En sang fra de gode gamle dage

Af Mogens Kirkegaard

Det er efterhånden ikke så tit, der kommer breve i postkassen længere. Mange bruger e-mail i stedet, endnu flere måske sms, og atter andre harglemt brevskrivningens ædle kunst. Men for ca. 14 dage siden skete miraklet alligevel: et brev i min postkasse.

Det var fra K.M. Bentsen i Glud, der viste sig at være en gammel Egebjerg-pige, Karen Bentsen, der boede sammen med sin familie på den ældste del af Grusdalsvej. Hendes mor var Marie Bentsen, og hendes bror Robert var pottemager eller keramiker, som det rettelig hedder i dag. Han fik senere en stor virksomhed i Solbjerg. Marie Bentsen var kendt af både børn og voksne i Egebjerg, for dels havde hun en lille slikbutik hjemme i kælderen, som mange Egebjerg-børn besøgte på vej til eller fra skole, dels passede hun samvittigsfuldt garderoben i forsamlingshuset, når der var fester. Hun døde i 1970.

I konvolutten var et lille brev, hvori Karen Bentsen fortalte, at hun havde været glad for at læse Peder Pedersens beretning om de gamle huse og deres beboere på Grusdalsvej. Desuden sendte hun et par billeder til sognearkivet og en sang, der gengives her:

Udflugtens sang

Mel.: Hils fra mig derhjemme

I sin lyse junipragt står
vort land i dejlig dragt,
og ved syn af mark og vang
bry’r vi ud i sang.
Under muntre ord og smil
sluger bussen mil for mil,
ad den slagne landevej
vi ruller rask af sted
Omkvæd:
Lundum-Hansted kører
ud hvor der er bedst,
Lundum-Hansted fører
os i øst og vest.
Her er snak og latter,
dagen gir kulør,
derfor her vi alle er i festhumør
.

Junisol i skov og kær
møder vi på vores færd,
sommerdagens poesi
blander sig deri.
Se, naturens dejlighed
den gi’r sind og og hjerte fred
derfor i taknemlighed
vi ruller rask afsted.
Lundum-Hansted kører . . . .

Vi får solens sidste blink
før den dukker bag en brink
og som dagens afskedssang:
aftenklokkens klang.
Og mens mørket nærmer sig,
finder vi jo nok en vej,
så vi kommer hjem igen,
men husk så vort refræn:
Lundum-Hansted kører ….

Men hvad nu til næste år
når vi storkommunen får,
mon den også gi’r en tur
altså én der du’r?
Lige meget hvad der sker,
så vil vi dog ønske her,
fællesskabet må bestå
vort motto ligeså:
Lundum-Hansted kører ….

Sangen var skrevet af Regnar Caspersen, der var en kendt skikkelse i den gamle Lundum-Hansted kommune. Han var født i Hansted sogn som søn af Casper Kaspersen og hans kone Sørine. Regnars far havde arbejdet ved landbruget, indtil han fik en mælketur rundt i Egebjerg og Hansted med mælk fra mejeriet Egedal, den som senere Holger Hjerresen overtog. Regnar Caspersen havde gået i den gamle Egebjerg skole, Gl. Egebjergvej 1, hos lærer Kristoffer Fischer, der i ganske særlig grad var kendt for sin evne til talbehandling. Fischer var en lærer af sin tid, hvor der fordredes arbejde og disciplin af eleverne, men hvor de til gengæld fik gode kundskaber til deres videre færd gennem livet.

Det fortælles, at Fischer, der var regnskabsfører i Egebjerg Brugs, fungerede som en levende regnemaskine ved den årlige optælling til brug for status. Bestyrelsen var i gang ved hylderne og råbte varepriser til Fischer, der lynhurtigt lagde dem sammen løbende, og når optællingen var forbi, havde Fischer slutresultatet i hovedet. Regnar Caspersen overtog senere arbejdet som regnskabsfører i Brugsen, men nok uden at overgå sin læremesters evner til at lægge tal sammen. Fischer havde i parentes bemærket også andre kvaliteter. Som 70årig var han stadig i stand til at gå gymnastiksalen rundt på hænder og slå kraftspring! Han havde også ledet karlegymnastik i forsamlingshuset gennem flere år.


Revyen i Forsamlingshuset 1951 blev en stor succes, ikke mindst på grund af Regnar Caspersen, der havde skrevet flere af numrene og selv optrådte med et udvalg af lokale skønheder i Hawaii-kostumer. Fra venstre ses Edith og Bente Svendsen, Inga Bonde, Regnar Caspersen, Jytte Post, Grethe Petersen og Inger Marie Christensen.

Regnar Caspersen optrådte også i forsamlingshuset, men på en anden måde. Han høstede mange laurbær for sine revyviser og sin medvirken på scenen. Han var i sine unge dage en flot fyr, der var meget omsværmet af pigerne i Egebjerg. Regnar var uddannet typograf og hørte dermed til aristokratiet inden for håndværkerstanden, og til sit gode udseende kunne han tilføje et smukt, dannet sprog og belevent væsen. Men det var først i en sen alder, at han giftede sig med organist i Hansted kirke, Karen Clausen, der var søster til mejeribestyrer Møller Hansens kone, Misse. Regnar og Karen havde længe haft et godt øje til hinanden, men han boede jo sammen med sin mor i det røde hus på Egebjergvej, så det har nok ikke været så let. Først efter Sørines død i 1967 blev de gift.

Regnar Caspersen blev i 1962 valgt ind i Lundum-Hansted sogneråd og havde posten til 1970, da kommunesammenlægningen betød nedlæggelse af sognerådet. 1962 var et afgørende år i lokalpolitikken i den gamle landkommune. En gruppe borgere i Hansted og Egebjerg var gået sammen om at opstille en borgerliste i protest mod den manglende udvikling i kommunen. I sognerådslokalet hang der i mange år et par billeder, der fortalte lidt om tempoet i den gamle kommune. De viste nemlig en scene, hvor et par stude var spændt for en landbrugsvogn. Borgerlisten, eller ”fortovslisten”, som den lidt hånligt blev omtalt, fik valgt tre mand ind i sognerådet. Venstre havde i flere år haft absolut flertal i sognerådet, men nu var vejen banet for et samarbejde på tværs af partiske. Dermed startede en udvikling med jordkøb og byggemodning af Øster- og Vesterhøjsvej kvartererne.

Lundum-Hansted kommune havde altid sat en ære i at sætte næring efter tæring. Man brugte ikke flere penge, end skattegrundlaget v ar til, og man administrerede billigt. Men den begyndende velstand i 1960erne fik dog sognerådet til at lukke lidt op for posen. Således arrangerede mani slutningen af årtiet en årlig pensionistudflugt, og Inger Kristensen i Hansted, der selv var medlem af sognerådet, fortæller lidt om det. Sognerådsformand Chr. Schønemann Hansen, Ragnhild Laursen og Inger Kristensen arrangerede og forberedte udflugten, der skulle foregå den 12. juni 1968.


På udsnittet af sognerådsbilledet fra 1970 ses forrest fra v. Inger Kristensen og Ragnhild Laursen, begge valgt af socialdemokraterne sammen med Ejnar Jensen fra Lundum bagerst til venstre ved siden af Regnar Caspersen.

De tre ”sognerødder” fandt et sted ved Lillebælt, hvor man kunne tænke sig at få eftermiddagskaffe og tog selv forinden ud for at teste kaffebordet. For at gøre udflugten mere festlig, fik man Regnar Caspersen til at skrive Udflugtens Sang og få trykt et lille hæfte med nogle kendte sange, ”Som en rejselysten flåde”, ”I skovens dybe, stille ro” og ”Der står et slot i Vesterled”. Det var han den rette til, for han var efterhånden blevet faktor på Horsens Folkeblads bogtrykkeri. Desuden sang man en sang, der ikke synges så meget mere, Uffe Birkedals ”Gamle Jylland, hvor du trofast skyder ryg” på melodien ”Droslen slog i skov sin klare trille”. Der var jo ikke gået mere end ca. 20 år siden besættelsestiden, hvor man havde sunget fædrelandssange på livet løs, og de b lev stadig sunget ved forskellige folkelige arrangementer i skole og forsamlingshus.

Det v ar en udflugt, folkepensionisterne så hen til, for pensionen rakte jo endnu ikke til hverken bil, fjernsyn eller udlandsrejser. Hverdagene kunne blive lange for de ældre, der måske ikke engang havde råd til en telefon. Vi snakker om en tid, der ligger 50år tilbage.

Regnar Caspersen stillede i sin sang det spørgsmål, om den kommende storkommune også vil give en tur, altså en der dur? I det hele taget var mange skeptiske med hensyn til de lovede fordele ved kommunalreformen. Det blev heller ikke det helt store i Lundum-Hansted området. Mælkemand Holger Hjerresen var i 1970 blevet udpeget til at sidde i Horsens Byråd, og snakken gik, at det eneste synlige resultat af hans arbejde der var den bænk, som han fik sat op ved busstoppestedet på Nørretorv. Byudviklingen i storkommunen fokuserede i langt højere grad på sydbyen.

Én ting gik i hvert fald tab ved kommunesammenlægningen, nemlig den nære kontakt mellem lokalpolitikerne i sognerådet og almindelige borgere. Alle vidste jo, hvem der sad i sognerådet i den gamle kommune og havde let ved at få dem i tale. Storkommunens byråd blev for mange en abstrakt størrelse. Og især med den seneste kommunesammenlægning og overgangen til den digitale tidsalders velsignelser eller udfordringer, som man vil, kan i hvert fald ældre borgere i Udkantshorsens undertiden længes tilbage til de gode gamle dage i de små lokalsamfund.

BROEN December 2011 Januar – Februar 2012

Revy, Lundum-Hansted Sogneråd, Kommunesammenlægning 1970

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *