Konditoriet Vennely med mere ….

Af Evald, Solvejg og Birger

Konditoriet Vennely som det så ud i begyndelsen af 1960-erne.    Tlf. Lundum 35.

Som et bidrag til lokale historier om Lundum har BROEN modtaget denne artikel fra Evald, Solvejg og Birger Nielsen, der som børn voksede op på konditoriet.

De er født i 1933, 1935 og 1948 og bor nu henholdsvis i København, Vinderup og på Frederiksberg.

Forskellige forretninger og virksomheder

Først vil vi benytte lejligheden til også at nævne andre forretninger og former for virksomheder eller aktiviteter, der i forskellige perioder var med til at præge byen, men som ikke findes mere. Konditoriet var blot en af dem.

Nogle vil nikke genkendende, når vi nævner: mergelgrav, teglværk, elektricitetsværk, badebassin, Møllegården med vandmølle, savværk, legetøjsværksted, tømrerfirma, telefoncentral, vognmand, mælkeudsalg, træskomand, smedje, slagter, præstegård, brugsforening, konditori, købmand, snedkeri, brødudsalg med salg af håndkøbsmedicin og blade.

Enkelte af dem har tidligere været omtalt i BROEN, og vi vil gerne fortælle vores historie om brødudsalget og konditoriet, som det nok mest blev kaldt, og som i mere end 25 år også var en del af Lundums historie.

De aktiviteter, der knyttede sig til selve brødudsalget, eksisterede gennem alle årene, mens andre aktiviteter varierede gennem årene, og det hele havde sin ”storhedstid” i 40-erne og 50-erne, da der var store folkehold på gårdene.

Konditoriet

I slutningen af 1930-erne flyttede vores forældre Alfred og Anna Nielsen samt deres tre ældste børn og Alfreds mor, Jensine, fra Torpvej 24 til Rådvedvej 102. Der var ikke forretning i forvejen, så butikken blev etableret, hvor der sikkert havde været en ”forgang”.

Konditoriet og brødudsalget m.v. blev startet i slutningen af 30-erne og var i hvert fald etableret, da landet blev besat af tyskerne i 1940.

Ældre udgave af konditoriet.

Som det var helt almindeligt i de fleste hjem dengang, har det sikkert været helt naturligt, at vores mor, Anna, skulle sørge for de hjemlige gøremål med at passe hjem og børn samt butikken med salg og indkøb af de forskellige varer – f.eks. brød fra en bager i Østbirk.

Butiksarbejdet var hun ikke ukendt med, idet hun tidligere havde været ekspeditrice i en bagerforretning i Horsens.

Brød og kager blev leveret af en bager i Østbirk et par gange om ugen – dels med tog og bil. Leveringen med tog indebar, at en trækasse eller papkasser skulle hentes på stationen og transporteres på cykel op ad Møllebakken – evt. af et af børnene. Ikke ligefrem nogen sviptur op ad bakken.

Fra butikken solgtes brød, kager, cigaretter, slik og senere også is om sommeren, ligesom der kunne købes sodavand, som dog skule nydes på stedet, jf. visse regler og politiets bestemmelse!

Vores far, Alfred, havde allerede dengang arbejde som reservepostbud og forskellige andre hverv.

I det hele taget kom indtægterne gennem årene fra forskellige sider.


Anna klar i butikken en søndag morgen i begyndelsen af 60-erne.

Under besættelsen

Forretningen var som alle andre underlagt forskellige former for rationeringer under besættelsen, så der måtte skrives ansøgninger om øget tildeling af smør, kaffe og sukker under henvisning til konditoriets behov.

Rationeringen af cigaretter var også et stort problem, der blev søgt løst ved, at de faste kunder kunne købe to cigaretter dagligt, hvilket var det samme, som kunder, der købte kaffe og kage, kunne købe.

Rationeringen af cigaretter var dog et problem for mange. Et eksempel herpå var en ung mand, der kom og præsenterede sig som formand for Østbirk Gymnastikforening, der den kommende søndag skulle på udflugt m.m., og foreningen ville traktere medlemmerne med kaffe og rundstykker og ikke mindst de tilhørende to cigaretter pr. kuvert.

Da han betalte ved bestillingen, fik han cigaretterne med det samme.

Om søndagen blev der dækket op som aftalt, men hverken ”formanden” eller andre dukkede op, så han var åbenbart kun interesseret i cigaretterne. Om de så var til eget forbrug, eller de blev solgt på den sorte børs, må stå hen i det uvisse.

”Formandens” bestilling kom nogle af konditoriets kunder til gode, idet de blev inviteret på gratis formiddagskaffe.

En mere dramatisk episode var en ellers stille søndag formiddag, da det pludselig vrimlede med tyske soldater i Lundum. De var kommet til byen for at gennemføre skydeøvelser, og det foregik bl.a. ved, at 3-4 mand lå i vores udhus og plaffede løs. Midt på gaden gik en høj og fed tysk officer og betragtede øvelsen med stor fornøjelse. Til denne ubehagelige oplevelse bemærkede Anna: ”Se nu den store krigskarl, der går der – han skulle sendes til Rusland i krig!”. En sådan bemærkning var hårde ord, når de kom fra hende.

Mere fredeligt var det, da Lundum på et tidspunkt i 1942 var centralt placeret i en dansk militærmanøvre. Overalt var der trængsel af soldater og tanks. Soldaterne fik lejlighed til at få stillet deres sult på konditoriet, som hurtigt blev tømt for brød og kager, så Anna måtte i gang med at bage den ene galopkringle efter den anden til de sultne soldater.

Den 29. august 1943, da regeringen trådte tilbage, var landbetjent Bryholt i byen sidst på dagen for at opsætte plakater, der bl.a. bekendtgjorde, at højst 5 personer måtte være forsamlet på ét sted, og efter kl. 20 var der udgangsforbud.

Om aftenen i det dejlige vejr var der dog samlet en større mængde karle og piger uden for konditoriet, hvor de nød aftensolen samt deres is, sodavand m.v. og ikke mindst diskuterede situationen.

Pludselig dukkede landbetjenten op i sin bil – han vidste nok, hvor han skulle se efter. Så lød råbet: ”Bryholt kommer!” I løbet af et øjeblik var pladsen som blæst for mennesker, så Bryholt kunne nøjes med at stå ud af bilen og se sig myndigt omkring og så køre tilbage til Horsens – han havde gjort sin pligt. Kort tid efter kom de flygtende roligt frem igen – de vidste, landbetjenten ikke ville dukke op igen.

Under besættelsen blev det jo påbudt, at man skulle være i besiddelse af og medbringe et såkaldt legitimationskort med foto uden hovedbeklædning. Kirkesanger Bøtker-Rasmussen var behjælpelig med fotografering, idet ”motivet” tog plads på en bænk ved konditoriets vestlige gavl. I et enkelt tilfælde var der dog problemer med at få en ældre mand til at tage hatten af, for den havde han altid gået med, sagde han.

Den nye Centralskole i Egebjerg blev taget i brug i 1943, og i den forbindelse var der indgået en aftale om, at om morgenen måtte skoleeleverne fra Lundum, i hvert fald om vinteren, opholde sig i butikken, indtil den røde skolebus med Charles ved rattet fik arbejdet sig op ad Møllebakken og gjorde holdt ud for konditoriet.


Lys i vinduerne en 4. maj.

Udvidelse med en sal

I begyndelsen af 50-erne blev der bygget en sal langs husets østlige gavl og i forbindelse med salen en scene samt yderligere et mindre lokale.

Disse udvidelser gjorde det bl.a. muligt at servere for et større antal gæster end før – f.eks. arrangementer med kaffebord / spisning, og anledningerne kunne være festlige – f.eks. en pensionistforening fra Horsens, der var på udflugt og havde bestilt kaffebord med underholdning. Underholdning sørgede Alfred for i form af oplæsning og en kort munter sketch sammen med nogle få lokale kræfter. Anderledes trist var det naturligvis, når baggrunden for et arrangement var en begravelse.

Ved sådanne arrangementer var der som regel assistance fra kogekone Sine Nielsen fra mælkeudsalget, og andre lokale kræfter blev hyret til servering og andet.


Opdækning til kaffebord. I baggrunden er scenetæppet trukket for og bag døren til venstre var lokalet, hvorfra rejsefilmene vistes, og derfor anes to huller i døren.

Dilettant

I salen med den tilhørende scene var det også muligt at spille dilettant, hvilket lokale foreninger nogle vintre tog initiativ til.

De fleste af de medvirkendes navne og instruktører er desværre gået i glemmebogen, men nogle af forestillingerne blev instrueret af Alfred, og som medvirkende kan nævnes Andreas Nielsen (gift med fru Nielsen i forskolen) gårdejer Blicher, gårdejer og sognefoged (den sidste?) Frede Rasmussen fra Stenkær, ligesom teglværksarbejder Holger Strand Olesen havde succes – som biskop!


Dilettant i begyndelsen af 50-erne. Yderst til venstre Andreas Nielsen, i prikket kjole Marie Jensen, yderst til højre Holger Strand Olesen, tv. for person m. kasket Kaj Vinge Pedersen, th. for person med kasket (Glade) Hans Hansen og lige foran Jutta Jensen og Gudrun fra Brugsen.

Ved sådanne lejligheder var en del af tilskuerpladserne opstillet i forskellige niveauer, som måtte fjernes, når der efter forestillingen skulle være dans til tonerne fra en harmonikaspiller eller et mindre orkester fra Horsens.

Den sidste dilettantforestilling blev nok spillet i vinteren 1962-63, og udbredelsen af fjernsynet havde sikkert også en del af skylden for denne udvikling eller måske snarere afvikling.

Skakklub

Skak var en populær aktivitet i den mørke tid, og i Lundum blev også stiftet en skakklub, der havde til huse på konditoriet, hvor de også opbevarede de forskellige remedier, der hører til spillet. En fælles interesse for skakspillet havde bl.a. teglværksarbejder Alfred Mortensen og overlærer og kirkesanger Ejnar Johan Bøtker-Rasmussen.

I hvert fald en gang blev der i salen afholdt en turnering med deltagere fra skakklubben i Lundum og skakspillere fra Horsens.

Rejsefilm

Udvidelsen med salen gjorde det også muligt, at der kunne vises film – såkaldt ”Rejsefilm”, hvis indehaver kom fra Horsens og viste film forskellige steder i omegnen, og konditoriet var et af stederne.

Indehaveren medbragte alt nødvendigt udstyr – filmlærred, filmapparat osv.

Teknik kunne jo svigte, og når filmstrimlen knækkede, var buh-lydene lige så sikre som amen i kirken. Det var dog en reparation, der gik forbavsende hurtig.

Der vistes typisk familiefilm, men det kunne dog ske, at der var hele to forestillinger, så den sidste var ikke egnet for mindre børn!

Sådan en filmaften have selvfølgelig en god virkning på salget af is og anden slik.

Efterhånden som flere hjem fik fjernsyn, forsvandt det økonomiske grundlag for ”Rejsefilmen”.

Præmiewhist – tombola – ”gøgl”

I rækken af forskellige aktiviteter i salen kan nævnes, at der i hvert fald en gang blev spillet præmiewhist, ligesom den lokale afdeling af Indre Mission afholdt tombola ved Sankt Hans.

En noget mere speciel aktivitet var, da en familie optrådte med tryllekunster og anden underholdning, ligesom de udstillede nogle få ret særprægede (udstoppede) dyr – bl.a. en kalv med to hoveder.

Fjernsynsklub

I slutningen af 50-erne opstod den aktivitet med den korteste varighed – nemlig en ”Fjernsynsklub”, som blev oprettet af borgere i Lundum. Klubbens indkøbte fjernsyn blev installeret i konditoriets sal, hvor klubbens medlemmer om aftenen kunne se vidunderet og Statsradiofoniens udsendelser – det var vist ikke mange.

Ret hurtigt efter klubbens oprettelse blev det imidlertid mere og mere almindeligt, at de enkelte hjem fik eget fjernsyn, og dermed forsvandt grundlaget for fjernsynsklubben. Klubben eksisterede vel ca. en vinter og en sommer, og det var netop i sommeren 1959, at fodboldinteresserede kunne se Danmark tabe 6-0 til Sverige. Øv!

Forskellige indtryk og aktiviteter

På et tidspunkt skulle byens strømforsyning ændres fra jævnstrøm til vekselstrøm, hvilket i en længere periode krævede en del arbejdskraft af montører og andre. Et par stykker af dem lejede sig ind på konditoriet med kost og logi, og en halv snes stykker købte deres mad der.

Som et typisk træk kan i nævnes sommeraftener, når der havde været håndboldtræning eller kamp, så var konditoriet som regel velbesøgt, og der blev købt is og sodavand og nogle af ”karlene” kunne sikkert også lige sætte en halv stang wienerbrød til livs sammen med en sodavand af mærket squash.

Håndboldtræningen kunne i visse tilfælde synes noget langvarig, idet nogle af karlene ved 6-tiden om morgenen af og til kunne ses på vej hjem fra håndboldtræningen den foregående aften……..….

Det kunne også ske, at der en lun sommeraften blev sat en plade på grammofonen, vinduerne blev åbnet og så var der mulighed for en svingom på græsplænen.

Ved den årlige sportsfest blev der naturligvis etableret et udsalg på sportspladsen med et til lejligheden passende sortiment af varer.


Sportsfest i 50-erne med salg fra en midlertidig kiosk, hvor en større handel sikkert er på vej.

Det kunne også ske, at Alfred på cykel med anhænger kørte de ca. 4 km til godset Julianelyst for at sælge sodavand i forbindelse med folkedans. Det lyder måske mærkeligt i vore dage, men på den tid var der på godset ansat omkring 30 karle, så det var også en måde, hvorpå der kunne tjenes lidt ekstra.

På konditoriet foregik også af og til helt andre aktiviteter, som når sognefoged Jens Jensen en dag i januar kunne træffes med henblik på, at byens hundeejere kunne indkøbe det påbudte hundetegn.

Om vinteren kunne der også være tale om, at man på konditoriet kunne træffe kæmner Alf Hansen, som man evt. kunne få et såkaldt ”snetegn” hos og dermed få arbejde med snerydning, hvis behovet opstod.

På andre tidspunkter var der fremlagt de såkaldte valglister, så vælgerne kunne kontrollere, at de var optaget på listen.


Familien samlet i begyndelsen af 50-erne: Alfred, Kaja, Solvejg og Anna, forrest Birger og bagest Evald.

Konditoriet med mere……………

Når der i indledningen også nævnes ”med mere”, er det, fordi indtægterne ved brødudsalg og konditori m.v.  næppe var tilstrækkelig økonomisk grundlag for en familie på to voksne og fire børn.

Derfor havde Alfred gennem årene andre beskæftigelser som reservepostbud i Lundum, Stenbjerg og Egebjerg. Endvidere opkrævede han sygekassekontingent, vandafgift, omdelte aldersrente for kommunen, foretog landbrugstællinger, rotte- og muldvarpebekæmpelse og bistod sognefoged Jens Jensen som vidne ved visse lejligheder, hvilket vist også gav sognefogeden lidt mere tryghed. Og endelig var han også afløser for den fastansatte såkaldte ”ringer og graver” ved Lundum kirke. En del af dette arbejde bestod i at pumpe luft til kirkens orgel ved at trække et håndtag frem og tilbage.

Endnu mere med mere…….

Vores fars interesse for dilettant og lokale revyer m.v. bør også nævnes, selv om det sikkert ikke bidrog med indtægter af større betydning, men var en interesse, han nok havde haft lige siden sin ungdom.


Iført den særlige udklædning med bl.a. bowler og sivsko underholder Alfred på konditoriets scene.

Disse aktiviteter aftog noget gennem årene, men han havde bidraget med tekster til dels revyer og tekster til indlagte sange i dilettantstykker, dels i Lundum og andre steder i omegnen.

Glemmes skal heller ikke hans såkaldte ”Radiovise”, som er en vise på 52 vers, der beskriver et ægtepars genvordigheder og fornøjelser ved indkøb, installering og lytning til et gammeldags radioapparat med høretelefoner. Visen blev senere udvidet med yderligere 4 vers og tilføjet noget om de nye tider med højttalere, og at man nu kunne høre ”Teddy” (Pedersen) spille derovre ved Øresund.


Stuur, stuur nummer ud for konditoriet med sidste nyt inden for knallerter, Diesella og Skylon. Nederst Evald (tv.) og Thorkild, dernæst Margit og Solvejg (th.) og øverst Birger. I baggrunden ses vejen til Sydtoftegård.

Afslutning

I slutningen af 1964 besluttede vores forældre at sælge konditoriet, og sammen med den sidste hjemmeboende søn, Birger, flyttede de til Hatting, hvor vores mor døde i 1967 i en alder af 65 år. Senere flyttede vores far til Vinderup, hvor han døde i 1984 i en alder af 85 år.

Når vi kun er tre om denne artikel, skyldes det, at vores søster, Kaja, i 1998 i en alder af 61 år døde efter et færdselsuheld.


Evald, Solvejg, Birger

Artiklens forfattere som de nu ser ud.

BROEN 26. årgang nr. 3 – december 2013 – januar – februar 2014

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *