Egebjerg i 1960erne

Egebjerg i 1960erne.IMG_20140103_0001
Af Mogens Kirkegaard

I det følgende skal jeg forsøge at give et indtryk af det samfund, min kone Lise og jeg mødte her, da vi efter nytår 1960 flyttede til Egebjerg for at blive lærere på Lundum-Hansted Centralskole, som Egebjergskolen hed dengang. For os, der kom fra Århus, var det en helt anden verden, der langsomt åbnede sig for os.

IMG_20140204_0001

I 1960 så skolen stadig ud, som da den var blevet bygget i 1943. Man kom ned til sportspladsen ad en trappe fra skolegården. For enden af gymnastiksalen var der sognerådslokale, lokale til kæmneren og pedellejlighed ovenpå.

I 1960 var Egebjerg stadig overvejende et landbosamfund. Gårdene i de små landsbyer, Egebjerg, Rådved, Lundum og Lundumskov var endnu ikke lagt sammen eller udstykket til andre formål, men blev drevet traditionelt med både produktion af slagtesvin, kreaturhold og planteavl. Rundt om landsbyerne lå på markerne mellem de større landbrug mindre gårde eller husmandsbrug, der ligeledes blev drevet som i gamle dage. Hvor de større gårde stadig havde en enkelt karl og pige, blev de mindre brug drevet udelukkende af familien, der måtte arbejde hårdt for at få det til at løbe rundt, og det gjaldt også børnene. I løbet af 1960erne var der flere og flere mænd, der begyndte at arbejde på fabrik inde i byen og efterhånden befandt sig godt ved det. Fabrikkerne var glade for disse forhenværende landmænd, der var en meget stabil arbejdskraft. Hjemme kunne konerne se efter børnene og passe nogle få dyr til opfedning sammen med lidt fjerkræ, indtil de måske også fik jobs uden for hjemmet.

Lise og jeg blev ret hurtigt inviteret ud til kaffe eller spisning på flere af gårdene. Således på Egesholm hos genboerne, familien Palmelund, hos Harald og Lilly Christensen på Horskærgaard i Gl. Egebjerg, og på nogle af Lundum-gårdene hos bl.a. Ernst og Karen Christensen og Folmer og Else Thomassen. Arne og Kamma Juel Sørensen var som tilflyttere blevet forpagtere på Hanstedgaard hos fru Have, Kammas tante, og der blev vi også inviteret, når der var større gilder. Hverken jeg eller Kamma kunne på det tidspunkt vide, at vi langt ude var i slægt, idet begges oldemødre var søskende og boede på hver sin gård i Hoven, hvor min fars slægt stammede fra.

Det var ellers i begyndelsen svært at få rede på slægtsforholdene i sognene. De gamle landbofamilier var indgifte i hinanden, så der var fætre og kusiner, onkler og tanter alle vegne. Det betød, at man skulle passe lidt på, hvad man sagde om andre.

I Egebjerg var der en veldrevet og selvstændig brugsforening ledet af den legendariske uddeler, Albert Svendsen, en energisk sønderjyde fra Brørup, der havde været uddeler her siden midten af 1920erne. Vi blev medlemmer, endda inden vi flyttede til Egebjerg, og få år efter var jeg i bestyrelsen i en periode. Egebjerg Brugs lå ved hovedvej A 10 og havde en BP benzintank.

 Postekspedition foregik i et lille gult hus på Egebjerg bakke med det meget passende navn Lillebo, og længere nede ad Egebjergvej var der en kombineret cykel- og radioforretning drevet af Svend Engelbrekt Petersen.

IMG_20140204_0002

Uddeler Svendsen på sit kontor 1950.

Af små forretninger var der en købmand på Egebjerg bakke, hvor der endda var et ishus uden for butikken, og i Hansted var der både slagter og bager, brugs og købmand. Vi handlede mest i Egebjerg Brugsforening, der var en relativt moderne forretning, renoveret et par år før vi kom til byen. Men der solgte man ikke kød, så det købte vi hos slagter Vigan Rasmussen, der havde butik i Gedved, men kørte en landtur i Egebjerg-området en gang om ugen.

På Egebjerg Bakke lå Egedal Maskinfabrik, der bl.a. producerede maskiner til gartnerier og planteskoler og eksporterede, og en anden stor arbejdsplads var mejeriet Egedal, der foruden mejeribestyrer Møller Hansen beskæftigede 5-6 mejerister, deriblandt Ejnar Christensen, der sammen med sin handelsuddannede kone, Gitte, senere byggede en købmandsforretning på hjørnet af Østerhøjsvej og Grusdalsvej. Hver dag kom mælkekusk Holger Hjerresen rundt i Egebjerg og Hansted med mælkevogn trukket af hesten Musse, så vi behøvede ikke at savne de daglige fornødenheder. Hans vigtigste produkt var sødmælk, men han ville også gerne  sælge ”noget af det go’e”, som han sagde, dvs. piskefløde.

broen-14-2-22-25 Holger Hjerresen

Et velkendt billede af Holger Hjerresen på sin daglige tur rundt i Hansted og Egebjerg. Han boede selv på den nedlagte landbrugsejendom Gl. Egebjergvej 33. Måske er han på vej hjem ad Grusdalsvej.

I Hansted drev E. Graven en stor planteskole med flere ansatte, og han leverede bl.a. hækplanter til de parcelhuse, der blev bygget rundt omkring.

Der var i området tidligere flere pottemagere, og på Hanstedvej havde de to brødre Harald og Robert Dissing i 1960 stadig værksteder i hver sin ende af Hansted.

Egebjerg og Hansted var endnu dengang levende landsbyer med mange gårde i drift og mange håndværkere, der servicerede lokalsamfundet, men selvfølgelig var man nødt til at tage ind til byen, hvis man havde brug for noget specielt.

Lokalpolitik
I efteråret 1961 fik jeg en opfordring til at komme til et møde om dannelse af en borgerliste til det kommende kommunalvalg. Det var en blandet forsamling af mænd, idet kvinder normalt ikke deltog i politisk arbejde dengang; jeg husker ikke alle navnene, men der var bl.a. mejerist Ove Nielsen og gårdejer Christian Schønemann Hansen, der var flyttet hertil fra Alrø, hvor han havde siddet i sognerådet, Henning Sohn og Regnar Caspersen. De to førstnævnte var retsstatsfolk, dvs. tilhængere af Danmarks Retsforbund, der havde været repræsenteret i Folketinget og bekendte sig til Henry Georges økonomiske teorier. Derudover var det som sagt en blandet flok. Men man blev enig om at opstille en upolitisk borgerliste til valget, siden hen populært kaldt ”fortovslisten”, med det formål at få brudt Venstres magtstilling og skabe et bedre samarbejde om kommunens udvikling. Jeg var ikke selv valgbar, idet jeg skyldte penge i skat, som jeg ikke var i stand til at betale i øjeblikket. Men ved valget i november blev Schønemann, ingeniør Herluf Jensen og faktor ved Folkebladet Regnar Caspersen valgt ind for listen, og Schønemann blev efter hårde forhandlinger valgt til sognerådsformand.

Det var jo en stor succes, og det skabte da også baggrund for større byudvikling og udvidelse af skolen. Fortovslisten genopstillede med enkelte ændringer ved kommunalvalget i 1965 og gentog succesen. Ved dette valg kom Grete Sohn i sognerådet på trods af, at hun politisk befandt sig et godt stykke til venstre.

Skoleinspektør Zoffmann fik et glimrende samarbejde med Schønemann og også med skoleadministrationen i Horsens, og det gav nogle fordele ved kommunesammenlægningen i 1970 med hensyn til udbygning af Egebjergskolen.

Grete og Henning Sohn
De kom på mange måder til at spille en stor rolle i vores liv. De var kommet til Egebjerg i 1950, og boede først i den gamle skole i Hansted, inden de flyttede ud til Schmidt på frugtplantagen ved Gl. Århus landevej. Senere byggede de hus på Egebjerg Bakke omtrent lige over for gården Højvang, og her skabte de et hyggeligt og gæstfrit hjem for sig selv og deres 4 drenge. Grete havde været ansat på Nørre Aaby Realskole på Fyn, og der havde hun truffet Henning, der var ansat i en lokal herreekviperingsforretning. De blev gift og flyttede få år efter til Jylland. Grete havde familie i Horsens, hvor faderen (civilingeniør Aage Liep) var overlærer på Ingeniørskolen og blev efter 2. verdenskrig efor (forstander) på 4. Maj Kollegiet i Horsens. Han nedstammede fra den navnkundige Peter Liep, der var skovfoged i Dyrehaven ved Klampenborg. Grete var født på Java i 1921, og faderen havde desuden arbejdet i Canada, hvor hun havde gået i skole og havde lært at tale flydende engelsk og at kalde sine forældre Daddy og Mammy. Engelsk blev også et af hendes vigtigste fag som lærer, og familiens oplevelser i det fremmede prægede hende for livet.

IMG_20140204_0004

Billedet fra mit album af ægteparret Sohn er taget i vores stue på Østerhøjsvej efter Meretes barnedåb.

Henning stammede fra Højslev ved Skive og var blevet handelsuddannet i Skive. Faderen Christian Sohn var murermester, og en af Hennings brødre var frisørmester på Torvet i Skive. Omtrent samtidig med, at Grete fik ansættelse i Egebjerg, begyndte Henning på Gedved Seminarium, men holdt op der og blev i stedet ansat som repræsentant hos Bosweel i Herning og begyndte at rejse rundt for at sælge deres udmærkede skjorter. Han var ofte væk fra familien i ugens løb og kom så hjem til weekenden.

Vi begyndte hurtigt at komme sammen med Henning og Grete, som vi var helt på bølgelængde med. Vi kunne snakke og diskutere og havde alle lyst til god mad og drikke; specielt Henning var både lidt af en gourmet og en kender og nyder af kryddersnapse. Så det blev til mange hyggelige aftener enten hos dem eller os. Som endnu en bekræftelse på det gode venskab indvilligede Henning og Grete i at være faddere for Merete. Henning havde altid ønsket sig en lille pige, men fik i stedet fire drenge. Zoffmanns derimod fik kun piger, og sådan er livets goder skævt fordelt. Henning havde et stort, varmt hjerte, hvor der sagtens var plads til vores Merete også.

IMG_20140204_0005

Luftfoto af Egebjerg fra sept. 1965 med Egebjergskolen centralt i billedet og gården Egesholm lige overfor. Nederst til venstre det lille typehus, som blev bygget til os, og som vi flyttede ind i lige efter nytår 1960.

Skomager, tømrer m. fl.
Skomager Carl Jacobsen boede sammen med sin kone i et lille bindingsværkshus ved siden af forsamlingshuset. Her havde han sit værksted, og her reparerede han sko for det meste af Egebjerg og Hansted. Hans farfar havde også været skomager i Egebjerg, og her var Carl vokset op med faget. Han var noget af en filosof, som man kunne få sig en god snak med om mange forskellige emner, og ind imellem kom han ind på den ulighed, der havde været i det lille samfund i gamle dage. De gamle storbondefamilier sad på den politiske magt, og for arbejdere og småhåndværkere var det ofte en pinefuld sag at skulle henvende sig til formanden for socialudvalget for at få hjælp i en nødsituation. Det havde berørt ham dybt at opleve sin egen mor blive ydmyget af sådan en gårdejer, der var blevet valgt til at hjælpe mennesker i nød og trang.

Huset blev efter Carl Jacobsens død købt af forsamlingshuset og revet ned til fordel for en nødvendig parkeringsplads.

En anden håndværker var tømrer Jens Karl Hansen i Hansted. Han havde overtaget sin fars forretning og udviklede sig efterhånden til en original med mange barokke påfund. Jeg var klasselærer for hans søn, Søren, i skolen, og Lise havde hans datter, Eva, til regning. Søren var en livlig dreng, altid i godt humør. Han blev siden Falck-redder, og var blandt andet med til at bringe Lise på hospitalet efter hendes blodprop i 2005.

Jens Karl var foruden at være tømrer også bedemand, men det kunne man ikke mærke på ham i det daglige. Et af hans påfund var, at forsamlingshusets medlemmer til den årlige generalforsamling skulle have lagkage til kaffen og drikke snaps til, og man har endda stiftet Jens Karls legat, så denne barbariske skik kan fortsætte. Han elskede at optræde over for børn, og den lille Ole Sohn havde en dag slæbt Jens Karl op til Grete i biblioteket og sagt: ”Gør det så!” hvorefter Jens Karl tog sine tænder ud af munden og klaprede med dem, så også Oles mor så, hvad tømreren kunne. Det var også Jens Karl, der udtalte, at ”den største kraft er kilekraften!” Han var vist ikke regnet for nogen meget nøjagtig tømrer, men den opfattelse måtte vi revidere, da han lavede et skab til os. Vi havde bestilt et skab i nogle ganske bestemte mål, hvor jeg kunne have diverse papirer. En dag kom vi hjem fra skole, og der stod Jens Karl lænet op ad skabet, da vi kom ind i stuen. ”Hør”, sagde han og lukkede lågerne op. Derpå lod han dem svinge ind, og så fremkom den lyd, der er tegnet på, at det er godt arbejde. Det sagde bare ”pfuh”, og Jens Karl var stolt, for det var ham selv, der havde lavet det!

Maler Jørgensen boede oppe i det gamle bindingsværkshus på Gl. Egebjergvej, der stadig dengang kaldtes ”Det lange hus”. Han var en dygtig maler, men det var svært at holde ham fast i arbejdet, for hans store interesse var radioer. Han var radioamatør og stod i forbindelse med artsfæller rundt omkring i verden. Så bedst som man troede, at han svingede penslen, så var han smuttet hjem for at kalde op til en radiofreak på den anden side af jorden. Fx havde han i december 1951 forbindelse med kaptajn Kurt Carlsen på det skæve skib, The Flying Enterprise, i havsnød 300 sømil sydvest for Irland.

Bil og fjernsyn
I forbindelse med, at vi fik vores første barn, købte vi vores første bil, en FIAT 1100, der jo ikke syner af så meget i dag, men som dengang var en rimelig god og billig familiebil. Det betød, at vi lettere kunne komme til Horsens og til Århus og besøge vore forældre. Dagligdagen blev også noget lettere, når man kunne tage børnene med i bilen i stedet for at skulle med barnevogn op til bussen. Jo, det var dejligt.

På grund af et lønefterslæb, der blev udbetalt senere, fik vi også mulighed for at købe et fjernsyn, et sort/hvidt LL fjernsyn i et smukt teaktræs kabinet med låger. Fjernsynet var på den måde kamufleret som et møbel. Der var jo godt nok i flere år kun én kanal, der endda ikke sendte ret mange timer om dagen, men man kunne da få nogle gode oplevelser med fx DR’s udgaver af ”Jomfruburet”, ”Flagermusen” osv. og se de daglige nyhedsudsendelser. Men fjernsynet dominerede ikke livet i hjemmet i den grad, som det senere er kommet til. Og nu havde vi så de tre ting, der betød noget for normalfamilien i Danmark på det tidspunkt: Hus, bil og fjernsyn. Selv om intelligentsiaen i København gjorde lidt grin med mennesker, der anskaffede sig disse statussymboler, så syntes vi, at de tre ting var med til at skabe en god ramme omkring familielivet. Bilen gav os både bekvemmelighed og frihed, og i fjernsynet kunne børnene se Ingrid og Lillebror, tidens hotteste serie inden for børneprogrammer, og vi voksne kunne se nyheder og underholdningsudsendelser lørdag aften, mens vi måske nød en rejemad og et glas hvidvin. Farvefjernsyn kom først i midten af halvfjerdserne, men så kom der efterhånden også flere programmer og udvidet sendetid.

IMG_20140204_0006

Lise med vores lille Lars og den nye bil i indkørslen til det dengang røde hus på (dengang Lundumhedevej), nu Rådvedvej. Privat foto MK 1963.

 Sogneværnet
I TV-serien ”Krøniken” fra 2005 beskrives det, hvordan beboerne i en københavnsk ejendom i slutningen af 1950erne indretter et beskyttelsesrum for det tilfældes skyld, at den tredje verdenskrig skulle bryde ud. Set i bakspejlet virker det temmelig latterligt, men dengang var det ikke bare til at grine ad. Man må også huske på, at der i 1960 kun var gået 15 år, siden de første og hidtil eneste atombomber var blevet kastet over Japan.

Den storpolitiske situation var temmelig anspændt og præget af de forskellige samfundsopfattelser i datidens Sovjetunionen og dette store lands modpol, USA. Det lå i den marxistisk-leninistiske kommunisme, at man ville udbrede kommunismen til hele verden, og tiden efter 1991 har løbende afsløret, hvilke metoder man betjente sig af. Til gengæld forsøgte USA gennem krige og på anden måde at ”inddæmme” kommunismen, både derhjemme og i andre verdensdele. Da begge supermagter rådede over store hære og potente våben, både atombomber, bakteriologiske og kemiske våben, så var der efterhånden opstået en velbegrundet frygt for, at det kunne gå galt. En farlig situation opstod i 1962, da Sovjetunionen forsøgte at anlægge raketbaser på Cuba.

Oprustningen førte til, at forsvaret af Danmark måtte operere med forskellige skrækscenarier, hvor Danmark kunne risikere at blive mål for angreb eller udsat for radioaktivt nedfald som følge af krigshandlinger i Europa. Derfor opbyggedes et decentralt civilforsvar, der også skulle kunne fungere ude i de små landkommuner.

Da jeg var blevet fundet uegnet til militær tjeneste på grund af en broklidelse, satte man mig til at være såkaldt sogneværnsleder. Jeg skulle have en kortvarig uddannelse og i samarbejde med politiet i Horsens og sognerådet opbygge og lede det lokale civilforsvar. Så jeg kom på et ugekursus på CF-højskolen, hvor man gennemgik vore opgaver og forberedte os på de logistiske og andre problemer, der kunne opstå. Hjemme i Egebjerg lavede man førstehjælpskurser, som alle havde godt af at deltage i, og man udarbejdede bemandingsplaner for lokale hjælpestationer.

Heldigvis blev det aldrig nødvendigt at gøre brug af dette apparat. Sogneværnene døde senere en stille død, og vi fik aldrig officielt at vide, at de var blevet nedlagt.

Billedet er hentet på Wikipedia og taget af det amerikanske luftvåben kort efter, at atombomben var eksploderet over Hiroshima den 6. august 1945. Pilotens og flyets navne står i øverste venstre hjørne. Billedet viser atombombens forfærdelige virkninger, og i forhold til de bomber, der er på lager i dag, var det endda kun en meget lille bombe.

Billedet er hentet på Wikipedia og taget af det amerikanske luftvåben kort efter, at atombomben var eksploderet over Hiroshima den 6. august 1945. Pilotens og flyets navne står i øverste venstre hjørne. Billedet viser atombombens forfærdelige virkninger, og i forhold til de bomber, der er på lager i dag, var det endda kun en meget lille bombe.

Denne epoke i verdenshistorien har givet stof til et utal af film og bøger, og man kan sige, at befolkningerne generelt fik ændret deres holdninger til livet og verden i det hele taget. Hvor det store flertal af danskere tidligere kunne have en fast overbevisning om, at ”livet er dejligt”, så blev det nu snarere til, at ”verden er farlig”. Efterhånden lærte man at leve med denne farlige, men spændende verden og vovede sig efterhånden ud i den som turister, også til fremmede verdensdele. Nu her i begyndelsen af det nye årtusinde er verden blevet farlig igen på grund af konflikten mellem de islamiske lande på den ene side og de vesteuropæiske lande og USA på den anden, men det har tilsyneladende ikke generelt frataget danskerne lysten til at rejse ud til fremmede lande eller endda sende soldater i krig.

Når jeg tænker tilbage på mine 53 år i Egebjerg, er der sket mærkbare forandringer i årenes løb. Der er kommet mange flere mennesker, der for en stor dels vedkommende bor i de prægtige huse, der er bygget bl.a. på Højvangs g Teglgårdens marker. Området kan nu bære et indkøbscenter, hvor man kan møde nye ansigter. Vi har fået eget velfungerende plejecenter, Egebjergskolen er blevet udvidet og moderniseret (også pædagogikken!), og Egebjerg er således blevet et godt og attraktivt sted at bo for alle aldersgrupper. Lad os håbe, at udviklingen fortsætter velovervejet og i et fornuftigt tempo.

Tak til Steen Sohn for gennemlæsning af manuskriptet og forslag til rettelser.

Billederne er lånt fra Hansted sognearkiv, hvor ikke andet er nævnt.

Hvis der er fejlagtige oplysninger i teksten, så er det min hukommelse, der svigter.

MK.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *