Hansted Put and Take

Klik her og se artiklen i bladformat

Om få uger åbner Hansteds nye tilbud til lystfiskere

Tekst og foto: Claus Schjødt

Nå, fangede du nogen fisk?
Og så du mange tog?
En del lystfiskere får sikkert stillet netop de to spørgsmål, når de om nogle uger vender hjem fra en fisketur ved Hansted Put and Take. 
Til den tid åbner Hansteds nye tilbud til de fiskeinteresserede nemlig. En nygravet sø placeret lige op ad jernbanen mellem Horsens og Skanderborg. Så tæt på, at det faktisk er passagererne i IC3-togene oppe på banedæmningen, der har det bedste kig ud over søen.

3000 kvadratmeter
For selvom søen er 3000 kvadratmeter stor, kan den godt være svær at .fåøje på. Man skal et stykke hen ad den grusvej, som fører fra Munkhøjvej ned til søen, før man får øje på vandet. For søen er placeret i en naturlig fordybning i terrænet.
“Det er et perfekt sted til sådan et hul,” konstaterer Klaus Søvang.
Der har altid været vådt i engene nede ved banen. Og et stykke nede ramte gravemaskinen gammel søbund, forklarer han.
“Så vi vidste godt, at vandet ville komme op. Men hvor meget – og om hullet ville løbe helt fuldt, det vidste vi ikke,” siger Marianne Søvang.
Men det gjorde det altså, selvom det ikke skete lige med det samme. Parret nåede at spadsere mange ture fra hjemmet på Munkhøjvej til det store, nygravede hul neden for deres marker, inden de følte sig sikre på at få en seværdig sø ud af anstrengelserne.
“Det var nærmest en dagiig udflugt for at se, hvor meget vand, der var kommet i,” siger Marianne Søvang.

Fem meter dyb
Selve gravearbejdet foregik i september 2005, hvor de lokale entreprenører Lars Madsen og Søren Sørensen sammen med en sønderjysk entreprenør flyttede 10.000 kubikmeter jord til markerne sydøst for søen.
Hvor hullet er dybest, måler det 5 meter i dybden. Og det gør det over et ret stort område. For en sø skal have en vis vandvolumen. Ellers kan vandmiljøet ikke hvile i sig selv, forklarer Klaus Søvang. Men inde ved bredderne er søen ikke så dyb.
“Den er lavet sådan, at falder en af ungerne i, så falder han ikke længere, end at man kan vade ud og fiske ham op igen”.
Nu – i begyndelsena f maj – er der ikke længere nogen tvivl om, at resultatet bliver fint. Grundvandet er steget så meget, at søen måler ca. 80 gange 60 meter, hvor den er bredest. Det har endda været nødvendigt at forny en dæmning mod nord og lave et overløb. Grundvandet har presset sig så meget op, at det skyllede den første dæmning væk.

Godkendt af svanepar
Den nye sø er desuden blevet accepteret af flere ænder og et svanepar, der har slået sig ned i den.
“Og går man en tur rundt om den, kan man se, at der allerede er liv i den – smådyr,” fortæller Klaus Søvang.

Krabater på 10 kg
Hovedattraktionen – regnbueørrederne – er også på vej.
“De kommer i næste uge. Startbestanden bliver på 600 kg, og så bliver der suppleret op ud fra det antal fiskekort, vi sælger,” forklarer Klaus Søvang.
De mindste ørreder vejer 800 g. De største krabater er på 10 kg. For selvfølgelig lokker det, hvis lystfiskerne ved, at de kan fange store fisk i søen. Derfor er det meningen, at en lille tredjedel af ørrederne skal have en vægt på mellem 3 og 10kg.

Familievenligt
Men Hansted Put and Take skal helst være en attraktion i sig selv. Søen ligger ugenert og fredeligt med marker omkring sig.
Godt nok kommer der af og til et tog forbi. Men ikke så ofte, at det kan genere, mener Klaus Søvang. Måske vil nogle ligefrem finde det spændende at se tog så tæt på.

Togene kører lige forbi den nye sø

Togene kører lige forbi den nye sø

“Det kan være, de begynder at tælle tog i stedet for at fiske,” siger Marianne Søvang smilende.
Hedeselskabet er bestilt til at plante 500 meter læhegn omkring søen. Der er for længst købt borde og bænke. Og der bliver både grillplads og legeplads.
“Sådan at vi skaber et lidt familievenligt sted hernede,” siger Marianne Søvang.
For selvom far er bidt af en gal lystfisker, er det jo ikke sikkert, at ungerne har lyst til at fiske hele tiden. Eller mor får måske lyst til at adsprede sig med noget andet end at komme med beundrende tilråb til den stolte mand med stangen.

Et ordentligt toilet
Der er også på anden vis tænkt på kvinderne, fortæller Marianne Søvang. I den grønne skurvogn, hvor kunderne skal købe deres fiskekort, finder man.et ordentligt toilet. Noget de fleste kvinder -og en del mænd – sætter ret stor pris på.
Marianne Søvang afslører gerne, at hun kun har prøvet at fiske en gang. Som ung og nyforelsket var hun med Klaus Søvang på ålefiskeri. Han kan nemlig godt lide at fiske.
“Jeg har altid fisket sammen med mine brødre, selvom det nu ikke er blevet til så meget på det seneste,” fortæller han.
Hansted Put and Take er imidlertid ikke nogen kopi af noget, han har set andre steder.
.,Den er lavet efter forholdene her.”

Marianne og Klaus Søvang med søen i baggrunden.

Marianne og Klaus Søvang med søen i baggrunden.

Først var søen egentlig bare tænkt som et fristed for mennesker og dyr. Bl.a. fordi Klaus Søvang og en god del af hans familie er jagtinteresserede.
Men undervejs opstod så ideen om et put and take. Og nu er alt ved at være på plads.
To firmaer har allerede booket sig med firmaudflugter. Og de skal lige overstås, inden Hansted Put and Take åbner rigtigt i uge 26 -der er den første uge i skolernes sommerferie.
“Vi har allerede fået megen respons på ideen, så det bliver da spændende at åbne,” siger Marianne Søvang.

Selvbetjening
Hansted Put and Take skal i øvrigt fungere med selvbetjening.
Hverken Marianne Søvang, der er på barsel, men ellers er erhvervsmedarbejder hos Danske Bank i Skanderborg, eller Klaus Søvang, der er afdelingsleder hos LMG Lemvigh-Müller, har planer om at kvitte jobbet.
“Men i opstarten vil der være folk hernede. Marianne er på barsel indtil december.Og mine forældre bor jo lige ved siden af. Så fatter har lovet at holde lidt øje med det,” siger Klaus Søvang.

Fakta:
Hansted Put and Take, Munkhøjvej 3,
Hansted, 8700 Horsens.
Priser pr. stang:
2 timer 60 kr.
3 timer 75 kr.
5 timer 100 kr.
Dagskort 200 kr.
Åbningstider: Fra solopgang til solnedgang.
Hjemmeside: www.hanstedputandtake.dk

BROEN 18. årgang nr. 4 

juni – juli – august 2006 ‘

Samtid, erhverv, hobby, fritidsliv, lystfiskeri

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *