Årets borger 2007 Hans Thomsen

 Klik her for at se artiklen i større format

Af Mogens Kirkegaard                                     Klik og se artiklen i bladlayout

2007_aarets_borger_hans_thomsen

Broens udvalg til valg af årets borger havde ikke de store overvejelser i år. Der var i alt 8 indstillinger, og halvdelen af de indsendte forslag pegede på Hans Thomsen. Begrundelserne spænder over nogle af de mange ting, som Hans har lagt arbejde i gennem årene samtidig med, at han med flid og interesse passede sit arbejde som kirkegårdsgartner i Hansted. Han har været formand for Egebjerg Idrætsforening, og han tog initiativ til oprettelse af EIF støtteforening. Han var initiativtager til start af vort lokalblad „Broen“ og har været dets formand i 20 år. Og ikke mindst er Hans Thomsen nuværende formand for Egebakkens Venner; her bruger han meget af sin fritid på at gøre det hyggeligt for plejehjemmets beboere.

„Hans Thomsen er en lokal ildsjæl, som tit tilsidesætter sine egne behov frem for andres, men som alligevel altid har et smil og en lille sludder til overs til dem, som han møder på sin vej“, hedder det i en af indstillingerne.

Jeg besøgte Hans Thomsen i begyndelsen af november for at få en snak med ham om hans store indsats gennem årene i det lokale foreningsliv. Hans og Solveig flyttede i år ind i et nybygget hus på Stængervej præget af deres sans for kvalitet og detaljer. Fra stuen er der en dejlig udsigt til golfbanens grønne arealer, og på terrassen er der stenkunst, som vidner om en livslang interesse for stenenes magi.
Om Hans og hans arbejde for Hansted kirke og kirkegård har Frands Paaskesen tidligere (i 1999) skrevet her i Broen.
Hans blev pensioneret for tre år siden og er nu 68 år. Helbredet har drillet lidt i den seneste tid, så han har måttet økonomisere med sine kræfter. Bl.a. har han afgivet formandskabet i Broen til Arne Laursen.

– Hvornår kom du til Hansted?

Det gjorde jeg i 1973, da flyttede vi til Hansted, men jeg var begyndt at arbejde på kirkegården allerede året før, da jeg var 34 år og fik jobbet som ringer og graver. Jeg kunne godt tænke mig at bo i en landsby som Hansted, så det var helt fint.Da vi blev gift i 1965, købte vi en ejendom på 20 tdr. i Raadved kær, og der lavede vi smågrise ude, samtidig med, at vi arbejdede begge to. Min kone var i Landbosparekassen, og jeg arbejdede ved stenhugger Laursen. I 1967 fik jeg arbejde på Vestre Kirkegård i Horsens, og der var jeg, indtil jeg så kom til at arbejde i Hansted.Hos stenhugger Laursen kom jeg til at arbejde med at lave gravsten, og jeg har altid syntes, at det var spændende at arbejde med sten. Der er ingen sten, der er ens, og når man begynder at hugge i en sten, så kommer der forskellige farver frem, og når man sliber en sten, kommer der forskellige årer og ting frem. Når man får en sten ind, er den kedelig og grå at se på, men ved arbejdet med den bliver den utrolig flot, det er det, der er så spændende.

– Oplevede du Hansted dengang som et lille, lukket samfund?

– Det kom jeg nok aldrig til at mærke, for som ringer og graver fik jeg en fantastisk kontakt med mange mennesker. De kom jo her på kirke-gården og skulle have lavet noget ved deres gravsteder, og det var jo mest Hansted borgere, så derfor fik jeg ret hurtigt en vennekreds her. Det var et dejligt, selvstændigt arbejde, for præsterne blandede sig aldrig i kirkegårdsarbejdet. Fra 1978-92 var jeg medlem af menigheds-rådet, og i 1992 valgte jeg at træde ud. Men jeg havde altid arbejds-mæssigt haft et godt forhold til menighedsrådet. Man bifaldt mine forslag, og så blev de sendt til provstiet, og det var jo Arne Thomsen dengang, og så ringede han ud til mig. Du Hans, sagde han, vi har set dine tegninger, og jeg synes, at du skal bare gå i gang.

– Men du fik efterhånden lyst til at engagere dig endnu mere i lokalsamfundet. Jeg kan blandt andet huske, at du var med til dilletant i Forsamlingshuse, hvor du spillede en præst.– Ja, det er korrekt. Jeg har et billede fra dengang. Jo det var det første, jeg blev engageret i. Men ellers kom jeg i bestyrelsen i forsamlingshuset, hvor Calle var formand og Svend Aage kasserer. Jeg var med til at renovere huset, slå de små stuer sammen til en større, lave en ny facade og toiletterne i kælderen. Alt det der gravede vi ud med håndkraft og kørte jord væk. Jo, der skete meget.

– Hvad var det næste, du kastede dig over?

– Det var idrætsforeningen. I 1978 blev jeg valgt ind i bestyrelsen og blev formand, det havde jeg nu ikke regnet med, at jeg skulle være, men det blev jeg så og var der i 10 år. Idrætsforeningen havde plads-mangel, vi havde kun én bane, som vi skulle træne på og spille kampe på, og udendørs håndbold på om sommeren. Om vinteren kørte vi til Gedved for at spille badminton i deres boblehal. Vi havde oparbejdet en stor badmintonafdeling, og det kneb simpelthen sådan at få plads, selv om vi også havde skolens lille gymnastiksal at spille i, men det slog ikke til.Men så kom vi i gang med at bygge hallen, mens jeg var formand. Vi havde forhandlinger med kommunen om at få bygget klubhus også, og det skete så også. Skolen havde jo også en stærk interesse i at få bygget hallen, og vi havde et godt samarbejde med skolen. Og så fik vi de to nye baner, grusbanen og opvisningsbanen, og det hjalp jo godt.

– Du tog senere initiativet til at få startet støtteforeningen?

– Ja, da jeg så kom ud af bestyrelsen, syntes jeg at der manglede en støtteforening, der kunne gøre nogle ting sideløbende med idræts-foreningen, og vi gik så i gang med at tegne medlemmer og kom op på ca. 300, og støtteforeningen eksisterer stadig. Økonomisk betød det, at vi kunne aflevere 40.000 kr. til idrætsforeningen hvert år, så meget kunne vi samle ind. Pengene skulle fortrinsvis gå til ungdomsafdelingen, og vi mødte stor velvilje rundt omkring.

– Det er noget, jeg altid har beundret dig for, at du kunne gå rundt og stemme dørklokker og opnå de resultater.

– Det har jeg egentlig også selv undret mig lidt over, at man ved at gå rundt og fortælle folk om sine tanker kunne få folk til at støtte økonomisk i den grad. Det har jeg nok været heldig med. Jeg tænker også på dengang, vi skulle have et klaver oppe på plejehjemmet, da var der mange, der gav et bidrag.

– Og så var der „Broen“, som du fik startet

– Det kom sig af, at mens jeg sad i menighedsrådet, og samtidig var formand for idrætsforeningen, da kunne jeg godt se, at vi hver især lavede et lille blad og sendte rundt, men at der måske kun var begrænset interesse for at læse dem. Derfor syntes jeg, at det ville være en bedre idé, hvis vi alle sammen skrev i samme blad. Og da så skolen startede kulturcenteret, da fik jeg bl.a. lov af Ole Gregersen til at fortælle andre foreningsrepræsentanter om mine tanker. Og så lykkedes det jo at få startet bladet, ikke mindst, fordi Niels Bjerregaard lovede at redigere det. De første år kom der flere og flere foreninger med, og det var mit job at gå rundt og snakke med dem.Egebakken og vennerne er nogle af de sidste, der er kommet med i kredsen af medudgivere af bladet.– Du er jo født i Vestjylland. Savner du ikke ind imellem din hjemstavn?- Jo, måske nok til at begynde med, for både natur og folks mentalitet er forskellige. For eksempel, når man derovre skal holde fest, så lægger man en seddel op i Brugsen, hvor folk så kan skrive sig på, og så kommer de jo fra alle verdenshjørner, der er man venner alle sammen. Herovre er det mere sådan, at man har en mindre vennekreds, som man ser til sammenkomster.Jeg har dog altid følt, at folk på egnen har taget godt imod mig, og at det er rart at være her. Men mange gange er det vist lidt tilfældigt, hvem man som ny tilflytter begynder at komme sammen med. – Synes du, at forældrene til børn og unge engagerer sig nok i de foreninger og institutioner, der beskæftiger sig med deres børn?– Jo, der mangler vi nok noget. Jeg ved ikke, om man kan undskylde dem, for det er nok lidt hårdere for de 30-40 årige at være på arbejdsmarkedet i dag, er det ikke? Men de vil også mere, end man ville tidligere. Forældrene vil både rejse og gå i teater, de vil så mange ting, og arbejdspladserne kræver meget af dem, og når man så kommer hjem, så orker man måske ikke mere.Men det er lidt ærgerligt, at det skal være sådan, for fx i idrætsforeningen mangler man de folk på 30-50 år til at hjælpe med til at skabe gode rammer omkring de unges fritid, det gør vi. Man savner nok nogen flere yngre, der vil gå ud og gøre et frivilligt arbejde.Når Hans Thomsen har kunnet klare at påtage sig de mange og store tillidshverv, han har overkommet, skyldes det ikke mindst, at hans kone, Solveig, og deres to døtre, Marianne og Dorthe, har givet ham deres fulde opbakning. ”Broen” ønsker Hans til lykke med den velfortjente hæder og håber, at helbredet retter sig, så han kan nyde sin tilværelse som pensionist i fulde drag. 

2007_20_2_6_den_noegne_sandhed
Som omtalt var Hans Thomsen med til at spille dilletant i Forsamlingshuset. Billedet viser aktørerne fra stykket ”Den nøgne sandhed”, der blev opført i marts 1977.
Bagest fra venstre ses Erik Jensen, Irma Pedersen, Bernd Hansen, Elly Juhl og endelig helt til højre Hans Thomsen, der i dagens anledning var blevet forfremmet fra graver til præst.  Forrest sidder Bernt Stribolt, Hanne Andreasen, Else Bregendahl og P. Møller Hansen.    2007/08 December – januar – februar     Broen 20. årgang – nr. 2       samtid foreningsliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *