Lundum-Hansted Sygeplejeforening

Klik her og se artiklen i udskriftsformat

Artiklen er skrevet på grundlag af Inga Bechs manuskript, der blev trykt i publikationen „Studiekreds i lokalhistorie 1983-85 Hansted og Egebjerg“.

Bearbejdet og suppleret med generelle oplysninger om sygeplejens historie i Danmark
af Mogens Kirkegaard.

 

Hans Peder og Inga Bech deltog begge i en studiekreds for lokalhistorisk interesserede i 1983-85. Hans Peter havde i sin tid arvet gården „Brandbjerg“ i Gl. Egebjerg fra sin far, Peder Bech, der var en af initiativtagerne til sygeplejeforeningens oprettelse. Det er der, hvor Max Horsens A/S har domicil på Gl. Egebjergvej 18.

 

Sygeplejeforeningens oprettelse

Lundum-Hansted Sygeplejeforenings tilblivelse har tilfældighedens præg. Ved en sammenkomst hos gdr. P. Svendsen, Egesholm i Egebjerg, kom det på tale, at det ville være ønskeligt med en uddannet sygeplejerske til rådighed, og man enedes om at få undersøgt stemningen for oprettelse af en sygeplejeforening.

Et udvalg bestående af gårdejerne P. Bech, Egebjerg, H. Pedersen, Lundum og P. Svendsen samt lærer Skrydstrup, Lundumskov og pastor N.P. Pedersen, Lundum, indkaldte til møde om sagen.

Der blev afholdt to møder i Lundumskov og et møde i Egebjerg-Hansted Forsamlingshus, hvorefter der blev sendt lister rundt i hele kommunen med det resultat, at der tegnedes ¾ af samtlige beboere. Derefter fremlagdes sagen for en generalforsamling i Raadved skole søndag den 12. juli 1903, hvor foreningen dannedes.

 

Den første bestyrelse udgjordes af:

Sognepræst N.P. Pedersen

Gdr. Folmer Nielsens hustru, Lundumskov

Lærer P. Pedersens hustru, Raadved

Gdr. P. Svendsen, Egebjerg

Arbejdsmand A.P. Volf, Egebjerg

Gdr. Søren Andersen, Hansted

Gdr. Frandsens hustru, Hansted

Og som revisorer:

Gdr. Søren Jensen, Egebjerg

S. Chr. Nielsen, Raadved

 

Medlemsbidraget fastsattes efter ejendomsværdi, således at det varierede fra 50 øre om året til 6 kr. Over 10 td. hartkorn var bidraget frivilligt, men dog ikke under 6 kr.; de virkeligt velhavende i proprietærklassen skulle have mulighed for at give noget ekstra.

 

Betalingen for sygepleje fastsattes således:

Gårdmænd . . . . . . . . . . 0,50 kr. pr. dag

Boelsmænd . . . . . . . . . . 30 øre pr. dag

Husmænd . . . . . . . . . . . 20 øre pr. dag

 

Ellers frit, hvor bestyrelsen skønnede det. Hertil komkost og logi for sygeplejersken. For nattevagt betaltes dobbelt. Alt i alt udgjordes det økonomiske grundlag kun af medlemmernes kontingent og ydelser. Først senere blev der med oprettelsen af sygekasser mulighed for tilskud til hjemmesygeplejen derfra. Vi kan læse, at der i 1936 blev opkrævet 1,50 kr. af hvert sygekassemedlem til hjemmeplejen.

 

Hvordan var det at ligge syg?

Lægen i Bogense, T.M. Trautner, fortalte i en artikel fra 1879 om sine oplevelser på landet på Fyn. Her gengives i uddrag:

„Hvor ofte træffer vi ikke den Syge liggende i hed, kvalm Luft, opfyldt af alle Slags Dunster af Mad, som koges i Stuen eller spises der, af Tørverøg, Tobaksrøg, Os af halvt nedskruede Petroleumslamper, vaade Klæder hænge til Tørring, Vinduerne er jevnlige spigrede til og slet ikke til at lukke op, saa det kan være vanskeligt nok at raade Bod derpaa paa anden Maade end ved at slaae en Rude ud, hvilket jeg da også undertiden har maattet gøre.

Sengen er ofte anbragt i en Alkove med Forhæng eller Døre for; Sengeklæderne ere tunge, halvfugtige, deels ved at røre ved den fugtige Væg inde i Sengen, deels ved at fyldes med den Syges Uddunstning og Afsondringer, da Sengeklæderne sjældent eller aldrig blive ordentligt udluftede og tørrede, især under langvarig Sygdom. Den Feberhede pakkes tæt til med Dyner paa alle sider, saa at hans indvendige varme maaske stiger til en dødbringende Høide.

Komme vi til den Syges diæt, er det mærkeligt, hvad der bydes dem. Et menneske betragtes paa Landet ikke som sygt, saalænge han kan spise; det kommer derfor blot an paa at faae fyldt Mad i den Syge, hvad det er, spørges der mindre om. Butterdeig og Pandekager er meget yndet Sygemad.

Jeg ved et Tilfælde, hvor en velvillig Naboerske forsynede en fattig Barselspatient paa 3die Dag med en Krukke Grønkaal; hun spiste en god Portion, da det ikke kunne gaae an at støde Giveren, men døde rigtignok deraf paa 6te Dag.“

 


Den fynske maler Johannes Larsen malede i 1909 sin egen far, der var syg og lå i sengen til det følgende år, hvor han døde. Der var fra slutningen af 1800tallet kommet mere socialrealisme ind i dansk kunst, hvad der gav anledning til heftig strid mellem kunstnere og kritikere. En kritiker udtrykte således „- – – væmmelse ved den Plumphed, den Mangel paa kunstnerisk Finfølelse og Storhed, der er blevet raadende i dansk Kunst i de senereAar!“ Set fra parnasset i København var malere som Brendekilde, L.A. Ring, Johannes Larsen osv. ikke andet end bondemalere, når de forsøgte at skildre dagligdagens virkelighed i fx en sygeseng.

 

„Og hvorledes følges Lægens Anvisninger? Ofte høres der mere paa Venners Raad, som veed, at den og den havde samme Syge og kom sig ved det Middel, saa skal det prøves. Lægens Anordninger misforstaaes, og Medicinen tages feilt. En gammel Læge i Nordsjælland har fortalt, at han engang ordinerede 3 igler i Hjertekulen. Da han kom igen, sagde Konen, at den ene havde Manden faaet ned levende, den kriblede og krablede, men ned maatte den; de to andre havde hun maattet stege til ham!“

(Det skal lige nævnes, at man brugte at sætte igler på huden, for at de kunne suge blod og derved lette blodtrykket; det var en af de almindeligste standardbehandlinger på den tid. Mon ikke lægen har forsømt at instruere konen i, hvordan de små blodsugere skulle anvendes?)

Jo, der kunne nok være brug for en uddannet sygeplejerske, der kunne give en kvalificeret pleje.

 

Kvindernes sociale stilling i relation til sygeplejen

Vi fik en grundlov i 1849, der på papiret indførte folkestyre i Danmark. Men kvinderne fik ikke fuld del i alle borgerrettigheder. For eksempel fik kvinder ikke stemmeret, og de var juridisk umyndige ligesom børn, tjenestefolk og forbrydere. Derfor var det også svært for dem at få en uddannelse, der kunne give dem et mere selvstændigt liv.

I 1857 fik kvinderne dog som 25-årige tilladelse til at råde over deres egne midler og til at drive egen forretning, men dog kun, hvis de ikke giftede sig. I så fald var det ægtemanden, der fik råderet over både kvindens krop og hendes penge.

For kvinderne blev det et større og større ønske at få lov til at tage en uddannelse på lige fod med mændene. Det blev efterhånden muligt for kvinderne at tage en læreruddannelse på specielle kvindeseminarier (der kom bl.a. et i Horsens) og i 1875 fik kvinderne adgang til at studere på universitetet, men dog ikke til at tage en eksamen! De skulle jo nødig udkonkurrere mændene.

På hospitalerne var der før 1850 endnu ikke egentlige sygeplejersker, men såkaldte ”stuekoner” og ”vågekoner”, der skulle sørge for plejen. Efterhånden kom der dog også en egentlig sygeplejerskeuddannelse (Diakonissestiftelsen fra 1863), og takket være en række af stærke kvinder (bl.a. Mathilde Fibiger) med rod i det bedre borgerskab indså til sidst også de ledende politikere betydningen af en velfungerende sygepleje, sikkert også inspireret af beretningerne om den engelske godsejerdatter, Florence Nightingales, indsats under bl.a. Krimkrigen 1853-56 og i årene derefter.

 

 


Florence Nightingale (1820-1910) var den, der skabte grundlaget for reformering af sygeplejen ud fra principperne om hygiejne, sund forplejning og indkvartering og endelig en menneskeværdig behandling af patienterne. Skønt hun kom hjem fra Krim med nedbrudt helbred, regerede hun i mange år det engelske sundhedsvæsen fra sygesengen med overordentlig fast hånd. (Oplysninger og ordvalg fra Lademanns leksikon).

 

Der syntes dog også herhjemme at have været betænkeligheder ved at vælge kvinder af almueklassen til arbejdet som sygeplejersker på landet, og alle var enige om, at man måtte være omhyggelig i udvælgelsen. Bedst ville det være, om man kunne få kvinder som præstedøtre, skolelærerdøtre og mejersker, der var opvokset på landet og kendte befolkningens levevis, men stod over almuen i henseende til dannelse. Ansøgere til sygeplejerskeuddannelsen ved hospitalerne i de større byer blev ligeledes i høj grad vurderet efter deres dannelsesniveau. Enkelte læger var dog hårdnakket imod, at der etableredes en egentlig sygeplejerskeuddannelse.„Hvad skulle det til for, et grødomslag kunne enhver skifte!“ skulle en overlæge have sagt.

 

Hjemmesygeplejerskernes arbejdsforhold

I begyndelsen kunne hjemmesygeplejeforeningernes bestyrelse selv tage stilling til uddannelsesniveau, løn- og arbejdsvilkår for de ansatte, da det økonomiske grundlag for hjemmesygeplejen var skabt af privates kontingenter og ydelser og en egentlig lovgivning på området manglede.

Kampen for bedre løn, uddannelse og arbejdsforhold blev lang og sej med mange kvindepolitiske aspekter, men efterhånden lykkedes det at bringe alle tre dele op på et fornuftigt niveau. I 1933 kom der en lov om autorisation, således at hjemmesygeplejersker skulle have en tre-årig uddannelse og aflønnes efter Dansk Sygeplejeråds overenskomster.

Men hjemmesygeplejersken måtte stadig cykle rundt til patienterne. Det kunne ude på landet let blive til en tur på op til 35 km, også selv om det var dårligt vejr og vejene om vinteren svære at passere på grund af sne.

 

Hjemmesygeplejersker i Lundum-Hansted

Den første sygeplejerske var frk. Magnussen fra Alm. Hospital i København. Hun forlangte foruden den årlige løn af 400 kr. et værelse samt fri brændsel. Hun overtog posten 1/11 1903, men havde problemer med at blive accepteret blandt landbefolkningen. Måske skyldtes det hendes københavnske sprog og vanskeligheder med at forstå den lokale, jyske dialekt.

Ved et bestyrelsesmøde 25/5 1904 klager sygeplejersken over, at for få bruger hende, og at hun vil have mere i gage, da det er for dyrt for hende at sørge for sin egen forplejning så længe ad gangen. Derfor beslutter man, at bestyrelsesmedlemmerne skulle have hende nogle dage i deres hjem for at lære hende at kende og kunne fortælle andre om hendes personlighed. Det hjalp tilsyneladende ikke, for hun blev løst fra sin gerning allerede den 1/11 1904, uden at skylden alene skulle lægges på frk. Magnussen.

På et nyt bestyrelsesmøde 13/3 1904 forelå tre tilbud. Man besluttede enstemmigt at ansætte frk. Louise Møller, der var plejerske ved Ebberødgaard. Allerede den 1/10 1905 bliver hun løst fra sin ansættelse af helbredshensyn.

I 1907 var ansat søster Ane og som vikar Marie Graversen. 1909 bliver søster Ane løst fra stillingen på grund af giftermål. Maj 1910 ansættes søster Cecilie, født i Gedved. Hun bliver gift i 1912, og Karoline Kristine Jensen Liingaard ansættes, og hermed fik borgerne i vore sogne en hjemmesygeplejerske, der både fagligt og menneskeligt skabte respekt for sit arbejde. Et synligt bevis herpå fik frk. Liingaard den 9. juni 1933, da hun blev tildelt hæderstegnet for 20 års tro tjeneste. I protokollen står, at der agtedes afholdt en festlighed i forsamlingshuset. Hun skulle her have en gave, hvortil der skulle tages 100 kr. af kassen.

 

Februar 1936 skete der en sammenslutning af sygekassen og sygeplejeforeningen. Hvert sygekassemedlem skulle nu betale 1,50 kr. (om måneden?) og til gengæld have gratis pleje.

Efter januar 1938 fastsattes ydelsen til 40 kr. årligt pr. medlem.

Sygekassebestyrelsen bestod nu af to medlemmer fra sygeplejeforeningen og to fra det sociale udvalg.

I 1938 havde frk. Liingaard 25 års jubilæum, men da hun havde fået gave ved 20 års jubilæet, faldt denne bort. Hun fik dog alligevel en gave i form af sølvtøj og blomster.

Efter frk. Liingaards afgang samme år var der to ansøgere, og den 1. december 1938 ansattes en ny sygeplejerske, frk. Karen Marie Holt, der havde stillingen, indtil Grete Hedelund afløste hende.

1941 er sidste år med regnskab og protokol, så vi må formode, at foreningen nu var ophørt.

 

I Horsens Folkeblad for den 16. oktober 1976 stod at læse efter frk. Liingaards død som 88-årig den 9. oktober:

 

 


Denne omtale er sandsynligvis skrevet af Regnar Caspersen, der på det tidspunkt var typograf på Horsens Folkeblad og lejlighedsvis skrev notitser til bladet om lokalt personnyt, idet han selv boede i Egebjerg.

 

Gerda Dreyer er datter af Herman og Marie Kristensen, der boede i Smedegade i Hansted. Hun fortæller, at frk. Liingaard kom og besøgte hende, engang hun som skolepige havde fået mellemørebetændelse. Sygeplejersken var en lille, spinkel dame med briller, men med et ualmindelig sødt og rart væsen. Alle mennesker kunne lide hende.

Som godt 15-årig kom Gerda den 1. nov. 1945 til at arbejde som gangpige på Hansted Hospital, hvor frk. Liingaard i 1938 var blevet ansat og skulle lede de piger, der arbejdede med at passe og pleje beboerne. Dengang var Hansted Hospital et alderdomshjem for ca. 70 beboere. Mange af dem var raske nok til at kunne arbejde med fx at passe haven, dyrke kartofler og grønsager eller hjælpe i køkkenet. Kl. 9 om aftenen så frk. Liingaard efter, at der var ro på værelserne både hos gangpigerne og beboerne.

Gerda fortæller, at der i løbet af de 1½ år, hvor hun arbejde der, døde 9 beboere, og at en af hendes første opgaver var lige efter et dødsfald sammen med frk. Liingaard at skulle pynte med blomster hos den afdøde. Det kunne selvfølgelig have været svært at være med til for sådan en ung pige, men frk. Liingaard hjalp hende med stor forståelse for situationen.

 


Fra venstre ses de tre gangpiger Inga Sørensen, Petra Pedersen og Gerda Marie Kristensen.

 

Senere hjemmesygeplejersker og skolelæger

Grete Hedelund blev ansat af Lundum-Hansted kommune ca. 1954 og arbejdede her til 1965. Derefter kom hun til Gedved kommune og var der sammen med Birgit Nielsen (gift med mejerist Ove Nielsen), der havde funktionen som sundhedsplejerske.

Kirsa Andersen blev ansat i Lundum-Hansted kommune som hjemmesygeplejerske i 1965. Hun havde først arbejdet som sygeplejerske på Horsens Sygehus, men syntes så godt om sit nye arbejde, at hun blev i stillingen i 28 år og fratrådte 1. januar 1993.

Efter kommunesammenlægningen i 1970 skete der store ændringer i arbejdsområderne. Plejeopgaver blev mere og mere overtaget af kommunale social- og sundhedsassistenter, og sygeplejerskerne skulle så føre tilsyn med deres arbejde og i øvrigt gøre de ting, som krævede en sygeplejerskeuddannelse, fx give indsprøjtninger, dosere medicin og skifte forbindinger.

Egebjergskolen fik en fast skolesygeplejerske i 1969; det var Kirsten Petersen, der efter den obligatoriske videreuddannelse på 1½ år også bestred arbejdet som sundhedsplejerske i skoledistriktet indtil år 2000. Det var en stor fordel for eleverne, at skolesygeplejersken var tilgængelig for dem i skoletiden, hvis de havde store eller små helbredsproblemer, som de havde behov for at tale med hende om.

Som skolelæge havde Egebjergskolen lægerne Høegh-Guldberg og senere Kaae fra Gedved indtil 1970. Derefter blev stillingen besat af Frode Henriksen fra Horsens, der var skolelæge til ca. 1980. I en periode derefter havde man skiftende skolelæger, men i de senere år har man haft Else Hansen Adams som fast skolelæge.

 

Kilder:

  • Lundum-Hansted Sygeplejeforenings protokol 1903-41 (Det vides ikke, hvor protokollen befinder sig for øjeblikket).
  • Gøtzsche og Nygaard: Sygeplejens udvikling og kulturhistoriske baggrund. NNF Arnold Busck Kbh. 1993.
  • Esther Pedersen: Fra opvarter til sygeplejerske. Dansk Sygeplejeråd 1988.
  • Billeder og oplysninger fra Hansted sognearkiv.
  • Samtaler med flere af de i artiklen nævnte personer.

BROEN 21. årgang nr. 3

marts, april, maj 2009

lokalhistorie; sygepleje; sundhed

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *