Gartneriet i Egebjerg

Klik og se artiklen i bladlayout 

Gartneriet i Egebjerg

 

Tekst og foto: Arne Laursen

Midt i den mest travle tid her i foråret besøgte Broens udsendte anden generation på gartneriet på Skovvej, Camilla og Claus Nicolaisen. Lige nu sendes der masser af planter ud til kunderne. Det er planter til have, altankasser og krukker. Claus fortæller, at den nye trend med store terrasser, der anlægges ved nybyggerier, giver ekstra salg til de opstillede krukker.

„Hvad er det for planter, I producerer“?, spørger jeg Claus. „Det er hovedsageligt Hedera, det latinske navn for efeu. Det udgør 90 % af omsætningen“, fortæller Claus og fortsætter „ De sidste 10 % er udplantningsplanter til have, så som MillionBells, Petunia m.m. Vores årlige produktion er 1,2 millioner Hedera og 200.000 terassplanter“

Salget foregår i sæsoner

Claus fortæller, at året salgsmæssigt er opdelt i højsæsoner: April til juni er det som før nævnt planter til haverne. Vallentinsdag, mors dag og op til jul er der mange leveringer. Planterne kan leveres færdig pakket i cellufan til butikkerne, opbundet på pinde eller bøjler. Efter sommerferien er der mange leveringer af terassemix, d.v.s. til de kunder, der har terasseplanter, der er gået ud. De kan få leveret en færdigvare, der blomstrer i fuldt flor med det samme.

Køber stiklinger i Guetemala

Produktionstiden på Hedera er 25 uger, fortæller Claus og fortsætter: „Det er lang tid, derfor har vi outsourcet moderplanter til Guetemala. Vi køber stiklingerne der, og det frigiver meget lagerplads. Samtidig giver det yderligere fleksibilitet og hurtigere leveringer til vore kunder.

En anden samarbejdspartner er et stort polsk gartneri, som kommer her til Egebjerg en gang om ugen og afhenter planter. De bliver så transporteret til Polen og bliver bundet op og færdiggjort og kørt tilbage til os igen.“

Kunderne

På spørgsmålet om hvem gartneriets kunder er, fortæller Claus, at det er mange grossister samt Dansk Supermarked og Coop Danmark. Halvdelen af årsproduktionen er afsat på forhånd på årsaftaler. Gartneriet er tilsluttet Danpot, det er et online indkøbssystemsystem. Her kan kunderne gå ind og se gartneriets lagerbeholdninger og købe der fra.

Biologisk krigsførelse

På turen rundt i det fantastiske flotte blomsterhav fortæller Claus, at gartneriet bruger meget energi på at bekæmpe skadedyr biologisk. Der bliver anbragt rovmider i planterne. De æder skadedyrerne.

Hver 14. dag blæses der nyttedyr ud i gartneriet, f.eks. snyltehveps. De finder og lægger et æg ind i bladlusene. Når ægget klækkes ud dør lusen og en ny snyltehveps flyver ud og er klar til kamp.

„Det er en lidt dyrere løsning”, fortæller Claus, ”men det giver et meget bedre arbejdsmiljø uden kemikalier.“

Mil jøet

Claus fortæller, at gartneriet er miljøcertificeret efter internationalt gældende regler for gartnerier. Dette betyder, at der hver måned skal indberettes et miljøregnskab for gartneriets forbrug af eksempelvis kemikalier, gødningsstoffer, affaldsstoffer, energi, el og vand.

Gartneriets historie

I 1972 startede Else og Henning Nicolaisen som selvstændige med et gartneri på 2.000 m2 på en åben mark på Skovvej. Produktionen den gang var julehjerter og derefter kom agurker til. I 1975 blev arealet udvidet med 3.500 m2.

To gange i firserne kom der yderligere 3.000 m2 til og endelig i 1990 endnu 2.600 m2.

I denne periode fravalgtes agurkerne og hedera kom til.

Endnu en udvidelse er sket siden, nemlig at gartneriet har indgået et lejemål i Vejle på 5.000 m2.

I dag har gartneriet 15 fuldtidsansatte, hvoraf flere er lokale.

Lige her i den travle tid er der yderligere ansat 6 personer via vikarbureau. Ligeledes er der stadig nogle skoleelever, der arbejder med at binde planter på bøjle efter skoletid.

Generationsskifte

Et generationsskifte er i gang.

Forældrene Else og Henning er stadig fuldt aktive i gartneriet. Else på kontoret og Henning bruger meget af arbejdstiden på at passe den nye afdeling i Vejle.

Camilla, Claus og lille Villiam Nicolaisen på 6 mdr.

2007 Juni – juli -august

Broen 19. årgang – nr. 4

samtid, erhverv, gartneri, blomsterdyrkning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *