi hidtil havde gjort, en stor lettelse i det daglige. I dag fungerer afbetalingssystemet vel stadig, men under andre navne.

IMG_20140321_0001

Kildeskat
Overophedningen i det private forbrug og inflationen bekymrede efterhånden politikerne, så man indførte dels meromsætningsafgiften (moms) i 1967, dels kildeskatten i 1970 bl.a. for at trække penge ud af kredsløbet. Kildeskatten betød, at man ikke betalte skat bagud, men at skatten som nu var trukket fra på lønsedlen. Det førte nok til sammen med PBS, at mange familier (inclusive min egen) fik mere styr på deres økonomi. 

Jeg husker endnu en dag i 1961, da jeg havde gårdvagt på Egebjergskolen, at kæmner Alf Hansen kom ud til mig med en seddel. Han havde et glædestrålende smil på ansigtet, da han overrakte mig tallene, der fortalte, hvor meget jeg og Lise skulle betale i skat i det kommende år. Det var et chok, som det tog nogen tid at komme over! Vi havde haft fuld løn et helt år og stor set ingen betalt skat at trække fra, som man ellers kunne dengang. Så det var vist helt godt med den kildeskat.

Vi bygger hus
Efter nogle år i det røde typehus ved siden af skolen følte vi i 1967, at det var på tide at få vores eget. Lundum-Hansted kommune havde i slutningen af 1960erne købt jord fra to mindre gårde i Egebjerg og havde først udstykket grunde på Grusdalsvej og Vesterhøjsvej, og nu var turen kommet til det, der blev til Østerhøjsvej. Der fik vi en pænt stor grund, byggemodnet, til 14.000 kr.! Vi fik en god ven til at lave tegninger og beskrivelser af entrepriserne, og så var det med at finde håndværkere. Det kunne være lidt svært på det tidspunkt, for der var jo gang i byggeriet alle steder. Men der var kommet en frisk ung tømrermester, Hans Christiansen, til Egebjerg, og hans tilbud tog vi imod. Murer Schrøder i Hansted skulle lave murerarbejdet, og så kom arbejdet i gang i juli. Huset blev bygget af gode materialer, ikke mindst Hans Christiansens tømrer- og snedkerarbejde fik berettiget ros. Vi havde ikke den store tillid til de typehuse, der blev udbudt dengang, selv om de var billigere. Vi kunne flytte ind i februar, efter at jeg selv havde malet væggene og nu så frem til at lægge haven an, når det blev forår. Byggeriet havde givet anledning til bekymring i familien, og min egen far havde tvivlet på vores økonomiske formåen. Han havde endda ringet ud til vores skoleinspektør, Poul Zoffmann, og bedt ham om ”at prøve at tale de unge mennesker fra det sindssyge foretagende”, noget Zoffmann dog ikke ønskede at blive blandet ind i. Min kære far havde selv først fået råd til at bygge eget hus, da han var over 50, så han kunne nok ikke forstå de nye tider, hvor unge mennesker uden penge kunne realisere sådanne drømme.

IMG_20140320_0015

Det lille grønne personnummerbevis i plasticetui var nok tænkt til at skulle ligge i en pung eller tegnebog, men efterhånden lærte de fleste nummeret udenad.

Fagre nye verden                                                                                                               I 1968 skete der to ting, der gjorde, at det fra nu af skulle blive sværere at gemme sig for stat og kommune og i øvrigt alle andre, som man skyldte penge. Der blev indført postnumre, der skulle gøre adresseangivelser mere nøjagtige, og alle danskere blev udstyret med cpr numre. Disse numre skulle identificere den enkelte borger med 100% nøjagtighed, og også erhvervslivet tog med stor begejstring imod  denne gave.                                                                                               Banker, forsikringsselskaber, læger og hospitaler, fagforeninger, undervisnings-institutioner  og mange andre foruden statslige og kommunale organer begyndte at afkræve borgerne disse numre, og de blev efterhånden en lige så selvfølgelig del af identiteten som alene ens fødselsdata havde været det. De sidste fire cifre skulle være hemmelige, men enhver borger i Lundum-Hansted kommune kunne i hvert fald op til det efterfølgende kommunalvalg let se naboernes cpr numre i de valglister, der var lagt frem i skolens forhal til offentligt gennemsyn. Man skulle jo kunne se, om man selv var optaget på valglisten. Og det bliver vel efterhånden sværere og sværere at beskytte sit cpr nummer i en verden af hackere og identitetstyve.

Kommunesammenlægningen 1970
På grund af de krav til en moderne administration, der blev stillet til kommunerne, bl.a. som følge af en mere og mere kompliceret lovgivning, stod det i slutningen af 1960erne klart, at de små landkommuner generelt ikke længere magtede opgaverne.
Hidtil havde sognerådet i Lundum-Hansted kommune og de nedsatte udvalg med støtte fra amtslige konsulenter kunnet klare opgaverne, men fx skattesager, byggesager og socialsager krævede efterhånden større ekspertise, end man rådede over. Kæmner Alf Hansen og overassistent Søren Boelt havde begge været mejerister og igennem deres uddannelse med efterfølgende kurser fået et solidt kendskab til regnskabsvæsen, og de to udgjorde hele personalet på kæmner-kontoret.  
I den gamle kommune havde man holdt hus med pengene, og der var derfor ikke meget anden gæld end realkreditlån i fx skolebygninger. Den sydlige fløj ved skolegården var blevet bygget i 1962, og Lilleskolen og en svømmesal blev taget i brug i 1970; disse sidste byggerier skete efter aftale med Horsens kommune. Assistance i forbindelse med byggesager havde man købt sig til hos civilingeniør Engberg i Horsens, og socialsagerne blev behandlet af socialudvalget, der sikkert kunne have svært ved at følge med lovgivningen, men til gengæld kendte klienterne ganske godt. I Lundum-Hansted kommune havde man ikke ansat en jurist.

IMG_20140320_0013

Billedet bragtes i Horsens Folkeblad den 12. august 1969 i forbindelse med omtale af skolesamarbejdet mellem Horsens og Lundum-Hansted kommune. Den 1. klasse, der begyndte nu, var en blandet klasse med elever fra både Horsens og den gamle kommune, der stod for at skulle indlemmes. Til stede var byrådsmedlem Emilie Rasmussen, skoledirektør B. Kehlet Nørskov, skoleinspektør Poul Zoffmann og forældre og børn samt enkelte lærere. Blandt dem ses også min kone, Lise, i ventekjole og vores ældste søn, Lars.

Lundum-Hansted sygekasse blev administreret af en bestyrelse, og det daglige arbejde lå i hænderne på den tidligere sognerådsformand Nicolai Karlsen, der boede i et lille bindingsværkhus til gården på Gl. Egebjergvej. Nicolai Karlsen var født i slægtsgården og følte sig stærkt knyttet til sit sogn. Han blev indvalgt i Lundum-Hansted sogneråd i 1929 og sad her til 1959, heraf de 16 år som formand. Han havde været kasserer i den lokale sygekasse i 25 år. Kontingent blev opkrævet af Anders Andersen fra Hansted, der kørte rundt i hele kommunen på sin knallert og desuden varetog opgaverne som pantefoged og skatteopkræver. Nu skulle disse opgaver overgå til tilsvarende organisationer i Horsens.

IMG_20140320_0012

Sognerådene fra omegnen var i 1970 inviteret til møde i ”Kilden” i Horsens sammen med politikere fra Horsens byråd. Her skulle kommunesammenlægningen diskuteres. Ved det forreste bord ses gdr. JensThule Jensen, forpagter Arne Juel Sørensen, overlærer Grete Sohn. faktor Regnar Caspersen og gdr. Karl Mogensen. Ved bordet bagved sidder købmand Ejnar Christensen, vognmand Johannes Jensen, gdr. Ejnar Jensen, husmoder Inger Christensen, Ragnhild Laursen og sognerådsformanden, gdr. Chr. Schønemann Hansen.

Sognerådsformand Chr. Schønemann og et enigt sogneråd var positivt indstillet over for tanken om, at kommunen sammen med de andre omegnskommuner skulle lægges ind under Horsens kommune. Nu handlede det om at få flest mulige fordele heraf, især på skoleområdet og med hensyn til de kommunalt ansatte medarbejdere, der skulle sikres fortsat beskæftigelse i storkommunen.

Her i den gamle kommune drejede det sig om de 2 tjenestemandsansatte,  kæmner Alf Hansen og sygeplejerske Kirsa Andersen, men desuden om 20 andre, der havde forskellige stillinger som overassistent, brandinspektør, pedel, rengøringsassistenter, husmoderafløsere, hjemmehjælpere, vejmænd og arbejdsmænd.  Lærerne på Egebjergskolen skulle blot fortsætte i deres stillinger, som om intet var hændt.

Der blev udarbejdet et dokument indeholdende 28 paragraffer, der i detaljer beskrev vilkårene for kommunesammenlægningen.

For Horsens kommune var man især optaget af at få større muligheder for dels at udvikle kommunen gennem adgang til jord, dels gennem en mere effektiv ligning at hente skatter hjem fra de mange, der arbejdede i Horsens, men hidtil havde betalt skat i Hatting, Torsted og hvor de nu boede.   

IMG_20140320_0014

Anders Andersen, der boede i Hansted, havde arbejdet på anlægget af jernbanen gennem Hansted i sine unge dage. I mange år lavede han træsko og savede og kløvede træ til ovnene på keramikfabrikken Annashaab, inden han blev skatteopkræver og pantefoged.

I forbindelse med kommunesammenlægningen blev der afholdt valg til kommunalbestyrelsen i Horsens, og her blev indvalgt mælkehandler Holger Hjerresen, opstillet af socialdemokraterne; han var en populær skikkelse i Hansted og Egebjerg.  Den helt store indflydelse fik han vist ikke, men det betød nok noget for befolkningen herude, at man havde et lokalt byrådsmedlem, som folk kunne gå til med deres eventuelle problemer i forhold til storkommunen.  Dog fortalte han selv med stor glæde, at han havde fået sat en bænk op på Nørretorv ved busstoppestedet, så folk fra bl.a. Hansted og Egebjerg kunne hvile benene, mens de ventede på bussen hjem.

For befolkningen i Horsens var der stadig laaangt ud til Hansted og Egebjerg, som i høj grad var ude på landet, for ikke at snakke om Lundum og Rådved.

Vi danskere havde åbenbart fået smag for sammenlægninger, for i 1973 blev vi sammenlagt med (eller lagt ind under) EU. Og er der langt fra Horsens til Egebjerg, så er det ingenting imod, hvor langt der er fra Horsens til Bruxelles!

Egebjerg og Hansted forandrer sig
I 1969 udgjorde befolkningen i Lundum-Hansted kommune knap 2000 indbyggere. Befolkningssammensætningen havde forandret sig op igennem 60erne, idet mindre og urentable landbrug blev nedlagt og jord solgt fra. Den blev købt af driftige, yngre landmænd, der havde mod på at foretage de investeringer, der skulle til med et deraf følgende mindre behov for arbejdskraft. I årene 1950-70 blev ca. 60.000 landbrug nedlagt, og danske landmænd havde gennem rationaliseringer, braklægning og produktudvikling tilpasset sig de nye tider. Til gengæld var nye befolkningsgrupper flyttet ind i parcelhuskvartererne, mennesker med gode indtægter og efterspurgte uddannelser.  Både tilflyttere og fastboende var dog ikke helt tilfreds med tempoet i udviklingen her nord for Horsens.

Kritik
Den 22. november havde Horsens Folkeblad på Horsens-siderne sat projektøren på Egebjerg. Grethe Villefrance og Gerda Møller udtalte, at Horsens Kommune åbenbart betragtede Egebjerg som et u-landsområde og at vi derfor blev forsømt. Martin Vestergaard var formand for Egebjerg Idrætsforening og han mente, at det snart måtte være Egebjergs tur til at få et nyt idrætsanlæg med tilhørende klubhus.  Men som borgmester Holger Sørensen sagde engang på et velbesøgt møde i Egebjerg-Hansted Forsamlingshus: ”I kan sige hvad I vil, men der skal skillinger i kassen!” Byrådsmedlemmet, socialdemokraten Kurt Nielsen fra Hansted mente, at man ikke kunne få det hele på én gang, mens venstrepolitikeren Knud Rasmussen på Strandgården afviste, at området var forsømt. I de følgende år kom der alligevel gang i tingene.

Udvikling og forandringer
Lundum-Hansted Centralskole blev til Egebjergskolen, og den havde bl.a. på grund af flere børn behov for udvidelser. I første omgang blev der i 1970 bygget en særlig afdeling for de yngste børn, Lilleskolen, og omtrent samtidig hermed opført en svømmesal. I november 1977 var der rejsegilde på et stort byggeafsnit, der skulle give skolen nye, moderne faglokaler og skolebibliotek, flere klasselokaler og kontorer. Udvidelsen var på ca. 2800 kvm. Prognoserne havde spået et kraftigt stigende børnetal, men det skulle vare nogle år endnu, inden det blev nået. P-pillen var blevet populær, og fødselstallet stagnerede. Til gengæld fik skolen elever fra Ryesgade skoles skoledistrikt samt fra Lundskolen. Der kom en god ungdomsklub i skolens lokaler, og endelig blev der bygget en sportshal med klublokaler, der kunne tages i brug i 1980. At man så efterhånden syntes, at udenbys brugere fyldte for meget i hallen, er en anden sag.

IMG_20140320_0008

Billedet af Egebjergskolen fra først i 1980erne viser skolen, som den så ud efter byggeriet af hallen og anlæg af sportsarealerne. Byggeriet af parcelhuse på Egesholm var omsider kommet i gang på trods af de høje byggerenter.

Og Egebjerg-Hansted  fik omsider den fællesantenne, som mange sukkede efter, så det nu var muligt at se bl.a. tysk fjernsyn. En dag hørte jeg et par drenge, der legede cowboys og indianere ude på gaden. ”Hast du ein Messer?” sagde den ene åbenbart under påvirkning af en tysk serie.sagerne til, at folk syntes, at der skete for lidt, var måske, at vi havde et presse-problem. Horsens Folkeblad interesserede sig for lidt for området. Men vi kan se på mængden af udklip fra Horsens Folkeblad i vores lokalarkiv, at det blev bedre i de følgende år. Efter Folkebladets samarbejde med aviser i Vejle og Fredericia er der vist igen mindre lokalstof fra vores område i den daglige avis.

Den svagere samfundsøkonomi gik i slutningen af 1970erne ud over de lokale andelsforetagender, brugser og mejeri. I 1968 blev mejeriet Egedal nedlagt. I 1977 lukkede Hansted Brugs, og i 1980 ophørte Egebjerg Brugs som selvstændig butik og måtte give sig ind under FDB. I Hansted havde man dog stadig en veldrevet købmandsforretning. Egebjergbrugsens ledelse havde i tillid til kommunens udstykningsplaner ladet bygge en stor, moderne butik på Egesholm, men på grund af manglende efterspørgsel på grunde i området blev byggemodningen udskudt, og man manglede derfor de kunder, som det forventede byggeri kunne have skaffet. På den anden side var den gamle butik utidssvarende, så noget skulle der gøres.  

IMG_20140321_0003

Og hvad kan man så ellers huske 1970´årerne for?                                             Blandt andet for 13 bilfrie søndage fra den 25/11 1973 til den 17/2 1974. De blev forårsaget af dels krigen mellem Israel og dets nabolande, og dels af nogle uheldige bemærkninger, som statsminister Anker Jørgensen var kommet til at sige med presse på, og som oliesheikerne var blevet sure over. Det var selvfølgelig dejligt at kunne færdes trygt ude midt på både små og store veje i disse søndage, men vi kom aldrig tilbage til benzin- og oliepriserne før oliekrisen.                               Og så var der Fremskridtspartiets kæmpesejr på 28 mandater i folketinget i 1973. Mogens Glistrup havde i den grad udfordret ”gammelpartierne” ved at erklære, at hans skatteprocent var et rundt nul, og han måtte selvfølgelig til sidst en tur i fængsel, og i de følgende år fortsatte den offentlige debat om beskatningen af danskerne, der dog skulle blive endnu større hen ad vejen, lige meget om det var en rød eller blå regering.  Desuden begyndte den fremmedfobi, der har gjort livet surt for både flygtninge og de hårdt arbejdende indvandrere, der faktisk er en hel del af. Hvad man i 1960erne kaldte fremmedarbejdere eller gæstearbejdere, fik efterhånden andre af de fantasifulde navne, vi gavmildt har delt ud til dem, der er kommet fra det fremmede.                                                                                                   IMG_20140321_0002 

Af tidens kendte politikere kan foruden Glistrup nævnes Anker Jørgensen, Erhard Jacobsen, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling, Gert Petersen og Knud Jespersen. Politikens hustegner, Bo Bojesen, havde i sine karikaturtegninger forsynet mange af dem med populære øgenavne, således blev Glistrup kaldt Mogens Mundlæder, Anker Jørgensen  Jern-Anker efter tegneserien Jern-Henrik og Poul Hartling blev til Poul Pegepind eller endnu værre Poul Pærevælling. Bo Bojesen skånede ingen. Hans genialitet som tegner og kommentator kan man nyde i bogen ”Bo Bojesens Danmarkshistorie” udgivet i 1994.                       
Politikerne nægtede i lang tid at indse, at forbrugsfesten var forbi og forsøgte fra 1974 at optage statslån i udlandet i stedet for at fortælle den barske sandhed til vælgerne. Knud Heinesen var finansminister i Anker Jørgensens regeringer fra 1975-82. Da han gik af, sagde han ligeud, at ”Danmark var på afgrundens rand”.

Porno, sprit og vandalisme
1967-69 ophævedes forbuddene mod tekst- og billedpornografi  i erkendelse af, at en håndhævelse af lovgivningen ikke var mulig uden at komme i konflikt med den personlige frihed, og dermed var der åbnet for udgivelse af porno i forskellige afskygninger, både på tryk og på film. I Ekstrabladet havde Inge og Sten Hegeler en sexbrevkasse med betydelig læserinteresse og medvirkede således på deres måde til liberalisering af det seksuelle område. ”Det normale har vide grænser!” hævdede de.  

Hvad der foregik i Danmark blev også bemærket af det øvrige Europa og kunne skabe problemer, når velskabte danske piger viste sig i hele deres pragt på sydlige badestrande; de måtte jo i høj grad være tilgængelige for fyrige sydlændinges tilnærmelser.  –

Uden sammenligning hermed kunne de friere normer også give problemer for Egebjergskolens lærere, når de fx påtog sig at tage med 9. klasse på lejrskole. Jeg kan huske, at jeg sammen med blandt andet Vagn Petersen var på lejrskole i København. En morgen vågnede Vagn ved, at et vækkeur i nærheden ringede ved 5 eller 6-tiden om morgenen. Det viste sig, at nogle af vores piger om aftenen havde truffet frække aftaler med en gruppe svenske, lidt ældre drenge og nu var i færd med at kravle ind ad vinduerne til dem. Senere kunne hverken pigerne eller deres forældre forstå, hvad der var gået af disse pæne piger. Men de var selvfølgelig også under påvirkning af tidsånden.

Liberaliseringen slog ikke blot igennem på det kønslige område, også alkoholindtaget bredte sig fra forældregenerationen til børn og unge. I forbindelse med en ungdomsklubaften i Lilleskolens overdækkede skolegård afslørede inspektion af de nærliggende buskadser flere depoter af øl og andet godt, og på grund af et større indtag af alkohol hos flere af de unge var vi nødt til at slutte festen et par timer før tiden.  En lidt provokerende knallertkørsel tænkt som en afskedssalut af en af de unge kom desværre for ham ud af kontrol, hvorved en hel flaske snaps faldt ud af hans inderlomme og blev knust på fliserne.  Skønne spildte dråber! Og også på lejrskolerne var der drenge, der syntes, at livet blev grønnere med en lille én.

I det hele taget var der flere ting, der begyndte at genere de ældre generationer. De unges adfærd forandrede sig også på andre måder, fx i forbindelse med nytår. Men der var helt tydeligt generelt i befolkningen gået lidt opløsning i opfattelsen af, hvad man kunne tillade sig, og det har børn og unge altid været hurtige til at opfatte.

Hidtil havde nytår i Egebjerg altid været en ret så fredelig begivenhed, hvor man som lærer på den lokale skole kunne få besøg af elever i godt humør, der ville hilse på den hævdvundne måde. Det indebar, at fx en trillebør, der ikke var taget i hus, næste dag kunne findes et andet sted i kvarteret, eller at en cykel måske var hejst op i en flagstang. Småting.  –  I 1979 havde fhv. mejeribestyrer P. Møller Hansen kontaktet Horsens Folkeblads redaktion og beklaget sig over nytårsaftens ødelæggelser. ”Hvad udestående har jeg dog med disse vandaler?” spurgte han. Møller Hansen havde observeret på en lille spadseretur bl.a.:  ”2 skilte ved fodovergang smadrede, 1 cementkumme til blomster smadret, flere ruder på en udbygning til 1. sal smadret, en nabovillas termorude knust, postkasser brækket ned og smadret, affaldsbeholdere smadret og forsøgt afbrændt osv.”. –

IMG_20140320_0009

Fra en pause i prøverne på ”Englefabrikken” i 1978 ses instruktøren Mogens Kirkegaard, Grete Sohn og Peter Møller Hansen. Møller Hansen var en vital mand på 74 på det tidspunkt. Han holdt sg i form ved at deltage i ”Fodslaws” marcher og vandringer og var aktiv hjemmeværnsmand. Det sagdes om ham, at han kunne gå langt yngre deltagere sønder og sammen. Bl.a. havde han i en sen alder været med i Nijmegen marchen i Holland.

Jeg selv mærkede også til de unges opfindsomhed, idet nogle af mine elever en nytårsaften, også i 70´erne,  havde besluttet sig til at hilse på deres klasselærer medbringende poser med rådne æg. Disse ildelugtende bomber blev så affyret, hvis nogen dristede sig til at lukke fordøren op, ellers blev de smadret  mod vinduerne. Kl. 2 om natten måtte jeg ringe til deres forældre og bede dem om at hente deres kåde drenge. Men det var vist en udbredt opfattelse, at sådan noget måtte man finde sig i, når man var lærer.

 Man kan blot konstatere, at frihed uundgåeligt på et tidspunkt medfører et behov for styring, også her i 2014, hvor det gik ud over de små træer på Kastanjeallé.

Festen slutter                            
Olsen-bandens storhedstid var i 1970´erne, hvor makkerparret Balling og Bahs skabte en perlerække af folkekomedier, der spiddede det danske samfund med kærlighed og ironi.  Og det var godt, at vi havde noget at grine af op igennem 1980erne, for da var der igen en regning, der skulle betales. Det var ingen tilfældighed, at disse år set i lyset af de tidligere så glade år blev til ”Fattigfirserne”.  Schlütter-regeringen forsøgte med held (kartoffelkuren) at genoprette økonomien vel hjulpet af beskatning af olieindtægterne fra Nordsøen. Men det er en anden historie. I det store og hele syntes nok de fleste, at 1960´erne og 70´erne havde været en herlig tid, så længe festen varede.

Kilder:

  • Lokalarkivet i Egebjerg
  • Egebjergskolens jubilæumsskrift udg. 1993
  • Mennesker og steder i Hansted og Egebjerg udg. 1986
  • Hans Hertel: Bo Bojesens Danmarkshistorie udg. 1994
  • Mine egne erindringer 

BROEN 27. årgang nr. 1 – september – oktober – november 2014
Lokalhistorie

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *