Hvis nu Lundum og Hansted kirker en dag blev sparet væk

Klik her og se artiklen i større format

Hvis nu Lundum og Hansted kirker
en dag blev sparet væk

Af Mogens Kirkegaard

I dag ser vi kirkerne i Lundum og Hansted stå, solidt byggede af gode materialer. Vi ved, at de blev rejst omkring år 1100 ligesom så mange andre landsbykirker efter kristendommens indførelse i Danmark.
Men i det daglige tænker vi nok ikke på, at kirkerne har stået i omkring 900 år og været ramme om danskernes tro og moralopfattelse, dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Heller ikke tænker vi på, at det er vore forfædre, vores sådan cirka 30 gange tip-oldeforældres generation, der byggede kirkerne. Og endnu mindre tænker vi på, at der generation efter generation samvittighedsfuldt er blevet
lagt arbejde og penge i at vedligeholde kirkerne.

Sognepræst Peder Mortensen
For flere år siden fandt jeg på Landsarkivet i Viborg nogle papirer, der vidner om dette store arbejde. Et navn går igen i disse papirer, nemlig navnet på sognepræsten i Lundum og Hansted sogne 1641- 1672, hr. Peder Mortensen.
Han var født i Nøvling Præstegård 1610 som søn af den lokale sognepræst, hr. Morten Pedersen Mariager. Jeg forestiller mig, at hans far har undervist ham hjemme i præstegården og lært ham det, der skulle til, for at han kunne studere teologi på Københavns universitet, det eneste på den tid i Danmark. Måske har han endda gået på latinskole i Viborg eller Århus. Efter sine studier i København er han
sandsynligvis kommet hjem til faderen og er blevet hjælpepræst i det fattige hedesogn i Hammerum herred.

En kone af fin familie
I 1641 blev Peder Mortensen kaldet til embedet i Lundum-Hansted efter hr. Laurids Bertelsens død. Flere af sognets mænd havde forinden hørt Peder Mortensen prædike og skrev bl.a. i deres indstilling til biskoppen, den hæderlige og højlærde mand, doktor Morten Madsen:
„Da efter flittig og alvorlig bøn og påkaldelse til Gud allermægtigste har vi blandt andre hørt hæderlige og vellærde person Peder Mortensen, barnefødt udi Nøvling Præstegaard, hans gudfrygtige prædiken og hæderlige gavn på prædikestolen, hvilket os udi alle måder behager, der tilmed har tilført et ærligt godt ord og nytte, både om hans kristelighed udi lærdom, liv og levned og kristelige omgængelse.”

Lundum og Hansted kirker side 21-22-23

Udsnit af side 1 af Peder Mortensens indberetning om forholdene i Lundum og Hansted i 1661. Hans gotiske håndskrift kan umiddelbart være vanskelig at læse, men er dog ved nærmere granskning regelmæssig og harmonisk.

Lundum Kirke tegnet af Mogens Schou Christiansen 1990.

Ja, ældre tiders sprog kan i dag virke lidt snirklet og fremmedartet på os, der er vant til moderne journalistisk dansk med korte sætninger og et begrænset ordforråd.
I et nummer af BROEN (20. årg. nr. 1 sept. 2007) fortælles i en artikel om Egebjerggårds ældre historie, at gården ejedes fra 1565 til ca. 1650 af en slægt, der nedstammede fra den adelige Holger Rosenkrantz til Boller.
Et oldebarn af Holger Rosenkrantz, Maren Holgersdatter, blev gift med Peder Mortensen, og det har sikkert ikke skadet den gode præst i hans anseelse i sognene, at han var blevet gift ind i en anset familie på egnen. Både ejeren af Egebjerggård og forpagteren på Hanstedgård var nære slægtninge til hans kone.

Kirkerne forfalder
Peder Mortensen blev således sognepræst i slutningen af kong Kristian den Fjerdes regeringstid. Landet var forarmet efter kongens mislykkede deltagelse i trediveårskrigene. Svenske og senere polske tropper havde besat og plyndret Jylland, og det var også gået hårdt ud over vores egn. I 1661 indsendte Peder Mortensen en indberetning om kirken og sognenes tilstand. Da havde Danmark været igennem endnu en alvorlig krig med svenskerne, der havde haft planer om at erobre hele landet. Vi husker fra skolen måske fortællingerne om de svenske troppers march over isen på bælterne og belejringen af København. Der kunne nok være grund til at gøre status over kirkernes tilstand efter krigen.
I sin indberetning skrev vores præst blandt andet:

„Lundum Præstegårds avling er blandt de allerringeste i både sognet og herredet. Høbjergningen er meget lidet og ganske ondt kærhø, 9 eller 10 læs. En anneksgård udi Hansted by beliggende er nu ganske øde og ruineret, da alvejen går den lige igennem.
Til Lundum præstegård er aldeles ingen skov, ej heller tørv og ris, så man lider stor nød derpå og må købe eller leje for penge. Inventarium i præstegården fandt jeg ganske intet uden tomme, ravende og meget brøstfældige huse, hvilke jeg med stor bekostning reparerede. Og derefter i 1649 brændte de, således at jeg dem nu tvende gange har så godt som af nyt opbygget og nu er temmelig ved magt.
I Lundum Kirke findes en gammel, bruden sølvkalk og disk, to store messing lysestager, et gammelt forrådnet alterklæde, en gammel alterbog, et gammelt messingbækken i døbefonten og en klokke i tårnet. Messesærk som og hagel med bibelen og andre kirkebøger er henrøvede.

Udi Hansted Kirke findes beholden en forgyldt kalk og disk, et par kobberlysestager med vokslys på, en gammel alterbog, en gradual og en klokke i tårnet. Messesærk og hagel samt alle andre kirkebøger er henrøvede. (En gradual var oprindelig en katolsk ritualbog med noder til korsang og vekselsang i kirkerne.)

Tiendeydere i Hansted sogn, som er hovedsogn, er 35, af hvilke 6 er øde, eftersom de tvende byer, Hansted og Egebjerg, er beliggende ved tvende alveje og mestenparten alle ruinerede. Tiendeydere i Lundum sogn er 10, af hvilke
de 4 er næsten forarmede, den femte slet øde. Begge mine kirker ser meget ilde og ynkelige ud, formedelst Guds hastige og strenge vejrlig, mest Hansted Kirke.”


Alterkalk fra Hansted Kirke afbildet i “Danmarks Kirker”. Kalkens fod er rimeligvis den samme, der nævnes i teksten ovenfor, idet den kan dateres til omkring 1600. Bægeret er udført i 1880 af guldsmed Rasmus Jensen i Horsens (guldsmed Linds forgænger).

At Peder Mortensen betegner Hansted sogn som hovedsognet, er ikke helt korrekt. Lundum var hovedsognet, hvor præstegården lå, men Hansted sogn med byerne Egebjerg, Hansted og Rådved gav ham de største tiendeindtægter.

Der ringes med livsfare
I december 1672 var der kirkesyn over Lundum og Hansted kirker. Det blev fremlagt og protokolleret på Voer Herreds ting i januar året efter.
Det var et trøsteløst syn, der mødte de fremmødte kirkeværger, synsmænd og Peder Mortensen i den kolde decemberdag ved Hansted kirke. Taget var fuldt af store og små huller, så der stod vand på loftet. Fjælene under blyet var helt forrådnede, og alle steder, hvor man kunne brække træ løs, var det gjort.
Fjenderne havde bl.a. brækket hele loftet over våbenhuset ned og brugt det til brænde. Kirkedøren og våbenhusdøren var ganske sønderhugne, og inde i kirken fandtes kirkestolene samt prædikestolen skulle repareres. Foruden taget var kirketårnet stærkt medtaget. Det havde i et par år lidt under det dårlige tag, så at murværket var ødelagt, og den øverste del af tårnet var revnet i fire dele.
Omkostninger ved reparation af skaderne på tag og kirke blev anslået til ca. 1600 daler, i vore dages penge et større millionbeløb.
I Lundum stod det kun lidt bedre til. Taget var hullet, og både træværk og mure havde taget skade af vand. Kirkeklokken var “slet ganske igennem og med livsfare ringes, eftersom indværket vil gøres af ny”. Kirkegårdsmuren var ødelagt på et 24 favne langt stykke.
Desuden manglede alterbog og salmebogen. Til reparationerne ville medgå 800 mursten og 150 tagsten, 50 tønder kalk foruden 6 tylter (à 12 stk.) egefjæle og 12 tylter fyrrebrædder.
Efter krigens afslutning med broderfolket hinsidan havde der ikke været penge til at sætte kirkerne i stand, men nu 12 år senere så det lysere ud, og i de følgende år blev skaderne efter krigen udbedret, og Peder Mortensen kunne udføre sin gerning med større glæde.
I bogværket “Danmarks Kirker” kan man i 9. bind, hæfte nr. 50, læse om, hvad man fandt ved en undersøgelse i Lundum Kirke i forbindelse med istandsættelsen 1991.
I koret blev undersøgt et nedgravet kammer, der lå umiddelbart under trægulvets bjælkelag og målte ca. 2×2 m. Heri fandtes to voksenkister med svagt buet låg og tre barnekister. Kisterne havde været beklædt med sort stof. Med søm var dannet afdødes forbogstaver og et årstal. På den ene kiste læstes „PMS 1675″, hvilket man mente stod for Peder Mortensen. På den anden kiste læstes „UUSZ 1687″. Dette var helt sikkert forbogstaverne for Ulrich Ulrichsen Zitscher, der var sognets præst 1672-87 og svigersøn
til Peder Mortensen.
Det er nok ikke forkert at antage, at Peder Mortensen efter sin afgang boede i præstegården hos sin datter og svigersøn, til han døde i 1675.


Hansted kirke, der er Voer herreds største.Tegnet af Mogens Schou Christiansen 1990.

Hvad nu, hvis kirkerne ikke var der mere?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det var gået med vore to kirker, hvis man i de vanskelige år i midten af 1600-tallet havde tænkt som moderne politikere. Allerede nu er der jo tanker fremme om at lukke kirker på grund af et lille fremmøde til gudstjenesterne, og derfor er det ud fra en moderne, rationel tankegang, at man siger: Luk dem! Tilsvarende hvis kirker blev for dyre at reparere: “Bræk dem ned!”
Det ville være helt ubærligt, hvis moderne management tankegang skulle føre til, at der ikke længere var økonomi til at bevare vore gamle landsbykirker, så kirkelige handlinger måske endda skulle til at foregå i cyberspace. Det er slemt nok, at de håndskrevne kirkebøger er blevet afløst af edb.
Nej, lad os være taknemmelige for, at vore forfædre har hæget om kirkerne, så vi i dag kan glæde os over både kirkebygningerne i landskabet og alt det, de minder os om. Og vi skal også glæde os over, at der stadig er mennesker, der vil påtage sig frivilligt arbejde i menighedsråd og som kirkeværger og derved er med til at bevare den vigtige del af vores kultur, vi ikke kan undvære.
Som Grundtvig skrev i salmen “Kirken den er et gammelt hus”:

Husene dog med kirkenavn,
bygte til frelserens ære,
hvor han de små tog tit i favn,
er os som hjemmet så kære,
dejlige ting i dem er sagt,
sluttet har dèr med os sin pagt
han, som os himmerig skænker.

BROEN 21. årgang nr. 2

2008/09 december – januar – februar

Lokalhistorie kirker