Egebjerg i 1950-erne

 Klik her og se artiklen i bladlayout2005_18_1_28_Egebjerg_i_50erne

I min beskrivelse af Egebjerg i 1940-erne sluttede jeg med at sige at egnen stadig var præget af landbruget og det gamle landsbysamfund, sådan var det naturligvis også i begyndelsen af 1950-erne. Men med den begyndende mekanisering af landbruget var en udvikling sat i gang, som nok fik mere vidtgående følger end de fleste havde forestillet sig.

Af: Peder Pedersen

Hestene forsvandt
Alle kunne se den umiddelbare fordel ved at slippe for at traske bag efter hestene, fure op og fure ned i al slags vejr og i stedet sidde på en flunkende ny traktor, som kunne lave fire gange så meget arbejde på en dag som hestene.

2005_18_1_28_Petersholm_1934
„Petersholm”, på øverste billede fra 1934 kan vi se at der var 7 heste på gården. På nederste billede, som er fra 1951 er de fem heste skiftet ud med en traktor. På billedet ses i øvrigt: Karen Vibeke og Carl Mogensen samt sønnerne Poul Erik og Hans Jørgen, Stuepigen med kat i favnen, på hesten Forkarlen, på traktoren Andenkarlen, på fløjen yderst til venstre tredjekarlen (Vagn Jensen Østerhøjsvej) På billedet mangler: Fodermesteren, kokkepigen og daglejeren, som også hørte til folkeholdet i
1951.

2005_18_1_28_Petersholm_1951Når man kørte den i garage om aftenen og drejede nøglen, krævede den ingen omsorg, før den igen blev kørt ud til en ny dags arbejde. Hestene derimod skulle vaskes og strigles og fodres også selvom det var fyraften eller fridag.

Men på det lange sigt og set i det store perspektiv, fik landbrugets mekanisering langt mere vidtgående følger.

Med hestene forsvandt også de unge på landet. For hver spand heste der forsvandt, blev en medhjælper ledig.

Her på egnen var der mange mindre gårde, hvor ét spand heste og én medhjælper kunne klare arbejdet. Efter at hestene var blevet erstattet af en traktor, måtte manden på gården ofte selv klare arbejdet.

Værre var det på de små husmandsbrug, som i mange år havde givet arbejde og udkomme til en familie. De kunne ikke rigtig udnytte mekaniseringens fordele. Brugene var for små til at kunne bære investeringen i en traktor, og foderet til hestene, tog en uforholdsmæssig stor del af avlen.

Ja, husmændene, som der også var mange af her på egnen, var hårdt trængt dengang. Én efter én måtte de da også give op, sælge dyrene og finde et arbejde inde i byen. Arbejde hang ikke just på træerne dengang, arbejdsløsheden var stor, men de der kom fra landet og søgte arbejde
inde i byen, var velanskrevne blandt arbejdsgiverne dér, man sagde, at de folk som kom fra landbruget var vandt til at bestille noget og parate til at tage fat på hvad som helst.

Men for mange var det en stor menneskelig tragedie, for de elskede deres lille landbrug og var villig til at køre økonomien endog meget langt ned for at blive ved det erhverv, som de nu en gang var vokset op med. At nogle var kørt meget længere ned end rimeligt var, sås tydeligt, for efter nogle ugers forløb med fast ugeløn, kom der velstand til huse, konen og børnene fik alle nyt tøj og der blev råd til besøg hos damefrisøren.

Nye arbejdspladser
Ja, mekaniseringen i landbruget betød mistede arbejdspladser, men to lokale firmaer havde til gengæld stor fremgang. Det var „Egedal Maskinfabrik” og „Graven Planteskole” De to firmaer supplerede hinanden på udmærket vis. Da traktorerne holdt deres indtog i landbruget, blev
der meget arbejde til „Smeden” med at tilpasse de gamle hesteredskaber så de kunne spændes efter traktoren. Holger Jensen, som dengang drev Egedal Maskinfabrik, var en initiativrig mand, han startede ret tidlig en produktion af landbrugsvogne med gummihjul, det var noget ganske nyt dengang, han solgte rigtig mange af dem i 50-erne.

2005_18_1_29_Erling_Graven Erling Graven havde i
50-erne stor succes med
sin planteskole

Erling Graven, som havde startet en planteskole i Hansted sidst 40-erne, var også en driftig og initiativrig mand, han så tidligt muligheden for at mekanisere arbejdet i planteskolerne, der fandtes jo ingen maskiner, men Erling Graven havde ideerne og på Egedal Maskinfabrik kunne man føre dem ud i livet, så inden længe blev der fremstillet planteskolemaskiner, ikke blot til planteskolerne i Danmark, men der kom også en eksport i gang til både Tyskland, Norge og Sverige og senere også til Amerika. Industrialiseringen havde holdt sit indtog.

Egedal Maskinfabrik udvider

2005_18_1_29_Holger_Jensen Holger Jensen
indehaver af Egedal
Maskinfabrik.

En dag i 1954 kom Holger Jensen til mig og sagde: Nu bliver vi altså nødt til at købe noget mere jord af dig, vi har ikke længere plads nok i den gamle smedje. Her skal du se, og så viste han mig tegningerne til nogle nye og meget større bygninger, ud mod Egebjergvej skulle der bygges en udstillingsbygning og bagved en værkstedsbygning med plads til 10 mand. For, fortsatte han, gennem firmaet „Brdr. Bendix” har vi har nemlig fået forhandling af både selvbindere og mejetærskere af mærket „Ava – Thermanius” og vi får også forhandling af „Allis Chalmer” traktorer.

Året efter stod byggeriet klar til ibrugtagning. Én af de første mejetærskere blev leveret til O. Palmelund Egesholm. Det var nok den første mejetærsker, som kom til at køre her på egnen. Det var jo ikke en stor bred maskine, som vi kender dem i dag, men en lille en, som blev bugseret at en traktor, men vi var jo alle meget imponerede.

Hjælpemidler i husholdningen
Nar manden fik en flunkende ny traktor at køre med i marken, ville konen selvfølgelig også gerne være med. Mange gamle kakkelovne blev i de år skiftet ud med centralfyr, de var naturligvis koksfyrede, oliefyr måtte vente
lidt endnu. Men centralfyret var alligevel et stort fremskridt, det betød varmt vand i hanen og mulighed for at tage bad derhjemme.

Et andet fremskridt, som hørte 50-erne til var „Andelsfrysehuset” Når man ude på gårdene slagtede en gris til eget forbrug, så var hidtil eneste opbevaringsmulighed et saltkar – et trækar, som var så stort at det kunne
rumme en gris, grisen blev slagtet og parteret og lagt ned i karret, hvorefter det blev overhældt med en saltopløsning – saltlage -. Fra karret kunne man nu tage et stykke op til den daglige madlavning. Når kødet/flæsket havde ligget i lagen i lang tid, kunne det godt være mere salt end godt var.

Fremsynede folk tog derfor initiativet til af opføre et fællesfrysehus på andelsbasis. Her i Egebjerg var det ejeren af gården „Egesholm” Olaf Palmelund der var opmand for sagen, han blev også valgt til foreningens formand.

Han stillede for øvrigt også en grund til rådighed til opførelsen af Fryseboxen” som huset hed i daglig tale. Den blev opført i 1949 omtrent der hvor vejen Egesholm nu går, med facade ud til Egebjergvej. Det var indrettet med et ekspeditionsrum og et fryserum med tilhørende maskiner. Hver andelshaver kunne leje én eller flere bokse. Der blev ansat en dame til at tage imod varer til indfrysning og udlevere pakkerne igen, når folk ønskede det, der var bestemte ugentlige åbningstider. Flere af egnens beboere havde i arenes løb jobbet med at passe boksen. De første tre
år var det Magda Lehmann Nielsen, som nu bor på „Egebakken” hun fortæller at hun fik 250.- kr. om året for sin indsats. Hun kan også berette om, at der engang havde været indbrud i fryseboksen, det var et mareridt, for alt lå hulter til bulter, så det var næsten umuligt at få rede på hvem de forskellige pakker tilhørte, tyvene havde naturligvis kun taget det bedste kød.

I 1964, blev andelshaverne enige om at anskaffe sig hver en hjemmefryser og sælge andelsfrysehuset, dermed var den epoke slut.

Tøjvask
Hidtil var, stort set, eneste hjælpemiddel ved tøjvask en balje med varmt vand, et vaskebræt og en masse knofedt, men efter krigen begyndte vi at høre fra Amerika om automatiske vaskemaskiner, det lød jo spændende, men her i Danmark måtte vi vente lidt endnu.

Løsningen her i 50-erne var at man i Egebjerg Brugs kunne leje en vaskemaskine for en dag, et temmelig stort apparat, som stod på en lille vogn med to hjul, som man enten selv kunne skubbe eller få „Oscar” til at flytte. Oscar Sørensen boede i Hammersholm og drev en lille vognmandsforretning med en hestevogn med to små gule nordbagger
for, han var en hel institution for sig, og en daglig del af bybilledet.

2005_18_1_30_Egebjerg_BrugsforeningEgebjerg Brugsforening ombygges og udvides i 1958.

En anden mulighed var „Horsens andelsvaskeri“ Det lå  i industrikvarteret i Horsens og fungerede på den måde, at man samlede vasketøjet i en sæk for en måned ad gangen, på en nærmere aftalt dag blev sækken afhentet og en uge senere kom budet igen med det rene tøj. Det var en ren nydelse, for lagnerne var rullede, dugene strøget og skjorterne var strøget og lagt pænt sammen med et bånd omkring, alt sammen til en overkommelig pris. Eneste ulempe var at man skulle have tøj nok til en hel måned ad gangen.

Da de fuldautomatiske vaskemaskiner senere blev hvermandseje, blev Andelsvaskeriet overflødig og nedlagt, men det havde, ligesom andelsfrysehuset, en levetid, hvor det fungerede godt.

Flaskegas
Når der skulle laves mad i køkkenet, her ude på landet, var eneste mulighed et komfur, hvori der blev fyret med træ eller tørv, det var noget besværlig og svinede meget Men først i 50-erne dukkede et nyt emne op „flaskegas“. Det var muligt at købe et flaskegasanlæg bestående af 2 gasflasker, en regulator og to-tre løse gasapparater, det kunne man så få monteret fast i køkkenet eller på et lille bord. Når så flasken var tom, kunne man få den byttet med en, der var fyldt, enten i Brugsen eller hos Svend Engelbrekt.

I dag ville vi nok rynke lidt på næsen af at have sådan et arrangement stående i køkkenet, men dengang i 50-erne var det et meget stort fremskridt.

Ovennævnte Svend Engelbrekt drev en Cykelforretning på Egebjergvej 161, men han meget andet end cykler, som før var han leveringsdygtig i flaskegas. Radioapparater, havde han handlet med i mange år. Men i 1956 begyndte Danmarks Radio at sende fjernsynssignaler, som kunne opfanges her på egnen, det åbnede jo endnu en mulighed, nemlig salg af Tv-apparater. I de følgende år skulle alle have sådan ét, ganske vist var skærmen lille – 17 tommer – og naturligvis i sort/hvid, men vi var vildt begejstrede.

Knallerten
Knallerten eller cyklen med hjælpemotor, som de første hed, er i høj grad et fænomen der kom frem i 50-erne og den kunne selvfølgelig også købes hos Svend Engelbrekt.

I 50-erne og 60-erne solgte han et utal af knallerter, først til voksne mennesker, som gerne ville hurtigt frem, men som alligevel kviede sig ved at købe bil. Senere var det nok mest unge mennesker, der købte en knallert, nar de fyldte 16 år. Knallerten blev et meget populært køretøj på den tid.

Lokale forretninger
Da krigens varemangel var slut – sidste rationeringer ophævet i 1952 – begyndte forbruget at stige, og da supermarkederne endnu ikke havde vundet indpas, betød det, at de lokale handlende havde gode tider. I Egebjerg Brugs, som var nyopført i 1931, var pladsen efterhånden blevet for trang, derfor besluttede bestyrelsen i 1957 at udvide med en ny fløj, nybygningen blev indviet i efteråret 1958.

Også Brugsen i Hansted havde fremgang i omsætningen og det på trods af at der også fandtes en Købmand i byen, som også havde fremgang og god omsætning. Købmanden i Hansted var i øvrigt den første handlende her på egnen, som anskaffede sig en „frysedisk“ her kunne man købe frosne fisk og grøntsager, virkelig en epokegørende nyhed. I Hansted var der desuden en bager, der foruden sin butik også kørte varetur, det vil sige, at bageren to gange om ugen kørte ud til alle husstande i omegnen med friskbagt brød. Før i tiden var det med en lille vogn med én hest, efter krigen blev hestevognen udskiftet med en lukket varevogn – stort fremskridt. Foruden bageren var der også i Hansted en slagter, der ligesom bageren kørte varetur to gange om ugen, først med hestevogn og senere med varevogn. Men slagteren var ikke ene om handlen i Hansted,  der  fandtes  skam  også  en viktualieforretning, hvor man kunne købe pålægsvarer og lignende.

Jo, Hansted/Egebjerg var godt dækket ind med dagligvareforretninger, man handlede lokalt. Supermarkederne var så småt ved at dukke op inde i byen, men de var endnu ikke nogen trussel for de lokale handlende.

 Byudvikling?

Nej, byudvikling var der ikke meget af i 50-erne, der blev vist bygget 7 nye boliger i Hansted og 16 i Egebjerg i denne periode. Det store boom kom først i 1960-erne og 70-erne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *