Sandfærdige historier om originalerne i Rådved kær

Klik her og se artiklen i bladformat


Af Mogens Kirkegaard

Vi har ikke så mange overleveringer fra det gamle Rådved. Forklaringen skal måske søges i den talemåde, som afdøde gårdejer Carl Mogensen på Petersholm fortalte mig. Han sagde følgende: – I Egebjerg havde de forstanden, i Hansted havde de pengene, men i Rådved havde de ingen af delene. Det var sådan, at han havde hørt det, da han selv flyttede til Lundum-Hansted kommune.

Der har desværre ikke blandt beboerne i Rådved været interesse for at bevare lokalhistorien i denne del af Hansted sogn. Det hænger måske også sammen med, at stort set alle gårdene i 1900-tallet, specielt under krisen i 1930erne, blev solgt ud af de gamle familier, og i dag er der ikke mange beboere i Rådved, hvis overhovedet nogen, der har deres rødder der.

Men noget ved vi dog. For eksempel, at de i 1890 fik de en ny lærer i Raadved, der hed Kristen Kristensen. Han var lærer der til 1917, da han døde, formentlig af tuberkulose.


Lærer Kristen Kristensen var født i Kørup 1858. Han bestod lærereksamen 1888 med karakteren ”Duelig”, og det følgende år også tillægsprøven i kirkesang. Da Rådved skoles embedsbog er bortkommet, mangler vi oplysninger om hans tidligere liv, inden han i 1890 kom til Rådved. For at bestå skolelærereksamen skulle man dengang indstille sig for eksamenskommissionen i Århus.
Læreruddannelsen var for bondefødte sønner reelt den eneste mulighed for en boglig uddannelse, hvis ikke de havde en familieformue i ryggen. Kristen Kristensen var gift med Margrethe, f. Rasmussen, fra Toftegård i Elling.
Foto i Hansted sognearkiv.

En af hans sønner hed Aage Kristensen, og gennem lærer Kristensens sønnesøn Erik Juul – Kristensen i Nordborg kom Hansted sognearkiv for ca. 10 år siden i besiddelse af Aage Kristensens erindringer om personer, der levede i Rådved Kær omkring år 1900.

Følger man Rådved Kærvej fra Rådved by sydpå langs med Rådved Kjærsgård, krydser man Lundumvej og kan fortsætte ad kærvejen omtrent ned til åen. Forinden deler vejen sig, så en gren går mod øst hen forbi Krebsehuset, en anden et stykke mod vest. Langs med Rådved Kærvej ligger flere små huse og ejendomme, hvor der tidligere levede en del mere eller mindre fattige mennesker, der ernærede sig, som de bedst kunne. Nutidens lodsejere værdsætter områdets smukke natur, de vilde blomster, fuglelivet og ikke mindst nattergalens sang i de lyse maj- og juninætter.

 Her følger Aage Kristensens beretning om originaler i Rådved kær:

Sams Lise og fasanerne

”Ifølge Byskovs ordbog er en original et menneske, der er noget ud over det almindelige. Af dem var der en del nede i Rådved kær. Jeg nævner i flæng Sams Lise, Jacob Het (eller Hit, idet andre mener, at navnet havde han fået, fordi han var hittebarn. Anm. MK), Skjøn Ane, Klods Peter, Niels Het og Ane Grabow. Der var mange flere, men dem har jeg glemt.

Da far blev kaldet til lærer i Rådved skole i 1890, netop for 90 år siden (det år, da Aage Kristensen nedskrev, hvad han kunne huske), skulle han have anskaffet sig nogle høns, og dem fik han nede hos Sams Lise. Da han drog af sted med hønsene, gav Lise ham følgende gode råd med på vejen:

– Når De nu skal kalde på Deres høns, så skal De ikke sige kylle, kylle, kylle, men De skal sige kom, kom, kom!

– Hvorfor det, spurgte Far.

– Jo, svarede Lise. For når jeg siger kom, kom, så kommer kun mine egne høns, men når jeg siger kylle, kylle, så har jeg ael æ kjaerhøns omkring mæ (alle kærhønsene omkring mig).

Det sjove ved historien er, at Far rettede sig efter hendes råd, jeg kan ikke huske, at Far nogen sinde har sagt Kylle, kylle, nej han sagde skam altid kom, kom.


Udsnit af målebordsblad fra 1874 med rettelser op til 1900. Det viser Rådved by og de større gårde samt veje og stier mellem Lundumvej og Store Hanstedå, der danner skel mellem Rådved kær og det større Lund kær. Desuden ses en del af Egebjerg kær med de mange tidligere tørvegrave, der nu er fyldt af vand og udgør et godt yngleområde for talrige grågæs. Kort i Hansted sogneakiv.

Nede på Rådved Kjærsgård boede der en meget velstående proprietær, der havde det fornemme navn Mozart Jensen. Der blev sagt, at han var millionær. Han havde anskaffet nogle fasaner, som han havde sat ud i sin skov, som lå nede ved Rådved kær. Dem havde Sams Lises sønner fået øje på, og de begyndte en systematisk udrydning af dem i form af krybskytteri. Det blev Mozart Jensen for meget, og han sagde til Sams Lise: – Jeg vil ikke have, at Deres børn skyder mine fasaner!

Hertil svarede Lise: – A hår osse så te dem, at de må hellere skye en hare, for den er der da noget kjøj på, de hier fasaner er jo kun skind og bien!


Flere ubeboede huse i Rådved kær fik efterhånden lov til at forfalde. Men efterhånden som der i de senere år er blevet større interesse for at bo tæt ved naturen, bliver mange af de gamle ejendomme renoveret. Foto marts 2008 ved MK.

 

Jacob Het og Inger Marie

Jacob Het var gift med Inger Marie. Jacob var en lille splejs, mindede nærmest om en dværgkok, navnlig når han stak brystet frem og afsluttede en samtale med: – Ja, det er jo ikke al ting! Hvad han mente med det, ved jeg ikke. Det har vel nærmest svaret til: Det er jo ikke så lige en sag. På et punkt var han forud for sin tid. Nu om stunder er det jo moderne med lange halstørklæder. Et sådant havde Jacob også, det kaldte han sit mundklæde. Det var et festligt syn at se Jacob med sit mundklæde viklet en halv snes gange omkring halsen, så kun næse og øjne stak frem.

Inger Marie var af udseende Jacobs diametrale modsætning, hun var lang og ranglet. De havde et lille husmandssted nede i kæret, hvor der var plads til en enkelt ko, og så har han vel tjent lidt ved at gå på arbejde ved bønderne til den fyrstelige løn af en krone om dagen; men jeg har hørt, at han ofte om vinteren måtte nøjes med 50 øre og kosten.

De havde et barnebarn hos sig, Niels Het (mere om ham senere). Han blev af lægen rådet til at få briller, mens han gik i skolen. Det var på den tid enestående, at et barn skulle have briller, og det var ved at udarte sig til, at han fik navnet Brille-Niels.

En dag bankede det på døren ind til skolestuen, og Far sagde: kom. Ind tren Inger Marie i al sin magt og vælde, og så sagde hun: – Bestiller I noget! Far blev noget desorienteret og sagde, at det mente han nok at vi gjorde, og så spurgte han forsigtigt, om det var ham eller min mor, hun ville tale med. Dertil svarede Inger Marie: – Ja, no hår Niels jo fåt de hier briller, og hvis der er noven, der slår dem i støkker, så ka di sjel fo lov å betåel dem, di håer va dye, di kostet 3 kroner!

Ak, ja, det var den gang, man forstår jo nok, at det var mange penge den gang, tre dages hårdt arbejde for et par briller, for der var skam ikke noget, der hed tilskud fra det offentlige.

Engang var min yngste søster inviteret ned til Jacobs datter til fødselsdag. Datteren hed Lise Het. Da de skulle hjem, skulle de have en saftdram, det vil sige et lille glas hyldebærsaft. De havde selvfølgelig ikke mere end ét glas, så de skulle drikke på skift, og glasset blev naturligvis ikke vasket. Da Inger Marie havde skænket det første glas og rakte det til en af pigerne, sagde denne: – Nej, a ska da it ha føst! Det samme svar fik Inger Marie af adskillige, indtil hun kom til min søster Anna. Hun drak den første ”dram” i bevidstheden om, at det havde været et rent glas, hun drak af.

På hjemturen spurgte Anna de andre, hvorfor de ikke ville drikke af det rene glas. De svarede følgende; – Uha, so do it, at der hang en drep under Inger Maries nies, og den drøppet lig nie i æ glas, da hun skænkede den første saftdram.

En urolig bryllupsnat

Da Lise Het skulle giftes, blev Far og vores nabo, Jacob Schultz på Rådved Nygård, inviteret til middag nede ved Jacob Het i Rådved kær. Far i sin egenskab af kirkesanger, Schultz velsagtens, fordi han havde kørt for brudeparret.

Til middagen fik de suppe, som muligvis var blevet kogt i en messinggryde, muligvis en kobbergryde, der ikke var ren.

Far har sikkert holdt den traditionelle bryllupstale, og alt gik tilsyneladende såre godt, indtil Far kom i seng. Så fik han den mest rædsomme mavepine, så han måtte på ”huset”, som det lille rum hed derhjemme, flere gange om natten, og ”huset” var ikke anbragt som nu ved siden af soveværelset, men ude i udhuset.

Næste dag udspandt der sig en samtale mellem Schultz og Far. Schultz spurgte, hvordan Far havde haft det. Far sagde som sandt var, at han havde rendt på huset flere gange om natten. Schultzes svar var: – Ja, jeg har siddet på lokum det meste af natten, hvordan mon det er gået med brudeparret?

Far låner hest

Mens vi er ved Schultz, som bestemt ikke var nogen original, kan jeg lige så godt fortælle et par historier om ham.

Han var en god nabo, og han tilbød Far, at han kunne komme og låne en hest til kirke, så ofte han havde lyst, særlig når vejret var dårligt. Far tog engang imellem imod tilbudet. Engang, da Far kom og afleverede hesten, sagde Schultz: – Men hvordan er det da, du har mishandlet hesten? Far forsikrede, at han da ikke kunne se, at han havde gjort hesten fortræd. – Jeg har ladet den gå i skridt gang hele vejen, sagde Far. – Ja, men det er også det, der er galt, sagde Schultz, kan du ikke se, at den står og fryser?


På Rådved Kærvej 38 har en lodsejer skabt sig sit lille private paradis.

Lærerens tiggerbreve

Far fik den gang en del af sin løn i form af ”offer”. Det vil sige, Far sendte fire gange om året ”offersedler” ud til skoledistriktets beboere. Disse sedler blev kaldt tiggerbreve, og Far var meget utilfreds med den form for aflønning.

Så puttede folk et beløb i papiret, lu kkede det sammen og afleverede det til Far. Det var meget spændende for Far at se, hvor meget folk syntes han var værd. Men se, Schultz ville ikke være med til de narrestreger, han ville yde sit offer i form af naturalier. Når offertiden var inde, sagde han til min bror Ejnar eller mig, at v i skulle komme op på Rådved Nygård med en sæk, og så gik vi op på kornloftet.

Og så fik vi en god sæk hønsefoder med hjem, og jeg kan forsikre for, at vi havde gjort en god handel.

Engang vi have fået fremmede, stod vi og manglede en flaske snaps til maden, og Far sendte Ejnar op til Schultz med en flaske, om vi ikke kunne låne noget akvavit. Ejnar kom hjem med flasken fyldt, men med den besked, at Schultz ikke havde andet end dansk sodavand, men det kunne de vel også bruge. Far tog proppen af flasken, lugtede til den og sagde: – Nå, der er nok ikke noget i vejen med den sodavand.

Niels Het og fedtemadderne

Jacob Het og Inger Marie havde et barnebarn, Niels Het, boende hos sig. Han var på alder med mig, og ham husker jeg ganske tydeligt. Når han kom i skole, havde han altid en solid madpakke med, og på det tidspunkt blev der lagt mere vægt på, hvad drengen kunne lide, end det rent sundhedsmæssige. Vitaminer kendte man ikke den gang.

Madpakken bestod for en stor del af sukkermellemmadder, det vil side fedtebrød med et tykt lag puddersukker på. Når det så blev frikvarter, tog Niels en rundtenom i den ene hånd, og med pegefingeren stak han et hul midt i mellemmaden fra undersiden af denne, og så begyndte han at gnave et hul, altså med fedtsiden ind mod ansigtet med det resultat, at han blev oversmurt med fedt og sukker i hele hovedet. Når han så havde fået lavet et pænt hul sagde han glædestrålende: – Se, der er rendt en rot gennem mi melmad.

Når han så kom ind, så han herrens ud. Far aftalte så med ham, at han skulle gå ud i vores vaskehus og tørre sig på et håndklæde, som hang der til samme brug. Det glemte Niels for det meste, og Far måtte så jage ham ud igen, så han kunne komme til at se nogenlunde ordentlig ud. Når han så kom ind stillede han sig op foran Far og sagde bebrejdende: – Nå, er a så gue nok?

En dag kom han op i skolen og sagde: – Der har van bossere (tyveknægte) nede ved wos. De stjal en krone fra Gitte, men det var no it så gal, for hun havde kun den samme. De var osse henne ved Mekkel Peder, men det fik de ikke noget ud af, for da Mekkel hørte dem råbt han: – Hint mi bøs! Og så rent de dje vej.

En dag havde Nielses mor lagt nogen gloende komfurringe på gulvet. Nielses lillebror gik bukseløs rundt i køkkenet og var så uheldig at sætte sig ned på de varme ringe og brænde rumpen noget så gevaldig. Far havde hørt om uheldet, og han spurgte så Niels, hvor Jacob havde brændt sig. – Det tør a it sæj, svarede Niels. – Har han brændt sig på den lille ende, spurgte Far. – Ja, sagde Niels, lykkelig over, at Far havde fundet sådan et pænt navn til den nævnte legemsdel.

Da han kom ud fra klassen i frikvarter, mødte han gamle Kirstine Lavrsen, og han råbte, så det kunne høres over hele legepladsen: Kestine, mi bette browr hår bræn sæ såen po si røv! Her turde han nok fortælle, hvor Jacob havde brændt sig.

Klods Peter og Skjøn Ane

Nabo til Jacob Het boede Klods Peter. Han var gift med Skjøn Ane, ja gift blev de først, da vi fik en ny præst, Callenbach Petersen, for sagen var den, at de levede ”på polsk”, altså i papirløst ægteskab, og det var jo på den tid noget, som pæne folk ikke gjorde. Præsten så det som sin fornemste opgave at få dem smedet i hymens lænker. Det lykkedes også for ham. Om de så havde det bedre efter den tid og var mere lykkelige, ved jeg ikke.

Klods Peder var en håndsnild mand, han gik rundt og udførte lettere snedkerarbejde på gårdene. Når folk roste ham for vel udført arbejde, sagde han altid: – Det er jo ingen sag, når man har æ remerrier (værktøjet). Han var ikke særlig kløgtig, og man drev altid løjer med ham. Under den første verdenskrig var han en dag oppe hos Schultz på arbejde. En af karlene sagde til ham: – Har du hørt, Peter, at nu har tyskerne klippet den trådløse forbindelse over fra England til Frankrig? Klods Peter svarede: – Ja, de er nogen sataner, de tyskere, men de er jo så dygtige, de har de hie stue stolsavser (stålsakse) som de kan klep æ ledninger over mæ!

Klods Peter og Skjøn Ane havde en datter, som hed Marie; hun kom selvfølgelig til at hedde Klods Marie.

En dag havde fodermesterens datter oppe på Rådved Nygård generet hende så groft, at hun blev borte fra skolen flere dage.

Det var om sommeren, og når det var godt vejr, fik vi lov til at komme ned og bade i Rådved å. Åen lå lige ved siden af Klods Peters hus, og da vi denne dag kom så langt, stod Skjøn Ane udenfor, og Far var klar over, at hun var i krigshumør.

Han sagde senere, at han var glad for, at han havde sin store egekæp i hånden. Og så åbnede Skjøn Ane for talens sluser. Hun sendte ikke sin datter i skole, før Far fik givet ”den satans røjtertøs” en ordentlig omgang.

Hun blev ved så længe, så det blev Far for meget; det var jo også lidt pinligt, at hele klassen stod og hørte på det.

Endelig satte Far stokken fast i jorden og sagde følgende: – Nu vil jeg sige Dem noget, Ane, De har ikke lov til at antaste mig her på offentlig vej. Hvis De har noget at snakke  med mig om, så kan De komme op på skolen, De ved hvor jeg bor. Farvel!

Ane kom selvfølgelig aldrig, men nu havde hun jo også fået udløsning for sin galde. Om ”den satans røjtertøs” fik en omgang, ved jeg ikke, men jeg tror det næppe.

Oplevelser i kirken

Engang sang Far til et bryllup i Hansted kirke. Efter vielsen skulle brudeparret op til alteret og bringe deres ”offer”. Det ville sige, at de skulle lægge et beløb på alteret som honorar til præsten; senere lagde de et tilsvarende, men noget mindre beløb i degnestolen. (Heraf det gamle ordsprog: Når det regner på præsten, drypper det på degnen. Anm. MK)

Brudefolkene var også kommet vel inden for knæfaldet og havde fået afleveret deres offer. Men så skete det, der nær var blevet en skandale. Brudgommen var kommet vel inden for knæfaldet, og dette fortsatte et stykke hen bag alteret. Nu stod han foran alteret, men kunne ikke se, hvordan han skulle komme ud.

Nu var gode råd dyre. Pludselig gik han hen til knæfaldet og gjorde tegn til at ville skræve over det. Hvordan han havde tænkt sig, at bruden skulle komme over, ved jeg ikke. Men bruden klarede situationen med følgende: – Hov Jens, det er den hie vej! Og hun fik ham trukket den rigtige vej ud.

Så var Far engang til begravelse, også i Hansted kirke. Det var en mand nede fra kæret, der var død. Ved en sådan begravelse blev følget ofte bespist, men også i høj grad beskænket i hjemmet før begravelsen, så følget kunne undertiden være noget højrøstet i kirken under højtideligheden.

Nu var det et hjem, hvor der var noget knas med familieforholdene; det var et sted, hvor man tilsyneladende ikke have overholdt det 6. bud om at man ikke må begære sin næstes hustru. Efter jordpåkastelsen kom en stedsøn hen til Far med nogle breve og spurgte: – Vel di it, Kristensen, løs di hier brev op? Brevene skulle dokumentere, at afdøde havde været utro. Far sagde, at det ikke her var stedet at ordne den slags sager og forsikrede, at det ønske kunne manden ikke få opfyldt.

Da Far gik hjem, hørte han bag sig en vogn komme kørende i susende fart. Det var den sørgende familie, og de skrålede i vilden sky ”Dengang jeg drog af sted”. Se, sådan endte den begravelse.

Far var ikke altid lige glad, når han skulle ned og ”synge ud” og skulle beværtes, for properheden var ikke altid lige god. Men som Munk Therkildsen (Rådved Damgård) sagde: – skidt med det, vi tager en ekstra dram og skyller efter med!


Rådved skole fotograferet marts 2008. Den ligger lige i trekanten mellem Ålkærgårdsvej og Lundumvej og har været privat beboelse siden skolen blev nedlagt.

 

Anne Grabow

En af de originaler, som jeg bedst kan huske, og som jeg mindes med størst glæde, er Anne Grabow, der udtales ”Ann Grabe” efter den lokale dialekt. Hun var gift Jørgensen i andet ægteskab, men hun hed aldrig andet end Ann Grabe.

Hendes sidste mand, Jens Peter Jørgensen, husker jeg kun som en invalid olding, som sad hjemme i sin stol, mens Ann Grabe gik på arbejde.

Hun hjalp til på gårdene med malkning, slagtning og når der var gilde. Inden hun gik på arbejde om sommeren, satte hun deres ged, Minke, på græs ved vejkanten. Når hun så kom om aftenen og hentede geden, stod den og brægede med et fyldt yver. På lang afstand begyndte Ann Grabe at trøste den: – Ja, lille Minke, no kommer a å taer dæ mæ hjem, det er osse synd, do hår stojen jenne hiele dawen. Og så gik de hjem, og Minke blev malket, så de kunne få deres mælkebehov dækket.

Ann Grabe havde mange festlige valgsprog, fyndord eller ordsprog, hvad vi nu skal kalde dem. Et af dem lød sådan: – Det er it så let for en jenle en og skal op o æ lovt å stavel aer (det er ikke så let for for en enlig en og skal op på loftet og stable ærter). Engang spurgte jeg hende om, hvorfor det var så svært. – Jov, for de vil sgu trille, svarede hun.

En anden talemåde lød sådan: – Det var da streng, en sku blyv så fatte, så man it ku gi hinanden en ko. Engang hun sagde det til fru Kaiser, proprietærfrue på Petersholm, svarede fruen: – så skulle De give mig én. Da så fruen fyldte år, kom Ann Grabe med en pakke indeholdende en porcelænsko. På en seddel stod der: – Det var da streng – – – osv.

Når Ann Grabe var på arbejde, var daglønnen ikke stor, men honoraret regulerede hun selv. Hvis daglønnen efter hendes mening havde været for kneben, sørgede hun selv for at få en godbid med hjem til Jens Peter. Og det var folk indforstået med, og de undte hende det gerne.

Mejerist Mine

Som den sidste original fra Rådved kær kan jeg fortælle et par historier om Mejerist Mine. Tilnavnet Mejerist havde hun fået, fordi hendes mand havde været mejeribestyrer i Egebjerg. Hendes søn havde fået en motorcykel, og Mine skulle så have en køretur på bagagebæreren. Sønnen sagde: – Må jeg køre lidt hurtigere? Mine svarede: – Du må køre ad helvede til, a ska sgu nok følge med!

Når hun skulle i byen og skulle klæde sig om, sagde hun altid, at hun skulle have sig smykket. En dag kom hendes datter og skulle have hende med til Horsens. Da hun stadig gik i daglige klæder, sagde datteren: – Men Mor, har do ikke fået dig smykket? Hertil svarede Mine: – Lille Magda, do ved jo godt, a smøkke mæ it for å go til Hossens!

Engang kom Mine ud til købmand Kristensen i Horsens, og almindeligvis havde hun så æg med som betaling, men det kunne jo hænde, at der ikke var æg at betale med. Hønsene lagde jo den gang kun æg om sommeren, og hele vinteren fik hun ingen æg ind. Først hen på foråret, når det blev tøvejr, begyndte hønsene igen at lægge æg. Altså, Mine kom om vinteren ud til købmand Kristensen, og da hun havde fået varerne sagde hun: – Kristensen, a håe sgu ingen pæeng, men når æ høns røv tøer, ska di nok få noven æg!”

Her slutter Aage Kristensens beretning, men der kunne nok fortælles mere om originaler i Raadved kær, men det må vente til en anden gang.

– Måske har læserne nogle historier at fortælle?

Broen 20. årgang – nr. 4 

2008 Juni – juli – august

 

2 tanker om "Sandfærdige historier om originalerne i Rådved kær"

  1. Allan

    Dette er meget spændende læsning. Jeg er ved at kortlægge slægten, og har opdaget at Jacob Het og Inger Marie var mine tip-oldeforældre.
    Det er ikke muligt at se de billeder der er indsat på siden, og linket til artiklen i bladformat fungerer heller ikke. Det kunne være sjovt at se.

    Artiklen har en lidt åben slutning, kan det tænkes der er flere historier at tage af?

    Venlig hilsen Allan

    Svar
  2. Hans Kurt Jacobsen

    Hej Allan
    Tak for dine kommentarer til artiklen “Sandfærdige historier om originalerne i Rådved kær”. Det er da spændende, at du i artiklen kan læse om dine tipoldeforældre. Det er rigtigt, at artiklen har en lidt åben slutning, men der er mig bekendt ikke flere historier at tage af.
    Du gør opmærksom på at billederne mangler i artiklen, og at linket til artiklen i blad format ikke virker. Det skyldes en teknisk omlægning af hjemmesiden, hvor en del at linkene til billeder og pdf-filer for en del artikler desværre er gået tabt. Det har jeg rette op nu for denne artikel, så jeg håber, at du vil kigge ind igen. Du kan bruge dette link: http://www.hansted-egebjerg.dk/broen/broen-2008/2008-broen-20-argang-nr-4-juni-juli-august/sandfaerdige-historier-om-originalerne-i-radved-kaer/
    Venlig hilsen
    Hans Kurt Jacobsen
    BROEN Hansted-Egebjerg.dk
    Bavnehøjvej 13, Egebjerg, 8700 Horsens
    Telefon: 48795505 Mobil: 40376936

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *