Ny massageklinik i Egebjerg

Klik her og se artiklen i bladformat                       Interview ved Mogens Kirkegaard

 

Linda Thygesen flyttede til Egebjerg fra Horsens, hvor hun havde klinik i Kjeldsensgade. Her har hun slået sig ned i et af husene på gartnergrunden mellem Gl. Kirkevej og Egebjergvej, og her giver hun fysiurgisk massage, zoneterapi og øreakupunktur m.v. i sin lille klinik, som hun kalder Mazo.

For at få lidt at vide om de forskellige behandlingsformer og Lindas syn på sundhed og helbred har jeg aftalt tid med hende en onsdag eftermiddag, hvor hun har et ledigt øjeblik i sit arbejde.

 

“Jeg blev uddannet som klinikassistent og arbejdede i ca. 10 år både ved den kommunale tandpleje og senere ved en privatpraktiserende tandlæge. Så jeg arbejdede både med børn og voksne, men fik så lyst til at prøve noget andet. Jeg havde altid haft lyst til at arbejde med noget, hvor jeg kunne hjælpe mennesker, der har brug for fx smertelindring.

I 1994 begyndte jeg en uddannelse til fysiurgisk massør og FDZ zoneterapeut (medlem af Forenede Danske Zonete-rapeuter) på Zoneterapeutskolen Logos i Århus, for øvrigt på samme hold som Dorthe Elkjær, der jo startede klinik højere oppe på Egebjergvej.. Uddannelsen tog 2 ½ år, men allerede inden jeg var færdiguddannet fik jeg arbejde som massør hos kiropraktor Kenny Nielsen i Horsens, og det fortsatte jeg med.”

I perioder har Linda haft op mod 80 klienter om ugen, og det er hårdt arbejde, hvis man virkelig skal i bund med behandlingen, og det er Linda kendt for at gøre. Hendes klienter kommer fra alle samfundsgrupper og professioner. Hun behandler både mænd, kvinder og børn.

“Der er mange mennesker, der har smerter, som ofte kommer fra stress. Lidt stress i kortere perioder gør ikke noget, men hvis det bliver permanent, reagerer kroppen negativt på tilstanden. Så kan det bevirke hovedpine, ubalance i fordøjelsessystemet eller måske muskelsmerter, fordi man går med spændinger i fx nakke, skuldre eller ryg. Jeg behandler det med en dybtgående massage, der kan blødgøre musklerne og strække senerne. Det har en afslappende eller afspændende virkning, der virker forbedrende på immunforsvaret og gør det lettere at udskille affaldsstoffer. Det kan være, at det i starten gør lidt ondt, når jeg behandler de ømme punkter, men i slutningen af en behandling er der sket en bedring, så smerterne aftager. Ofte er det godt at kombinere massagen med fx zoneterapi.

Man ser ofte sådanne tilstande hos mennesker, der skifter arbejde fra et mere fysisk præget arbejde til et mere stillesiddende foran skærmen på et kontor. Også børn kan lide af stress, der kan vise sig ved ondt i maven eller hovedpine. Børn er ofte ikke i stand til at forklare, hvad der er galt, så det må de voksne hjælpe dem med at finde ud af, og tage sig den nødvendige tid til at snakke med deres børn.”

Linda Thygesen har løbende suppleret sin massøruddannelse med forskellige kurser i emner som biologisk medicin, ernæringsterapi, øreakupunktur hos anerkendte specialister og kranio-sakral terapi. Hun anlægger en holistisk synsvinkel i sin behandling og både behandler og rådgiver klienterne på flere områder.

“Hvis jeg kan mærke ømheder i bestemte områder, kan jeg fx sige til dem, at jeg synes, de skulle få checket hos en læge eller en kiropraktor, om der skulle være en årsag til smerterne, som kun de kan behandle. Men jeg kan selv rådgive om problemløsninger til livsstilrelaterede symptomer. Det kan være, at klienterne burde lægge deres
kostvaner om, eller at de skulle få mere motion, og vi kan tale om, hvordan de kan ændre deres vaner, hvilke øvelser de ville have glæde af nogle gange i løbet af dagen.

Jeg har også klienter, der har dyrket meget sport og har fået fx fiberforstrækninger eller andre skader i skuldre, knæ eller ankler.”

Hun anvender ofte både massage og zoneterapi i samme behandling. Tryk på forskellige områder i fødderne kan afsløre, hvor problemerne er koncentreret. Tilsvarende kan øreakupunktur virke smertelindrende, så en patient i perioder kan nedsætte forbruget af medicin.

“I behandlingen er det vigtigt, at klienterne selv hjælper til. Det er ikke nok at lægge sig på briksen og lade sig behandle med den gode afslappende massage. Man må selv hjælpe til, når man går fra massøren, prøve at få nogle sundhedsaspekter ind i den daglige tilværelse, arbejde med sine uhensigtsmæssige vaner. Kan man det, vil behandlingen hos mig få et endnu bedre resultat”, slutter Linda.

Broen 22. årgang nr. 4

juni – juli – august 2010

Samtid, erhverv, sundhed, behandling

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *