De stærke jyder og salmebogsstriden i Lundum

Klik her og se artiklen i bladformat.

Af Mogens Kirkegaard

 

De to skræddere i Lundum

I 1817 nægtede to skræddere fra Lundum, Mads Mikkelsen og Jens Peitersen, at lade deres børn gå i skole, med mindre de kunne blive fritaget for den anordnede lærebog i religion og i stedet undervises efter den ældre bog, den såkaldte Pontoppidans forklaring.

Skolekommissionen havde på grund af skræddernes stædige fastholdelse af deres standpunkt videregivet sagen til biskoppen i Århus, og derfra var den endt i København. Den 23. sept. samme år modtog man fra Det kgl. danske Cancelli (datidens indenrigsministerium) et svar. Uden skånsel skulle der pålægges de to skræddere mulkter (bøder) efter de fastsatte takster. Mulkterne skulle inddrages eller afsones.

Desuden skulle de pågældende have at vide, at deres børn ikke kunne udskrives af skolen eller blive konfirmeret uden at have læst og lært den anordnede lærebog i religionen. Konsekvensen af deres holdning kunne i sidste ende blive, at deres børn ikke kunne finde arbejde, fordi arbejdsgiverne skulle se beviser på, at børnene var blevet udskrevet og konfirmeret.

Inden eksamen blev påbegyndt den 14. oktober samme år, blev ministeriets skrivelse oplæst for den indkaldte Jens Peitersen, der samtidig blev alvorligt formanet til at lade sine børn følge skolens undervisning også i religion efter den anordnede lærebog.

Denne sag er det første vidnesbyrd om de stærke jyders tilstedeværelse i Lundum. Jens Peitersen var blevet påvirket af den østjyske vækkelsesbevægelse kendt som “De Stærke Jyder”, der fik et stærkt greb om befolkningen i landsbyerne mellem Horsens og Vejle.

 

I det følgende vil jeg prøve at fortælle lidt om baggrunden for denne vækkelse og dens historie.

De stærke jyder på Horsensegnen

De stærke jyder er den ældste folkelige vækkelsesbe-vægelse i Danmark. Den havde sit udspring i en række sogne mellem Horsens og Vejle, først og fremmest Uldum-Langskov, Øster Snede samt Korning og Rårup sogne, fra ca. 1790. Men efterhånden bredte den sig til nabosognene og kom også til Lundum sogn ca. 20 år senere.

De kaldte sig selv “De opvakte”, men fik efterhånden også et andet folkeligt navn, “De Gammelstærke”. De kan sammenlignes lidt med de amerikanske sekter The Amish People og Mennonitterne, der jo også var en slags kristne fundamentalister udgået fra europæiske vækkelser.

 

 Mathias Nielsen var gårdmandssøn fra Ølholm og boede senere i Rårup. Han var mere end nogen anden den, der udformede bevægelsens trosgrundlag. I 1814 sendte han dette brev til Grundtvig, hvor han klart og tydeligt redegjorde for forskellene mellem Balles lærebog og Pontoppidans forklaringer.Mathias Nielsen blev sammen med flere andre dømt til 15 dages fængsel på vand og brød. Hans Nielsen Smed gik det dog værre; ved højesteretsdom 1817 blev han idømt tugthus i Viborg i 1 år. Desuden blev han udpantet for næsten alt af værdi i hjemmet i Korning. 

 

I begyndelsen havde vækkelsesbevægelsen en betydelig kraft og vilje til at protestere over for både kirkelige og verdslige autoriteter og tåle myndighedernes håndfaste reaktioner. Flere af bevægelsens frontfigurer som Peder Frandsen Rytter i Ølholm og Hans Nielsen Smed i Korning (Sigurd Elkjær har skrevet om dem) blev anklaget og idømt både bøder og fængselsstraffe, og mange blev udpantet og måtte sidde i stor fattigdom, selv om de blev støttet økonomisk af deres trosfæller, der opfattede de protesterende som martyrer.

Andre steder gik sognepræsterne på kompromis med de oprørske i menighederne, så man lokalt fandt en form for fredelig sameksistens.

Pastor C. C. Kallenbach Pedersen var sognepræst i Lundum-Hansted 1912-17. Han skrev i en beretning om livet i sognene, at der endnu i hans tid var en kreds af stærke jyder i Lundum sogn:

” – – De stærke jyder tog oprindeligt afstand fra alt nyt og ville kun læse i de gamle bøger. Hjemme læste de fortsat deres andagtsbøger og sang efter Brorsons salmebog “Troens rare klenodie”. De ønskede at beholde Kingos salmebog i kirken og Pontoppidans forklaringer i skolen.”

 

Af kortet fremgår, at Lundum var et af de nordligste yderpunkter i de stærke jyders vækkelse. (Kortet findes i Hans Borup Jakobsens bog om de stærke jyder.)

 

Kongen bøjer sig

I 1818 rejste Hans Nielsen Smed efter sin fængselsstraf sammen med en trosfælle fra Korning til København. Efter gammel skik kunne enhver forelægge sin sag for kongen, og det var hans hensigt. Det blev en besværlig rejse, mest til fods med rygsæk og vandrestav. Han medbragte en skrivelse underskrevet af de opvakte fra Korning og Rårup, hvori man bønfaldt kongen om at blive fri for de idømte mulkter og få lov til at anvende Pontoppidans forklaringer i skolerne. Det lykkedes også at få en kort samtale med majestæten, men blev derpå henvist til kongens skriftefader. De opnåede dog ingen resultater i første omgang. Men på grund af balladen blev et par særligt stride præster dog forflyttet, og afløserne forstod at træde mere forsigtigt.

Fra 1831 ændrede oprøret strategi, og man begyndte i stedet for lokale aktioner at sende velformulerede ansøgninger til myndighederne om fritagelse for pligten til at anvende de autoriserede lære- og salmebøger. Også fra andre sogne kom der efterhånden flere og flere ansøgninger, og i 1839 gav myndighederne endelig op og tillod afvigelserne. Dette skyldtes ikke mindst, at kongen, Frederik den 6., under et besøg i Vejle 1838 modtog beboere fra Gl. Sole i audiens. Her fremsatte de deres ønsker for kongen, der skulle have svaret således: “Gå da hjem, kære børn, og undervis jeres børn efter de bøger, I finder for rette.” Allerede i januar 1839 kom den endelige godkendelse skriftligt. De stærke jyder var således de første, der fik religionsfrihed i Danmark. Resten af landet måtte vente til grundloven blev vedtaget i 1849.

 

Splittelse

Bevægelsen svækkedes dog af, at der kom flere aktører på banen. Fra Brødremenigheden i Christiansfeld og fra den norske vækkelsesbevægelse omkring Hans Nielsen Hauge udsendtes prædikanter eller missionærer, der søgte at påvirke med deres noget afvigende syn på synd, omvendelse osv. Men også nogle af de oprindelige stærke jyder viklede sig ind i en ufrugtbar polemik med hinanden. Efterhånden tabte de stærke jyder den udadvendte kraft, der havde bevirket, at deres opfattelse bredte sig til andre sogne, og efter ca. 1830 var vækkelsen ikke længere så fremtrædende. De stærke jyder udviklede sig til små, indelukkede familiegrupper rundt om i sognene.

Det kan nævnes, at der i de følgende år blev sendt missionærer fra mormonerne i Utah til bl.a. Jylland, hvorfra flere familier udvandrede til “Det hellige land”, som mormonstaten blev kaldt.

Indførelsen af den nye salmebog

Det kom relativt sent til en konfrontation i Lundum kirke, nemlig først i 1858, flere år efter Jens Peitersens protest mod Balles lærebog. I både Hansted og Lundum havde man brugt Evangelisk-kristelig salmebog i ca. 20 år, men den var der fra de stærke jyder stadig modstand mod. I 1855 var en ny salmebog (Roskilde Konvents) redigeret af den populære salmedigter B. S. Ingemann blevet autoriseret, og det var nu sognepræstens opgave at finde ud af, om den kunne afløse den upopulære Evangelisk-kristelige salmebog. Den nye salmebog indeholdt som formuleret af sognepræsten pastor Hansen: ” – – -et omhyggeligt udvalg af de skønneste og kristeligste salmer, som haves i det danske sprog, navnlig også en stor del at de menigheden kære gamle kingoske, men forøget med de bedste nyeste. Det tør således håbes, at dens indførelse vil være et velsignet og frugtbart middel til at fremme kirkelig og huslig andagt og opbyggelse.”

Pastor Poul Emil Hansen var kommet til Lundum-Hansted 1838. Biskop Brammer i Århus bedømte ham til at være en stilfærdig og venlig mand, men ingen betydelig præst og dertil ikke nogen stor begavelse. Han har nok i det hele taget savnet udstråling eller personlighed.

Sagen blev i 1857 forelagt sogneforstanderskabet, hvor præsten var formand. Efterfølgende blev der sendt lister ud, hvor folk kunne give deres mening til kende. Listerne fik mange underskrivere. I Hansted 84 og i Lundum 62. I Egebjerg var der dog en snes mænd, der ønskede at beholde deres nuværende salmebog. I Lundum var der mest stemning for, når man nu skulle skifte, da at få Kingos salmebog tilbage, men den afholdte skolelærer Bay i Lundumskov fik mange til at skifte mening. Pastor Hansen mente derfor, at man med god samvittighed kunne indføre den nye “Roskilde Konvents salmebog”, således at den kunne tages i brug palmesøndag 1858.

Det foregik i første omgang uden problemer i Lundum, mens der i Hansted kirke var nogle egebjergere, der sang efter den evangelisk-kristelige salmebog og oven i købet hånede præsten, der her var præstens søn og kapellan (hjælpepræst), G. Hansen. De få Egebjergere fik imidlertid ingen opbakning fra resten af menigheden, og præstens rolige optræden medvirkede også til, at protesterne her ikke fik nogen betydning.

 

Salmebogsstriden i Lundum

Men i Lundum kom det alligevel til at gå anderledes. Kingovennerne fik, anført at de 5-6 familier af stærke jyder, mere vind i sejlene. Under ledelse af sognefogeden, gårdmand Peder Laursen, begyndte man i april 1858 at samle underskrifter ind på et brev til biskoppen om at få Kingos salmebog genindført. Sognepræstens modargumenter nyttede intet, og brevet fik nu stor opbakning i menigheden. Nu ville pludselig 74 mænd underskrive, og kun en halv snes mænd ville ikke være med.

Efter at have modtaget både dette brev og et lignende fra de utilfredse egebjergere udtalte biskop Brammer som sit håb, at “Herren, der ikke er en forvirringens gud, men en ordenens gud, ville lede alt til sin ære og menighedernes almindelige bedste”!

Sognepræsten oplæste biskoppens svarbrev for menigheden i Lundum og formanede dem til at udvise besindighed, men uden succes.

I de følgende søndage i juni og juli var der fortsat uro i Lundum kirke kulminerende med, de utilfredse tilkendegav over for hjælpepræsten (hans far var blevet alvorligt syg), at de ville synge efter Kingo. Den 18. juli oplæste kapellan G. Hansen en skrivelse fra Biskoppen, der manede til efterrettelighed, men det havde ingen virkning. Ca. 28 sang da efter Kingo og mod kirkesangeren; gudstjenesten blev derefter afbrudt på grund af sangerkampen, og præsten og hans støtter udvandrede. Dette gentog sig flere søndage i træk, og den fortvivlede præst nødsagedes til at påkalde sig biskoppens støtte.

Nu blev de store stokke fundet frem. Herredsfogeden (dvs. politimester og dommer i én og samme person) blev beordret til tage affære, og den følgende søndag kunne gudstjenesten med hans hjælp afvikles uden afbrydelser, og de aktionerende stærke jyder blev indstævnet til politiretten i Horsens.

Med behændighed fik sognefoged Peder Laursen dog gydt olie på vandene. En advarsel blev givet, men tiltale blev frafaldet mod løfter om ikke i fremtiden at ville forstyrre kirkefreden.

Sagen kørte dog på de utilfredse lundumborgeres foranledning videre op til kirkeministeren, der overraskende nok forlangte en ny afstemning i Lundum. Denne blev først gennemført i 1875 og fik da endelig til resultat, at der nu var et klart flertal for konventsalmebogen, der så kunne tages i brug uden yderligere problemer. P. E. Hansens efterfølger, Jørgen O. Fabricius, havde i mellemtiden blødt op på striden med de stærke jyder ved at afholde hverdagsgudstjenester, hvor der blev sunget efter Kingos salmebog.

 

Hvordan det gik siden

Pastor Kallenbach skrev videre: – Sagen fra 1858 var ikke glemt, men i kirken sang de dog nu efter kirkesalmebogen; de prægede kirkelivet i Lundum en del, og det var til det gode. De gik flittigt i kirke, 2 gårdejere kom hver søndag med hele deres husstand: Thyge Meyer lige ved siden af præstegården, og Anders Nielsen, de var vores bedste støtter, både åndeligt og timeligt. De ville have levende kristendom, men var gode, kyndige lutheranere. Politisk havde de stærke jyder holdt på enevælden og ville ikke læse aviser, men dette var nu ændret.

De havde endnu i min tid deres egen friskole i Lundum, ledet af en træskomand. Religion var her absolut hoved-faget. Jeg holdt eksamen der, kunne nok have ønsket mig lidt mere kundskab til historie og geografi. I 1914 lukkedes skolen. Børnene kom i kommuneskolen . . . en gammel tid var forbi.”

Ca. 50 år senere skrev pastor Ingvard Bräuner, der var sognepræst her 1948-1975: “De stærke jyder er forsvundne; de er enten døde eller “rejst hjem til sognet” (Øster Snede), som de siger. Der er nogle få efterkommere. I stedet var der en aktiv indremissionsk kreds omkring 3-4 familier i Lundum og fhv. overlærer K. Rasmussen, der havde været lærer i Rådved, inden han kom til Centralskolen i Egebjerg.”

De stærke jyder i Lundum havde tilpasset sig, men i kærneområdet mellem Horsens og Vejle er der fortsat en del gammelstærke familier og enkelte af deres friskoler tilbage.

 

Lundum kirke ses her på et luftfoto fra 1950erne højt beliggende over huse og gårde.

Kilder:

  1. Paul Nedergaard: Dansk præste- og sognehistorie bd. VII. Kbh. 1966.
  2. Århus Stifts Årbøger 1954. Artikel s. 102 ff. af F. Elle Jensen: En salmebogsstrid i Lundum.
  3. Hans Borup Jakobsen: De stærke jyder (27.66). 1976.
  4. Sigurd Elkjær: Hans Nielsen Smed. Roman.
  5. Niels Thomsen: De stærke jyder og haugianerne. (27.67).
  6. Kirkehistoriske samlinger 1884, 3/5. Artikel af pastor em. J. P. Bøtttiger om salmebogssagen i Lundum side 300 ff.
  7. L.C. Petersen: Erindringer fra en Præstegerning blandt “de stærke Jyder” (27.67). 1923.
  8. Internettet. Bl.a. Wikipedia og Gyldendals åbne encyklopædi.
  9. Lundum-Hansted præstearkiv. Viborg Landsarkiv.
  10. Lundum skolekommissionsprotokol 1814-39.
  11. Billeder og oplysninger i Hansted sognearkiv.

 

BROEN 23. årgang nr. 1

september oktober november 2010

Kirkehistorie

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *