Morten Egebjerg Pedersen sælger møbler i Amerika

Klik og se artiklen i bladlayoutMorten Egebjerg Pedersen sælger møbler i Amerika

Af Mogens Kirkegaard:

New Jersey stenen
Morten og hans kone, Elaine, fotograferet foran mindesmærket
for 2. verdenskrig i Washington.

Morten er ældste søn af overlærerne Bente og Kristian Pedersen, der vil være velkendt fra Egebjergskolen. Her har de været ansat så længe, at en kongelig belønning begynder at kunne skimtes.

Morten gik ud af Egebjergskolen efter 9. klasse i 1992, og kom derfra på handelsskolen og fik en grundig handelsuddannelse, der satte ham i stand til at arbejde med salg og eksport. Morten er nu 30 år og har boet og arbejdet flere år i USA. Og da jeg hørte, at han og hans familie var på besøg mellem jul og nytår hjemme på Vesterhøjsvej, benyttede jeg chancen til at få en samtale med ham. Det kunne være spændende at høre om hans karriere og erfaringer i det store land.

Praktik i Tyskland

– Hvilke klasselærere havde du på Egebjergskolen?
– Jeg havde flere, så vidt jeg husker, Jørgen Bastholm, Eskildsen og Helle Blensner, og så havde jeg Bodil Hofland og dig til engelsk.

Efter Egebjergskolen gik jeg på handelsskolen i Horsens. Jeg havde altid haft lyst til noget med handel, så det faldt mest naturligt for mig. På handelsskolen havde vi et projekt, der hed „Praktik i udlandet”, hvor man kunne tage sit praktikophold i udlandet, det var mest Tyskland, der var på tale. Og der var vi så ca. 10 stykker, der begyndte jeg at skrive ansøgninger sammen med skolen og sende dem til tyske virksomheder for at opnå en første praktikplads på et års tid og så senere komme tilbage til Danmark og tage det sidste praktikår her. Der søgte jeg at komme til en bank eller et forsikringsselskab, det mente jeg var noget for mig.
Men så var der et møbelfirma, der henvendte sig og spurgte mig, om jeg ikke havde lyst til at komme ned og arbejde for dem.
Jeg kendte selvfølgelig ikke noget som helst til møbler, men det ville jeg da gerne. Så jeg tog ned til Bayreuth i Sydtyskland, en by, der er kendt for sine opførelser af Wagners operaer. Det viste sig at være en forretning ejet af to danskere. De solgte primært fyrretræsmøbler, der var meget populære dengang. Der var jeg det første år og faldt
så godt til, at vi blev enige om, at jeg skulle tage et år til, så jeg var der i to år og fuldendte så min praktik som butiksassistentelev dernede. I det sidste år var jeg to gange i Odder for at tage den teoretiske del af møbeluddannelsen. Her lærte vi om møbeldesign, træsorter osv., det faglige grundlag for at arbejde i branchen.

Et år i Californien

– Hvordan kommer så USA ind i billedet?
Mens jeg var i Tyskland, fik jeg smag for det her møbelsjov, og så har jeg jo en onkel, der er gift med min faster. Han bor i San Francisco og har en møbelforretning der, som han overtog efter sin far, der startede den tilbage i 1950erne eller sådan noget. Vi havde været ovre og besøge dem flere gange, og de havde også brug for folk. Så vi fandt ud af, at jeg kunne komme over og arbejde for ham et år for ligesom at komme ud og se verden. Det har jeg altid haft en længsel efter, at komme ud og se, hvad der sker ude i verden. Der arbejdede jeg mest på lageret med at samle møbler, der kom hjem fra Danmark og Asien.

– Det var vel en anden type møbler, du lærte at kende?
– Ja, det var dyrere møbler, mere designorienterede, og det var godt for mig at få indblik i en anden del af branchen og få lært noget om den slags gode møbler. Det er også en stor tilfredsstillelse og faglig stolthed at vide, at man sælger noget godt, som folk bliver glade for i mange, mange år.
Jeg var så et år ved ham.

På eksportskole i Herning

Men så fik jeg tilbud fra Skovby møbler ved Århus. Direktøren derfra var en god ven af min onkel og han var ovre for at sælge møbler. Vi snakkede sammen, og han sagde, at hvis jeg ville videre med det her, så kunne jeg komme på Eksportskolen i Herning. Det havde han selv haft gode erfaringer med, og han mente, at det var noget for mig. Han lovede at sponsorere mig, når jeg skulle skrive min hovedopgave og fik et behov for at komme ud og rejse. Det ville være temmelig dyrt at gøre på egen hånd, så jeg tog ham på ordet og ringede til ham, da jeg kom hjem og var begyndt på Eksportskolen. Han havde måske ikke regnet med, at jeg ville gøre alvor af det, men han ville da stå ved, hvad han havde sagt.
På eksportskolen lærer man specifikke ting som kulturforståelse og forretningsmæssige begreber som fx dækningsbidrag. Man skulle være over 22 år og have erfaringer fra udlandet for at blive optaget, og der havde jeg så både Tyskland og USA med. Jeg blev optaget og kunne se frem til 2 ½ år, næsten tre år, hvor det sidste halve år var afsat til hovedopgaven. Projektet var så, at Skovby ville eksportere til Schweiz og ville have undersøgt, om der var et marked for dem. Det var de tilfredse med og glade for at få ideer til at angribe det schweiziske marked og har så siden implementeret min plan dernede. Det er godt at se, at når man laver noget, så bliver det brugt.

– På hvilket niveau ligger din uddannelse?
– Den ligger på samme akademiske niveau som en HD, men er mere målrettet. Det er sjovt, for det er en ret lille gruppe af erhvervsfolk, der har gennemgået den uddannelse,
blandt andet mange erhvervsledere, og man har allerede derved et netværk.
– Men efter denne uddannelse kom du tilbage til Amerika. Hvornår var det?
– Det var i august 2001. Da var der et dansk firma med hovedsæde i London, som søgte sælgere både i USA og England. Det var havemøbler i stil med Trip-Trap, og jeg var lige blevet færdig med skolen og ville ud at bruge min viden.
Jeg har altid godt kunne tænke mig at komme til USA, og hver gang, jeg har besøgt min onkel og tante, har jeg altid glædet mig til at komme igen. Det år hos dem havde for alvor givet mig lyst til at arbejde i USA. Jeg fik så en stilling med udgangspunkt i Toronto i Canada, hvor der sad en dansker, der styrede salget i USA.

Alene i Massachusetts
Det de havde brug for var en sælger, og jeg fik et geografisk område i den nordøstlige del af USA, og så måtte jeg bare køre rundt. Det var meget, meget hårdere end jeg havde troet, både i arbejde og fritid. Jeg kørte rundt mange timer om dagen, og jeg kendte ikke nogen derovre.

– Tænkte du nogen gange på at rejse hjem igen?
– Det tror jeg faktisk, jeg gjorde. Der var nogen dage, der ikke var ret sjove, men så var der heldigvis også de gode dage. Jeg var blevet udstationeret i en lille by i Massachusetts, der mente de, at det var bedst inden for mit område.

– Det er et ret velhavende område, ikke?
Jo, og det er et meget europæisk præget område, med Boston, så tæt på Europa, som man kan komme. Det skulle gøre det lettere for mig at falde til, fordi det mindede meget om Danmark og Tyskland, som jeg jo kendte i forvejen. Folk på østkysten er ikke så forskellige fra os i modsætning til længere mod syd og vest.

Frihedsgudinden
Den 46 m høje statue af Frihedsgudinden står på Liberty Island ved indsejlingen
til New Yorks havn og tæt ved Jersey City. Billedet er taget fra helikopter.

New York

Men efter et år kunne jeg se, at jeg faldt alligevel ikke rigtig til deroppe, så jeg besluttede at flytte til New York og fandt sammen med nogle unge mennesker, der delte et hus.
Vi kunne godt sammen og jeg flyttede ind der. Det var en pige, hvis forældre havde købt et hus til hende i Brooklyn, og så lejede hun fire værelser ud. Der fik jeg et værelse på
størrelse med et kosteskab at bo i, det var ligesom at bo på kollegium igen. Men det var det, jeg havde brug for, at komme til at kende nogen mennesker, få nogen venner og derigennem andre venner. Det gik stærkt med at falde til.

– Jeg har også indtrykket af, at du ligesom dine forældre har let ved at omgås andre og lære nye mennesker at kende?
– Ja, det er nok rigtigt. Men det handler om selv at være åben og lytte. Alle har en historie at fortælle, og alle er i grunden nogen flinke mennesker. Hvis man tager dem, som de er, og lader være med at tro, at man skal lave dem om, så går det lettere.

– Men så kom du til et nyt firma?
– På en møbelmesse var der blevet lagt mærke til mig, fordi det var lykkedes at komme godt ind i det nordøstlige USA og få mange gode kunder. Det var faktisk lige omkring 11. september, så det var en meget stille messe, og jeg fik en god snak med et andet firma. Det næste år blev jeg så kontaktet og spurgt, om jeg ville arbejde for dem og have hele USA og Canada som ansvarsområde. De havde gennem tre år forsøgt at komme ind på markedet, men det var ikke rigtig gået for dem. På den måde blev jeg en konkurrent
til min chef i Toronto, og det kunne jeg godt se det sjove i.

Stolen under eget bord
– Men det udviklede sig til noget mere?
– Ja, jeg har altid gerne villet have mig eget firma. Og der blev mulighed for, at jeg sideløbende kunne begynde selv at forhandle importerede møbler, mere designorienterede ting, og det har vist sig som en god idé. Det er en god
fornemmelse selv at kunne bestemme, hvad retning firmaet skal bevæge sig i. På den anden side kan det være lidt skræmmende, at man selv skal klare financieringen. De
første par år er der jo ikke så meget til én selv, og det må man lære at leve med. Men det at eje sit eget firma giver en god fornemmelse.

– Der er vel et stort marked for udendørs møbler i USA?
– Ja, det er kæmpestort. Da jeg startede i 2001, var det et meget traditionelt marked, teaktræs møbler, stål og plastic, det var det. Men her for nylig er der sket det, at når folk
køber store huse, bestiller de samtidig designede udendørsmøbler. Det er ikke billige plastic møbler fra Silvan, men meget dyre møbler, fx sofaer til udendørs brug. Vejret gør en forskel, nogle af staterne har 12 måneders sommer, og det er stater som fx Florida vi har valgt at focusere på. New York er også et stort marked, fordi der er status forbundet
med at købe luksusvarer i de store forretninger på fx Fifth Avenue, og vi har været heldige at komme ind ved nogle store designbutikker.

Morten og Elaine
Morten og Elaine i deres kontor. Koldt vand i store mængder er nødvendigt om sommeren i New York, hvor det bliver rigtig varmt.

Vores firma er dansk inspireret, bl.a. i sit navn “Design Kollektion” og logoet DK. Jeg føler mig stadig som dansker og mit ståsted er dansk kultur og god dansk forretningsskik og moral. Det har jeg også indtrykket af, at amerikanerne er glade for. De ser for mange sælgere, der kun er interesseret i hurtigt salg og stor fortjeneste og ikke tilbyder
ærlige handler og god service.
Mange udenlandske firmaer vil gerne til USA med sine 300 mill. indbyggere, men det er et aggressivt marked, hvor man hurtigt kan lide store tab, hvis man ikke gør det rigtigt. Jeg føler efter 5 år derovre, at jeg har fået gode kontakter og let kan sælge nye produkter til mine kunder. Det kører meget på personlige relationer og på at skabe tillid.

– Moderne salg kræver moderne salgsmetoder?
– I alt, hvad vi gør, benytter vi os af computeren, markedsføring på internettet, import, salg osv. Jeg kan sidde og arbejde herfra næsten lige så godt, som jeg kan fra USA.
Det gælder om at udnytte de teknologier, der kan spare tid og gøre det så let for os som muligt.

Elaine og hendes kinesiske familie
– Nu har vi snakket meget om karriere og forretning, men der er jo også en personlig side. Du blev gift og I har fået et barn?
Ja, jeg mødte min kone, Elaine, i huset på Brooklyn. Pigen, der ejede huset, var gode venner med Elaine, og der traf jeg hende, når hun kom for at besøge sin veninde. Efter
et par weekender i træk følte vi, at det kunne vi godt få noget ud af. Hun boede så i New Jersey lige uden for New York. Og der skete nu det, at vores udlejer ønskede at sælge
huset og sagde alle lejerne op. Der stod jeg pludselig uden noget sted at bo, og så sagde Elaine heldigvis, at jeg kunne bo hos hende, indtil jeg selv fandt noget at bo i. Så jeg flyttede ned til hende, og vi fandt hurtigt ud af, at der var ingen grund til at lede efter en lejlighed til mig. Det gik som det skulle. Efter halvandet år blev vi i 2003 gift på rådhuset der hvor vi bor. Elaines familie er kinesere, og de kunne ikke nøjes med en borgerlig vielse, så vi skulle have et rigtigt bryllup året efter. De kom alle sammen om sommeren, fra Kina og forskellige steder i USA, hvor Elaines familie bor, og min familie fra Danmark. Og vi havde et rigtig dejligt bryllup, som det hører sig til.

– Hvilken baggrund har Elaines familie?
– De er lige så kinesiske, som vi er danske. Elaine kom over sammen med sin mor og far og storebror, da hun var seks år. Det skete som følge af kulturrevolutionen i Kina, der ikke var så heldig for dem. Hele familien flyttede til USA, og børnene gik i skole og fik uddannelse der. Forældrene er meget kinesiske, både med hensyn til kultur og omgangskreds. Det er mennesker, der ikke ønsker at ligge samfundet til byrde, de tænker praktisk og intelligent og finder lynhurtigt ud af, hvor mulighederne er. Elaines forældre er begge to ingeniøruddannede og underviser på universitetet. De arbejdede hårdt med både to og tre jobs, da de kom, og de måtte faktisk starte forfra, da deres uddannelse fra Kina ikke passede helt til det der var behov for. Det er typisk kinesisk, at de ofrer sig for den næste generation, og børnene fik den bedste skolegang og uddannelse. I USA er der gode muligheder for at få scolarships til de bedste skoler og universiteter, hvis man har gode evner og vilje til at dygtiggøre sig. De har også været meget glade for at se, at det kører godt for vores firma, og at vi har det godt. Det er deres belønning. De er helt anderledes end så mange andre indvandrere, der tager det for givet, at nu får man lidt statsstøtte og understøttelse. Kineserne tager ikke noget for givet. Man skal arbejde for det man vil, og det er også den holdning, Elaine har.

– Det må være dejligt at have den opbakning fra Elaines familie?
– Ja, det er det. Det lyder måske glamourøst at sige, at man har sit eget firma i New York, men til tider kan man let komme til at tvivle på, om man nu også gør det rigtige, og kan det hele nu ramle sammen i morgen, så det er en støtte, jeg har brugt meget, både personligt og professionelt.

Morten og Elaine med deres lille pige
Morten og Elaine med deres lille pige, der blev døbt i Hansted kirke den
10. december 2006.

– Og så fik I et lille barn?
– Det blev en lille pige, der hedder Megan. Vi havde håbet på at få et lille barn, især efter at vi havde købt hus derovre. Megan er nu her sidst i december syv uger og er en dejlig unge. Vi bor mellem New York og Philadelphia i et område, hvor der er trygt og godt at bo. Der er ingen ghetto-kvarterer i nærheden og vi mærker ikke noget til den kriminalitet, man ellers læser så meget om og ser i TV, og vi har kun ca. en times kørsel til New York.

– Mærker I heller ikke noget til mafiaen?
– Kun, når vi får hentet skrald eller skal have sendt varer af sted. Det er stadig styret af fagforeninger under mafiaens kontrol.

– Kan du til sidst pege på nogle faktorer, der har betydet meget for dig i dit liv.
– Så skal det være den skolegang og uddannelse, jeg har fået hjemme i Danmark. Både i folkeskolen og i min handelsuddannelse synes jeg, at jeg fik et godt grundlag at rejse ud i verden med. Men jeg har desuden været heldig at få en kone som Elaine, der også er en stor hjælp i arbejdet.
Og med et stort smil sluttede Morten sin fortælling. Vi ønsker Morten, Elaine og Megan alt godt i deres liv i USA. Heldigvis er det blevet lettere at holde forbindelse med hinanden over store afstande, så deres familie og venner i lille Egebjerg kan følge med i, hvad der sker i storbyen New York.

Måske kan denne artikel inspirere andre unge til at prøve lykken i udlandet.

New Yorks skyline
New Yorks skyline. Også dette billede har Morten taget fra en helikoptertur.

Marts – april – maj 2007

Broen 19. årgang – nr. 3

Samtid udland erhverv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *