Mine minder fra syv års skolegang i Lundum Hansted Centralskole 1950-1958

Af Leif Kristensen

Egebjergskolen hed oprindelig Lundum-Hansted Centralskole. Den blev indviet den 5. november 1943 og afløste de mindre landsbyskoler, der lå i Lundumskov, Raadved, Gl. Egebjerg og Hansted. På grund af krigen 1940-45 kom Centralskolen ikke til at fungere som planlagt før efter krigen, fordi tyskerne havde beslaglagt den til indkvartering af soldater og fra maj til august 1945 også til husning af flygtninge fra det nordøstlige Tyskland.

Først derefter blev de små skoler endelig nedlagt, og de residerende første- eller enelærere kom til at undervise på den nye skole, indtil de kunne gå af på grund af alder. Kristoffer Fischer fra Egebjerg var blevet pensioneret, Knud Knudsen fra Hansted blev skoleinspektør og K.F. Rasmussen fra Raadved og E.J. Bøtker-Rasmussen fra Lundumskov blev nu almindelige lærere.

Koppevaccination

Elever der skulle begynde deres skolegang 1951, startede allerede den 2/5 1950 med koppevaccination og eftersyn den 16/5 1950 om der var positivt anslag, vaccinationen blev foretaget i skolens bibliotek af kredslæge Christensen fra Horsens.

Centralskolen blev bygget på jord fra gården Egesholm. Den skulle sikre klassevis opdelt undervisning til og med 7. klasse. I byggeriet indgik desuden kæmnerkontor og sognerådets mødelokale samt et lille sognebibliotek. Skolen kom efterhånden til at fungere som et lokalt kulturcenter. Luftfoto fra 1950erne.

Centralskolen blev bygget på jord fra gården Egesholm. Den skulle sikre klassevis opdelt undervisning til og med 7. klasse. I byggeriet indgik desuden kæmnerkontor og sognerådets mødelokale samt et lille sognebibliotek. Skolen kom efterhånden til at fungere som et lokalt kulturcenter. Luftfoto fra 1950erne.

Inde i lokalet blev vi skrevet ind i protokollen og så ind i rækken for at blive stukket. Ikke alle var lige rolige, en af pigerne, Ilse fra pavillonen i skoven, var så bange at hun sparkede sin mors nylonstrømper i stykker. Se det var en skandale, den episode talte de andre mødre om, nylonstrømper var dyre og ikke lige til at få, og strømper blev stadig masket op på det tidspunkt.

Kopper havde været kendt siden middelalderen som en ondartet, smitsom og undertiden dødelig virussygdom, der navnlig angreb børn. Den tyske læge Johan Friedrich Struensee, der blev ansat ved hoffet som Christian den Syvendes livlæge, var en af de første læger i Danmark, der praktiserede vaccination. Det blev senere obligatorisk frem til 1976. Den er nu udryddet overalt i verden.

Skolebygningen

Skolen var bygget i vinkel, mod syd var kommunens kæmnerkontor, inde bagved var sognerådslokalet og på første sal var der en lejlighed; der boede skolens pedel, Ejler Steffensen, og hans kone Vera med deres tre børn. Derefter kom gymnastiksalen med et lille redskabsrum ind mod Sognerådslokalet, og i den anden side mod nord var der omklædningsrum med bad og fire brusere. På første sal ovenover var biblioteket.

Den anden fløj, der ligger øst-vest, havde fire ståldøre ind til forhallen, som blev forsynet med panserglas, efter at en elev rendte hånden igennem glasruden og skar sig noget voldsomt. Til venstre var sløjdlokalet, og under trappen til første sal stod skolens orgel.

Når vi gik op af trappen, var spisesalen lige for og til højre lå skolekøkkenet, hvor pigerne blev undervist i madlavning. Til venstre ad gangen var første dør ind til lærerværelset, hvor lærerne brændte en del tobak af i frikvartererne. Den næste dør var lokalet til skolelægen, med forbindingskasse. En gang om året var eleverne inde ved skolelægen Høegh Guldberg, der også var praktiserende læge Gedved. Vi blev kigget i ørerne og fik synsprøve og kigget i halsen om mandlerne var for store. Så fik de svaret: “De skal ud!” Jeg fik beskeden hvert år, men hoppede over, til jeg var 17 år. Fjernelse af mandler og polypper foregik på Skt. Joseph Hospitalet i Horsens af øre og halslæge Jeppesen, og personalet var nonner, Skt. Joseph søstre.

Lægeværelset blev også brugt til specialundervisning af elever, derefter kom lokalerne til 1.-4. klasse, det sidste blev også brugt til håndgerning og for enden af gangen var der depot.

Neden under gik 5.-7. klasse, og for enden af den gang var rummet med den udstoppede kanariefugl, uglen, lækatten, snogen, hugormen og mange andre ting, og ikke at forglemme bændelormen, der var sat i sprit.

Bagved skolen mod vest var der cykelskur, og i kælderen under sløjdlokalet var der et omklædningsrum og tre bruserum, der blev brugt flittigt af kommunens borgere, som her kunne få et gratis varmt bad.

1.klasse 1951. Fra venstre mod højre første række, Karen Margrethe Jensen, Alf Rasmussen, Johan Hartvigsen, Leif H. Kristensen. Anden række, Tove Munch Jensen, Lissy Petersen, Knud Anders Lassen Nielsen, Erik Nielsen, Axel Engelbrekt Petersen. Sidste række, pige Teglgården?, Hanne Thomsen, Per  Jørgensen, Poul Erik Glud.

1.klasse 1951. Fra venstre mod højre første række, Karen Margrethe Jensen, Alf Rasmussen, Johan Hartvigsen, Leif H. Kristensen. Anden række, Tove Munch Jensen, Lissy Petersen, Knud Anders Lassen Nielsen, Erik Nielsen, Axel Engelbrekt Petersen. Sidste række, pige Teglgården?, Hanne Thomsen, Per Jørgensen, Poul Erik Glud.

Skolegården

Ude i skolegården ind mod gymnastiksalen var der et halvtag med bænke på væggen, hvor man kunne sidde i tørvejr, når det regnede, for alle elever skulle ud i gården i frikvartererne. Midt i gården var der en vandpost med fire haner, som man kunne trykke på, hvis man skulle drikke. Legede vi med vandet, fik vi skældud eller det det der var værre af gårdvagten, en på siden af hovedet dengang var ikke ualmindeligt. Ved indgangen til forhallen på væggen hang skolens klokke, der blev brugt til ind og udringning, og modsat var de to døre til toiletterne, et til drenge og et til pigerne. Mod øst i skolegården lå skoleinspektørens bolig, og mod syd var den store flagstang og den brede stentrappe ned til sportspladsen med hybenroser på skrænten.

Den første skoledag. Mødrene var til stede, men jeg mindes ikke der var nogen fædre med. Skoleinspektør Knudsen var der og vores klasselærer fru Sohn, vi fik vores ABC bog med Ole Bole der gik i skole, vi skulle faktisk havde haft Frk. Hansen til klasselærer, men hendes ankomst til skolen var udsat i længere tid på grund af at hun var syg, så vi havde Fru Sohn det første år, mødetiden var kl. 11.00, det første stykke tid gik vi kun i skole hver anden dag, så blev det to timer hver dag og så op på tre timer resten af året, i det mørke halvår var mødetiden ændret for de store klasser fra kl. 8 til 8.30. Og skole ugen var 6 dage, lørdag til kl. 12.00.

Ole Bole ABC var udarbejdet af den sønderjyske lærer Claus Eskildsen efter lydmetoden, der afløste den tidligere stavemetode. Bogens tegninger var af den kendte tegner, Robert Storm Petersen.

Ole Bole ABC var udarbejdet af den sønderjyske lærer Claus Eskildsen efter lydmetoden, der afløste den tidligere stavemetode. Bogens tegninger var af den kendte tegner, Robert Storm Petersen.

Vi lærte så småt at læse/skrive og tallene til 50, Danmarks historie om jætterne og Odin og Thor, og i religion om jordens skabelse og Edens have med Adam Eva.

Da vi kom til december tegnede fru Sohn en julekalender på tavlen, og vi lærte at synge Dejlig er den Himmelblå.

22. december var sidste skoledag før juleferien, i klassen læste fru Sohn et juleeventyr for os, derefter var der fælles skoleafslutning i gymnastiksalen med julesalmer, Knudsen læste juleevangeliet og så blev der ønsket god jul til alle eleverne.

Leif Kristensens klasse 1951 og årgang 1952 stillet op til fotografering. De voksne er foruden klasselæreren Grete Sohn (mor til politikeren og forfatteren OleSohn) skoleinspektør Knudsen, lærer Frk. Hansen, Vera Steffensen og pedellen Eiler Steffensens.

Leif Kristensens klasse 1951 og årgang 1952 stillet op til fotografering. De voksne er foruden klasselæreren Grete Sohn (mor til politikeren og forfatteren OleSohn) skoleinspektør Knudsen, lærer Frk. Hansen, Vera Steffensen og pedellen Eiler Steffensens.

Lærerstaben

Antallet af lærere var ligesom til at overse i forhold til nutiden, men det gik, selvom der af og til i min skoletid var mangel på vikarer. Så blev vi sat i gang med vores opgaver, og en af lærerne kiggede så ind et par gange i løbet af timen. Men der var jo en gang imellem, at vi tog en kamp med den våde tavleklud, og så var der ballade, hvis læreren fik held til at opdage, hvem synderne var.

En solskinsdag i 1956. Grete Sohn, Niels J. Tougaard, K.F. Rasmussen, Skoleinspektør Knud Knudsen og Elna Hansen.

En solskinsdag i 1956. Grete Sohn, Niels J. Tougaard, K.F. Rasmussen, Skoleinspektør Knud Knudsen og Elna Hansen.

De faste lærere var skoleinspektør Knud Knudsen, Kristian Frederik Rasmussen, E.J. Bøtker-Rasmussen, fru Grete Sohn og frk. Elna Hansen. Lærer Rasmussens hustru var fast vikar.

Frikvarter

Ja det var nu kun på ti min. mellem hver time, men så var der det store spisefrikvarter kl. elleve, det var på tyve min. Da havde eleverne lov til at sidde i spisesalen, ellers var det ude i skolegården, man skulle opholde sig. Der blev der leget tagfat og pigerne spillede bold op af væggen eller hoppede i sjippetov, og af og til var der nogen af drengene der var røget i totterne på hinanden, og der blev delt nogle lussinger ud, men læreren der havde gårdvagten var nu hurtig til at få det stoppet. Så var der igen en på hovedet til kamphanerne eller en eftersidning efter skoletid; det var næsten værre end og få en på hovedet.

I vintertiden, når der var godt med sne, var der sneboldkampe mellem klasserne, syvende klasse mod alle de andre. Det foregik i den østlige side af gården så vinduerne ikke blev ramt, så der var godt med motion, ikke noget med at stå og varme sig på radiatorerne i pauserne.

Gymnastik

En gymnastiktime med lærer Bødtker startede med, at vi gik rundt i salen på geled og sang „Vi er børn af sol og sommer”. Derefter var der stående øvelser på gulv, arme bøj arme stræk, ja ja det var det rene Kaptajn Jespersen, nå men sjovt var det. Senere i de ældre klasser fik vi redskabsgymnastik, men det sjoveste var når vi fik lov til at lege sørøvere. Det forgik på den måde, at alle redskaber og bomme var i brug over hele salen. Hvis man rørte gulvet, var man færdig eller blev taget, var man ude; Bødtker var dommer, og det var en leg hvor alle fik sig rørt godt og grundigt.

Om sommeren var vi på sportspladsen. Så var der fodbold i gymnastiktimen, to klasser havde gymnastik sammen, fjerde og femte klasse og sjette og syvende. Normalt trak vi hold, men flere gange spillede vi klassekamp. Så blev der ikke givet ved dørene, man gik til den. Af og til sparkede vi bolden over træerne ved målet i den sydlige ende af banen, for der havde Knudsen og Ejler urtehave med jordbær; „bolden er væk!” blev der råbt, ned og få fat i jordbærrene i en fart og tilbage igen. Efter timen var der badning og alle skulle igennem den kolde bruser til sidst, var der nogen der snød, blev man sendt igennem igen, vi skulle hærdes, ha ha.

Det skete at vi fik vores lærer overtalt til at vi skulle spille rundbold eller langbold i timen, når der var for varmt i klassen om sommeren. Så var pigerne med, for ellers var vi delt, havde drengene gymnastik eller sløjd havde pigerne skolekøkken eller håndgerning.

Vi tog også idrætsmærker i guld, sølv eller bronze, disciplinerne var højde og længdespring, 60 m løb og slyngboldkast, og mærker og diplom blev uddelt ved den årlige skolefest.

Nogle år var der fælles skolestævne, hvor vi mødtes med skolerne fra de omkringliggende byer, Stensballe, Vinten-Enner, Lund, Hornborg, Haurum, Gangsted, Vrønding, Nim, Vestbirk, Lundum-Hansted og Søvind. Det startede med et stort fælles gymnastikhold; alle skolerne havde øvet det samme program hjemme, og så skulle vi lave det fælles sammen under ledelse af skoleinspektør Mathorne fra Mellem og Realskolen i Horsens. Derefter var der konkurrence i de forskellige discipliner og fodbold. Vi fra Lundum-Hansted centralskole vandt stævnet i Lund 1957. 5-0 over Stensballe og 5-1 over Lund. Der deltog ca. 300 skolebørn denne dag i Lund.

Skoleidrætsstævne i Lund 1957. Øverste billede: Indmarch. Næste billede: Forrest fra venstre mod højre: Jørgen Kristiansen, Per Jørgensen, Bent Jørgensen. Midt fra venstre: Frode Bech Lauritsen, Leif H. Kristensen, Henning Jensen. Stående fra v., Arne M. Rasmussen, Egon Jensen, Arne Laursen, Erik Christiansen, Asger Laursen. Udklik fra Horsens Folkeblad.

Skoleidrætsstævne i Lund 1957. Øverste billede: Indmarch. Næste billede: Forrest fra venstre mod højre: Jørgen Kristiansen, Per Jørgensen, Bent Jørgensen. Midt fra venstre: Frode Bech Lauritsen, Leif H. Kristensen, Henning Jensen. Stående fra v., Arne M. Rasmussen, Egon Jensen, Arne Laursen, Erik Christiansen, Asger Laursen. Udklik fra Horsens Folkeblad.

Skoledagens start

Dagen startede med der blev ringet ind med skolens klokke kl. 8.00, så gik man ind i forhallen og tog opstilling i sin klasserække. Til venstre stod 2., 3. og 4. klasse, i midten 7. klasse og sjette og femte til højre; så passede det med klasseværelserne på gangen. Lærer Rasmussen tog plads ved orglet, de andre lærere stod foran os og Skoleinspektør Knudsen tog plads på repos’en ved opgangen til første sal med hans venstre hånd på gelænderet eller i reverset på hans jakke; så kunne man se hans flotte guldur med springkapsel og kæde i hans vest, og så blev der sagt hvad vi skulle synge. Når sangen eller salmen var færdig, blev der bedt fadervor og så gik vi til klasserne.

I klassen var der navneopråb af læreren og afkrydsning i protokollen, og når det var færdigt startede timen.

Religion

Det var det gamle testamente og salmevers der skulle læres udenad. Kun i meget få af religionstimerne i de syv år, jeg gik i skole, havde vi ikke salmevers for; kunne man dem ikke, var der eftersidning. Trosbekendelsen skulle også læres uden ad. Jeg glemmer ikke en gang i sjette klasse, vi havde vist ikke forstået, at vi skulle høres i trosbekendelsen. Men inden det blev min tur, havde jeg lært noget af det de andre sagde. Vi var kun to der fik lov til at gå ud i frikvarteret, de andre i klassen måtte blive inde og læse. Ja sådan kunne Lærer Rasmussen også være, – han var en kanon lærer, men biblen var han hård med.

Klasselærer

Regning og dansk skriftlig/mundtlig var klasselærens fag, regning var at tælle sammen og trække fra, gange og dividere. Senere fulgte brøk- og procentregning og tabellerne udenad.

Dansk fra læsebogen og skriftlig dansk bestod af retskrivning, diktat og genfortælling, udsagnsled og grundled med bolle og kryds, og ordets navnemåde.

Læreren læste en bog højt for os for at give os kendskab til danske forfattere, men også bøger fra romerrigets historie, fx Quo Vadis, og en bog om Huguenotterne og de lange knives nat, ja, ja, vi kom da lidt omkring.

Danmarkshistorie

Dertil havde vi fortællekunstens mester, skoleinspektør Knudsen. Han kunne fortælle, så hele den danske historie blev levende, fra før Gorm den gamle, Ansgar, Dronning Dagmar, der lå syg og døde i Ribe, op igennem de danske kongerækker, Knud, Svend og Valdemar, både den Store og Sejr, Absalon, Saxo, Asser Rig, tårnene på Fjenneslev kirke, Dannebrog der faldt ned fra himmelen, Grevens fejde, Kristian den Fjerde og hans byggekunst, landsforræderen Ulfeldt og Leonora Christine i Blåtårn, Jammersminde. Tordenskjold, og Griffenfeldt, Frederik Den Tredje og alle svenskekrigene, tabet af Skåne, Halland og Blekinge, om de danske slotte, Kronborg, Gurre, Frederiksborg, Rosenborg, og de store Herregårde rundt om i vort land. Napoleonskrigene, og ikke mindst slagene1848-1850 ved Fredericia, Isted, Bov, Dannevirke og 18. april 1864 med katastrofen ved Dybbøl hvor vi mistede Sønderjylland.

Om 1. Verdenskrig (1914-18) hørte vi kun lidt om provinserne Elsass Lotringen og Verdun og Sønderjylland tilbage til Danmark 1920, om 2. Verdenskrig intet, selv om den kun var få år borte, men flaget var på halv 9. april og på hel 5. maj.

Knudsen var den, der skabte både min og mange andre elevers interesse for at vide noget. Nu står hans gravsten på Hansted kirkegård lige neden for tårnet; næsten ulæseligt er hans navn. Jeg synes, at hans sten burde holdes i stand, da Knudsen har haft stor betydning for mange af os fra den gamle skole.

Eksamen

I de første klasser var der til den årlige eksamen overhøring af eleverne. Det varede ca. en times tid, og forældre kunne komme og høre på. Der var også repræsentanter fra sognerådet, og præsten var til stede, vores opgavebøger var lagt frem til gennemsyn. Det holdt dog op, jeg tror i 3 kl., da var det kun lærerne, der kiggede vores eksamensopgaver efter. I sløjdlokalet stod de ting vi havde lavet i årets løb, alt fra fuglekasser til bordskåle og støvleknægte. 7 kl. lavede altid en flagstang, som man købte et lille flag til, det så lidt festligt ud. Pigernes ting fra håndgerning, strikke- og sytøj lå til gennemsyn i håndgerningslokalet.

I 1958 var eksamen blevet mere i retning af det, der foregår i dag. Eleverne sad ved hvert deres bord og lavede de skriftlige opgaver, og når man var færdig, afleverede man til læreren og gik ud af lokalet.

Film

Der var jo ikke fjernsyn i hjemmene, så de første år i halvtredserne så vi kun film, når globetrotteren Jørgen Bitsch kom i sin Land Rover, som han rejste Afrika rundt i, og viste os film fra fjerne himmelstrøg. Senere kom også Jens Bjerre og viste film. Men det helt store for skolen var, da ejeren af Egebjerggård, proprietær Carl Ivar Friis, forærede skolen et filmapparat. Nu kunne skolen leje film til fremvisning og undervisning, og det skete flere gange om året; operatøren var skolens pedel, Ejler Steffensen.

En film jeg bliver ved at huske vi så, var “Nåede de færgen”, en film om et ungt par på motorcykel, der er på vej til Storebæltsfærgen. De kører stærkt og overhaler en bil, hvis fører er døden, manden med leen. De når færgen, men det er i to kister, og de bliver staget over vandet af Karon. En dramatisk film, der tit er vendt tilbage i mine tanker i de 40 år, jeg selv har kørt på landevejene. Filmundervisningen har efter min mening haft stor værdi for skolens elever.

Jeg synes at det skal med, at det forlød, at det var den nyligt afdøde frk. Anna Kirstine Pedersen, den tidligere husbestyrerinde på Egebjerggård, der havde haft stor indflydelse på, at skolen fik filmapparatet til stor glæde for mange elever i tidens løb.

Biblioteket

I skolens bibliotek var der et alsidigt udvalg af bøger til udlån til eleverne. Der var bl.a. bøgerne skrevet af de danske fodboldspillere fra OL 1948 i London, som var blevet professionelle i Italien, og om aftenen var der udlån til kommunens beboere.

Lokalet blev også brugt til geografi undervisning, og det var også der vi gik til præst, (konfirmandundervisning) ved pastor Nielsen, der havde bopæl i Lundum Præstegård.

Der gik en historie om en far, der engang ringede til præstegården for at anmelde sin søns fødsel. Faderen siger: „Jeg skal tale med pastor Nielsen”. Der bliver svaret, at nu er det pastor Bräuner. „ Nå!” siger faderen „er vi endelig kommet af med den idiot.” Ikke alle kendte til navneskiftet.

Transport

Elevernes transport til skolen foregik på gåben eller cykel, men skolevejen var ikke ufarlig, det var jo Hovedlandevej A10, vi færdedes på. Heldigvis er der aldrig sket alvorlige ulykker med skoleelever indblandet, men al tale igennem 60 år om at sikre skolevejen er kun endt i tom politisk snak.

I vintertiden blev eleverne fra Hansted mark kørt til skolen i hestevogn, en kærre eller gig med et påbygget og hvidmalet træhus på, kaldet hønsehuset.

Eleverne fra Rådved, Lundum, Lundumskov og Lundum Hede blev kørt til skolen med bus af vognmand, chauffør og kørelærer Charles Bryde fra Rådved, og det var altid en oplevelse hver morgen. Kom bussen til tiden? – Hvem af eleverne i bussen skal gå hjem? Der var næsten ikke en dag, uden at der var ballade. Charles uddelte karantæner til de formastelige, men de var ligeglade, de stod på bussen imellem de andre elever. Opdagede Charles det, så var fanden løs, råben og skrigen, men det endte for det meste med, at eleven kom med bussen.

Kontakt

Kontaktbøger var ikke noget vi havde, det var læreren, der havde kontakten med eleven, og den var ofte temmelig håndfast. Var tingene i orden, fik man ros eller måske en stjerne i kladdehæfterne. Men kunne man ikke sine lektier, vankede der skældud. Hvis man sad uroligt eller talte for meget, så det forstyrrede undervisningen, skulle man lægge fingrene op på bordet, og så blev der slået med linealen over neglerødderne eller rykket i de små hår i nakken, rykket i ørerne eller uddelt direkte lussinger. Forinden dette skete, var tavlepinden i vrede blevet banket ned i katederet som var lærens bord, og derfor måtte klassen af og til have en ekstra tavlepind.

I sangtimen spillede læreren violin til elevernes sang, men var der nogen der grinte, fik man et slag af violinbuen oven i hovedet. Det var hovedsageligt drengene, det gik ud over, og næsten altid de samme, nok fordi tal og ordblindhed ikke blev opdaget i tide ved disse elever.

Jeg husker, at en af pigerne i vores klasse fik en lussing en dag. Pigen rejste sig omgående, pakkede sine ting og gik hjem; læreren rørte aldrig den pige mere.

Hård og kontant afregning, sådan er det da heldigvis ikke mere i skolerne.

Udflugter

Hvert år havde skolen udflugt, de små klasser ét sted, de store et andet. Vores klasse startede i 1951 med en tur til Åbjergskoven ved Bygholm sø, og året efter skulle vi til Himmelbjerget. Den tur blev aflyst op til flere gange, men endelig kom vi af sted med privatbanens tog fra Horsens til Silkeborg; sporet er der hvor naturstien i dag er. Der var togvogne, hvor man kunne stå ude imellem vognene, en åben gennemgang, det var en oplevelse. Vi sejlede med bådene til Himmelbjerget, og der blev tordenvejr. I korte bukser, våde og forfrosne kom vi til Himmelbjerget, hvor vi var en tre timer, så blev vi hentet i skolebussen med Charles ved rattet.

Årene efter gik turene til Viborg Domkirke, Dollerup bakker, Odense, ind og se Kong Knud den hellige i glaskisten, H C. Andersens hus og Zoologisk Have. Vi var i Esbjerg og på Fanø, hvor det den dag blæste, så ører og næse var fulde af sand, men vi så da Sønderho.

I sommeren 1956 var vi på 7. klasses årlige tur, en uge i København og var indkvarteret på Strandvejen nr. 93, Provinsbørns ferieophold. Turens ledere var lærer frk. Hansen, og lærer Bødtker.

Her er vi foran Istedløven i Tøjhusmuseets gård. København 1957.

Her er vi foran Istedløven i Tøjhusmuseets gård. København 1957.

En guide var tilknyttet os til vores ture rundt på museer og slotte og under en sejltur i havnen og kanaler, og hver aften var vi i Tivoli, hvor vi sværmede med pigerne. Vores transport rundt i byen foregik med sporvogn, og det var en oplevelse også at høre på bivognens billettør, der skulle dupere sådan nogen jyder med københavnske vittigheder.
„Her ser I Københavns største slagtehus”, og vi kiggede; det var sygehuset vi så!

Her står vi børn fra forskellige skoler og venter på at komme ind i spisesalen, Strandvejen 93 KBH. Vores klasse bagerst.

Her står vi børn fra forskellige skoler og venter på at komme ind i spisesalen, Strandvejen 93 KBH. Vores klasse bagerst.

 

Hele klassen på trappen Strandvejen 93 København: Siddende fra venstre: Arne M. Rasmussen, Jørgen Christiansen, Johan Hartvigsen, Frode Bech Lauritsen, Alf Rasmussen, John Mortensen, Poul Anker?, Thorsten Hein Nielsen.Midten fra venstre: Anker Mortensen, Erik Christiansen, Per Jørgensen, Erna Jensen, Hanne Thomsen, Tove Munch Jensen, Hanne Nielsen, Bodil Pedersen. Bagerst fra v, vores Guiden, Jørgen Liboriussen, Leif H. Kristensen, Egon Jensen, Lærer Elna Hansen og Lærer E. J. Bøtker-Rasmussen.

Hele klassen på trappen Strandvejen 93 København: Siddende fra venstre: Arne M. Rasmussen, Jørgen Christiansen, Johan Hartvigsen, Frode Bech Lauritsen, Alf Rasmussen, John Mortensen, Poul Anker?, Thorsten Hein Nielsen.Midten fra venstre: Anker Mortensen, Erik Christiansen, Per Jørgensen, Erna Jensen, Hanne Thomsen, Tove Munch Jensen, Hanne Nielsen, Bodil Pedersen. Bagerst fra v, vores Guiden, Jørgen Liboriussen, Leif H. Kristensen, Egon Jensen, Lærer Elna Hansen og Lærer E. J. Bøtker-Rasmussen.

Alle tiders tur havde vi, men en dårlig oplevelse havde vi i den fælles spisesal, der var jo flere skoler end os der, og når der skulle spises, stod en person og peb i en fløjte, så skulle der være ro. En af vores kom til at sige noget, det behagede ikke den tilsynsførende, der både overfuste og rev i drengen. Dette fortalte vi til lærer Bødtker, og da kan det godt nok være, at Bødtker trådte i karakter og fortalte den person, hvem der bestemte over hans børn, og hvordan vi skulle behandles. Vi så ikke den person mere i den tid vi var derovre.

Men en glimrende tur inden vore veje skiltes et halvt år efter, hvor vi gik ud af skolen.

Skolefest

Hvert år blev der afholdt skolefest, det var i gymnastiksalen, med skolekomedie af de små klasser og 7. klasse. En scene var stillet op med tæppe, som der næsten hvert år var problemer med at trække fra og for, til stor moro for alle i salen og stor larm og snakken. Knudsen rejser sig for at byde velkommen, ingen reagerer, fortsat larm, men så rejser Lærer Rasmussen sig og kigger ud over salen, og på et splitsekund er der ro selv om Rasmussen intet har sagt. RESPEKT. Knudsen kan byde velkommen og forestillingen kan begynde.

I 1951 spillede vi 1 kl. „Se min Kjole” som Fru Sohn havde lært os. Pigerne fra de store klasser hjalp os i dragterne, der var lavet af crepepapir, og jeg og Lissy Petersen var kinesere med kineserhat. Hele klassen var på scenen, alle havde hver et vers at synge.

I 6 kl. spillede vi et stykke fra en operationsstue, jeg var læge, Alf Rasmussen patient, Karen Margrethe Jensen sygeplejerske, og lærer Rasmussen var instruktør. Alle i klassen måtte love ikke at omtale hvad vi øvede på, det var hemmeligt til det sidste, fordi stykket blev opført som skyggeteater. Hylende skægt og dramatisk, sagde alle der så det, vi spillede det tre gange med stor succes.

Skolekomedie 1957 Prinsessen af Ilyrien. Kongen Leif H. Kristensen, Hofnarren Frode Bech Lauritsen.

Skolekomedie 1957 Prinsessen af Ilyrien. Kongen Leif H. Kristensen, Hofnarren Frode Bech Lauritsen.

I 7 kl. spillede vi stykket Prinsessen af Ilyrien, et stort stykke med mange medvirkende, jeg tror det var fru Sohn, der var instruktør.

Når tæppet var gået for sidste gang, gik forældrene til klasselokalerne, hvor der blev serveret kaffe eller te med boller, kringle og småkager serveret af pigerne fra de store klasser, men ellers forestået af pedellens kone Vera Steffensen.

I gymnastiksalen blev der spillet op til dans. Ofte var det bager Andersen og bagersvenden Jensen der spillede, saxofon/klarinet og violin og Grete Henriksen (Tulle) på klaver, men jeg husker at det et år var Henning og hans kone Ellen Jensen på henholdsvis klaver og harmonika. Henning var søn af smedemester Holger Jensen der startede Egedal maskinforretning, som Henning senere overtog og hans kone Ellen førte videre ved Hennings død. Så blev der danset, men men, der blev nu også røget en del cigaretter udenfor og omme i cykelskuret, og kysset piger, ja det skulle jo prøves.

Kl. 23.30 var festen slut, og de sidste gik hjem måske med håb om en ny skolekæreste.

Jubilæum

Der skulle gå 35 år inden klassen mødtes igen, det var ved skolens 50 års jubilæum 6. november 1993, hvor der afholdtes stor fest for alle elever, der havde gået på skolen. Fra vores klasse kom der 13 elever, sjovt at mødes igen og genopfriske fælles minder, selvom det var lidt svært at genkende alle.


Jubilæum 1993 årgang 1. klasse 1951.
Bagerste række fra venstre mod højre: Hanne Larsen,
Egon Jensen, Ulla Hartvigsen, Johan Hartvigsen,
Alf S. Rasmussen, Axel Engelbrekt Petersen, Knud Anders
Lassen Nielsen, Lissy Dissing, Erna Nielsen.
Forreste række fra venstre: Hanne Møll, Per Jørgensen,
Leif H. Kristensen, Thorsten Hein Nielsen.


Og så har vores klasse igen været samlet lørdag den 17. maj 2008 for at fejre 50 året for vores konfirmation, som var den 28. marts 1958 i Hansted kirke. Vi mødtes 9 elever på Egebjerg skolen, så en del af den gamle og nye skole, derefter tog vi til Horsens og spiste stegt flæsk med persillesovs på Cafe Dolly og aftalte at ses igen.

 

 

BROEN 21. årgang nr. 3

 

Marts – april – maj 2009

 

Lokalhistorie, Skole, folkeskole, Egebjergskolen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *