Jakob Schmalz – en historie om en flygtning

Tryk her for at læse artiklen i bladformat

Af Mogens Kirkegaard

Schmalz var en kendt skikkelse i Egebjerg. Han flyttede hertil i 1956 sammen med sin kone Edith og sønnerne Erik (f. 1947) og Peter (f. 1955) og byggede få år senere hus på Vandværksvej 21. Her faldt han godt til og fik gode venner blandt de andre beboere på vejen. I 1964 blev Jakob og Edith skilt, og Jakob blev boende på Vandværksvej sammen med Peter. Erik blev udlært bygningsmaler og flyttede til Århus og siden tilbage til Horsens.

Jakob fortalte ind imellem om sine oplevelser og om, hvordan han var havnet her i Danmark på trods af, at han var født i Rumænien; men man kunne fornemme, at det ikke faldt ham let.

Jeg har talt med sønnen Peter, der nu er 53 år. Han fik efter gymnasiet en cand. merc. uddannelse fra Handelshøjskolen i Århus og arbejdede i en del år for flere store danske og internationale virksomheder, inden han fik nok af forretningslivet og søgte ind som underviser på Niels Brocks Handelsskole i København. Her han har arbejdet siden 1994 og bl.a. skrevet lærebøger i markedsføring. Peter Schmalz indvilgede i at fortælle om faderens liv og gav tilladelse til, at vi måtte fortælle historien i BROEN.

Jeg har desuden talt med andre, der har kendt Jakob, og kan på den måde stykke et billede sammen af et menneske, der efter mange dramatiske oplevelser fandt fred og ro i lille Egebjerg.


Peters familie spillede en stor rolle i Jakobs tilværelse. Her er han fotograferet ved vandværkssøen i sommeren 1994 sammen med barnebarnet Christian og svigerdatteren Bente. Foto: Peter Schmalz.

 

Barndom i Rumænien

Jakob Schmalz var født den 1. januar 1916 i landsbyen Panatol i det vestlige Rumænien. Området hedder fra gammel tid Transsylvanien og har været omstridt land på grund af sin store frugtbarhed. Både ungarere og tyrker har hersket her, og der var før 2. verdenskrig stadig store ungarsk og tysktalende mindretal. De var indvandret allerede i det 12. århundrede og havde især slået sig ned omkring byerne Timisoara og Arad.

Jakobs forældre havde i to omgange i begyndelsen af 1900-tallet ligesom nogle af deres søskende arbejdet i USA. Mens andre valgte at blive i derovre, vendte Jakobs forældre tilbage. De havde gennem hårdt arbejde tjent penge nok til at realisere deres drøm om at købe en gård i hjemlandet. Her voksede Jakob op som enebarn, og allerede fra barnsben deltog han i arbejdet på gården og i markerne.

Man dyrkede traditionelle afgrøder, og Jakob fortalte senere, hvordan landsbyens børn om sommeren sænkede store vandmeloner ned i den kolde brønd for at køle dem af, inden de skulle spises. Men på gården opdrættedes også heste til den rumænske hær, hvad de var meget stolte af, der var vinmarker, og familien var i det hele taget ganske velstående bønder.

Der var en lille skole i landsbyen, og her lærte Jakob at læse og skrive tysk og rumænsk, men tysk talte man jo hjemme, så det var hans modersmål frem for rumænsk. Det tyske mindretal var traditionelt romersk-katolsk. Han havde været messedreng i kirken og måttet træde blæsebælgen til orglet. Den tro holdt Jakob fast ved i de første mange år i Danmark, indtil han engang i 1980erne meldte sig ind i folkekirken, uden at han dog var specielt religiøs.

Han var som ung på gården blevet sparket i ansigtet af en hest, der med hoven havde knust flere af hans tænder i undermunden. Han havde så fået lavet nye tænder af sølv, som åbenbart må have været lavet godt, for de holdt i mere end 50 år.


På kortet ses regionshovedstaden Arad, der er nævnt i artiklen. Det er i dag en by på næsten 200.000 indbyggere. Den var indtil 1919 ungarsk, men efter 1. verdenskrig blev grænserne på Balkan flere steder ændret.

Soldat i 2. verdenskrig

Det havde været meningen, at Jakob skulle overtage gården efter faderen, men tiden gik, og så kom 2. verdenskrig. Han havde sidst i 1930erne aftjent sin værnepligt, men blev nu genindkaldt som soldat i den rumænske hær. I 1941 gik de rumænske ledere ind i krigen på Tysklands side, og rumænske hærafdelinger blev en del af de tyske hære, der i juni samme år gik til angreb på Sovjetunionen.

Jakobs mor måtte grædende vinke farvel til sin søn i soldatertoget på vej mod øst, hvor en urolig og farlig tid ventede ham.

Vinterkrig ved Stalingrad

Han havde dog det held at blive oppasser for en rumænske kaptajn, men måtte følge med hæren gennem Ukraine og videre gennem Sovjetunionen helt til Stalingrad, hvor den tyske offensiv kørte fast i vinteren 1942/43. Inden den tyske hær overgav sig, var Jakob imidlertid blevet såret, men han slap heldigt ud med et af de sidste tog, inden hæren var blevet indesluttet. 2 gange var han hjemme på sygeorlov, og sidste gang han så sin mor, var på stationen i Timosoara, da han var kommet sig.

Derefter blev han sendt til Finland. Her kæmpede tyske og finske soldater mod russerne. Jakob må have haft en stærk konstitution, for skønt såret endnu engang kom han sig og blev sendt tilbage til krigen. Han havde på et tidspunkt også kæmpet i Grækenland, men befandt sig i foråret 1945 i området mellem Gdansk og Stettin ved Østersøen. Den tyske hær forsøgte her at standse russernes fremrykning, men endte med at gå i opløsning.

Stærke oplevelser

I krigens sidste dage lykkedes det ham sammen med nogle rumænske kammerater at komme om bord på et skib, der skulle transportere flygtninge til København. Tre skibe sejlede ud i Østersøen. Bag sig kunne de se byen stå i flammer.

Ude på havet blev de angrebet af allierede flyvere, der sænkede to af skibene, og tusindvis af flygtningene omkom. I alt omkom under disse transporter ca. 19.000 mennesker. Men Jakobs skib nåede til København.

I Danmark blev han interneret i en lejr tæt ved København, men fik dog lov til at blive i landet. Hele hans ungdom havde militærtjeneste og krigen taget.

Jakob havde haft mange dramatiske oplevelser under krigen, og de sad stadig i ham. Han havde set meget død og lemlæstelse, og det dukkede mere og mere op som mareridt, efterhånden som han blev ældre.

Det var ikke ofte, at han havde lyst til at fortælle om den tid, men når det skete, kom alt det forfærdelige, han havde oplevet, strømmende ud af ham. Man kunne ikke spørge om noget konkret, så lukkede han i.

Han fortalte således, at han ved fronten havde været så tæt på en eksploderende granat, at han var blevet helt blindet og havde mistet orienteringen. Heldigvis var han blevet fundet af samaritter og hjulpet i sikkerhed.

I Finland var han en dag gået ned til en sø i skumringen for at hente vand. På afstand kunne han se nogle mænd, en 8-10 stykker, der vinkede til ham, at han skulle komme nærmere. Og han kom da også så tæt på, at han kunne se de russiske uniformer. Jakob smed, hvad han havde og løb for livet, til han var tilbage ved sine kammerater.

Flygtning i arbejde

Efter krigen blev der åbnet op for, at krigsfanger kunne få lov til at arbejde i landet, men kun som medhjælpere på bøndergårde, for man manglede på det tidspunkt arbejdskraft i landbruget. Så efter et halvt års tid blev han i 1946 sendt til Horsensegnen og kom til at arbejde på gårde i Tyrsted og Torsted syd for Horsens. I Tyrsted arbejdede han sammen med to andre rumænske kammerater på en større gård hos en gårdejer Andersen. Han arbejdede også en tid på Årupgård ved Bygholm sø. Han blev ikke skånet, men måtte gøre hårdt fysisk arbejde, fx med at fælde træer på gammeldags måde med de store skovsave. To mand liggende på knæ trak savene frem og tilbage. Hans to kammerater foretrak senere at vende hjem til Rumænien; de faldt aldrig til her og lærte sig ikke dansk.

På gården i Tyrsted arbejdede Jakob sammen med en ung mand, Christian Larsen, der havde en ældre søster. Det var den Edith Larsen, som han i 1947 fik sønnen Erik med.

Jakob bliver dansk statsborger

Senere kom Jakob til at arbejde på Pilegården i Torsted, men efterhånden åbnede der sig med industrialiseringen andre muligheder, og da han fik dansk statsborgerskab i 1955, var der ikke længere begrænsninger for, hvilket arbejde han kunne få.

Men ligesom i dag var det også dengang svært at få dansk statsborgerskab. Man skulle bestå en prøve, der viste, om man beherskede mundtligt og skriftligt dansk. En af prøverne gik ud på, at han skulle skrive en stil om fiskerbyen Harboøre i Vestjylland. Jakob havde aldrig været ved Vesterhavet og vidste intet om emnet. Det betød, at han skulle læse en del litteratur først og så skrive stilen, og det kunne han ikke klare. Heldigvis var han kommet til at kende en dansk politibetjent, der havde fået sympati for ham. Denne politibetjent hjalp ham med opgaven, ja skrev faktisk stilen for Jakob, der derefter kunne skrive den af og aflevere den. Og på den måde blev han dansk statsborger.

Nu fik han arbejde på Gedved Fjerkræslagteri, senere i mange år på Horsens Fjerkræslagteri. Han var dygtig til at slagte fx kaniner. Han kunne slagte og pelse 60 af de små dyr i timen. En tid var han på Horsens Trælasthandel, og i 1972-78 var han arbejdsmand på Pasilac (Paasch), hvor han var meget glad for at være.

Familien flytter til Egebjerg

I 1956 flyttede Jakob med sin familie til Egebjerg og boede til leje bl.a. fra 1956-58 i et hus ejet af Anton Petersen (Kirstinelyst) på vejen fra Hansted til Hansted Skov. Jakob var aldrig arbejdsløs, og det havde også betydet, at han kunne spare sammen til at købe et stykke jord af Simonsen på Skovgård og få bygget et hus med billige statslån på Vandværksvej i 1960. Det var en lykke for ham, for her fik han en lille have, der blev hans store interesse.

Det var dengang, da en parcelhushave ikke blot bestod af fliser og græsplæne, men også af køkkenhave, blomsterbede, drivhus og frugttræer. Når Jakob kom hjem fra arbejde, lavede han mad til Peter og sig selv, og så gik han i haven, og det var med stor omhu. Naboerne kunne godt drille ham lidt med, at der ikke var et græsstrå, der vendte forkert, hvilket Jakob kunne blive ked af, fordi han ikke forstod den danske ironi. Han var selvforsynende med grønsager, og det nød naboerne også godt af, når han langede friske grønsager, tomater, agurker eller kartofler over hækken. Så kunne han godt drikke en øl, men kun, hvis det ikke kom i konflikt med hans ønske om at spise sin middagsmad præcis kl. 12.

I 1986 holdt Jakob sin 70 års fødselsdag. I den anledning skrev Heine Hudecek en sang på melodien den evigglade kobbersmed. Et vers herfra fortæller lidt om Jakobs liv:

“På Vandværksvej en have er, åh-nej hvor den er fin
tænk, udenfor står Jakob, si’r til alle: den er min,
så hvis I kigger ind, da skal I se et sjældent syn:
en plæne grøn, bestemt den allergrønneste i byen.
Den bli’r luget, gødet og vandet dag og nat,
efter klipning bli’r den a’et som en kat,
hvis der stadig stritter et lille bitte aks
falder Jakob på knæ, med sin lille køkkensaks.”


Billedet fra o. 1975 giver et godt indtryk af både nabohygge og af Jakobs velholdte have med roser i baggrunden. Naboerne er Heine og Lis Hudecek, Benny og Anni Madsen og Asta og Henry Ahle. Foto: Poul Erik Nielsen.

Det skal være in Ordnung

Naboerne sagde ofte til hinanden, at det dog var en irriterende grøn græsplæne, Jakob altid havde, den var ikke til at hamle op med. Man havde endda oplevet at se ham feje græsplænen. Og ukrudt fandtes ikke i Jakobs have.

Der skulle også være fint inde i huset. Når han skulle have gæster, så han gerne, at de havde skiftesko med, ellers måtte de bevæge sig rundt på strømpesokker. Så snart gæsterne var gået, blev der luftet ud og gjort rent, og tøj lagt til vask.

Han holdt meget af at rejse og var mange gange i Tyrol eller Tyskland, og det kunne hænde, at han herhjemme gik til enkebal med hvad deraf kan følge. Han var meget omhyggelig med, at damerne ikke satte spor i sneen, så naboerne ikke kunne få noget at drille ham med.

 

Jakob elskede fest og samvær med
naboerne. Så klædte han sig pænt
på, for der skulle være stil over det.
„Det skal være in Ordnung“, sagde
han, og det gjaldt alt, hvad han
foretog sig.
Foto 1991.

 

Han kunne dog også godt selv give lidt igen. Poul Erik Nielsen, hans nabo, fortæller også, at Jakob engang havde klippet hæk, og han havde så foroven klippet ind til midten. Så var det Poul Eriks tur, og han klippede løs, indtil det pludselig sværmede med arrige hvepse. Poul Erik var uforvarende kommet til at klippe i det hvepsebo, som Jakob havde opdaget og omhyggeligt var gået udenom. Men i stedet for at advare naboen, havde han stillet sig på sikker afstand og grinede godt, da Poul Erik fik problemer med hvepsene. Heldigvis slap de begge uden stik.

Alenefar

Ægteskabet med Edith gik efterhånden ikke så godt, og det endte med skilsmisse i 1964. I den forbindelse skulle det afgøres, hvor de to drenge, Erik og Peter, skulle bo, hos far eller mor. Normalt var det sådan dengang, at børnene næsten automatisk fulgte moderen.

Men en af beboerne på Vandværksvej var Elly Rasmussen, der i flere år var valgt ind i sognerådet for socialdemokratiet. Hun var medlem af socialudvalget og brugte sin indflydelse og sit kendskab til Jakob til at udvirke, at Peter fik lov til at bo hos sin far. Peter blev hans ét og alt, og efterhånden som han viste sig som en velbegavet ung mand, fortalte Jakob gerne og med betydelig stolthed om sønnens karriere.

Jakob gik på efterløn i 1978, og i mange år derefter nød han livet, selv om han boede alene. Men han var fortsat glad for socialt samvær, og blandt andet gik han med stor glæde til folkedans i forsamlingshuset.

Hvis man leder efter spor af Jakobs landsby i Rumænien, vil det blive meget svært. Efter at Rumænien blev kommunistisk, fulgte man til en vis grad mønsteret fra Sovjetunionen. De selvstændige landbrug blev nedlagt, og store kollektiver overtog jorden. De tidligere selvstændige bønder blev landbrugsarbejdere på deres egen jord, gårdenes bygninger blev brudt ned, og familierne genhuset i store lejlighedskomplekser. Således forsvandt også landsbyen Panatol.

I tiden under Ceaucescu var det for farligt for ham at besøge det gamle fædreland, og da det omsider efter diktatorens fald blev muligt, var Jakob var blevet klar over forandringerne og havde ikke siden lyst til at gense sit hjemland. Nu følte han sig som dansker og drømte sig ikke tilbage.

Jacob Schmalz døde den 14. april 2004 som 88-årig. Han fandt sin sidste hvile i Egebjerg og er bisat på Hansted Kirkegaard.

Broen 20. årgang – nr. 4   2008 Juni – juli – august   lokalhistorie mennesker

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *