Mindeord om afdøde Peder Pedersen

klik her og læs mindeordene i bladformat

Mindeord om afdøde Peder Pedersen

der døde den 25. april 2013

Af Mogens Kirkegaard

Billede af Peder Pedersen fra 2005, da han blev valgt som “årets borger”
Peder Pedersen har skrevet en række store artikler om sine erindringer.

Jeg kom først til at kende Peder rigtigt, da vi sammen med flere andre af de lidt ældre borgere i Egebjerg og Hansted i midten af 1980’erne blev optaget af at bevare lokalhistorien her i vores sogn. Vi kunne begge se, at mange af de gamle historier var ved at blive glemt, og Peder blev en af de drivende kræfter i det arbejde, blandt andet gennem oprettelsen af Hansted sognearkiv, indsamling af billeder og udgivelse af bøger.

Efter at PCeren var blevet udviklet som et godt værktøj til at skrive på, begyndte Peder at skrive beretninger til BROEN, dels hvad han kunne huske og støve op af oplysninger om ejendomshistorien i Egebjerg, og dels erindringer fra sit eget liv. Alt sammen blev omhyggeligt og metodisk beskrevet, og billeder blev fundet frem i lokalarkivet eller lånt hos mennesker, han kendte eller kunne opspore.  Hans artikler har haft stor interesse blandt læserne her omkring, men også fra andre steder i landet. Det var derfor også fuldt fortjent, da han i 2005 blev udnævnt til Årets borger i Egebjerg-Hansted. I den anledning bragtes et portræt af ham i Broen i decembernummeret.

Peder havde jo ikke nogen boglig uddannelse, men han blev gennem arbejdet ved computeren rigtig god til at skrive, og udviklede sig til en dygtig lokalhistoriker, og de beretninger han skrev, er vidnesbyrd om hans evner og flid. Det er derfor også godt, at de kommende beboere i området kan få glæde af hans arbejde gennem hjemmesiden www.hansted-egebjerg.dk.

Vi satte i BROEN stor pris på samarbejdet med Peder. Han var flittig, omhyggelig, ordholdende og dertil en venlig mand at omgås, måske næsten for beskeden. Han var et varmt og kærligt menneske, som familien vil savne, og som vi alle kun vil have gode minder om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *