Et lille glimt fra Egebakken

klik her og se artiklen i bladformat                            Af sognepræst Torsten Ringgaard

Magda Nielsen

Det er onsdag. Den sidste af slagsen i måneden. Klokken er 15.00. Det betyder, at den månedlige gudstjeneste på Egebakken nærmer sig. Inden skal vi lige have en kop kaffe, mens vi sludrer lidt sammen. Jeg falder i snak med Magda Nielsen, som er 89 år og en af beboerne på Egebakken.

Magda fortæller: “Jeg blev født i 1916. Ja, det var jo under krigen. Far måtte gøre tjeneste i Fredericia, da han var i sikringstropperne. Så mor stod helt alene, da jeg kom til verden. Heldigvis fik krigen en ende, og far kom hjem.

Vi var fattige derhjemme. Far var arbejdsmand og måtte jævnligt flytte rundt for at finde nyt arbejde. Dengang var der stor forskel på rig og fattig. Det mærkede vi tydeligt henne i skolen. De rige børn havde af og til en kurv æg eller en høne med til overlæreren. På den måde kunne de fedte lidt for ham. Det resulterede da også i, at der blev gjort forskel .

Heldigvis fik vi på et tidspunkt en ny overlærer, som forstod at behandle alle elever med lige stor respekt.

Jeg var 14 år, da jeg skulle ud at tjene første gang. Det var hårdt. Af og til græd jeg, når jeg lagde mig under dynen efter en lang arbejdsdag. Landmandskonen forstod ikke, at jeg kun var en lille pige, men satte mig til at arbejde som en fuldvoksen kvinde fra klokken 6 til 21. Det var et slid uden lige. Og lønnen på de 15 kroner om måneden var bestemt ikke noget at råbe hurra for.

Heldigvis fik jeg efter et par år tjeneste på Rådved Kærgård. Her viste herskabet stor omsorg for os alle, der var ansat. Det var en vidunderlig tid.

Da jeg blev 17 år mødte jeg Orla, som siden hen blev min mand. Da vi blev gift, fik vi en brudegave af ægteparret fra Rådved Kærgård. Den bestod af seks sølvskeer, en rullepølse og andedun til to dyner.

De første år boede min mand og jeg i et gammelt hus. Det vr imlede med rotter, men det var billigt. I 1949 byggede vi så selv hus i Egebjerg. Her boede vi, indtil Orla døde.

Nu er jeg så her på Egebakken. Og hvor er jeg dog taknemmelig for det. Vi bliver simpelthen behandlet som grever og baroner. Her er trygt og godt at være. Man ser aldrig et surt hoved blandt personalet. De er simpelt hen de sødeste og dejligste mennesker, man kunne tænke sig, og så har vi en ualmindelig god kok”.

Nåh, det var så Magdas historie. Kaffen er drukket, klokken er 15.30 og vi rejser os for at gå til gudstjeneste inde ved siden af.

Organist Astrid og sanger Svend, der er ved at gøre sig klar til gudstjenesten på Egebakken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *