Vores halinspektør

 Klik og se artiklen i bladlayout

Vores Halinspektør Søren Rasmussen

Tekst og foto: Arne Laursen

Den første rigtige vinterdag her sidst i januar aflagde Broens udsendte besøg hos halinspektør Søren Rasmussen i Egebjerghallen. Søren tiltrådte stillingen 1. juni 2005.

Hvorfor valgte du jobbet som halinspektør?

„Det var fordi, jeg synes, arbejdet er meget spændende og alsidigt“ , fortæller Søren og fortsætter:
„Før jeg begyndte her i Egebjerghallen, arbejdede jeg i fem år som teknisk serviceleder på Vestbyskolen i Horsens. Der havde jeg ingen indflydelse på budgettet. Her i Egebjerg har jeg selv ansvaret for det rammebudget, jeg skal arbejde med. Det synes jeg er en udfordring selv at kunne disponere over. Mit rammebudget skal dække medhjælp, rengøring og vedligeholdelse, såvel indendørs som de store arealer udendørs. Ligeledes forsøger jeg at tilgodese alle grupper af brugere bedst muligt.“

Dagligdagen i Egebjerhallen fra kl. 6 – 23

Søren fortæller, at Egebjerghallen har 49 timer pr. uge til rådighed til den daglige rengøring og vedligeholdelse. Disse timer indeholder, foruden Søren selv, en medhjælper, Ken Nielsen, som bruger 1/3 af sin arbejdstid i hallen og 2/3 på Egebjergskolen. Derudover er der rengøringshjælp.

„Vi starter kl. 6 om morgenen med rengøring, gulvet i hallen vaskes med maskine mandag og fredag. De øvrige dage bliver gulvet svabet.“

„Kan du selv holde dig inden for de 37 timer“?, spørger jeg Søren. „Det kan jeg for det meste, men der kan være perioder, hvor 37 timer ikke slår til. F.eks. kunne jeg ikke få fat på en afløser, da min rengøringshjælp var på barselsorlov, så der måtte jeg selv træde til.“

Egebjerghallen er fuldt optaget

Søren fortæller, at hallen er åben til kl. 23 hver dag, og at der er aktiviteter 100 timer om ugen. Ca. 200 personer er i aktivitet i hallen hver dag. Eneste ledige tid er mandag fra kl. 14.30 – 15.30. Denne ledige time har Søren givet nogle lokale drenge og piger lov til at benytte til at spille fodbold. Dette har givet anledning til lidt kritik, men som Søren siger: „De børn, der kommer i denne time, er rigtig gode til at holde selvjustits. De har deres skiftesko med, det er for øvrigt mere end nogle voksne gør. Jeg mener, at vores hal er til at blive brugt, og denne time giver ikke anledning til problemer“, slutter Søren.

Erik Thomsens efterfølger

„Det var en udfordring at efterfølge Ninna og Erik Thomsen,“ siger Søren og fortsætter:. „Ninna og Erik efterlod Egebjerghallen med et rigtigt godt ry for deres arbejde. Vi gør derfor vores bedste for at leve op til den gode standard, vi overtog.“

Mangler en fodboldbane

„Hvad står øverst på din ønskeseddel?“, spørger jeg Søren.

„Øverst på min ønskeseddel står en fodboldbane mere. Det mangler vi i høj grad, fordi der er så mange fodboldspillere“, siger Søren og fortsætter: „Slidtagen på de fodboldbaner, vi har er stor, fordi de har en så lille størrelse, at man ikke bare kan rykke målene og dermed fordele slidtagen“, slutter Søren.

Søren Rasmussen privat

Søren er 39 år og født i Odense. Da han var et halvt år gammel, flyttede familien til Horsens, nærmere bestemt i Vestbyen. Efter sin skolegang på Vestbyskolen studerede Søren på Handelshøjskolen i Århus. Dette studie forlod han efter en kortere periode og tog ansættelse som pædagogmedhjælper i Kaskelotten, Egebjerg. Herefter fik han en kontoruddannelse hos Politiet, hvor en stor del af arbejdet bestod i tinglysningsprojekt. Det var på dette tidspunkt, at alle oplysninger i tingbøgerne skulle overføres til EDB.

I årene 1995 – 2000 arbejdede Søren hos Horsens Kontor Teknik som montør og chauffør. De næste fem år var Søren ansat som teknisk serviceleder på Vestbyskolen.

Søren bor i dag i et hus på Fælledvej. Her bor han alene, og hver anden uge har han sine to piger boende.

Hans fritid er i mange år brugt på håndbold, Søren har været træner i 24 år. Han har bl.a. trænet HH’s 2 division damer.

I dag træner han senior herrer i Vestbyens Håndboldklub. Søren fortæller, at hans hold her i januar spillede uafgjort 25 – 25 med Egebjerg. „Et rigtig godt resultat, for så kan vi alle være her bagefter“. slutter Søren.

Marts – april – maj 2007

Broen 19. årgang – nr. 3

Samtid idræt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *