Erindringer fra et langt liv

Erindringer fra et langt liv

fortalt af Stephan Jensen Munck Holst  

Redigeret af Mogens Kirkegaard

Klik her og se artiklen i bladformat 

 

Det følgende er et uddrag på 4 sider af en længere beskrivelse. De 4 sider blev for mange år siden afleveret til Hansted Sognearkiv, fordi de kunne have lokal interesse.

Stephan Jensen Munk Holst havde mange slægtninge her på egnen, bl.a. fordi hans mor var af Munch-familien fra Hansted.

Han fortæller her om sin barndom og ungdomstid, hvor han tjente på forskellige gårde, både her i sognet og i nærheden af Skanderborg.

Desværre har det ikke været muligt at finde billeder af ham og hans familie eller supplerende oplysninger. Men et par postkort fra den tid viser miljøet i Hansted.

 

”Jeg er født i Sattrup, Østbirk sogn, den 19. marts 1893. Min far var Carl Jørgen Holst og min mor Birthe Marie, født Munck Jensen, begge født i Hansted sogn. De havde landbrug i Sattrup, men flyttede til Egebjerg, da jeg var 1 år gammel. Far arbejdede på slagteriet i Horsens et par år og kom derefter på Horsens Dampmølle, og han gik til Horsens på sine ben morgen og aften. Senere flyttede vi til Hansted, så var der jo knap så langt, men han holdt ud i 10 år. Vi blev efterhånden 11 børn i alt, først 7 drenge og derefter 4 piger – jeg var nummer 6.

 

Barndommen i Hansted

Det er jo fra Hansted, at jeg har mine tidligste erindringer. Jeg havde en god barndom, men vi var meget fattige på den tid, der var jo mange munde at mætte. Alligevel havde vi et lykkeligt hjem, som vi aldrig svigtede. Vi fik en god opdragelse, skulle være lydige og opføre os ordentligt, men det var ikke med bank og smæk, – ikke ret meget da.

Da vi drenge blev større, kunne vi selvfølgelig ikke forliges. Mor havde en kæp over døren, og så var det med at komme ud i en fart, så kunne vi selv afgøre striden. Det var en god måde at prøve kræfterne på. Mor har tit sagt, at drengene kunne nok være slemme, men de fire piger var hundrede gange værre, der måtte hun have far til hjælp. Det var nu mest efter, at vi drenge var kommet ud at tjene, men pigerne var jo også hjemme til de var 16 år, selv om de havde plads fra de var 10 år.

 

Hjorddreng

Vi drenge kom også ud at tjene, da vi var 10 år, og det var jo for at passe kreaturer. De kaldte os ”hjorddrenge”. Jeg længtes meget hjem, trods det jeg kunne se huset, hvor vi boede. Men det var rare folk, jeg kom til at tjene hos. Der var 12 køer, kvier og kalve, og jeg græd lidt over køerne, som jeg ikke for godt kunne tumle, når de skulle kobles sammen. Jeg var lille af min alder dengang, men det blev jo bedre efterhånden, og jeg var helt glad for at være der. Da jeg havde været der i tre måneder, så solgte de gården, det var jeg ked af, nu gik det så godt. Vi havde en so, der lå med 13 grise; de 12 blev solgt, og den mindste kom manden med i en pose, som jeg skulle have med hjem, det har nok været min løn. Da mor fik den i pleje, blev den stor og fin til at slagte til jul.

Nå, jeg skulle forsætte ved den nye mand på gården, men det fik en brat ende. Der kom en kone og malkede køerne. Nu var der en masse fluer, så vi bandt halerne til det ene ben, for de kunne slå nok så hårdt, hvis man fik en hale i ansigtet. Det var jo mig, der skulle løse dem, inden jeg trak i marken, og jeg glemmer så at løse to haler. Idet jeg trækker igennem porten, ser manden det og kommer farende, og han skældte ud og gav mig et par ordentlige dask, så jeg stak i at tude og tog mine træsko i hånden og løb hjem til mor. ”Hvad er der i vejen, Stephan?” ”Han har slået mig, jeg vil ikke op til ham.” ”Det skal du heller ikke. Det ordner far, når han kommer hjem.”

Da far kom derop, havde manden fortrudt det og ville have mig igen, men far sagde nej. Jeg kom så på en gård lige i nærheden, og der var jeg til november, og det gik godt resten af sommeren. ”Så”, siger mor, ”nu skal du være hjemme i vinter og passe din skole, for det trænger du i allerhøjeste grad til!”

Vi begyndte at glæde os til jul. Mor lovede os et juletræ for første gang, i 1903 var det, og grisen skulle jo slagtes. Så var der sort pølse, som vi sagde den gang, og mange andre gode sager. Men det bedste var nu juletræet, men det var jo ikke med gaver. Lidt slik fik vi og så spillede vi kort om pebernødder. Det blev så den sidste jul derhjemme.

 

I tjeneste hos Fanden galeme

Så sker der så det, at far får arbejde i Skanderborg på et savværk, det var i 1904. Jeg var kun hjemme i 14 dage, så kom jeg ud på en gård ikke så langt fra byen, – jeg kunne hurtigt løbe hjem. ”Hestehaven” hed gården, og der blev jeg til et halvt år efter min konfirmation i april 1907 i Skanderborg Slotskirke. Men jeg blev glad for at være der, det var rare mennesker, men de var slemme til at bande. Manden sagde ”Fanden galeme”, konen sagde ”Faneme” og aftægtsmanden sagde ”Fanden hakkeme” til hvert andet ord. Karlen og pigen og datteren gjorde ligeså, så det fik jeg snart lært, der var jo ingen der sagde, at jeg ikke måtte, men mor var lidt rystet, når jeg kom hjem.

Madmor, som vi kaldte hende dengang, var rigtig god, men var også skrap. Når det ikke gik rask nok, kunne der godt vanke en på øret, men datteren, der gik til præst og blev konfirmeret om efteråret, fik da også en på øret. Men hun var ikke ond, og jeg fortalte aldrig noget om det derhjemme, så var far blevet vred. Jeg var da også blevet så klog, at det ikke kunne nytte noget at rende hjem, så snart der var lidt i vejen. Jeg fik det, jeg kunne spise, men min kammerat på nabogården fik ikke det han kunne spise, så han syntes ikke, det var så slemt med en på øret, når bare jeg kunne få mad. Han kom jo meget over til mig, og madmor vidste besked, så han kom altid med ind og spiste sammen med mig, og hun sagde altid: ”Nu skal I bare spise, drenge!” Så vi blev efterhånden glade for hende.

 

10 kr. i halvårsløn

Jeg fik i løn for sommeren 1904 10 kroner, et pund uld og et par træsko. Madmor spandt ulden og strikkede strømper til mig, og hun sørgede altid for, at jeg var vasket og ren, når jeg rendte i skole; det var jo altid i sidste øjeblik, særligt om sommeren, når jeg skulle have køerne i marken før skoletid. Det var kun to halve dage om ugen i sommertiden, og vi skulle møde fra klokken 6 til klokken 12 middag, og vi var oppe klokken halv fem, så jeg sov den første time i klassen. Det var en rar lærer, han vidste godt, hvad jeg havde udrettet før skoletid. Han vækkede mig og sagde: ”Nå Stephan, nu kan du nok lidt igen”.

 

En god læremester

Datteren blev konfirmeret, og så skulle hun være pige, men hun havde ikke lyst til at malke. Så siger madmor: ”Stephan, du kan blive her hos os i vinter, selv om du skal i skole fire dage om ugen.” Men jeg fik ingen løn, det var jo noget, der passede madmor, så ville hun lære mig at malke. Hun var en skrap læremester, og der vankede jo nogen knubs, når jeg ikke udførte de rigtige tag. Men omsider blev jeg dygtig til at malke. Manden sagde: ”Nå, Sine, nu kan du ikke gøre Stephan noget!” og det lo vi jo over. Madmor gav mig et knus og sagde: ”Jeg er stolt over, at du er blevet så dygtig”, og det var jeg også selv, for det var jo alligevel madmor, der var den gode læremester.

Madmor var en meget dygtig bondekone, bagte selv rugbrød og sigtebrød og mange andre ting i kager i den store gamle ovn. Det var strengt arbejde at lægge rugdej, og da jeg blev større og stærkere, fik jeg lov at hjælpe hende, og det var hun glad for. Når ovnen var fyret op og gjort ren, var det manden, der satte ovnen til med brød. Han brugte en skovl med et langt skaft, de første brød med et lys i, som kunne lyse, til ovnen var sat til, og så en jernplade for. Der var jo travlhed med at rende med brød og lægge på skovlen, jeg syntes, det var sjovt. Når der så var bagt og taget ud, var der en vidunderlig duft, som jeg aldrig glemmer.

Det var også herligt, når der blev brygget øl, og den første spand urt var tappet af, så skulle vi alle smage, det var fint i smagen og duften. De kaldte det ”kvon”, og det kom i et stort kar, og når det var afkølet, blev der sat gær på, og siden fyldt på ankre og kom i fadeburet på et køligt sted.

Jeg fik mange rugbrød og sigtebrød med hjem, og ligeså når der blev slagtet. Ja, høsten var en travl tid, der blev jo høstet med høle. Det var så kønt at høre, når den skarpe klinge skar igennem kornet. Jeg rullede neg med en krat for madmor, og ”Fanden hakkeme” satte al kornet i hobe. Høsten var lang og streng, og når vi kørte ind og fik det stoppet ind i de gamle huse, så kostede det sveddråber.

 

Konfirmation og farvel til skolen

Ja, sådan forløb min barndom, og tiden var jo gået godt. Jeg blev så konfirmeret i Skanderborg Slotskirke. Det var den 7. april 1907. Det tog lang tid dengang. Far og jeg havde at møde klokken 8, og vi var ikke hjemme før klokken 1. Far var i mellemtiden hjemme og få en tår kaffe. – Mor siger til mig: ”Når vi nu har spist, går du op til din lærer og siger farvel og tak for hans godhed imod dig i skolen”, og han blev meget glad for at jeg kom. ”Ja, Stephan”, sagde han, ”du har været en meget tapper dreng, og jeg er sikker på, at det vil gå dig godt her i livet. Farvel Stephan, og mange tak for du kom.” – Ja, det var mors betænksomhed, som kom mig til hjælp.

Jeg blev så i ”Hestehaven” til 1. november, og vi skiltes ad som gode venner, og jeg kom der i mange år efter og var altid velkommen.

 

 

Tjenestekarl

Så begynder et nyt afsnit. Jeg får plads på Møgelkærgaard i Vrold hos Andreas Steffensen, en stor gård. Jeg var allerede blevet fæstet i maj, det var jo kotyme dengang, og det blev jeg hvert år, til jeg var 18 år. Det var jo far, der afgjorde lønspørgsmålet. Far og mor var med derude, og vi blev beværtet godt. Jeg fik 5 kr. i fæstepenge, og det var en prægtig husbond, jeg fik der, den bedste jeg nogensinde fik i de 20 år, jeg tjente ved landbruget.

Men en ting var jeg ked af, at far og mor igen flyttede, denne gang til Horsens, og far kommer igen til at arbejde på Horsens Dampmølle. 1. november kommer jeg så til Vrold, og det var en stor gård på 125 tdr. land foruden plantage og tørvemose. Der var 3 karle, 2 piger, husbestyrerinde og en søn, og mig, som passede kreaturerne, svin og kalve. Jeg blev snart glad. Da husbond hørte, at far og mor var flyttet til Horsens, sagde han: ”Du behøver ikke sende dit vasketøj hjem, det skal vi nok få vasket her på gården, der er jo piger nok, og de skal jo vaske af og til.” Men der var meget arbejde fra klokken 5 morgen til klokken 8 aften. Jeg hjalp pigerne med at malke, det var de glade for. For køerne skulle jo have et foder efter malkningen, så klokken blev 8 aften, inden vi var færdige.

Husbond var altid i folkestuen og underholdt os med foredrag og oplæsning, og så fik vi aftenkaffe og så en sang, og så var dagen endt. Han gjorde alt for at holde os hjemme, og hvis vi skulle i byen, så var det om at spørge ad, og han ville vide hvorhen. Men hvor blev jeg glad for denne prægtige mand, det var en god opdragelse for en ung mand.

 

Fritiden

På den tid havde de en storstue på enhver gård, og om vinteren gik det på skift fra naboerne for folkene med kaffe og kager og en dans med harmonika eller violin, og det kostede ikke noget. Om sommeren havde vi mange dejlige sejlture på Skanderborg sø, og vi manglede aldrig fisk i sommertiden, hvor vi satte garn og lagde ruser ud, og i august var det åletid. Vi sad i læ i båden under sivene og tattede, som de kaldte det, trak orm på en snor, og viklede dem ind i en klonte og så på fiskestangen. Så var det om i en fart at trække dem ind i båden, og det gav undertiden en masse, også store.

Dengang fik vi løn i maj og november, men vi kunne godt få 2 kroner af og til. Manden ville jo vide, hvad de skulle bruges til, han ville jo gerne have os til at spare op, og når vi havde noget til gode i maj og november, og han vidste, at de kom i sparekassen, så fik vi 10 kroner ekstra. Da vi fik forsamlingshus i Vrold, blev der begyndt med gymnastik. Det var husbonden nu ikke så glad for: ”Så får I altså ikke nok motion i hverdagen!” Men efterhånden syntes han godt om det og var da med til vores opvisning. Hver vinter tog han os alle på gården med til en teatertur til Århus. Det var på den tid, da de spillede Dollarprinsessen og Den Glade Enke, Den Ny husassistent og Drengene Fra Amerika. Det var meget sjovt. Så drak vi kaffe på Kristines konditori lige over for teateret, det var en stor oplevelse i hverdagen.

 

Da Århusdamerne blev forelskede

I 1909 var der verdensudstilling i Århus, der fik vi også en tur, og manden gav os kort, så vi frit kunne gå ind hele sommeren. Vi skiftedes så til engang imellem at tage toget derned, vi fik madpakke med, så det var jo ikke så dyrt. Jeg husker tydeligt en gammel dame, der spurgte en ung mand: ”Hvad er det nu for en maskine der?” ”Gamle mor, det er til at lave børn på”. Hun svarede: ”Uha, a tøt endda den gamle måde var så rar!”

På udstillingen var en abessinierlandsby, som lå ud til fjorden. De havde en høvding, som havde 4 koner, og de Århusdamer af det bedre selskab var jo rent tåbelige efter ham. De sejlede ud til landsbyen og svang sig over plankeværket i en herlig sommernat. Jeg husker en sang fra dengang, der blev til en gadevise:

 

I Afrika nær ved Sahara
de første sandaler jeg sled
fra den tid erindrer jeg bare
at fælt jeg af udlængsel led.
Min far var en vældig kriger
min mor var den kønneste
iblandt Abessiniens piger
det kan man på sønnen se.

 

Så drog jeg til byen ved havet
til Århus den glade stad
og er man en smule begavet
ej bedre man ønske gad.
Hos håndværkere som grosserer
de fandt jeg var mageløs
og kærlighedsøjne jeg mødte
fra hver en halvvoksen skoletøs.

 

Nu afskedens time sig melder
og atter jeg drager herfra
med vemod en tåre jeg fælder
kun en trøst i sorgen jeg ved:
Når tiden sin fylde har nået
en tanke man sender til Didrik
som flittigt har sået
hvad andre nu høste vil.

 

Melodien var Dollarprinsessen, og der blev talt om flere farvede børn efter ham.

Men så blev det høst, det var en travl tid. Kun en slåmaskine, som lagde neg af, og vi var fem til at binde op. Det var gerne sønnen, der kørte slåmaskinen, og så måtte man være rap på fingrene, men sjovt var det nu. Men i 1910 fik vi selvbinder, så var vi fri for at rende rundt og binde op.

Sikke nogle store høstgilder vi fik. Først med frokost – derefter middag og så til dans og fest i forsamlingshuset til hen på de små timer. Så blev det atter hverdag, og der skulle arbejdes. Dengang om sommeren fra klokken 5 morgen til 7.30 aften, men jeg syntes, det gik med liv og lyst. Men så i 1911 overtog sønnen gården, og husbond flytter til Skanderborg, hvor han byggede hus med udsigt over søen. Jeg besøgte ham nogle gange, men kun tre år fik han lov at nyde det. Et hjertestop kunne han ikke overleve. Jeg har mange gode minder fra tiden i Vrold.

 

Karl på Egebjerggård

Så tager jeg til Egebjerggård, hvor jeg blev medhjælper i kostalden. Fodermesteren og hans kone og jeg var alene om at malke 50 køer, det var et slæb. Det var en stor gård. Manden var jo proprietær, og der skulle siges ”De”, men vi fik da ”De” igen. Hen på sommeren fik jeg en brokskade og måtte lade mig operere. Jeg kom ikke til Egebjerggaard mere, men der gik betændelse i såret, så det varede meget længe, inden jeg blev rask. Den 5. marts 1912 rejste jeg til Ødis, en stor gård syd for Kolding. Det var et søskendepar, Nordart og Mikkelette, sjove navne. De drev gården med landvæsenselever, det var jo billig arbejdskraft, der havde ophold i familien. Staldkarlen, pigen og mig havde ophold i køkkenet. Jeg var nu ikke så glad for at være der, jeg blev jo stadig ved at mindes den herlige tid i Vrold.”

 

 

Supplerende oplysninger:

Stephan Jensen Munck Holst var opkaldt efter sin bedstefar på mødrene side, gårdejer Stephan (eller Steffen) Jensen og havde fået Navnet Munch fra sin bedstemoder, Zidsel Jensen Munch. Leif Kristensen fortalte i sin artikel i sidste nummer af Broen (side 8) om bedstefaderens gård.

Stephans far, Carl Jørgen Knudsen Holst, var født i Hansted 21/3 1858. Han var søn af gårdejer eller måske gårdfæster Knud Jørgensen og hustru Ane Johanne Sørensdatter på Fiskbækgård, der senere kom til at hedde Strandholt.

 Moderen, Birthe Maria Munch Jensen, var ligeledes født i Hansted, d. 12/10 1858. Stephans forældre var blevet gift 16. oktober 1885 i Østbirk Kirke. Ved Stephans dåb den 8. oktober 1893 var  faderen gårdejer i Sattrup.

Tilsyneladende gik det ikke så godt for familien, der måtte gå fra gården i Sattrup og flytte til Egebjerg. Faderen måtte nu tage fabriksarbejde, noget der dengang uden tvivl er blevet betragtet som social nedgang.

I folketællingen fra 1. febr. 1901 har familien børnene Evert (eller måske Edvard), Viktor, Steffen (Stephan), Agnes, Ingeborg og Olga, alle med familienavnene Munk Holst, foruden en lille pige fra dec. 1900, der ikke var døbt endnu.

I Hansted boede familien i et hus, hvor også den 20årige lærerinde Johanne Andrea Jensen havde bopæl.

Lokalarkivet er interesseret i yderligere oplysninger om familien Munk Holst.

M.K.

 

 

 

 

 

BROEN 22. årgang nr. 2

 

december 2009 – januar – februar 2010

 

Lokalhistorie

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *