Mine erindringer fra Hansted og Egebjerg i årene 1950 – 1965

Jan Sohn. Høj opløsning  

Af Jan Sohn

Jan Sohn (f. 1945) er søn af Henning og Grete Sohn. Han blev udlært murer i Hansted og uddannede sig senere til socialrådgiver og bor nu i Holbæk. En af hans brødre er folketingsmand Ole Sohn.

Da jeg for 3 år siden begyndte at nedskrive erindringer fra mine barne- og tidlige ungdomsår var disse udelukkende tiltænkt mine børnebørn som, af gode grunde, ikke vidste noget om den tid deres bedstefar voksede op i.

Jeg fik ideen en dag, jeg havde hentet et af dem efter skoletid. Hannah begyndte at fortælle om et middelaldertema, som de arbejdede med i forbindelse med et arrangement, vi kalder ”Middelalderdage i Holbæk”. Hun syntes, det var vildt spændende.

”Levede du og mormor den gang”, spurgte hun. Jeg tror hun blev lidt skuffet, da jeg måtte tilstå at, det gjorde vi ikke.

Jeg er 60 år ældre end mine ældste børnebørn, men selv om jeg ikke er født i middelalderen, så var det andre tider, da jeg var barn. Dengang fik børn lov til at være børn uden at være overvåget af forældrene stort set hele døgnet, bortset fra den tid de er i skole.

Hannah så overrasket og uforstående på mig, da jeg fortalte hende, at da jeg var 7 år, havde vi ikke fjernsyn.

”Jamen, morfar. Hvad så I så på?”

”Vi så ikke på noget. De voksne hørte måske radio eller læste avis og vi børn legede eller spillede bold med hinanden”.

Første gang jeg så fjernsyn, var jeg 12 år. Det var i 1957, hvor jeg var med min mor og far på besøg hos skolens pedel, Ejler Steffensen og hans kone, som havde anskaffet sig et apparat. Vi så ungarnsindsamlingen, hvor man indsamlede penge for at afhjælpe nøden i Ungarn, som Sovjetunionen havde besat året før.

Jeg var også med far nede hos førstemejerist Therkildsen på mejeriet nogle aftener, hvor vi så 6-dagesløb. Vi børn lå på gulvet under tobakstågerne og fulgte med, så godt vi kunne. Hjemme fik vi det første fjernsyn i 1961.

Det blev til en længere snak om min barndom og ungdom, og da Hannah var blevet hentet af sin mor, begyndte jeg at skrive mine erindringer om min ungdom i Hansted og Egebjerg.  

Barndom i Hansted
Jeg blev født i februar 1945. Min mor og far, Grete og Henning Sohn boede i Nr. Aaby på Fyn, hvor min mor var lærerinde og min far var ansat i en herreekviperingsforretning. I krigens sidste måneder var min far nødt til at gå under jorden og da mor gerne ville føde sit første barn i trygge omgivelser, rejste hun med toget fra Nørre Aaby til Horsens, hvor mine morforældre boede i Thorsted. Min morfar, Aage Liep, der var overlærer på Ingeniørskolen i Horsens, havde købt den gamle præstegård, som var et stort hus, hvor der var plads til hele familien. Da den korte barselsorlov var slut, var krigen også slut og far kom hjem igen.

P1010177 Lundum-Hansted kommunes fattighus i Hansted lå i det, der blev kaldt Smedegade nord for banen. I baggrunden ses lidt af kirken. Fot. maj 2014 MK.

Efter nogle år ville min mor og far gerne tilbage til Jylland igen og i 1950 søgte mor en lærerstilling med bolig ved den forholdsvis nye Lundum-Hansted Centralskole og hun blev inviteret til en samtale med sognerådsformanden som jeg tror, var Nikolaj Carlsen, og kæmneren Alf Hansen. Da mine forældre havde set skolen, kørte de i kæmnerens Citroën af sted for at bese lærerboligen.

Den lå i en lavning mellem Egebjerg og Rådved og var kommunens fattighus. Efter mors udlægning var huset særdeles reparationstrængende og hun nægtede at stå ud af bilen for at tage bygningen i øjesyn og forlangte at blive kørt tilbage igen.

P1010178Hansted gamle skole ligger ved siden af Hansted Kloster og var i funktion fra 1868 til ca. 1946. Den rummede både skolestue og lærerbolig. Fot. maj 2014 MK.

Barneår i Hansted gamle Skole
Så blev mine forældre kørt til Hansted, hvor der var en 2-etagers lejlighed i den gamle skole, som ligger ved siden af Hansted Hospital. Denne lejlighed var tilfredsstillende trods det, at der var lokum i gården, men det blev lovet, at der hurtigt ville blive installeret et af de moderne vandskyllende toiletter og det blev der også.

Det var min far glad for. Han skulle nemlig bære tønden over gården til kirkens affaldsplads, hvor han måtte dække indholdet med grene, visne blomster og kranse fra kirkegården.

Den gamle Skole ligger lige ved siden af jernbanen, og når togene kørte forbi, rystede kopper og tallerkner i skabe og skuffer. Efter nogen tid hørte vi det ikke mere. Vi vænnede os hurtigt til larmen.

Jeg og min kammerat, Leif Kristensen, som er søn af Hermann og Marie Kristensen som boede i Hansted, lagde somme tider en 2-øre på jernbaneskinnen og når lokomotivet havde kørt over den, var den lige så stor som en 5-øre. Mandskabet på lokomotivet ville ikke have det, så fyrbøderen kastede nogen gange kulstykker efter os.

Hansted Hospital havde den gang et mindre svineopdræt og når der skulle slagtes i vaskehuset, stod vi drenge og trykkede næserne mod ruden for af få det hele med. Den stakkels gris blev hængt levende op i bagbenene, hvad den ikke brød sig om, så den hylede og skreg. En træbalje blev skubbet ind under grisen og Kaj Slagter skar halsen over på den, og så hørte skrigene op. Mens blodet løb ud af dyret, rørte en af de gamle rundt i baljen, mens en anden hældte havregryn i blodet, der skulle blive til blodpølse og andre gode ting.

Når far kom hjem fra arbejde på en sådan slagtedag, gjorde han sig ofte et ærinde over til hospitalets køkken, hvor han spiste blodpølse med sirup. Hele livet igennem fastholdt han, at blodpølse var det bedste han vidste. Jeg har aldrig smagt blodpølse, for jeg har både hørt og set, hvordan den laves.

Frøken Winther i Hansted
O
verfor Jens Karl Hansens tømrerværksted på Hanstedvej ligger et lille bindingsværkshus lidt tilbagetrukket i en frugthave. Her boede frøken Anna Winther. Hun var uddannet sygeplejerske og havde arbejdet som sådan under en krig i Tyrkiet i begyndelsen 1900-tallet.

Det må have været i 1915, hvor det tyrkiske folkemord på armenierne fandt sted. Nu drev hun, på sine gamle dage, en lille forretning med pålægsvarer, leverpostej og pølser.

Frk. Winther var en stor dyreven, som havde en mængde katte og en lille, sort hunhund af ubestemmelig race, som hed ”Lyt”. Når den var i løbetid, smurte frk. Winther petroleum på hundens bagparti, fordi hun mente, at lugten mindskede hanhundenes interesse for ”Lyt”.

Metoden virkede ikke altid efter hensigten og så løb vi op til hende og råbte: ”Frøken Winther, frøken Winther, din hund er kørt tør for benzin. Der står en anden hund og skubber bag på”.

”Uh, I slemme, slemme drenge”, sagde hun og engang imellem fik vi en rød pølse for oplysningen.

Vi drenge fiskede en del i Hansted å. De små skaller og aborre, vi fangede gik ikke til spilde. Vi samlede dem i en spand og bar dem op til frk. Winther, som fik fangsten til kattefoder.

Hun må have været omkring 80 år, da hun lukkede sin forretning. Carl Sig og jeg murede hendes butiksvindue til og dermed sluttede en æra i Hansteds handelsliv, for derefter var der kun købmanden, brugsen og bager Andersen tilbage.

IMG_20140513_0001bBilledet af frk. Winther blev bragt i forbindelse med en avisomtale i Aarhus Stiftstidende 8/4 1962 med overskriften: ”Forårsglade jyder fortæller”, hvor også andre Hanstedboere blev fotograferet og udtalte sig.” Avisudklip lånt af Hansted Sognearkiv.

Lundum-Hansted Centralskole
Min lillebror, Steen, blev født mens vi boede i den gamle skole. I 1952, det sidste år, vi boede der, begyndte jeg i Lundum-Hansted Centralskole, den nuværende Egebjergskole. Her gik jeg i 3 år og den lærer, jeg husker bedst bortset fra min mor, er frøken Hansen, som hed Elna til fornavn og boede ved siden af os i den gamle skole i Hansted. Hende havde vi bl.a. i et fag, som hed papirsløjd, hvor vi sad og foldede musetrapper og andre ting, mens hun fortalte om sin barndom ved et fyr, hvor hendes far havde været fyrmester.

En anden lærer hed Bøtker-Rasmussen. Han havde et iltert sind. I en sangtime, hvor Hans Jørgen fra Petersholm ”kom til” med høj og klar stemme, at synge: ”Op af brøndens klare vand, trækker jeg min tissemand”. Bøtker, der spillede violin, blev helt vild og slog Hans Jørgen så hårdt i hovedet med violinbuen, at den knækkede og den stakkels dreng var viklet ind i hestehår. Efter den dag kunne vi ikke lide Bøtker-Rasmussen.

Den lærer jeg husker allerbedst er skoleinspektør Knudsen, som var den første inspektør på Lundum-Hansted Centralskole. Han var noget så sjældent som pædagog, han kunne lide børn og så kunne han fortælle. Jeg kan stadig se stenalderfamilien for mig, der opretholdt livet med enkle redskaber lavet af sten, ben eller træ og var klædt i dyreskind. Det er Knud Knudsen, der har skabt min interesse for historie.

Han blev pensioneret i 1958 og man kan sige, at han vendte tilbage til udgangspunktet, idet han flyttede tilbage til den gamle skole i Hansted, hvor han blev ansat som førstelærer i 1929.

Her mødte jeg ham igen nogle år senere, da jeg var kommet i murerlære og skulle lave noget reparationsarbejde i hans lejlighed.

Frugtplantagen
Vi boede kun 2 – 3 år i Hansted. Min lillebror Steen blev født der og på grund af familieforøgelsen flyttede vi ud på frugtplantagen på Hansted Mark, hvor Christian Schmidt havde en stor bungalow, hvoraf han kun benyttede en lille del.

Christian sagde allerede den første dag, at vi børn måtte spise alle de æbler, pærer, blommer og tomater vi orkede, og det gjorde vi så. Det var et dejligt sted, selv om der var langt at cykle til skole, især om vinteren, men heldigvis kunne jeg ofte følges med mor, i hvert fald den ene vej.

Det nye hus i Egebjerg
Min far havde købt en byggegrund på Egebjerg Bakke tæt ved skolen og han gravede selv kælder og sokkel, så det var mange hundrede læs jord, der skulle flyttes med trillebør. Murermester Thomas Pedersen i Hansted stod for murerarbejdet og Jens Karl Hansen for tømrerarbejdet.

Her blev mine to yngste brødre Ole og Peter født. Det er dog ikke helt rigtigt, for alle mine brødre blev født på Frøken Damgaards Fødeklinik i Thorsvang.

P1010174Familien Sohns hus på Egebjergvej fra 1957, der senere blev udvidet for at rumme far og mor og fire drenge. Fot. maj 2014 MK.

Skolen på Hulvej
I sommeren 1957 flyttede vi ind i det nye hus på Egebjerg Bakke, og jeg begyndte på Horsens private Real- og Forberedelsesskole, som lå i Hulvej. Hvordan skolen er i dag ved jeg ikke, men da jeg gik der, var det et forfærdeligt sted med gamle lærere, som alle havde det til fælles, at de ikke brød sig om børn, måske lige med undtagelse af skoleinspektøren, Svend Aage Halskov. Ham havde vi i historie et par år. Jeg har åbenbart været heldig med historielærere, for Halskov var også en glimrende fortæller, og når han blev ivrig, bed han i tavlekridtet, så hans jakke var dækket af et fint lag hvidt støv.

Jeg husker engang, han fortalte historien om Christian den Syvende, dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Struensee, som blev halshugget og lagt på hjul og stejle, fordi han havde haft et utilbørligt forhold til dronningen.

Vi drenge øjnede omgående noget frækt og spurgte ivrigt ind til, hvad et utilbørligt forhold var for noget. Her blev Halskov helt rød i ansigtet, så fortvivlet ud over klassen og stammede, at Struensee havde gjort noget, som han ikke skulle have gjort og at vi, især drengene, skulle tænke os godt om, når vi blev ældre og passe på, at det ikke skulle gå os på samme måde.

Horsens private- og Forberedelsesskole var ikke en skole for mig, og jeg besluttede at komme derfra ved først givne lejlighed.

Murerlærling
Den lejlighed kom i det sene efterår 1960. Jeg vidste, at murermester Thomas Pedersen i Hansted havde fået en lærling udlært og skulle have en ny. Jeg cyklede ned for at spørge, om han ikke kunne bruge mig. Det kunne han godt og sagde, at han ville komme op og tale med min far allerede samme aften.

Om aftenen, mens vi sad og spiste, sagde jeg nærmest henkastet, at jeg var kommet forbi Thomas Murer, og han havde spurgt om jeg ikke kunne tænke mig at komme i lære hos ham.

Mor lagde begge hænder på bordet og kiggede på mig og sagde: ”Det sagde du naturligvis nej tak til, for det kan der ikke være tale om”. Hun sagde det med en stemme, der ikke inviterede til modsigelser, så jeg spiste hurtigt færdig, sagde tak for mad og skyndte mig over i skolens gymnastiksal, hvor jeg spillede badminton 2 aftener om ugen i vinterhalvåret.

Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke at Thomas havde været der, for jeg fornemmede straks en noget trykket stemning. Far, der selv som ung gerne ville have været murer som sin far, havde overbevist mor om, at det nok ikke var det værste, der kunne ske og jeg fik at vide, at han og Thomas havde aftalt, at jeg skulle starte den 4. januar 1961.

Hidtil havde lærlinge gået på aftenskole for at tilegne sig fagets teoretiske del, men jeg skulle starte med 3 måneders dagskole. Den anden lærling Carl Sig, som var et par år længere fremme, måtte fortsat cykle til Horsens om aftenen. Det var han ikke glad for og fandt, at det var stærkt uretfærdigt.

Brevsamlingssted i Egebjerg
Carl Sigs mor var enke efter murermester Sig, der døde under en arbejdsulykke i forbindelse med opførelsen af Lundum-Hansted Centralskole. Hun bestyrede det lokale posthus eller brevsamlingssted, som det hed. Det lå 4 eller 5 huse nord for brugsen og havde sit eget poststempel: EGEBJERG PR. HORSENS.

En sommer skulle min kæreste på en meget lang sommerferie i Italien med sine forældre, mindst 3 uger skulle hun være væk.

Efter en uge ringede jeg til Carls mor og spurgte, om der måske var kommet et kort til mig fra Italien. Det var der ikke. Næste aften ringede hun til mig og fortalte, at nu var det kommet, og spurgte om jeg ville hente det med det samme, eller om hun skulle læse det for mig.

Det var en smuk service, som postvæsenet for længst er gået bort fra, men Carls mor vidste, at det var vigtigt for mig at få postkortet hurtigst muligt.

P1010176Denne fløj blev opført 1962/63 og ses her fra syd. Fot. maj 2014 MK.

 Skolebyggeriet i 1962
Thomas Pedersen drev en solid og alsidig murerforretning og havde mange forskellige opgaver. Byggeriet tog langsomt fart i de år, vi byggede nye huse, kostalde, reparationsarbejde og vi kalkede kirken i Hansted både udvendigt og indvendigt, lige som vi havde en del arbejde på Hansted Hospital. Det største byggeri jeg har været med til, er den skolebygning som ligger på skolegårdens sydside.

Den blev bygget i 1962 – 63 og underetagen var tænkt som beskyttelsesrum, så etageadskillelsen er, så vidt jeg husker, 40 centimeter tyk. Der skulle bukkes og bindes en masse jern og blandes en masse beton til det gulv. En morgen kørte en stor lastbil med anhænger begge læssede med 5o-kilo sække med cement. De to arbejdsmænd, Adolf og Hans, Carl Sig og jeg måtte losse alle sækkene. Jeg kunne dårligt bære en sæk, men Adolf og Hans, som på det tidspunkt var omkring 65 år gamle, tog en under hver arm. Om aftenen, da jeg kom hjem, var jeg så træt, at jeg gik på hovedet i seng og sov uafbrudt til næste morgen.

Som yngste lærling måtte jeg mindst en gang om dagen gå i brugsen efter øl, sodavand, og hvad der ellers var brug for. Jeg blev medlem i brugsen og efterhånden som byggeriet skred frem og flere håndværksgrupper blev involveret, måtte jeg køre varerne i trillebør. I 1963 var jeg blandt de brugsmedlemmer, som fik udbetalt den største dividende.

Jens Karl Hansen redder mit liv
Der var nok at lave, måske bortset fra vintermånederne. Så ryddede vi op på murerpladsen, rensede forskallingsbrædder eller rettede søm ud, som vi havde brugt til forskallingsarbejder i årets løb. De kunne sagtens bruges en gang til.

Vi havde et tæt samarbejde med tømrermester Jens Karl Hansen og det skete at jeg, når det var koldt om vinteren, blev sendt op til Jens Karl for af lave nogle stiger eller en savbuk eller noget andet, vi kunne bruge på pladsen. Det var jo rart at være i et opvarmet værksted.

Jeg husker en større ombygning på Hansted Hospital, hvor køkkenfløjen skulle restaureres og der skulle bygges et antal værelser til de unge piger, som arbejdede der.  

En morgen stod jeg på nogle brædder og berappede en gavl indvendigt og var godt tilfreds med livet, indtil der lød et brøl nede fra gulvet. Det var en stor smed fra Horsens, som var rasende over, at jeg havde spildt mørtel ned over hans rør og fittings.

Han fandt en stige og råbte at, nu kom han op og bankede mig. Så lød Jens Karls stemme: ”Du rør ikke drengen”! Den dag reddede Jens Karl reddede mit liv.

Uheldigvis gentog det samme sig næste formiddag, da jeg stod og berappede den anden gavl, men da var det Jens Karl, som råbte. Han havde nogle brædder liggende nedenunder, som havde fået samme tur som smedens rør.

”Hvad helvede bilder du dig ind?” ”Nu skal jeg den onde lyne mig give dig en røvfuld.” Jens Karl var i fuld fart på vej op ad en stige og jeg sprang fra hanebånd til hanebånd med en rasende tømrermester efter mig.

Pludselig råbte smeden: ”Jeg troede ikke, vi måtte banke drengene”.

”Det gælder sgu da ikke for mig”, råbte Jens Karl og fortsatte forfølgelsen.

Jeg nåede velbeholdent hen i den anden ende, hvor der heldigvis stod en stige, som jeg forsvandt ned ad og for en sikkerheds skyld lagde jeg den ned, så Jens Karl ikke kunne komme videre i sin menneskejagt.

Som voksen mødte jeg mange gange Jens Karl Hansen inden hans alt for tidlige død og nogen gange talte vi om episoden den gang på hospitalets loft.

”Jeg havde banket dig, hvis du ikke havde været så hurtig”, sagde han engang, men jeg har aldrig været i tvivl om, det havde han ikke gjort.

Rejsegilde
Det var også i min læretid, vi byggede Olaf Palmelunds store, gule hus, som han lod opføre lige syd for deres familiens gård ”Egesholm”, som han havde solgt i 1962. Gårdens bygninger blev revet ned nogle år senere for at give plads til den nye Brugs.

Den gang var det almindeligt, at der blev afholdt et rejsegilde, når murene var byggede og spærene rejst.

Jeg har altid syntes, at der er noget både muntert og højtideligt over et rejsegilde. Sådan var det også ved familien Palmelunds nye hus. Jeg boede hjemme gennem min lærertid og da dagen, oprandt, havde mor ikke bare vasket mine murerbukser men også strøget dem så der var pressefolder, men hun havde også pudset mine træsko.  Det var ret pinligt.

Bortset fra mine nystrøgne murerbukser med pressefolder var alt, som det skulle være. Der blev holdt taler af arkitekt, håndværkere og bygherre. Den officielle del af rejsegildet sluttede med hurraråb for den smukke bygning. Derefter var der et traktement, der bestod af øl og røde pølser i rigelige mængder. Efter et sådant rejsegilde var der ikke mange pressefolder tilbage i mine hvide murerbukser.

Dette er nogle erindringer fra de gode barne- og ungdomsår, jeg havde i Hansted og Egebjerg, og da lejligheden byder sig, vil jeg gerne dele dem med BROEN´s læsere og ønsker alle en god sommer.

 Jan Sohn

BROEN 26. årgang nr. 4 – juni – juli – august 2014

2 tanker om "Mine erindringer fra Hansted og Egebjerg i årene 1950 – 1965"

  1. Henrik Madsen

    Dette er en fantastisk spændene artikkel, som sætter focus på mange af de oplevelser jeg
    selv havde i Egebjeg.
    Der er mange kendte personer og områder jeg som jeg kender -, bl.a boet
    på Frugtplantagen Højbo i godt 20 år efter fam. Sohn flyttede til Egebjerg.
    Har gået i klasse med Ole Sohn fra 1. til 10. klasse og ligeledes haft Grethe Sohn
    til klasselærer i alle årerne.
    mvh. Henrik Madsen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *