Løjtnanten der skulle ligne en stor hær

Løjtnanten der skulle ligne en stor hær
Af Allan Schou Larsen, Arkæolog, kulturhistorisk formidler, tidl. Egebjerg-beboer

Dette er historien om den danske løjtnant, Fredrik Bajer, der midt i det militære og politiske morads under krigen i 1864, udfyldte den næsten umulige rolle det var, at være øverstbefalende over en forpost i Egebjerg. De Østrigske og Preussiske styrker havde besat Horsens og samtidig var de danske tropper i gang med et umuligt projekt, en hurtig fremrykning af armekorpset, der efter at have hvilet ud på Mors skulle angribe fjenden i ryggen foran Dybbølstillingen.

4c01421b87

Frederik Bajer ca. 1890

Angreb blev til forsvar
Den umulige danske militære angrebsstrategi blev iflg. Fredrik Bayer selv, allermest valgt for, i hast at skabe Danmark en fordel ved det hårdt trængte Dybbøl, lige inden den internationale fredskonference i London skulle tage stilling til krigen og grænserne.

General Hagenmanns tropper bevægede sig sydpå i Jylland, hvor fjenden imidlertid angreb de jyske østkystbyer og østrigske og preussiske tropper besatte Horsens.

I denne ophidset krigsstemning med nationale overtoner og med det meste af Jylland hærget af fjendens invasionsstyrker, agerede Fredrik Bajer med få soldater i Egebjerg og oppe på observationshøjen ”Baunehøj”, lige op ad fjendens linje mod nord ved Hansted Bro.

Han var blevet sat i en umulig situation, men til al held, rykkede fjenden kun frem til Egebjergdalen, syd for Lille Hansted Å.

web-07---tilbagetoget

Danske tropper kæmper sig gennem frost og kulde nordpå til bl.a. Dybbøl

Nationens nervepirrende skæbne udspilles i Egebjerg
Hvad skulle Fredrik Bayer gøre i Egebjerg og hvad var planen egentlig? Hvordan skulle ordrerne forstås? Hvad skulle han konkret gøre med den militære forposts få soldater?

Fredrik Bayers erindringer om begivenhederne er optegnet i dagbogsform i hans livserindringer og renskrevet i en artikel i ugebladet ”Nær og Fjern”.

Derfor er der stof til historiske analyser af de afgørende dage i april omkring tabet af Dybbøl-skanserne og forsvaret af Jylland.

Her skal kun gives et overblik over de lokale begivenheder ud fra Frederik Bayers egne kilder.

Overalt kan fjenden ses fra Baunehøj
Med en teaterkikkert kunne Fredrik Bayer overskue hele det lokale landskab fra bakken ”Baunehøj”, syd for Grusdalsvej. Foruden observationspost etableredes også oprejste bauner, træstænger med tjæret halm. Her kunne man signalere ved at sætte ild til baunerne, som så kunne ses både fra højen ved Tamdrup Kirke og i Serridslev i tilfældet af, at fjenden angreb.

At højen både før og efter1864 har heddet ”Baunehøj”, må betyde, at den langt tilbage, har skullet virke som signalhøj i krigstider. Helt tilbage fra Vikingetiden har sådanne høje eksisteret, især etableret på gravhøjene. Under svenskerkrigene dekreterede kong Christian den IV, at “hvert herred skal have sin alarmplads”.

En kongelig forordning fra 1633 præciserer, at bønderne skal møde på de nævnte vagt- og alarmpladser, når de får bud eller bålene brændes.

Landevejen gennem Egebjerg mod Skanderborg er efter gamle broer at dømme et gammelt vejforløb, der har haft en strategisk betydning, idet vejen var forbindelsen til Skanderborg, kongesæde fra slutningen af 1100-tallet. Vejen herfra mod Horsens er, måske helt tilbage til Vikingetiden, gået forbi voldstedet på Hanstedgård-øen inden man kunne komme ind til Horsens by, der jo også har været kongesæde.

På Baunehøjen kunne man både signalerer og modtage signaler til og fra magthaverne ved indgangen til Horsens, både mod sydvest og mod sydøst, hvad enten fjenden blev opdaget bag Egebjergbakken mod Gedved eller Østbirk eller på vejstrækningen, nu kaldet Gammel Århusvej, ved Serridslev. Dermed har Baunen i Egebjerg været uhyrer vigtig gennem tiderne. Landsbyerne Egebjerg og Hansted med dens gamle kirke, skal måske også ses i dette strategiske lys. 

Landskabet kunne både vise og skjule
Det bakkede landskab fra Egebjergs højeste punk og ned til Egebjergdalen med Lille Hansted Å i bundet er synlig for den, der står længst mod nord og højest oppe. Her kunne fjendens bevægelser ses, hvis det var lyst og ikke for tåget.

Hvis man derimod befinder sig nord for Egebjergbakken går det nedad mod Gedved og Østbirk. Her kan man ikke ses fra syd og løjtnant Bayer besluttede sig klogt at spille på den løgn, at her stod den store danske hær og ventede på de Østrigske og Preussiske soldater. Alt hvad han og hans forpost gjorde, havde til hensigt, at vise mange flere soldater, end de var, at flytte grupper af soldater rundt i terrænet og at blive så synlig som mulig, når hestene fodres og ved andre daglige rutiner.

Forposten spillede et teaterstykke om, at en meget stor dansk styrke med alle våbenarter stod nord for Egebjerg.

Det virkede. En lokal hestehandler, Nathansen beretter endda efter en tur til Horsens, at fjenden også tror, at den store styrke har lavet forskansninger bag Egebjerg.

Fredrik Bajer konkluderede: ”Han (fjenden) havde kun behøvet at sende en halv snes mand nogle hundrede alen længere frem for at overbevise sig om, at jeg stod der alene med 4-5 mand og en såkaldet eskadron på 40, næsten tre kvart mil længere tilbage.” 

Frederik Bajer alene på den farligste post
Som forpost er man som soldat mest udsat. Den er de første, der bliver offer for fjendens eventuelle fremrykning.

Der er nogle formuleringer i Fredrik Bajers dagbogsoptegnelser, der virker som en fortælling om hans nærmeste overordnede, Løjtnant Rosenørn, enten om hans svigt og militære uduelighed eller/og om krigstræthed og forvirring.

Kunne det tænkes, at Fredrik Bajer blev placeret på den udsatte post, fordi hans overordnede ikke selv ville være der, eller at nogle måske ligefrem ville isolerer ham?

Fredrik Bajer havde synspunkter, der ikke harmonerede med de højrenationales og militærets.

Han udtaler: ”Jeg tør næsten ikke tale højt om det, men jeg hører ikke til dem, som har mest imod almindelig stemmerets anvendelse som en ytring af et folks selvbestemmelsesret.

 Jeg tør næsten ikke tale højt om det, siger jeg; thi det lader som dårlig fædrelandsven at ville forsvare en grundsætning, som i dette øjeblik ville indsnævre landets grænser, ja endog flytte den nu naturlige: Ejderen. Men jeg må sætte den almindelige grundsætning over den særegne (nationale).

Fredrik Bajer er utilfreds med, at forposten ikke får sendt afløsning af friske eller udhvilede eskadroner – ”Vore soldater er snart indsvundne til halv størrelse, udmattede og hestene for en meget stor del slemt trykkede”.

Frederik Bajer som dragonløjtnant i 1860

Frederik Bajer som dragonløjtnant i 1860

Løjtnantens problemer
Dagbogsoptegnelserne viser, at Fredrik Bajer har problemer med kommunikationen med militærledelsen, herunder hans nærmeste overordnede. Han forklarer, at lige efter at have været på lokum på feltmaner den 8. april om morgenen, kom der melding om, at fjende var hurtig fremrykket.

Så kom forpostens egentlige overordnede, løjtnant Rosenørn og meddelte: ”Ja, jeg forlader Dem, jeg må lidt fremad at se mig om. Vil De foreløbig tage kommandoen over eskadronen.”

Altså, den højeste overordnede vil se sig om, på tidspunktet hvor melding om fjendens fremrykning netop er kommet!

Senere på dagen rykkede preussiske soldater frem til Egebjergdalen. Så kommer løjtnant Rosenørn til syne og siger til Fredrik Bajer, ”Vil De føre bagtroppen og bide Dem fast i fjenden, så klarer jeg tilbagetog”.

Forreste og farligste linje skal Frederik Bajer tage, tilbagetogtet til hovedstyrken klare hr. Rosenørn!

Efter denne konfrontation med fjenden var det Fredrik Bajer, der analyserede rigtigt. I en melding til Rosenørn skrev han, ”at fjenden synes at ville blive stående, han havde rimeligvis kun til hensigt, at inddrive kontributjoner (kontributjoner = krigsbytte).

Fredrik Bajer bad herefter eskadronerne at komme nærmere Egebjerg fra nord, ”da jeg ellers ikke turde blive stående så nær ved fjenden og dog nødig ville opgive det gode punkt”.

Han fik intet svar. Han gentog meldingen, stadig ingen svar. Til sidst havde han ikke flere soldater at sende meldinger med. Han red så selv trekvart mil tilbage mod nord til eskadronen.

Her opdagede han, at løjtnant Rosenørn var så dybt optaget af at skrive en melding til ritmester Castenskjold i Skanderborg, at han ikke havde lagt mærke til, ”at eskadronen havde front mod nord i stedet for mod syd. Da han opdagede sin fejl, var styrken allerede langt borte mod nord og han måtte hente den tilbage.”

Dette ligner en skriftlig finte. Er virkeligheden måske den, at resten af eskadronen ledet af løjtnant Rosenørn var på vej væk fra den frygtede fjendefremrykning fra syd? Var de på vej mod Castenskjolds hovedstyrke i Skanderborg? Var virkeligheden, at Fredrik Bajer og de få mænd i Egebjerg, var ved at blive ladt i stikken?

En ordre om tilbagetrækning ændres af Frederik Bajer
Rosenørns kommunikation med hovedstyrkens Castenskjold  i Skanderborg resulterede i en ordre om, at trække sig tilbage mod nord til Nybro ved Skanderborg. Nu træder Fredrik Bajer i karakter og beder hans overordnede Rosenørn, om lige at vente, til Castenskjold havde besvaret hans egne meldinger om situationen. For at overbevise Rosenørn om, at der ingen fjende kom, meddelte han ham, at han ville sende nogen mod vest mod Urup og Østbirk for at sikre sig, at fjenden ikke kom i en knibtangsmanøvre herfra.

Beretningen  om Rosenørn sluttede en eller nogle dage efter, da Rosenørn ankommer til Egebjerg. Fredrik Bajer skriver: ”Han ville lidt ind til Horsens, jeg kunne imidlertid blive i Egebjerg og fodre, indtil han kom igen”.

Formuleringen synes at dække over en irritation over løjtnant Rosenørn. Følte Fredrik Bajer at Rosenørn var inkompetent, magtsyg eller var der tale om almindelig mishag med at blive sat til vægs?

Fredrik Bajers indsats hjalp måske både Horsens og Egebjerg
Fjenden havde efter Fredrik Bajers vidende med flere tusinde mand besat Horsens og det sydlige opland. Til de mange soldater, havde de rekvireret en masse brød, flæsk, havre, vin osv. Herudover 50 bøndervogne i Serritslev, Hansted og Lund.

Fredrik Bajer så det tydeligvis som en vigtig sidegevinst, at landsbyen Egebjerg ikke blev udsat for fjendens inddrivelse af mad, vogne mv.

Han var også glad for den ros, han indirekte fik af den midlertidige Horsens-borgmester grosserer Winning. Denne havde skrevet et brev til ritmester Castenskiold og havde ”udtalt sin påskønnelse af at vore tropper var bleven stående ved Egebjerg den 10. april, da fjenden ganske vist kun af den grund var bleven så kort i Horsens og ikke havde givet sig tid til at inddrive flere tributjoner i den by.”

Når der var en midlertidig borgmester i Horsens, skyldtes det, at borgmester Kammerherre Jessen af fjenden var taget til fange i Rendsborg.

Sidste dag hos hans gamle vært, sognefoged og gårdmand Rasmus Jensen i Egebjerg fortæller Fredrik Bajer med stolthed, at han denne dag fik maden gratis. ”Da jeg ville betale, sagde min vært: I dag koster det slet ingenting”. Frederik Bajer runder samtalen af: ”Jeg tror også, at jeg med nogen sandhed kunne sige til sognefogeden: Jeg har måske dog for en del været skyld i at fjenden ikke fik lejlighed til at rekvirere vogne hos Dem, ligesom ovre i Hansted.”

Sognefogedens søn blev fra 1879 formand for Lundum-Hansted sogneråd. Han støttede Fredrik Bajers opstilling og valg til Folketinget i perioden 1872 til 1895.

Jeg har fået øjnene op…
Krigen og Fredrik Bajers oplevelser i militæret får ham efterhånden til at blive modstander af helstats-sagen og nationalistiske ”absolutister”. Dette medførte efterhånden, at han mere og mere fjernede sig fra de helstats-nationalistiske militære ledere.

Om den øverstkommanderende for hovedstyrken ved Skanderborg Castenskiold, siger han: ”Han hører til de mest indædte absolutister og helstatsmænd. Han er noget af det mest intolerante, man kan tænke sig. I hans øjne er en officer, som ikke deler hans anskuelser, en ren vederstykkelighed…. At jeg tidligere stod så højt i kridthuset hos højere foresatte, kan jeg kun tilskrive, at jeg bekendte mig til deres forældede, fordomsfulde anskuelser; og at jeg nu ved enhver forefaldende lejlighed bliver hundset af de samme, dertil kan jeg ikke finde anden grund end den, at de ved, at jeg har fået øjnene op.”

Fredrik Bajers lede ved krigen bliver mere og mere udtalt. Også det politiske højre har han stærke antisympatier imod.

Han udtaler i september 1864:
”Efter en krig som denne må man jo næsten skamme sig ved at bære uniform, især en kavaleri-dito, og efter en fred som denne har et bybud udsigt til at gøre større nytte end en karakteriseret premiereløjtnant i dragonerne….”

Frederik Bajer ca. 1910

Frederik Bajer ca. 1910

Fredrik Bajer, Danmarks hidtil eneste modtager af Nobels Fredspris
Løjtnanten på Baunehøj i Egebjerg blev efter 1864-krigen en af Danmarks mest betydende samfundsdebatører og politiker. Over 60 værker skrev han om meget forskellige emner som Fred og krig, Tabeller over Deling af Tallene, Norden som republik, Ægtefællers formueretlige Ligestillelse og det skønlitterære værk Frøken Rudenschøld.

Det er tankevækkende at måske krigens oplevelser blev modvægten til det civile samfundsliv han i så stor udstrækning kom til at være udvikler af.

Fredrik Bajer blev afskediget fra hæren i 1865. Herefter blev han lærer og forfatter samt translatør i svensk. Herefter folketingsmedlem for Venstre, valgt i Horsens-kredsen fra 1872 til 1895.

Han blev kvindesagsforkæmper sammen med sin kone Mathilde Bajer og de stiftede sammen Dansk Kvindesamfund i 1871. Han blev formand for Dansk Fredsforening 1882.

I 1908 fik han som kronen på værket, Nobels Fredspris som påskønnelse for arbejdet i fredssagens tjeneste.

Som det nævnes i Dansk Biografisk leksikon: ”I det internationale fredsarbejdes historie står Bajer som en af de store skikkelser”.

Fredrik Bajers dødede i 1922, 83 år gammel.

Fredrik Bajers oprindelige efternavn stavedes Beyer. Dette ændrede han til Bajer i 1865.

I mindet om en stor personlighed og en løjtnant, der var på rette sted og tid og handlede således, at landsbyen Egebjerg i denne krig fik beskyttelse mod aggressorerne.

Fredrik Bajer og hans meritter er virkelig et større studium værd!

Allan Skou Larsen
Arkæolog, kulturhistorisk formidler
Tdl. Egebjerg-beboer

 

BROEN 26. årgang nr. 3 – marts – april – maj 2014

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *