Ekstreme vejrforhold

Klik her eller på overskriften for at se artiklen i bladlayout
Ekstreme vejrforhold

Af Peder Pedersen

Der tales meget i disse år om at vi har fået ekstreme vejrforhold, med kraftig regn, oversvømmelser, tsunamier og tornadoer, på grund af at vi mennesker udleder for store  mængder co 2 eller drivhusgasser, som laver huller i ozonlaget og får klodens temperatur til at stige, med det til følge, at bl.a. isen på Grønland er begyndt at smelte.Det er sikkert rigtig nok, men jeg kan nu ikke lade være med at tænke tilbage til de vejrforhold, vi havde i 1940-erne, da var de fine ord ikke opfundne, men vi var også dengang vidne til ekstreme vejrforhold, og det var ikke bare noget vi hørte om ude fra den store verden, men det var også i høj grad mærkbart her i lille Danmark. Da vi jo ikke er så mange, der kan huske så langt tilbage, vil jeg her fortælle lidt om, hvordan det var at bo her i Egebjerg dengang.

Kul og koks fra England

Op gennem 1930-erne var det blevet meget almindelig at bruge kul til fyring, både i industrien i jernbanelokomotiverne og skibenes dampmaskiner. Til opvarmning af folks huse var den mest almindelige brændselsform koks. Koks var renere end kul og brændte mere rent i kakkelovnen og komfuret. Før den tid var træ og tørv det mest anvendte brændsel, men nu var kul og koks blevet relativ billigt, og så valgte danskerne det. Danmark havde fået etableret en god handelsforbindelse med England. Danmark kunne levere smør æg og bacon af høj kvalitet og med en god leveringssikkerhed til englænderne, til gengæld kunne England levere os den mængde kul og koks, vi havde brug for. Forbruget af benzin og olie var endnu meget begrænset, men det vi skulle bruge, kom også hovedsagelig fra England. Så der foregik, i 1930-erne en livlig trafik med handelsskibe frem og tilbage over Nordsøen.

Anden verdenskrig

Den 1. september 1939 skete der en katastrofe – 2. verdenskrig brød ud – Den 9. apr. 1940 skete der endnu en katastrofe – Tyskerne besatte Danmark – Den situation greb ind i mange ting, bl.a. gik samhandlen med England helt i stå. Dels stillede tyskerne krav om at få leveret alle defødevarer som Danmark på nogen måde kunne undvære. Dels sænkede tyske ubåde alle de handelsskibe som de kunne få ram på og det var mange. For at gøre skibsfarten helt umulig, blev der udlagt miner i mange af de danske farvande.Som om de problemer ikke var nok, så oplevede vi i begyndelsen af 1940-erne nogle ualmindelig strenge vintre, med minusgrader ned i nærheden af 30. Den 8. februar 1942 blev der målt minus 29 grader i Brande. At det betød meget for et land uden brændsel er let at forstå.

Alternative muligheder

Nu måtte danskerne til at se sig om efter muligheder for selv at skaffe brændsel. Tørvemoserne, der havde ligget uudnyttede hen i mange år, var nu pludselig blevet interessante. I Egebjerg Kær summede det nu af liv om sommeren, alle havde travlt med at grave tørv og få dem lagt til tørre så de kunne bruges til vinterbrændsel. De fleste benyttede den gamle kendte metode med en skovl og en trillebør, andre så store perspektiver i projektet og investerede i æltemaskiner m. m.

Med skovene var det næsten lige sådan, nu kom der også gang i træfældningen, alt sammen med håndkraft, motorsave var endnu ikke opfundet og det hele blev brugt. De tynde grene (kvaset) blev hugget i stykker, tørret og brugt som optændingsbrænde. Ja, selv trærodden (stødet) blev taget op og flækket, alt kunne bruges.

Gravemaskine i Søby
     Gravemaskine i Søby.

Lastbil i Søby
     Lastbil i Søby.

 

Inde midt i Jylland omkring Søby og Fasterholt var der forekomster af brunkul – ikke særlig gode kul, de var løse og brækkede nemt, så der blev meget smuld „negersnus“ det fandt man senere på at presse i briketter. I 1930-erne, da de engelske kul var billige, anså man det ikke for rentabelt at bryde brunkulene, men nu blev de gamle brunkulslejer åbnet igen og der opstod en stor industri.Brunkulsentreprenører købte sig rettighederne til at bryde kullene, de ansatte folk til at grave. I begyndelsen foregik arbejdet med skovl og trillebør, senere kom der gravemaskiner til, de var ikke nær så effektive som dem vi kender i dag, men det var dog et stort fremskridt. Folkene boede, for størstedelens vedkommende, i barakker, som var opført til formålet. Der var en hel lille by med købmand, kantine og værtshus. En del af bygningerne er bevarede som museum. Der skete mange ulykker i brunkulslejerne, sikkerheden var meget dårlig, arbejdstilsynet var ikke opfundet endnu, men brunkulsarbejderne tjente gode penge, hvis ellers man undlod at spille ”på sekseren” et hasardspil som var ulovligt, men meget populær på stedet. Brunkulene blev især brugt i jernbanelokomotiverne, i industrien og offentlige bygninger. 

Dagligdagen

Selvom folk havde skaffet sig tørv og træ til at fyre med, kneb det alligevel meget med at holde varmen i de kolde vintre. Husene var ikke så tætte som nu, isolering var et ukendt ord, der var da heller ikke noget Rockwool eller lignende at købe. Gennem radio og aviser, blev vi anbefalet, at rive aviser i stykker og brugte dem til at tætne med ved utætte døre og vinduer, ja, selv nøglehullet skulle lukkes med en tot vat. I dag har vi jo nærmest hele huset varmet op, men dengang måtte vi nøjes med at fyre i opholdsstuen, var man i aftenens løb gået ud i entreen efter et eller andet uden at lukke døren efter sig, blev der straks råbt ”luk døren” Min far kikkede tit på termometret, og hvis det viste 16 grader, var der varmt nok, så skulle der ikke fyres mere den aften. Et andet sted i huset, hvor der var lidt varme, var køkkenet. Komfuret gav lidt varme fra sig, når det blev brugt, men om aftenen blev der koldt derude, dampen fra madlavningen satte sig som is på vinduerne og laget af is blev tykkere og tykkere i vinterens løb, vi børn morede os med at lægge en femøre på et hjørne af komfurpladen, når den så var varm, tog vi den og pressede den mod isbelægningen på ruden så den satte et aftryk. Én gang om ugen, når min mor bagte i ovnen, kunne det ske, at isen begyndte at smelte på ruderne, så vi kunne se ud af det øverste af vinduet.

 

komfur
     Komfur.

 I resten af huset var der bidende koldt, jeg havde mit værelse oppe på første sal, der var der et lag is på gavlvægen, det var bare med at skynde sig at komme under dynen i en fart. Min mor lavede en varmedunk til os børn, dvs. det var ikke nogen dunk, det var en mursten som hun lagde i ovnen på komfuret, der lå den hele dagen når hun ikke bagte, den varme sten blev svøbt ind i et gammelt håndklæde og så fik vi den med op på vores værelse, hvor vi lagde den i forenden af sengen. Kan I forestille jer følelsen af at kravle i en isnende kold seng, og så stikke fødderne ned til den varme sten? Skønt! Den hårde og langvarige frost gav anledning til mange problemer, f.eks. frøs vandledningerne mange steder. Man havde ikke tidligere oplevet så strenge vintre, underjordiske vandledninger var typisk gravet 60 – 70 cm. ned i jorden, men nu gik frosten på sine steder 1 m. ned i jorde,n og så frøs rørene. I mit hjem var vandledningen ind til stuehuset frosset i en lang periode, men heldigvis var der vand ovre i stalden hos dyrene, men det, der skulle bruges i husholdningen, måtte bæres derind i en spand. Det job blev selvfølgelig uddelegeret til mig.

Skolen

Jeg gik i skole oppe i den gamle skole på toppen af Egebjergvej. Der var kun ét klasseværelse og én lærer ”Fischer” hed han. Til opvarmning af skolestuen var der en ret stor kakkelovn, hvor lærer Fischer normalt fyrede med koks, men nu under krigen måtte han jo også ty til tørv og træ, det kneb noget med varmen, termometeret viste gerne noget omkring 12 grader, men det hang nu også meget tæt på kakkelovnen, der var noget koldere ovre i vinduesrækken, hvor jeg sad. Ved siden af kakkelovnen var der en stor trækasse med låg over – en tørvekasse – til opbevaring af brændsel. Lærer Fischer sad tit på låget af tørvekassen, medens han underviste. Det skete nogle gange i de hårde vintre, at skolekommissionsformanden kom på besøg, han kom for at bekendtgøre at man i skolekommissionen havde besluttet, at det nu var for koldt til at man kunne opretholde undervisningen, så vi fik ”kuldeferie” på ubestemt tid. Det var svært at få armene ned igen efter sådan en melding.

 

Egebjerg gamle skole
     Egebjerg gammel skole.

 Området ved den gamle skole var ellers ideel om vinteren, vi brugte den øverste ende af Gl. Egebjergvej som kælkebakke, der blev hverken strøet sand eller salt på vejen, så den var fin. Hvis der ingen sne var og det ellers frøs nok til at isen på mosen bag skolen kunne bære, var der en ideel skøjtebane. De to faciliteter blev ivrigt benyttet i frikvartererne. Lærer Fischer var gammel sportsmand, så han kunne godt finde på at strække frikvarteret, hvis han kunne se at vi morede os godt.Skal vi nævne noget andet positivt ved de lange kolde vintre med megen sne og is, så må det være, at vi fik lært at løbe på skøjter og ski. På bakkerne på Egebjerggaards marker ned mod Hansted Å var der en formidabel skibakke. Sådan en frostklar aften med måneskin kunne vi nå mange ture, det drøje var selvfølgelig at komme op igen, der var jo ingen skilift.

Isslag

Før 2. verdenskrig havde vi jo ikke TV, men vi fulgte ivrigt med i hvad der blev sagt i radioen om vejret fra Metrologisk Institut, Men under krigen fik vi ingen vejrudsigter. Det var blevet forbudt af tyskerne, Royal Air Forse skulle ikke have det for nemt når de var på bombetogt ind over kontinentet.

En vintermorgen, jeg husker ikke præcist årstallet, men jeg tror det var i 1941, vågnede vi ved at der lød nogle brag ude fra haven, da vi kikkede ud så vi at der i nattens løb var kommet isslag. Alt var indhyllet i et enormt tyk lag is, bragene vi havde hørt, kom fra grene der knækkede af træerne fordi de gav efter for vægten af is. Værst gik det ud over birketræerne, som jo har meget tynde grene, da det hele var forbi, stod mange træer med kun de tykkeste grene tilbage.

 

Knækkede master
     Knækkede master.

 Men det værste af det hele var naturligvis at el-ledninger og telefonledninger var faldet ned, nogle steder var masterne også knækkede. Dengang var det jo ikke som nu hvor både el og telefon er gravet ned i jorden, dengang hang ledningerne på master langs med vejene. Ledningerne kunne slet ikke bære den ekstra belastning af det tommetykke islag. Det betød mange dage uden elektrisk strøm og telefon.Min søster og jeg skulle selvfølgelig i skole den dag, men alt var isbelagt og min søster, der var dårligt gående på grund af et handikap, gav op en meter uden for døren, men jeg spændte skøjterne på og løb på dem til skole. På vejen mødte jeg de tre sønner ovre fra Raadved Kjærsgaard, de gik i skole inde i byen og var lidt ældre end jeg, de tog også turen ind til skolen på skøjter den dag. Normalt syntes vi her ude, at de tre var privilegerede, de tog normalt bussen ind til skolen og tilbage igen, de stod af bussen ved Brugsen i Egebjerg, her holdt så en karl ovre fra Raadved Kjærsgaard med en kane med to heste for, de tre hoppede op i kanen og så gik det ud ad Raadvedvej.Efter det voldsomme isslag skulle ledningsforbindelserne jo retableres, der gik ikke mange dage før end strømforsyningen var i orden igen, men telefonen, – der gik uger – og det hjalp ikke at rykke ”Jysk Telefon A/S” de kom bare ikke.Så en dag kom vores genbo Martin Hansen også kaldet ”Tusindkunstneren” han havde fået det navn fordi han kunne så mange ting, han var egentlig tækkemand og hjemmeslagter, men han gravede også tørv om sommeren, så han kunne lidt af hvert. Han sagde til min far – Er du ikke snart træt af at gå og se på de nedfaldne telefonledninger? Jo, det var min far da, men vi kan jo ikke få dem hængt op igen. Hvis du nu giver mig – og så nævnede han et mindre beløb, så skal jeg nok hænge dem op igen, så kan telefonselskabet jo gøre det om igen, hvis de synes, min far sagde selvfølgelig – top -. Martin Hansen lånte en stige som han rejste op mod masterne og så entrede han op og bandt ledningerne sammen. Hvor svært kan det være? Det så lidt sjovt ud med alle de sløjfer, men telefonen virkede igen, senere kom telefonselskabets folk og lavede det mere professionel.Vi har jo gentagende gange siden oplevet at der faldt isslag, men aldrig i det omfang og med de katastrofale følger som vi var vidne til dengang.

Trafikken

Selvom der var krigstilstande og alle privatbiler var ”klodsede op” var der dog en del trafik af lastbiler og busser på Egebjergvej, vi må jo ikke glemme, at det var hovedvej 10, hovedfærdselsåren op gennem Jylland. I de to strenge vintre vi taler om kom der store mængder sne og det generede selvfølgelig trafikken. Vognmand Sørensen som havde fire lastbiler, havde meget at gøre når der kom sne, dels kørte de to af bilerne med påmonteret sneplov, medens de to andre strøede sand på vejene. Salt var noget vi dryssede på vores æggemad, man var endnu ikke begyndt at strø det ud på vejen som vi gør i dag. Udstrøning af sand foregik på den måde, at man læssede en lastbil med sand, det foregik selvfølgelig med skovl, derefter blev en strømaskine hægtet bag på lastbilen, medens lastbilen kørte ud ad vejen, stod to mand oppe på ladet og skovlede sand ned i strømaskinen, problemet var at holde sandet frostfri, så der ikke var klumper som stoppede i maskinen.

Men lastbilerne var ikke ret store dengang, og desuden var de forsynede med ”trægas” som drivkraft, så de magtede ikke så meget, der skulle ikke ret store snedriver til før end sneploven kørte fast, så var der jo kun skovlen tilbage. Gravemaskiner og gummigeder fandtes ikke.

 

Sneskovl
     Sneskovl.

 

Til gengæld var der mange unge mennesker på landet. I Lundum Hansted kommune havde man, ligesom i alle andre kommuner landet over, udpeget en ”Snefoged” for hver landsby i kommunen. Snefogdens opgave var at beordre byens borgere ud at kaste sne, når vejene var føget til. Der var udarbejdet et skema til fordeling af opgaverne. De største gårde skulle møde med op til 4 mand hver dag, mindre gårde med 2 eller 1 mand, husejere kunne nøjes med at møde med en mand en gang hver fjerde dag. Min far var snefoged her i Egebjerg i en årrække, når der havde været snestorm om natten, måtte han næste morgen have samlet tropperne. De steder, hvor der ikke fandtes telefon, måtte min far af sted til fods. Man samledes på et nærmere angivet sted, til et aftalt tidspunkt, gerne en flok på 20 – 30 karle med skovl på nakken. Det kunne være koldt, men også hyggeligt, snakken gik godt og der blev fortalt mange historier. Når klokken var 12,00 gik man hjem for at spise frokost og mødtes så igen kl. 13,00 og blev så ved til det blev mørkt. Sådan en eftermiddag var det ikke dårligt, hvis en husmor på ruten kom ud i døren med en kaffekande i hånden, det betød nemlig, at vi var velkomne til at komme ind og få en kop eftermiddagskaffe, det var lige hvad vi trængte til, selvom den var lavet på kaffeerstatning, det skete også at vi fik en dram at varme os på. Arbejdet med snekastning var i øvrigt ulønnet for både karle og snefoged.

 

Snedriver
     Snedriver. 

De indre danske farvande lagde til med is

Både vinteren 1941 og vinteren 1942 var meget langvarige med megen hård frost, jo længere frosten varede, des tykkere blev isen på farvandene. Danmark rådede over to isbrydere ”Store Bjørn” og ”Lille Bjørn” de sejlede frem og tilbage i færgernes sejlrender i forsøg på at holde forbindelsen over bælterne og ud til de små øer fri for is, men til sidst måtte de give op. Isen de brød op, drev ind i havnene og dannede isskruninger og pakis, så det var umuligt for skibene at lægge til kaj. I perioder blev al skibsfart opgivet og selv Storebælt var lagt til med is fra kyst til kyst. Man forsøgte enkelte gange at gå over isen, trækkende med en båd, den kunne man bruge som redningsbåd, hvis man var så uheldig at falde i en våge. På den måde kunne man få den vigtigste post og medicin fragten fra København til Jylland, men det var både besværligt og farefuldt.

Oversvømmelser

Når vinteren havde varet længe og frosten var gået indtil en meter ned i jorden, kunne det vare længe inden den var helt tøet op igen. Når foråret endelig kom og de store mængder sne begyndte at smelte, strømmede smeltevandet ad grøfter og dannede små bække langs vejene ned til Hansted Å, smeltevandet førte sand og mudder med sig så mange små veje blev ret ufremkommelige. Hansted Å gik altid over sine bredder og oversvømmede marker og enge. Men det blev man efterhånden så vandt til, at det blev regnet som et naturligt årlig tilbagevendende fænomen. Derimod skete der noget en augustdag vistnok i 1945, jeg er ikke helt sikker på årstallet. Det trak op til torden og vi kunne sagtens se at det ikke var et ganske almindelig tordenvejr, himlen blev kulsort og det buldrede ildevarslende i det fjerne, så pludselig brød uvejret løs, det tordnede og det begyndte at regne, det var regulær skybrud, vandet væltede ned fra de sorte skyer, det strømmede ned over markerne mod Hansted Å, der hurtig blev fyldt til randen. Regnen stilnede af i løbet af en halv times tid.

Men det var jo ikke bare her det havde regnet, for efterfølgende kom der en hel flodbølge ned gennem åen, som vi aldrig har set magen til hverken før eller siden. Det var den tid på året hvor kornet var høstet og stod stillet op i hobe til tørring. Nede hos mølleren i Hansted Christian Christensen betød flodbølgen som løb ind over hans mark, at negene blev ført bort med strømmen, han greb en fork og stillede sig på broen ved kirkestien, han fangede da også en del neg, men de fleste sejlede videre ned ad åen.

 

Lastbil med trægasgenerator
     Lastbil med trægasgenerator.

 Vi hørte senere, at uvejrets centrum havde været omkring Tolstrup og Eldrup, det var vandet herfra, der kom væltende ned gennem åen. Ved Tolstrup Mølle var der netop lavet en ny vej med vejtræer på begge sider, den blev på det nærmeste skyllet væk.Det er det værste regnvejr og oversvømmelse jeg har været vidne til her i Egebjerg. Der blev talt meget om uvejret, men jeg tror ikke der var nogen der talte om, at det var den globale opvarmning der havde skylden. Man skulle ellers tro, at der var udefrakommende kræfter på spil, for ikke nok med at der var usædvanligt kolde vintre, der først i 1940- erne, men samtidig var der meget varme somre. Meteorologisk Institut målte d. 10. juli 1941 den højeste temperatur i nyere tid (1874 – 2007) på 35,0 grader, det var i Viborg.

Året 1947

Nu gik der nogle år, hvor der nok var vintre, men ikke nær så strenge som i 1941 og 1942, men i 1947 var det galt igen, vinteren var yderst streng og hård, der var endnu ikke kommet brændsel til landet udefra, det var stadig træ, tørv og brunkul vi måtte nøjes med.

Jeg tilbragte vinteren på Ryslinge Højskole. Fortæller jeg om varmen på skolen, tror man det næppe. Forstander Damgaard Nielsen havde slet ikke fået sørget for brændsel nok til at fyre skolen op med, så efter jul var der bare ikke mere at fyre med. Damgaard Nielsen prøvede alle steder at købe noget brændsel, men det var afslag overalt, i sin nød så han ingen anden udvej, end at sende byens vognmand af sted med sin lastvogn til Søby i Jylland for at hente et læs brunkul. Han holdt i kø i to dage og kom så hjem med et læs afharpning (negersnus) det var det eneste han kunne få og det kunne ikke brænde i skolens fyr, det krævede et stokerfyr med blæser og det havde skolen ikke. Hvordan klarer man sig igennem en streng vinter uden brændsel. Der blev iværksat en nødplan, som lød sådan: Ingen varme på værelserne, ingen varm vand i hanerne. Der blev hurtigt meget koldt på værelserne da der blev lukket for varmen, den eneste mulighed vi havde for at blive vasket, var en taburet med et vandfad og en vandkande, som kunne rumme ca. 4 liter, den fyldte vi om aftenen med vand fra hanen ude på gangen, så vi kunne blive vasket, når vi stod op om morgenen, men der var næsten altid et tyndt lag is på vandet om morgenen og det selvom vandkanden havde stået længst muligt fra vinduet. Temperaturen i dagligstuen, bibliotek og foredragssal var ca. 10 grader, gymnastiksalen turde man ikke bruge, da der var minusgrader, man brækker nemmere arme og ben, når det er så koldt, blev der sagt. Yderligere havde man været så ubetænksom at vaske gulvet så det var isbelagt. I stedet for gymnastiktimerne, arrangerede vores gymnastiklærer John Thorsteinson en marchtur ud i det skønne fynske vinterlandskab.

 

Travetur i stedet for gymnastiktime
     Travetur i stedet for gymnastiktime.

 Det var en vinter med megen forkølelse og influenza med følgesygdomme som pandehule- og kæbebetændelse. Men var vinteren lang og hård, så var sommeren der fulgt til gengæld varm og tør. DMI. målte året 1947 som det solrigeste og tørreste år nogensinde (1874 – 2007). Det husker jeg også tydeligt. Der var nærmest misvækst på markerne, f. eks. var roerne meget små og tørken varede ved til ind i november, så roerne sad fast i den tørre jord og var næsten umulige at tage op. Sidste: Ifølge NOAA, The international oceanic and atmosfpheric administration er der ikke sket nogen global opvarmning gennem de sidste 10 år.
Den gennemsnitlige temperatur på kloden var:

 

 

 

 1998 = 14,5 1999 = 14,3 2000 = 14,3 2001 = 14,4
2002 = 14,5  2003 = 14,5  2004 = 14,4  2005 = 14,5
 2006 = 14,4  2007 = 14,4  ?????  

Marts – april – maj 2008    

Broen 20. årgang – nr. 3       Historie klima

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *