Et tidsbillede

Klik og læs artiklen i bladlayout

Et tidsbillede - overskrift

Hårdt arbejde – og lille løn

sådan var virkeligheden for landbefolkningens børn, når de omkring år 1900 som 14-årige – eller måske endda før – måtte hjemmefra for at tjene som karle og piger på egnens gårde. Jeppe Åkjær har skildret det i romaner og noveller, men også almindelige mennesker, bønder og husmænd, har beskrevet forholdene, som de var dengang.

Gerda og Valdemar Lind med sønner
Gerda og Valdemar Lind med deres sønner. Lige bag ved forældrene står de ældste, fra venstre Arne, Jens og Henning. På skuldrene af de ældre brødre sidder fra venstre Ove, Georg og Aage. Af de seks brødre er kun Georg og Ove tilbage. Billedet er fra ca. 1938.

Gerda Lind var født i Grumstrup ved Hovedgaard 1889 og blev gift i 1913 med Valdemar Lind. De var kommet til Hansted sogn i 1914, da de købte en gård på Hansted Mark, Munkhøjvej 15. Det er den gård, som Ove Frost Jensen og hans familie har boet på i efterhånden mange år.

I 1930 købte Valdemar og Gerda Lind gården matr.nr. 15, Skovvej 26 i Neder Egebjerg, en af skovgårdene og drev den med hjælp af deres store børn. Valdemar Lind døde lige før jul i 1952, men Gerda Lind overlevede sin mand i mere end 30 år og døde 94 år gammel i 1983. Sønnen Georg havde i 1959 overtaget den fædrene gård efter først at have forpagtet den i tre år og bor der stadig sammen med Hanne.

Familien Linds gård
Luftfoto fra 1950erne viser i forgrunden familien Linds
gård med den specielle tagkonstruktion på Skovvej 26 i
Egebjerg. I baggrunden Skovgaard, hvor der nu er
naturcenter og børnehave. Lidt længere mod syd ligger
Teglgaard, der på det tidspunkt ejedes af Finn Lauritzen,
en velhavende forretningsmand fra Horsens. I det lille hus
neden for Teglgaard boede fra 1959 Henry Vester, der i
flere år istandsatte og solgte brugte cykler, og hans
familie.
(Billedet er desværre lidt medtaget af de mange år.)

Da gården blev solgt til sønnen, i øvrigt den eneste landmandsuddannede af børnene, flyttede hun til Gl. Egebjerg, hvor hun først boede i Horskærgaards hus. Senere opholdt hun sig hos sin datter Helga og svigersønnen Erik Glud, der boede i den gamle skole helt oppe ved landevejen. De sidste fire år boede Gerda Lind på Hansted Hospital.

I årene 1965-69 indsendte hun til nationalmuseets 2. afdeling (folkekultur) beskrivelser af de forskellige gøremål i datidens landhusholdninger, sådan som hun selv havde oplevet dem. Hun fik fra museet tilsendt spørgsmål og returnerede besvarelserne. Derefter fik hun museets kommentarer og nye spørgsmål. Ind imellem blev hendes besvarelser honoreret med et mindre, symbolsk beløb på mellem 8 kr. og 20 kroner, i vore dages penge svarende til mellem 150 kr. og 400 kr.

Besvarelserne blev renskrevet af svigersønnen Peter Johansen, der også kopierede arkene, inden de blev sendt ind til Nationalmuseet. Og det er vi glade for, at han gjorde, for det er svært at få arkivernes tilladelse til at se sådanne personlige ting før efter mange år, fordi de er omfattet af arkivlovens regler om personbeskyttelse.

Jeg lånte imidlertid for nogle år siden hendes materiale af familien, kopierede de i alt ca. 60 A4 ark, og disse kopier opbevares i Hansted Sognearkiv på Egebakken. Det er med familiens tilladelse, at vi nu her i Broen kan læse, hvad Gerda Lind skrev om livet og arbejdet på gårdene omkring år 1900. Det efterfølgende er kun et uddrag af det, som Gerda Lind sendte ind til Nationalmuseet, idet jeg har foretaget enkelte sproglige rettelser.

Og nu lader vi Gerda Lind fortælle:

„Mine forældre, Jørgen og Marie Rasmussen, havde en gård på 12 tdr. land i Grumstrup, men så blev der købt til, så der var 18 tdr. land. Min søster og svoger har „Mariehøj“, som vort gamle hjem kaldes.

Vi var 10 søskende, jeg er den ældste; vi har en bror, der døde for to år siden, ellers er vi alle i bedste velgående. Der skulle noget til at mætte de mange munde, derfor kom jeg ud at tjene på en gård, da jeg var tolv år. Da skulle vi ikke mere i skole end to halve dage om ugen, så kunne jeg godt hjælpe med mange ting, være barnepige, vaske spande m.m.

Der så jeg den ældre pige og madmor bage brød og brygge gammeløl. Jeg kan tydeligt huske det, men hvor meget der skulle til af det ene og det andet, husker jeg ikke, men det var et godt sted at være.

I mit hjem kan jeg huske, når vi bagte. Mor lagde dejen, og vi store piger hjalp så godt vi kunne. Vi bagte rugbrød og sigtebrød, søsterkage, sodakager og et par plader småkager, og så vores ”vakand”, en klat rugdej med et stykke æble i; det var en herreret for de små munde! Vi bagte af 100 pund rugmel, og der blev 10 brød. Hvor meget sigtemel, det kan jeg ikke huske, men der var mange gode brød, og de skulle slå til en måned. De sidste kunne dog godt begynde at mugne.

Vi fik melet på Grumstrup Mølle, og det kørte Far med. Vi havde selv kornet på marken, det blev tærsket med plejl. En ældre mand tærskede og fik 25 øre om dagen og kost og snaps.

Jeg glemte at fortælle, at mor lagde dejen i et stort dejtrug af træ, 1 ½ m langt og halvt så bredt, det stod på et par bukke. Det var et slid med at ælte. Der skulle tages surdej fra til næste gang, det blev sat på en tallerken og slået kors og strøet salt på. Mor krydsede også kors over dejen, sådan var det med alting i gamle dage, velsignelsen skulle med, og det glemmer jeg aldrig ihvor gammel jeg bliver.

I mellemtiden fyrede Far ovnen op med bøgebrænde og poppel, der blev lagt på kryds og tværs og en god bundt halm til at fyre op med. Til sidst kom der tjørn på til rigtig at varme hjørnerne, der skulle være hvide, så var det som det skulle være. Nu blev det hele raget ud med en rage, ovnen blev fejet, og så kunne vi sætte brødene ind, de blev sat på en skydsel, rugbrød blev sat øverst, de skulle bage i tre timer. Så kom sigtebrød, de skulle bage halvanden time, derefter søsterkage og sodakage, og der var også plads til et par plader med jødekager med kanel og sukker, og til sidst vakænderne. Alt blev godt i de gamle bageovne, og sikke en duft af alt det dejlige brød. Når det var afkølet, blev det anbragt i dejtruget på højkant og stillet i mælkestuen.

Efterhånden begyndte folk at bage i komfurovnen. Jeg tror, at lidt før 1. verdenskrig var der mange, der ikke selv bagte, da kunne man købe brød. Men ellers i krigsårene, da man ikke kunne få ret meget, måtte vi ty til bygmel både til brød og pandekager; vi var glade for, hvad vi kunne få, det er ikke så længe siden, det er der mange, der husker.

Når mor lå i barselsseng, kom de forskellige naboer med vin, svesketærter, store lagkager og sødsuppe med svesker og rosiner, det var kræs for vi børn, vi skulle jo smage.

Da jeg skulle konfirmeres, kom jeg til Hundslund til mine bedsteforældre. Vi havde langt til præsten derhjemme, og når vi var så mange søskende, kunne det godt gøres nødig, at der kom en af sted engang imellem. Det var i 1902, og jeg blev konfirmeret den 3. april 1903 af gamle pastor Engberg, som for resten også havde konfirmeret min mand i Uldum; pastor Engberg var præst i Uldum dengang.

Hos morfar og mormor

Mine bedsteforældre hed Hanne og Jens Jokumsen og ejede Guldagergård i Hundslund. Den havde de selv genopbygget, da den gamle gård brændte i 1897. Min bedstemor døde til jul 1902, natten, hvor den frygtelige julestorm rasede. Men på gården var foruden mig en fuldvoksen pige, en husbestyrerinde og tre karle, så jeg fik lært en masse. Vi bagte alverdens ting til jul og slagtede. Så blev der pakket kurve med mange gode sager til de fattige, der var mange der trængte. Selv om det var mine bedsteforældre, hjalp jeg til både ude og inde, men så fik jeg også mit konfirmationstøj, og Mor var fri for at tænke på det. Det var solidt tøj, som ingen ville gå med i dag, seks særker, der nåede ned til knæene, dobbelt bærestykke med korte ærmer, uha! Jeg hæklede blonder til de fem, den sjette broderede jeg tunger om, ligesom på lommetørklæder. Desuden to underskørter med bred bort, og så strikkede vi uldklokker, dem skulle man have på under skørtet, ja der var arbejde til hele vinteren.

Når vi vaskede, varede det tre dage, alt foregik med de bare hænder, ingen vaskemaskine eller vaskebræt måtte bruges. Vi havde ingen skind på hænderne, når vi var færdige. Alt var hørlærred, blårlærred, både sengetøj, skjorter og linned, og det blev vasket i brun sæbe og soda. I flere dage efter måtte vi smøre hænderne i glycerin for at få dem helet igen.

Min bedstemor var meget syg af vattersot, men alligevel meget striks. De sidste tre år før hendes død var hun sengeliggende, og her havde hun god tid til at ligge og tænke over, hvordan alt skulle være. Når tøjet var tørt, skulle vi stå inde i soveværelset og lægge det sammen, så bedstemor kunne se, om det blev lagt nøjagtigt sammen for at kunne ligge i skabe og skuffer.

Det var min stedbedstemor, min rigtige bedstemor var død; jeg har ikke kendt hende, men hun skulle have været så sød.

Det daglige arbejde

Hver morgen skulle vi tænde op i komfur og kakkelovn, det skete med en halmvisk og småpinde, herefter bøgetræ og tørv. Om eftermiddagen, når der ikke var andet at bestille, så måtte vi piger ud i brændeskuret og save træ. Det kunne være et hårdt arbejde, men det skulle vi. Vi kunne godt fyre over i kakkelovnen om natten, når der var godt med tørv på om aftenen. Asken blev båret ud på møddingen hver morgen. Vi brugte noget af den til at skure træbaljer og andre træting med. Vi brugte halmvisker til at skure med, men efterhånden kom der jo skurebørster.

Belysningen var petroleumslamper, der blev set efter hver dag, og der blev fyldt olie på. En gang om ugen blev de pudset.

Jeg husker fra barn, når de gloende trækul kom ud af ovnen. Så fyldte Mor nogle af dem i et dampstrygejern, så kunne der rigtig stryges. Men det varede ikke så længe, så fik Mor en strygepande med tre jern. Den blev varmet op på komfuret, og det samme havde jeg, da jeg blev gift, men nu er det anderledes med det elektriske.

Vi måtte ikke bruge gulvskrubbe med skaft, når vi vaskede gulve, vi skulle ligge på vore knæ til det arbejde, der var jo pæne, ferniserede gulve i mine bedsteforældres nye gård, men i den gamle, der brændte, var der sandstrøede gulve. Til rengøring brugte vi både støvklude og fjervinger fra ænder og høns.

Farfar og farmor

Min fars forældre hed Grete og Niels Jørgen Rasmussen, de havde en ejendom på Hundslund mark, og vi børn har gået mange gange den mil og besøgt vores bedsteforældre i sommerferien. Så fik vi lov til at gå ud i marken med øl og snaps, de var ikke dyre dengang, og det trængte de til i høstens tid. Der var altid liv og glade dage, og når de var færdige med det sidste neg, skulle de hjem og høste kålen, (hvis ikke bedstemor stod i døren og havde varme æbleskiver og snaps). Men hun var på sin plads, ellers havde hun ingen kål at tage af.

Det var dengang, de fik grød flere gange daglig, byggrød eller boghvedegrød, varm mælk på om morgenen, og om aftenen kold mælk, og nogle fik rugbrød skåret i terninger med varm mælk. Det var også dengang, der var et eller to fade på bordet, alt efter hvor mange man var; de skulle jo nå fadet og dyppe i smørhullet, en tallerken ved hver ende af bordet, hvor de skulle søbe. Men de fik også masser af sul og kød, de slagtede jo grise og får.

Til påsken blev der kogt flere snese æg, et fad med hårdkogte og et med blødkogte, de måtte spise alle dem de kunne. Den skik brugte vi også i mit hjem og videre i mit eget hjem.

Jeg husker fra mine bedsteforældres hjem, at de havde hvidskurede gulve i stuerne, men i folkestuen blev der strøet sand, og så havde de også de her spyttebakker, firkantede. Der blev klippet avispapir i tunger og lagt i bakken, så sand i, det skulle skiftes hver dag, de skråede og spyttede meget.

Renlighed er en god ting

To gange om året havde vi hovedrengøring. Forårsrengøringen var den værste, for da skulle der kalkes overalt og alle huller i væggene repareres. Jeg har kalket mange rum på gården i Egebjerg, for der var 6 kælderrum. I den tid, jeg var der, blev der kalket loft og vægge i disse rum en gang om året. Jeg havde lyst til det og kunne holde ud. Der var dejligt dernede, når der var kalket og gjort rent. Alle døre og vinduer malede jeg blå, for vi havde nemlig sommerkøkken i kælderen. Det var godt for de mange børn, der kunne de røre sig og gøre som de ville, og så var der rent og pænt ovenpå.

Der blev møblerne flyttet ud, børstet og luftet, gardinerne vasket og strøget. Jeg har været et par steder, hvor der endda blev skiftet til sommergardiner. Lamper og billeder blev også gjort rene, og hvor var der friskt overalt, når det hele havde fået en omgang. Alt gangtøj blev hængt ud og luftet på snore eller lagt på tjørnehækken, så blev det børstet godt og kom ind igen. Sjaler, trøjer og små toppe blev pakket ind i aviser og gemt væk.

Renlighed er en god ting, men jeg kan huske fra min barndom, at vi havde en nær nabo, hvis gård var større end vores. I dagligstuen stod dobbeltsengen, hvor de sov, og her kom hønsene ind og lagde æg. Når de kom og skrabede på døren, fik de lov at komme ind, og katten sov også i sengen. Midt i stuen stod bordet, der var altid mad på det, fed rullepølse og fårelår, det var et godt madsted, og vi børn kunne godt lide og komme der og få et stykke mad. Vi søskende har tit talt om, hvordan vi dog kunne spise der, uha!

Manden reparerede ure, også det foregik i stuen, men det var ikke det værste. I den anden ende af huset lå en gammel bedstemor i sengen syg af tæring (tuberkulose). Jeg husker ikke hvor længe hun lå, men under sengen stod der et fad, hvor al råddenskaben kunne dryppe ned i. Det hele blev brændt, da hun døde. Sådan noget kunne foregå dengang, men ingen var blevet smittet, trods alt.

Så gik tiden til sommeren 1904, da solgte bedstefar gården; der var ingen til at overtage den, men jeg blev ved de nye folk i halvandet år. Derefter havde jeg forskellige pladser på landet, men også i byen.

Gerda Lind som 18-årig
Gerda Lind som 18-årig. Hun var en køn ung pige.
Billedet er taget hos fotograf Johs. Braae på Søndergade
i Horsens i 1907. Ofte byttede man billeder med familie
og venner og fik på den måde et helt album fuldt af personer,
man kendte og holdt af. Familiebillede.

Forlovelse
Jeg blev forlovet, da jeg var18 år, men var 24, inden vi blev gift, for vi ville gerne spare lidt op, så vi kunne få vores eget. Lønningerne var ikke store dengang. Den højeste løn, jeg nåede at få, var 22 kr. pr. måned, og min mand 300 kr. for et år. Jeg husker ikke, om vi betalte for hver sin ring, men det var glatte guldringe med vore navne graveret inden i dem.
Vi fik ringene på til pinse, som jeg var blevet 18 år i januar. Jeg skulle da med min forlovede til hans hjem og præsenteres, og det gik da godt. En tid forinden havde han
været med i mit hjem, og det foregik på den måde, at jeg trak ham med ad omveje gennem skove og markveje. Det var for at naboerne ikke skulle se, at jeg kom hjem med en kæreste, så genert var jeg dengang.
Vi tjente dengang i to nabogårde, så vi kunne tit ses, men så flyttede vi til andre pladser. Han kom til Søvind og jeg til Hovedgård, der var vel 15 km imellem, men han kom præcis en gang om ugen og besøgte mig, han gik den lange vej frem og tilbage.

Ung pige i huset
Den sidste plads jeg havde, var som enepige hos forretningsfolk i Horsens. Jeg skulle sørge for alt, kom næsten aldrig i seng før efter midnat, og der var jeg i 10 måneder.
Fruen kunne ikke have sine piger, hun skiftede næsten hver måned, og ingen kunne forstå, at jeg holdt ud så længe, men jeg var jo vant til at blive længe i mine pladser, så jeg
ville holde ud.
Der er en episode fra den tid, jeg vil fortælle om.
Frihed var der ikke meget af, kun én søndag hver måned. Det her var i julen, og jeg havde fri 1. juledag, men skulle være der igen 2. juledag om morgenen; det var fruens fødselsdag, og der skulle være gilde.
Min forlovede og jeg var i mit hjem i Grumstrup juledag, men vi skulle sove hos min onkel og moster i Hovedgård, så jeg kunne komme med toget kl. 6 om morgenen derfra, så kunne jeg være i min plads til rette tid.
Min onkel var portør ved banen, og han fulgte mig til stationen. Der holdt to lange godstog med et par personvogne i.
Det var mørkt, og man kunne ikke se skorstenen på lokomotivet, ellers var det aldrig sket. Pludselig kørte toget lige foran os, og jeg blev forfærdet. Mig tilbage og få min
kæreste op, og så gik vi den lange vej til Horsens arm i arm i sne til langt op på benene, der var 15 km til Horsens. Vi var der kl. 10.30.
Kogekonen var i fuld gang, og det hjalp noget, at hun var der, men en lille omgang fik jeg da. Det blev en streng dag, inden det blev sengetid. Jeg kunne lige så godt have ventet til det næste tog og have været der til samme tid, men jeg turde ikke, – sådan var man jo.

Bryllup
Jeg rejste så til marts, og vi havde bestemt, at vi ville giftes samme forår. Jeg syede selv alt mit udstyr og broderede navn på det hele. Jeg syede to sæt lagner og pudebetræk,
der var beregnet til brudesengen. Jeg syede også brudesærk og nattrøje med broderi, og jeg syede også natskjorte til min mand.
Vi blev gift den 31. maj 1913. Der skulle lyses i kirken 3 søndage før vielsen. Så lørdag 3 uger før var vi ved præsten for at bestille lysning. Min mands broder og min far var med, og næste dag var vi i kirke for at høre lysningen.
Ved brylluppet var jeg i lang sort kjole med hvid besætning i hals og nederdel for neden. Dertil langt brudeslør med påsyede myrter og myrtekrans på hovedet. Min brudebuket
var hjerteblomster og lidt andet, som vi plukkede i haven. Jeg gemmer det hele endnu. Min mand var i sort jakkesæt med stift kravebryst og manchetter. Vi kørte sammen
i min fars hestevogn de to km til Vedslet kirke. Efter vielsen kørte vi hjem. Der var ikke noget med fotograf dengang.
Vi blev gift fredag og blev i mit hjem til søndag. Da vi kom ud til, hvor vi skulle bo ved Aarupgård, hvor min mand var forkarl, var der pyntet med guirlander både ude
og inde, så det var festligt.

Til Hansted sogn
Der boede vi i en dejlig lejlighed i 10 måneder. Men min mands far syntes, vi skulle have et landbrug, og han gav os ca. 3000 kr. til hjælp til dem vi selv havde; så købte vi i april 1914 en ejendom på Hansted Mark nær Egebjerg til 35.000 kr. med 3-4000 kr. i udbetaling.
Der var 12 tdr. land, men vi købte hurtigt 6 tdr. land til. Det var en skoletoft, der grænsede til vort.
På den tid hørte der jord til skolen, som degnen kunne benytte som tilskud til lønnen.

Gården på Hansted Mark, Munkhøjvej 15
Luftfoto af gården på Hansted Mark, Munkhøjvej nr. 15,
taget af Kastrup Luftfoto 2. sept. 1965. Gården ligger tæt
ved jernbanen. Det kan fortælles, at der under 2. verdenskrig
ofte var jernbanesabotage netop her, fordi sabotørerne
let kunne skjule sig for de tyske vagtposter i og
omkring gårdene.

Gerda og Valdemar Lind får en lille snak
Gerda og Valdemar får en lille snak, inden arbejdet
kalder igen. Valdemar Lind var under 1. verdenskrig
indkaldt til sikringsstyrken fra 1916 – 18. Han deltog i
bevogtningen af grænsen mod Tyskland
(Kongeågrænsen); det gjaldt om at forhindre grænseoverløbere
i at slippe ind i Danmark. Han plejede siden
hen at sige, at han havde tjent under 3 konger.
Billedet i familiealbummet er fra ca. 1920.

 

Årene gik med lykke og held, og vi fik børnene og byggede nyt stuehus og lavede det hele om, så det blev så godt. Nu syntes vi så godt, at vi kunne have en større gård; de store drenge kunne jo hjælpe til med alt. Men det var ikke nemt at rejse fra alt det, vi havde lavet.

Vi købte så gården i Egebjerg i 1930, den var på 48 tdr. land for 60.000 kr. Så kom den svære tid i 1930erne, hvor vi næsten ikke fik noget for det vi solgte. Det var svært at komme igennem, men vi klarede det med henstandslov og anden hjælp.”

Jeg vil runde af med at fortælle en lille historie, der viser noget om forandringerne i landbrugskulturen. I begyndelsen af 1960erne var der stadig høstfester i
forsamlingshusene.

Et år havde man i det lokale forsamlingshus bedt mig om at læse en historie, inden festen for alvor begyndte. Jeg havde valgt en novelle af Martin A. Hansen, en forfatter, der havde sin rod i den gamle landbrugskultur på Stevns. En historie, der netop handlede om høsten og dens traditioner. Jeg mener, at den hed ”Guds åsyn”. Dette skulle vise sig i spidsen af den modne rugkerne som et tegn på Guds velsignelse, når man havde fulgt traditionerne ved at høste på samme måde som tidligere generationer havde lært var bedst.

Og jeg sluttede min oplæsning med at sige, at jeg var bange for, at bønderne med den udvikling, der var i gang, ville miste mere af deres sjæl, end de ville vinde til deres bankbog. Det var vist også den eneste gang, jeg underholdt ved høstfesterne i Egebjerg-Hansted forsamlingshus.

Gerda Linds beretninger giver os et lille kig tilbage til det tabte land. MK.

Georg Lind kører korn hjem fra engen i 1955
Georg Lind kører korn hjem fra engen i 1955. I dag er der næsten ingen familielandbrug tilbage, hvis overhovedet nogen. Landbruget er blevet industrialiseret, og den gamle kultur er væk. Så kan vi hver især tage stilling til, om det er godt eller skidt. Fra familiealbummet.

 

2007 Juni – juli -august

Broen 19. årgang – nr. 4

Lokalhistorie erhverv landbrug

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *