Årets borger 2006 Annalise Daugaard

Årets borger 2006 forside

Interview ved Mogens Kirkegaard      se artiklen i bladlayout

Valget var ikke svært denne gang, fordi flere af Broens læsere havde peget på hende. Annalise fremhæves for sit engagement i støtte-forening, sommerfesten og ikke mindst Husholdningsforeningen. Hun har i sig så meget livsglæde, at andre bliver i godt humør af at være sammen med hende. Og hun følger interesseret med i, hvad der foregår i lokalsamfundet.

Annalise Daugaard og Hans Thomsen
Hans Thomsen overrækker Annalise en stor buket blomster og en Georg Jensen juleuro med årstal, så hun på den måde har noget at glæde sig over i de kommende år og kan huske, hvornår det var. Foto: MK.

 

Bagefter havde jeg en samtale med hende om nogle af de ting, der har optaget hende i årenes løb.

Annalise Daugaard er ikke uvant med at have besøg af journalister fra Horsens Folkeblad især, og der har i tidens løb været mange lejligheder ved fødselsdage og i forbindelse med forskellige rubrikker i avisen. Da hun fyldte 75, skrev Birte Kongshaug blandt andet følgende:

„Hvis ikke man har mødt Annalise Daugaard og mærket hendes handlekraft, flid, glade væsen og hjælpsomhed, kunne man være tilbøjelig til at tro, at det bare er tom snak – men det er det ikke. For hun er faktisk et usædvanligt menneske, denne Annalise Daugaard, som kender det halve af Horsens og er kendt af mindst lige så mange.“

– Har du oplevet en forskel på, om du er 75 eller 80, sådan med hensyn til, hvad du har gang i?

– Nej, det synes jeg ikke. Min ryg har ikke haft det godt i mange år, men bortset fra det, så har jeg det godt. Jeg kan også glæde mig over, at jeg har min familie her omkring mig, og ikke mindst, at jeg har kørekort endnu. Det er ikke til at undvære, når man bor her ude på landet. Og nu må jeg se, om lægen vil give mig et til næste år. Nu er det jo hvert år, at det skal fornys. Men sidste år blev jeg da fri for at stå på ét ben og alt det der. Han vidste jo godt, at jeg har kørt ganske meget i mange år. Jeg kørte for Folkebladet i 33 år uden at lave nogen ulykker, og det er da en stor ting.

– Hvordan finder man overskuddet og livsglæden til altid at være så positiv?

– Jeg kan fortælle, at Jørgen Gyldenkilde var derude på Folkebladet, altså Lilys mand. Og når jeg så kom derud, så gik jeg lige ned i kælderen og hilste på dem. Det er underligt, sagde han, for hun er altid i godt humør, når hun kommer, og det endda om morgenen. Jeg bliver sgu så glad, når hun kommer.

– Din interesse for sport har du jo haft siden dine unge dage. Du spillede håndbold, ikke?

Ja, det gjorde jeg, oppe på græsmarkerne i Egebjerg, der hvor skolen nu ligger. Markerne hørte til Egesholm, og vi spillede der, hvor køerne gik og græssede, så vi måtte springe imellem kokasserne. Jeg tjente jo deroppe ved Johannes Kragh på Egesholm. Vi spillede mod andre hold i omegnen, i Hatting og Søvind blandt andet, og vi behøvede ikke at varme op, for vi cyklede jo derover. Der var ikke nogen, der havde biler. Og det siger jeg også til de unge mennesker deroppe, I kan jo cykle, så behøver I ikke at varme op!

I dag synes jeg, at det er bedst at se, når de spiller inde i hallerne. Jeg kan godt lide at se sport, og jeg skal da se fodbold i aften i fjernsynet, men ellers kan jeg bedst lide at se de unge spille i hallen, og der synes jeg, at de voksne, forældrene, de kunne godt vise lidt mere interesse for deres børn ved blandt andet at komme og se, når de spiller. Jeg har jo også været heldig hele tiden, for først spillede Birgit og Bodil, og nu er det så Anders, der spiller. Når han spiller, så er jeg altid oppe i Egebjerg og se det. Og du har vel læst, hvad de skrev om, at jeg ikke kunne holde min mund over for dommerne, så de var ved at give mig det gule kort. Det var Peder Skovgaard og mig, vi var de eneste tilskuere søndag formiddag. Jeg fik jo alligevel lov til at blive, men Peder, han måtte ud.

Men det er dejligt, at så kommer de drenge, og de er jo 23 – 25 år, så kommer de og siger, synes du ikke, at vi er blevet gode i år, og du kommer da vel næste gang og ser os?

Det kunne forældrene have mere glæde af end ved at sidde og glo på det fjernsyn. Og nu begynder de små jo, mine oldebørn, så de to piger er jeg jo også oppe og se. Men håndbold er blevet et hårdt spil, og jeg kan ikke rigtig lide at se, når de skubber til hinanden, så de ryger hen ad gulvet. Så kommer jeg til at tænke på de håndspillere, der var ude for en ulykke. Men jeg kan godt lide, når de små kommer hjem og er glade for at have spillet og måske vundet. Jo, jeg kan godt lide sport.

– De aktiviteter, du har været med i, har jo også en del at gøre med sport, Støtteforeningen og sommerfesten.

Jeg synes, at det er vigtigt at være med til at skabe nogle rammer om de unges fritid herude. De skal ikke ind til Horsens. Herude har de et godt kammeratskab, og det er det, der betyder noget, mere end de muligheder, de større klubber kan give. I de store klubber kan de jo ikke alle sammen komme frem, så kan de sidde ude på bænken, og det er der jo ikke ret meget ved.

– Hvordan kom du i gang med at bage til Støtteforeningens arrangementer?

– Jo, de kom jo og spurgte Husholdningsforeningen, om ikke vi kunne hjælpe dem med at bage, for så kunne de jo spare nogle penge. Og så blev det jo til, at jeg stod alene med den opgave, så jeg bager 50 boller og 3 stænger kringle til hver gang. De unge kan bedst lide bollerne, og de ældre vil hellere have kringle, så det er helt fint.

– Men dit hjertebarn, det er alligevel husholdningsforeningen, hvor du har været formand siden 1971.

– Vi meldte os på et tidspunkt ud af den større husholdningsforening, der havde konsulenttjeneste osv., men vi indså, at tiden var ved at løbe fra den gamle opfattelse af, hvad der var en husmoders opgaver. I takt med, at der blev færre og færre store landhusholdninger, mistede vi det oprindelige grundlag for foreningen. Så vi er mere blevet en selskabelig forening, hvor vi i valget af arrangementer lægger vægt på socialt samvær omkring nogle emner, der har bred interesse. For eksempel har vi inden for det sidste års tid haft arrangementer som vinsmagning med Niels Boas fra Gedved og endda også ølsmagning. Vi har over 100 medlemmer, og der kommer hele tiden nye.

Annalise Damgaard 80 års fødselsdag
Annalise Daugaard er her midtpunkt ved hendes 80 års fødselsdag sidste år. Hun blev fejret ved en dejlig fest på Sandvad kro med gaver, lys og løftede glas omgivet af familie og venner.

Når vi overvejende spiser varm mad, så skyldes det, at i klubhuset må vi selv levere og tjene på vin, mens cafeteriet skal levere og tjene på øl og snaps. Vi er nødt til at holde priserne så langt nede som muligt. Selv om folk har flere penge mellem hænderne, så må det ikke koste for meget.

– Det meste af din tid har du jo opholdt dig her i Hansted, nær ved din fødegård, Strandhøjgaard, på Højbovej, hvor nu dine døtre bor med deres mænd. Har du været væk fra Hansted i længere tid?

– Jo da. Det er sjovt nok, for jeg fandt ud af noget, da jeg læste det, du havde skrevet om Peder Pedersen sidste år. Vi havde begge to været på Ryslinge Højskole i 1946, han om vinteren og jeg om sommeren. Det er i grunden mærkeligt, at vi aldrig er kommet til at snakke om det, og i år var det endda 60 års jubilæum, desværre lige som jeg holdt fødselsdag, så jeg kunne ikke komme. Og så var jeg udenlands for første gang i mit liv i år. Jeg var i Italien og så bjerge for første gang. Hvor var der smukt, så det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen, hvis ellers ryggen kan holde til det.

Vi ønsker Annalise Daugaard til lykke med den velfortjente hæder og håber, at hun må have overskud til at deltage i de lokale aktiviteter mange år endnu. Som der stod i Horsens Folkeblad som overskrift: Oldemor med slag i.

 

2006/07December – januar – februar                 Broen 19. årgang – nr. 2

Samtid foreningsliv

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *