Egebjerg i 1940-erne (del 2)

Klik her for at se artiklen i bladlayout

Klik her for at se (del 1)

Egebjerg i 1940-erne (del 2)

Af: Peder Pedersen

Artiklen i forrige nummer med samme over skrift handlede mest om krigen og den tyske besættelse, men der var meget andet, som optog sindene i Egebjerg og omegn dengang i 1940-erne.

Skolebyggeri
I den gamle Lundum Hansted Kommune var der fire små landsbyskoler, en i Lundumskov, en i Rådved, en i Egebjerg og en i Hansted. Skolerne var meget små, gamle og nedslidte og kunne ikke rigtig leve op til de skærpede krav, som undervisningsministeriet stillede. Derfor begyndte man allerede sidst i 30-erne at tale om opførelsen af en “Centralskole” for hele kommunen. Men som i så mange andre situationer, hvor noget nyt skal ske, opstod der en heftig diskussion blandt beboerne: Var det rimelige i at bruge så mange penge på en ny skole? Og med kun én skole i kommunen blev man jo nødt til at køre børnene i skole, var det nu ikke en dyr og dårlig ide? Navnlig placeringen af skolen viste sig at være et varmt emne. Lokalpatriotismen kom rigtig frem i lyset. Indbyggerne i de respektive landsbyer havde alle argumenter for hvorfor den nye storskole skulle ligge lige netop i deres by. Bølgerne gik højt og emnet blev ivrigt diskuteret ved enhver lejlighed. Efter flere års diskussion, enedes man, som så mange gange før, om et kompromis. Et areal syd for gården “Egesholm” som nu for længst er revet ned, blev udpeget som den bedste placering. Kommunen købte grunden, der var på ca. 2 ha. til opførelse af den nye skole med tilhørende sportsplads.

Nu forestod der et større terrænregulerings arbejde, navnlig der hvor sportspladsen  skulle være, den skulle jo helst være plan, og da terrænet skrånede stærkt mod syd og der desuden var en lille høj på arealet, skulle der flyttes rigtig meget jord.

Gravemaskiner kendte man ikke rigtig dengang, så der var ikke andet at gøre end at spytte i næverne og tage fat med skovlen. Det var nu heller ikke så dårligt endda for arbejdsløsheden var stor og staten støttede den slags projekter, det kom ind under en ordning man kaldte „nødhjælpsarbejde”.

Jordarbejdet blev udført af 10-12 mand, udelukkende lokale folk, arbejdet blev ledet af Vejmand Axel Jensen fra Hansted.

Opførelsen af bygningerne blev påbegyndt i 1942 og blev også udført at lokale håndværkere. Desværre med en tragisk udgang for murermester Siig, som omkom da noget forskalling faldt ned over ham.

2005_17_4_29_Egebjerg_Centralskolen
Luftfoto af den nybyggede “Centralskole” Bemærk gården “Egesholm” i baggrunden, hvor Brugsen nu ligger. Læg også mærke til “Overlærerboligen” som blev revet ned efter nogle års forløb.

Man nølede lidt med færdiggørelsen af byggeriet, for der var forlydender om at de tyske besættelsestropper stod på spring for at overtage skolen når den stod færdig, men i efteråret 1943 stod den alligevel færdig.

Selvom skolebyggeriet havde givet anledning til mange stridigheder og diskussioner, så var beboerne alligevel stolte over den nye store skole, som nu stod så flot der på Egebjerg Bakke, den blev indviet den 5. november.

Da der var for langt at gå for de skoleelever, der kom fra den yderste nordvestlige hjørne af kommunen – Lundum og Lundum Skov – blev der etableret buskørsel for dem til skolen. Charles Bryde Jensen som boede i Rådved, fik overdraget opgaven, han købte en ældre rutebil, som passede
nogenlunde i størrelse og kørte så med børnene fra og til skolen.

Fra den sydlige ende af Kommunen – Nordre Strandvej og Gl. Århusvej – var der også for langt for børnene at gå, men her var der ikke så mange børn, så de blev befordret i en hestevogn – med kaleche – lidt af et særsyn, men det var jo også under krigen. Peter Rasmussen, som drev et mindre landbrug på Gl. Århusvej, havde jobbet.

Betydningen for egnen
Den nye skole viste sig at give et stort løft for hele egnen. Foruden de forbedrede undervisningsfaciliteter, fik vi en ny, stor gymnastiksal og en god sportsplads, de to ting var et stort gode for egnens unge, som i stort tal, spillede fodbold og håndbold om sommeren og gik til gymnastik om vinteren.

Overlærer Knudsen, som var skolens leder de første mange år, sørgede desuden for at arrangere foredragsmøder og andre sammenkomster for egnens beboere. Det var også ham, der startede aftenskolen her i Egebjerg. Man kunne få undervisning i blandt andet engelsk og tysk, men også mere håndgribelige fag som sløjd og håndgerning, var der mulighed for. Der var rigtig mange mennesker på skolen om aftenen.

På skolen blev der også indrettet et Bibliotek hvor egnens beboere kunne låne bøger af enhver art. Overlærer Knudsen bestyrede selv biblioteket, som havde åbent for publikum to gange om ugen. Havde biblioteket ikke lige den bog man ønskede, så skaffede Knudsen den fra Biblioteket inde i Horsens.

Skolen blev opvarmet af et centralvarmeanlæg i kælderen, her stod der et stort stokerfyr, hvori der blev fyret med brunkul, den eneste mulighed under krigen. I forbindelse med fyrrummet var der indrettet et “Folkebad” det var en slags badeanstalt, dog i mindre format, der var kun nogle få brusekabiner og et omklædningsrum. Men arrangementet blev meget populært, her kunne man få et varmt brusebad for en mindre betaling. To aftner om ugen var der adgang for karle/mænd og to andre aftner for piger/kvinder.

Det lyder nok lidt underligt i dag, men man skal huske på, at det ikke var ret mange familier dengang, som havde bademuligheder der hjemme. I de fleste hjem, var husets eneste varmekilde en kakkelovn, og den gav jo ikke varmt vand i hanen, og badeværelse var der ikke mange der havde. Ordningen blev administreret af pedellen Ejler Steffensen.

Tyskere på skolen
Truslen om tysk besættelse af skolen var ikke helt bluf, da skolen var blevet indviet og børnene havde taget de nye lokaler i brug, kom den tyske besættelsesmagt og forlangte, i første omgang gymnastiksalen til indkvartering, senere hele skolen. Så måtte skoleeleverne tilbage til de gamle skoler igen.

I første omgang var det soldater der invaderede skolen, senere kom der også tyske flygtninge til. Sportspladsen fik vi dog lov at beholde.

Vi gruede lidt for hvordan mon vores nye skole ville se ud, når tyskerne igen havde forladt den. Gymnastiksalen havde et flot lyst, lakeret trægulv, hvor vi fik strenge formaninger om kun at færdes med gymnastiksko på, her gik nu tyske soldater med sømbeslåede støvler. I skoleborde og vindueskarme skar beboerne deres navne med en kniv, flygtningene havde også engang forsøgt at tænde bål i et af klasseværelserne, ikke lige den bedste måde at behandle en ny flot skole på.

Flygtninge
Da krigen var forbi i maj 1945 rejste de tyske soldater hjem, men flygtningene blev på skolen et år endnu.

I 1938 blev der under Civilforsvarsstyrelsen ved lov oprettet et korps (CB korpset) til hjælp for civilbefolkningen i krigstilfælde. CB korpset bestod af unge værnepligtige, deres uniform lignede lidt politiets og da de gerne fulgte i hælene af en politibetjent fik de øgenavnet “Føl” Da de tyske flygtninge i Danmark sorterede under Civilforsvarsstyrelsen, blev flygtningene på Egebjergskolen bevogtet af CB betjente. Forsamlingshuset i Egebjerg, som også havde været beslaglagt af tyskerne, tjente nu som kostforplejning.

To gange om dagen blev flygtningene stillet op på række i skolegården og af en CB betjent ført ned i forsamlingshuset, hvor de spiste deres mad, derefter blev de ført tilbage til skolen igen, jeg talte aldrig hvor mange der var, men der har nok været omkring 75 personer, flest kvinder og børn og nogle få ældre mænd. I deres ansigter kunne man læse sorg og modløshed, vel også længsel efter deres hjem og savnede familiemedlemmer et trist syn.

I 1946 blev de fleste tyske flygtninge i Danmark samlet i Oksbøllejren, der med sine 36000 indbyggere var Danmarks sjete største by.

Da flygtningene var rejst fik vi endelig skolen tilbage igen om end i en noget miserabel forfatning.

2005_17_4_31_Bil
De fleste biler, som havde overlevet krigen var af denne type, fra omkring 1930.

Bilerne kom ud at køre igen
Egebjerg Centralskole, som Egebjergskolen hed dengang, blev et stort plus for kulturlivet i Lundum Hansted kommune og i særdeleshed for Egebjerg, men en egentlig byudvikling kom ikke i gang før mange år senere. Derimod blev Egebjergvej som i 30-erne hed hovedvej A 10, og nu omdøbt til Europavej 3, en meget mærkbar faktor i bybilledet.

Den 1. marts 1946 oprandt den store dag, som mange havde set frem til med længsel – Benzinsalget blev givet fri, privatbilerne fik lov at køre igen – Efter at de i 5 år havde stået “klodset op” hjemme i garagen, kunne bilejerne hente deres nummerplader hos Politiet igen, dog først efter at bilen havde gennemgået et grundigt eftersyn og blevet godkendelse. Men inden de kunne komme ud at køre igen var der en del problemer. Gamle kølere var utætte og nye kunne ikke fås, batterier var blevet for gamle og kunne ikke holde strøm og på grund af krigen var der heller ingen produktion af nye batterier. Men omsider kom alle dog ud at rulle igen, selvom bilerne ikke blev brugt så meget som i dag. Og det kan man jo godt forstå, for enzinprisen blev sat til 1 kr. pr. liter og en almindelig timeløn var på ca. 2 kr. Prøv engang at sammenligne forholdene dengang og i dag! Er der nogen der taler om dyrt benzin? Når vi så samtidig tager i betragtning, at bilerne dengang kun kørte 6 – 8 km. på en liter benzin, kan man jo godt forstå at man tænkte sig om en ekstra gang før bilen blev startet.

1940-erne var nok det årti hvor bilerne rigtig vandt terræn, det var meget tydeligt at se på Egebjergvej, hvor trafikken blev stadig tættere. Krigen havde sat udviklingen i stå for en tid, men da den var slut kom der rigtig gang i salget af nye biler. De gamle biler, som havde overlevet krigsårene var forældede og trængte til fornyelse. De første nye, der kom til landet var store amerikanske biler, som skinnede af nikkel og krom, de så meget prangende ud og fik da også tilnavnet “Dollargrin” senere kom der også engelske biler på markedet – Morris, Austin, Wauxhall, H i l l m a n n m. fl. – Der gik nogle år før den tyske bilindustri kom på fode igen, men allerede i 1948 rullede de første Folkevogne op ad Egebjergvej.

2005_17_4_31_Bil_Folkevogn
1948 kom de første folkevogne på vejene.

Landbruget
Også i landbruget mærkedes de nye tider. Medens der i flere hundrede år, her i Danmark, havde været tradition for at hesten gjorde arbejdet i marken, så dukkede der nu flere og flere traktorer op, især på de lidt større gårde. Det var relativ store amerikanske og engelske traktorer, som gik på jernhjul, og med tilhørende bugserede redskaber. Men i 1948 skete der noget af en revolution da kom den lille grå Ferguson på markedet. Den havde en størrelse og en pris som mange landmænd kunne overskue, og så havde den gummihjul og liftophængte redskaber, en ideel afløser for hestene på de små brug, som der fandtes flest af her på egnen. Snart summede de små grå frem og tilbage på markerne på de fleste gårde. En anden ny maskine, der blev talt meget om var mejetærskeren, som både kunne høste og tærske i en arbejdsgang, nogle få eksemplarer var kommet hertil fra Amerika – Combiners – blev de kaldt derovre, det var ikke store selvkørende maskiner, som vi kender dem i dag, men små maskiner, som kunne spændes efter en traktor. Her på egnen vandt de dog ikke rigtig indpas før i 50-erne.

Det mest revolutionerende i landbruget var nok, at der kom gummihjul på alt det rullende, lige fra trillebøre til landbrugsvogne og traktorer.

Ja, 1940-erne var en omskiftende tid for egnen her: Anden verdenskrig, skolebyggeri, mange flere biler på vejene og begyndende mekanisering i landbruget, men Egebjerg var endnu et landsbysamfund med nogle få gårde og et antal parcelhuse og med landbruget som det største erhverv.

2005_17_4_31_Ferguson_traktor
Og endelig den lille grå Ferguson, som tog alle med storm.

Billederne er dels hentet på nettet og dels udlånt fra Hansted Sognearkiv. Desværre har det ikke været muligt at finde fotos af terræn reguleringsarbejdet.

Juni – juli – august 2005

Broen 17. årgang – nr. 4

Lokalhistorie skole skolebyggeri Centralskole flygtninge biler landbrug traktor