Erindringer fra en begivenhedsrig barndom

Tryk her for at se artiklen i større format
2005_17_3_36_Erindringer

Fortalt af Henry Ahle til Mogens Kirkegaard

2005_17_3_36_Henry_Ahle_indledning

Henry Ahle

Henry Ahle

Jeg er født den 6/12 1928 i Vandel, og min far, Mads Ahle, han ejede på det tidspunkt en ejendom, der hed Vandel Nedergård. Det var noget gammelt, forfaldent skidt for at sige det rent ud, det var ikke ret mange penge værd, men han var heller ikke nogen velhavende mand. Han stammede fra Borris, hvor der ligger en gård, der hedder Ahlergaard, og den blev på et tidspunkt delt i tre. Min farfar havde den mindste, han hed egentlig Mikkelsen, men tog navnet Ahle.

in far boede ikke ret længe i Vandel, for han flyttede hurtigt igen. Inden han var kommet til Vandel Nedergaard, da havde han et lille husmandssted, der brændte ned til grunden engang, hvor de var til missionsmøde. Min mor og far gik meget op i det, de var meget indremissionske, så det var selvfølgelig lidt uheldigt, at det skulle ske, lige når de var ude af huset.
Det var et uheld, der var ikke nogen der satte ild på med vilje. En af mine ældre brødre ville ryge pibe, og det var han ikke bedre til, end at der smuttede ild i noget halm også, og ved den lejlighed burde jeg være omkommen, men min for længst afdøde storesøster sørgede for, at jeg blev reddet; jeg var ikke ret gammel.
Men efter, at der var blevet handlet og flyttet nogle gange, flyttede han til Nim, til en lille ejendom i Nim Østerby, der ligger der den dag i dag; den har for øvrigt været til salg for ikke så længe siden. Der blev min far i syv år, og det er det længste, han har været i et sted, og der starter min barndom sådan set, for der kunne jeg først begynde at fatte noget. Og jeg har i hvert fald haft en meget fattig og en meget lykkelig barndom, og der begyndte jeg at gå i skole.

Jeg begynder at synge og spille
Det der med at optræde for folk, jeg ved ikke om det altid har ligget i mig, men det gjorde jeg altså også dengang jeg var dreng. Jeg sang nogle skøre viser, som min far havde lært mig, og det fik jeg somme tider en pære, somme tider et æble for, eller en skilling, når det gik højt, men det var også en stor belønning for mig.
Jo det var jo faktisk socialistiske sange, for vi skal jo tænke på, at vi er lige havnet i den tid i trediverne, hvor det var enten kaos eller Stauning, og der var jo nogle sange, der var socialistiske, og det var jo nok dem, som min far syntes var sjove.
Min far kunne ikke spille, men han var god til at synge. Min mor, derimod, fik fat i en cithar, det var sådan et apparat med strenge ovenpå. Den kunne hun spille på, men jeg har aldrig hørt det, for den røg med, dengang huset i Vandel brændte, så det er altså fra før min tid, men den kunne hun spille på. Så det der med musikken, det må jo nok nærmest tilskrives min mor, og så frem for alt mine ældre brødre. For jeg troede jo, det var et led i den almindelige opdragelse af menneskebørn, det var at man skulle kunne spille, for det kunne mine to ældre brødre. De havde en harmonika, og det var det eneste jeg ikke måtte pille ved, når den stod derhjemme. Der var jo fugtigt på de karlekamre, hvor de tjente, så der kunne harmonikaerne ikke stå, de skulle stå i varmen, det har de jo bedst af. Og så skulle de andre hvalpe holde fingrene fra dem, og var der noget, vi ikke kunne, så var det at holde vores fingre ved os selv. Så de harmonikaer fik lov til at muntre sig, når vi var alene hjemme, for ellers så gik det jo ikke.
Min far gik ud som daglejer, og jeg kan huske, og der kommer nemlig det der med politikken, jeg kan huske, at han var daglejer ved den daværende sognefoged, Jens Brønd, hed han, og der var den gamle kommet i tanker om, at når man arbejdede fra klokken seks om morgenen til klokken seks om aftenen, så skulle man i al fald have fire kroner foruden kosten, det var ellers almindeligt med tre, men for det første så var han stor, han målte en meter og tre og halvfems, og for det andet så var han ikke ked af at arbejde. Han havde kræfter som en bjørn, så der kunne nok være noget om det.

En uheldig børnepasning
Mor passede vores lille sted, og så os unger. Vi havde én ko, og så havde vi en ged; den blev også malket, når det den tid var, fordi det var sundt, så vi havde både gedemælk og komælk.

Henry Ahles barndomshjem

Henry Ahles barndomshjem

Henrys barndomshjem i Nim Østerby 1934-35. Billedet er taget af en omrejsende fotograf. Fra venstre ses søsteren Gerda, derefter Henry og hans bror Børge. Henrys mor, Karen Ahle sidder med den lille Dagny.

Jamen vi gik jo troligt med koen eller geden i vejgrøften, vi havde jo kun to tønder land, og noget af det blev sået til med korn, så vi traskede såmænd troligt med den ko, og den var vi glade ved. Jeg kan huske engang, hvor min nu afdøde lillesøster var i barnevogn, og så skulle vi jo passe både hende og koen. Da Mor kaldte, at vi skulle hjem og have pandekager, så gik det jo ellers stærkt hjemad. Huset ligger sådan lidt oppe på en skråning, og der satte vi jo barnevognen, men vi glemte ellers at bremse den; koen kunne godt gå og passe sig selv, mens vi spiste pandekager. Men så rullede vognen ned af skråningen og slog en kolbøtte ned i vejgrøften, det opdagede vi slet ikke, før hun begyndte at vræle dernede, den bitte, så var vi klar over, at der var noget galt. Uha, så fik vi nogen skældud.
Vi lavede alting sammen, min bror og jeg, han er 16 mdr. ældre end jeg, en overgang blev vi kaldt Mads Ahles tvillinger, for vi var faktisk lige store, og lige dumme og lige frække omtrent. Men vi måtte jo ned og samle hende der op, og det var vi ikke stolte af, vi havde lige set i ånden, at hun havde slået sig ihjel dernede, men det gjorde hun nu ikke, hun væltede rundt i det hele, dyner og puder, det gik ikke så galt, men selvfølgelig vrælede ungen, det var jo ret naturligt. Men det varede længe, inden vi fik pandekager igen. Skidt med det, vi reddede dagen.
Da vi flyttede til Nim har jeg været en tre år. Der er ikke ret mange, der kan huske noget fra de var tre år, men det det kan jeg, for da blev jeg opereret for brok. Jeg kom på Brædstrup Sygehus og blev opereret, og da havde jeg nær gået til. Men de ville jo være gode ved mig deromme, sådan en lille fyr på tre år. Jeg kom ud i køkkenet til nogle piger, og så satte de mig deroppe ved siden af vandhanen, og den skulle jeg holde ved for ikke at falde ned, og så fik jeg syltede pærer, og de syltede pærer det var en himmerigsmundfuld, det havde jeg nærmest aldrig smagt før, det kan jeg i hvert fald huske.
Mine ældre søskende var på daværende tidspunkt kommet ud at tjene. Cenius kom ud at tjene ved en mand, der hed Ferdinand, kan jeg huske. Hilmer, han var ældre igen, han kom også af sted, og så til stor sorg for os andre, også den ældste af pigerne, for øvrigt hende, der reddede mig da et brændte, hun kom også ud at tjene, og hende savnede vi utroligt meget. Men de skulle jo af sted, lige så snart det kunne lade sig gøre, så var der jo en mund mindre at mætte, det var det, det hele drejede sig om.

I Nim skole
Men min bror kom først i Nim skole, og det var i hvert fald den stråtækte. Vi havde en frøken Jensen, som var fra Lolland-Falster, det var jo ingen forbrydelse at være det, men for os var det vanskeligt at forstå hende, for hun havde jo det sprog dernedefra, og det holdt hun fast på, selv om vi tit havde svært ved at forstå hendes syngende måde at snakke på.
Vi skulle jo skrive på tavler, vi fik jo udleveret en tavle, det vil sige, den skulle vi selv købe, og så skulle vi også selv sørge for at have en lille flaske vand og en klud til at tørre af med. Jeg havde nu sådan en egen måde at klare det på med en spytklat og et trøjeærme. Det indbragte mig de første øretæver, det var hende der, men jeg syntes, at det var hurtigere; sådan en spytklat havde jeg altid i nærheden, og trøjeærmet også, men det måtte vi altså ikke. Men hun var sikkert god nok, rent pædagogisk har hun sikkert været en meget dygtig lærer.
Når vi havde gået der et års tid, så blev vi flyttet over i en anden bygning, nogen af os, det var ikke os alle. Det var sådan, at 1. og 2. klasse, de var ovre hos frøken Jensen, og 3. og 4., der var kun fire klasser i Nim skole dengang, de skulle så over til Sofus Hansen, hed han, læreren derovre, og det var det, vi higede efter, det var at blive fri for at høre på hende der med det halvsyngende sprog. Den stråtækte var en lille bygning, der lå for sig selv. Der var teglsten på den anden, og der boede han selv ovre, Sofus Hansen. Han ville spille fodbold med os, kan jeg huske. Han var en stor, kraftig mand, med en stor mave, så han kunne ikke løbe ret stærkt, og det fandt vi hurtigt ud af, så vi kunne snyde ham. Men han var meget flink ved os, og vi ville hellere være derovre end ved frøken Jensen, hende var vi ikke vilde med, men som jeg siger, hun har sikkert været meget dygtig alligevel, for det var da der, jeg lærte at skrive.

En lærer med sabel
Jeg har været syv et halvt eller otte år, da vi flyttede igen. Da solgte min far ejendommen, det var noget af det, han gjorde meget i, og det var noget vi troede at alle mennesker gjorde, og så flyttede vi til noget, der hed Skovbølling ved Jelling, og kom til at bo i et meget flot hus, for der var bliktag på; vi var jo vant til det stråtækte hjemmefra, og så var der store og flotte vinduer med sprosser. Vi syntes, vi var kommet i himmerige omtrent. Der var også en lille bitte smule jord til, det var ikke ret meget, og det var noget kedeligt sandjord, ikke noget særligt. Men der kom vi til at gå i en to-klasset skole, det var jo et tilbageskridt, vi syntes godt nok, det var for dårligt, men det var en lille skole, og der var kun én lærer. Han var fynbo, så vi begyndt at tænke på, om han var lige så vanskelig at forstå som frøken Jensen. Det var han ikke, det skal han nu have. Der var vi ikke ret længe, et halvt års tid eller sådan noget, men vi nåede at få en køretur på hans motorcykel, han havde en gammel Nimbus med kakkelovnsrør, og han var ikke så ræd for at læsse en tre-fire stykker af os på, og så gik det ellers ud af de sandede veje, det var helt fantastisk, det havde vi aldrig prøvet før. Så han stod meget højt for os, og han var også en flink mand. Han havde været dragon, kan jeg huske, og så havde han taget sin sabel med hjem, og den viste han os engang, og vi tænkte, at ham skal vi ikke genere ret meget, sådan tænker børn jo, sådan en lang ryttersabel. Selv havde han et langt ar i ansigtet, det havde vist ikke noget at gøre med krigen, men vi kunne godt lide ham, han var virkelig en flink mand. Og han tog sig da også pænt af os.

Dengang var det virkelig vinter, og jeg kan huske, at vi havde to kilometer at gå, og der var ikke nogen sneplov dengang. Men vi kom jo så frem i vores våde gummistøvler. Vi var de eneste, der var kommet, min bror og mig, vi var ikke klar over, at det kunne være så slemt vejr, at man blev hjemme fra skolen, der var jo næsten en forbrydelse at gøre det. Men vi kom jo derhen, og så sørgede læreren og hans kone for, at vi fik støvlerne og de våde strømper og sokker af og fik dem tørret ved kakkelovnen, og vi fik chokolade inde ved fruen, kan jeg huske, så da havde vi også været højt oppe den dag, kan jeg huske.

Grejsdalen
Vi havde nok gået i skole der et halvt års tid, men så skete der det, at min far flyttede ned til Grejsdalen, og der boede vi til leje oven på et Tatol-udsalg. Det var en ældre frøken, der havde det. Hun boede sammen med sin mor, og det var også helt fint, at datteren sørgede lidt for sin mor.
Men en begivenhed gik os meget på, og det var, at hendes mor døde, mens vi var der, og hende ville datteren ikke sådan af med. Så moderen blev stående i stuen neden under os altså, og desværre var det varmt. Det var om sommeren, og hun begyndte faktisk at lugte ilde, man kunne mærke det i hele huset, det var vi godt nok trætte af. Det var min far også, og det prøvede han at forklare hende. Han var ellers god til at snakke med damer, men han kunne ikke få hende til at forstå, at enten skulle moderen ind i et kapel, eller også skulle hun begraves. Hun stod der det meste af en uge, og det er jo for meget, når det er varmt.

I samme bygning boede der en slagter, og han var rasende over det der. Han skældte hende hæder og ære fra, og det var han også i sin gode ret til, når han handlede med kød i den ene ende af bygningen, og så lugtede der sådan i den anden ende, den var jo ikke så god, det var aldrig gået i dag.

I Grejsdalen boede vi tre steder. Det sidste sted, da havde han så selv købt et hus, ellers så boede vi til leje. Men der var vi jo heldige, for der kom vi til at gå i en syvklasset skole. Der var ikke nogen af de ældre søskende, der havde gået i sådan en. Og i hvert fald, så husker jeg, at det var det sted, jeg havde fået mest ud af at gå i skole. Jeg tror, vi blev dernede i fire eller fem år, og det var jo meget ud af de syv, jeg gik i skole, så det betød meget for mig, og så havde vi for øvrigt meget dygtige lærere. Der var jeg glad for at være, og jeg tror også, de var helt glad for mig. Inden jeg kom ud af skolen, jeg gik ud af 6. klasse, da havde Hover kommune tilbudt, at jeg kunne få en halv friplads på den her Seligmanns skole inde i Vejle. Det gjorde de hvert år, og det var så læreren, der skulle pille en eller to ud, og der var jeg så pillet ud til, – men så ville den gamle flytte igen!

2005_17_3_39_gymnastikhold
Henry Ahle glemte ikke sin interesse for gymnastik, da han flyttede til Egebjerg. Han deltog selv aktivt på et karlehold og ledede op igennem 1950erne flere drengehold i den gamle gymnastiksal på Egebjergskolen. Billedet her er taget i forhallen i den gamle skolebygning ca. 1952. Henry kan huske de fleste navne. Bagest fra venstre: Christian Larsen, Johan Hartvigsen, Aksel Engelbrekt, Günther Frederiksen, Preben Sørensen, Frede Bech, Hans Jørgen Mogensen, Sv. Aage Jørgensen, Finn Mortensen, Per Jørgensen og Egon Nielsens søn, Forrest: ?, Thorkild Pedersen, Søren Palmelund og Bent Jørgensen.

Min bror og jeg betaler terminen
Børge og mig, vi havde byplads, og det måtte man ikke så gerne dengang, men  den gamle han var så henne på skolen og spørge, om vi ikke klarede os godt, og det måtte overlærer Ditlevsen indrømme, at det gjorde vi. Så kunne min far jo ikke se, at der skete noget ved, at vi havde lidt at bestille ind imellem, det kunne jo også hjælpe lidt i den fælles husholdning, for købmanden, vi var ved skiftevis, han var meget social. Jeg kan huske, vi fik fem kroner om ugen, og nu skal vi regne med, at det her var i 41 eller 42, og fem kroner om ugen, der var egentlig temmelig meget. De andre, som havde bypladser, de fik to til to en halv, så han var altså lidt for sig selv, og det var vi jo noget stolte af. Det betød virkelig noget, og jeg kan da huske, det sidste hus, min far købte, det havde den der købmand bygget, og det havde han så købt af ham. Og de terminer der, dem betalte Børge og mig altid, og det var 80 kr. hvert halve år. Med så mange penge, som vi tjente, det kunne vi godt klare, og så var de så fri for det, jo det betød noget, og den gamle var alligevel glade for, at vi havde den skilling ekstra. Ellers ville han heller ikke have ulejliget sig om for at spørge, om vi klarede os ordentligt i skolen. Men det har han nu altid sørget for, at vi skulle, der var ikke noget, der hed at skulke fra noget som helst, og var der de mindste problemer med noget, vi ikke kunne hitte ud af, så skulle vi bare spørge, for han var god til et regne selv, det var han.

25 øre for et kraftspring
Men Grejsdalens skole, den berømmer jeg, og det var der, jeg blev tosset med gymnastik. Den såkaldte andenlærer, M.K. Abrahamsen, han var helt vild med gymnastik. Ja, spring, det lærte vi på den måde, at vi kunne få ti øre, når vi kunne slå et hovedspring, og vi fik 25 øre, når vi kunne slå et kraftspring. Det tog han af sin egen lomme, jo. Men det var ikke så meget for de her 10 eller 25 øre, vi var jo vant til at tjene penge, men det var mere æren, at vi fik overrakt den 25 øre, når vi kunne slå et ordentligt kraftspring, men det forstod han. Nu har jeg bagefter tænkt på, at det er jo egentlig forkert, for dem, der ikke har så let ved gymnastik, dem blev der ikke sådan taget hensyn til. For vi havde jo altid nogen der simpelthen ikke kunne finde ud af at slå et hovedspring, endnu mindre et kraftspring. Børge og jeg vi havde ingen problemer, for vi havde modet på det og kræfterne til det, så det gjorde ikke noget. Lærer Abrahamsen blev ved at herse med os, vi skulle prøve, også dem der ikke kunne noget, selv hvis de ikke kunne finde ud af at hoppe fra jorden, næsten, de skulle prøve, så der var meget streng disciplin. Han var streng og retfærdig og meget dygtig.

2005_17_3_40_Henry_12_aar
Henry fotograferet som 12-årig i anledning af broderen Børges konfirmation.

Vi flytter til Løsning
Da vi skulle flytte igen, så flyttede vi til Løsning, og da var den gamle kommet i tanker om, at der var noget landmand i ham. Det med at have en ejendom og et stykke jord, det lå stadigvæk i ham, og der flyttede vi så til en ejendom. Ved du hvad, det var synd for min mor, for vi flyttede fra noget moderne, med moderne bekvemmeligheder med elektrisk lys og stor flot kamin og ligeså oppe i køkkenet og træk og slip, og så flyttede vi hen, hvor der hverken var lys eller vand eller nogen ting, ind i et gammelt stråtækt hus. Og det købte min far af en daværende kvindelig teolog, dem var der ikke mange af dengang, og hun blev da vist heller aldrig præst. Hun var teolog, og hun var fuldstændig syg med katte, og den lugt af syv forvildede katte, der rendte ud og ind og strintede både her og der, den kom aldrig væk fra huset, og min mor var fortvivlet, hun skurede og skrubbede, den ville ikke gå væk, den var gået i gulvbrædderne. Det var et stort tilbageskridt, men vi andre
syntes jo, at alt hvad den gamle han lavede, det var bare rigtigt. I den forbindelse, da var min bror, der var lidt ældre end jeg, han var kommet ud at tjene. Han var ikke så glad ved at gå i skole, han havde heller ikke så let ved det, men det er lige meget, han var kommet ud at tjene dengang.
Men jeg skulle både gå til skole og til præst det år, og jeg blev sendt alene derud til den ejendom 10 dage før vi flyttede ind, og jeg snakkede lidt med naboerne. De var jo helt fortvivlede, jamen du skal da ikke bo der helt alene. Det er jeg nødt til, for jeg skal have fundet ud af at gå til præst, og jeg skal også gå til skole, men det ordner jeg selv. Den gamle havde altid haft en vældig tillid til, at vi kunne selv. Og det var også godt nok, men den der gamle nabo, han kunne ikke forstå, hvad det var for en mand, der ville lade sådan en knægt bo der alene, men det var jeg nu ligeglad med, det generede mig ikke noget. Men du skal vel gå i almindelig skole, for de har jo så mange af de her friskoler deromme i Løsning. Jeg tror, der var fem skoler. Jamen jeg skal vel gå i en almindelig kommuneskole, sagde jeg. Jamen så skal du gå der og der. Du skal gå ind i præstegården, når du skal melde dig til konfirmationen, og lidt længere henne til venstre, der ligger så skolen. Han hedder vist Zederkof, ham der skal undervise dig. Det finder jeg ud af, sagde jeg, husk på, som bydreng, så er man vant til at gå efter en adresse. Vi var vant til at finde rundt, så det var ikke sådan en fortvivlet situation for mig. Jeg skulle bare have fundet den skole og så gå indenfor og sige goddaw til manden, og han vidste jo godt, at jeg kom.
Jo, der kom jeg så til at gå et halvt års tid.
Men jeg var vant til at tjene penge til min egen lomme. Jeg brugte dem jo ikke selv, men jeg var vant til at se nogle gysser. Det eneste jeg havde med mig, var en flok kaniner, dem kunne jeg sælge af, så det gik helt fint til at begynde med. Men så tænkte jeg, pyt med det, du kan også finde dig noget arbejde, så jeg gik ud til noget der hed Krollerup, det er ikke ret langt fra Løsning, og så gik jeg derned for at lede efter et eller andet, jeg kunne bruge.

2005_17_3_41_Loesning_skole
Løsning skole, hvor Henry skulle gå indtil konfirmationen. indgangen er pyntet formentlig i anledning af en familiefest hos læreren.

I tjeneste hos de stærke jyder
Jeg trampede jo frejdigt ind til en bondemand, der hed Kristian Jacobsen, og spurgte, om ikke han havde brug foren mand af min størrelse. Han grinede jo lidt, og det kan eg sige dig, han var en af de stærke jyder, men det vidste eg ikke hvad var dengang. Jeg blev budt indenfor, og så ad han en bøn, inden vi kom til maden, og det var helt pænt gjort af ham. Da jeg så sagde det far og mor derhjemme, så kiggede de godt nok på hinanden, for de vidste jo godt det der med de stærke jyder, men de syntes, at det tog jeg jo heller ingen skade af. Jeg var jo vant til noget af det derhjemmefra, de var jo noget missionske. – Jeg har min far mistænkt for, at det var vist mest for sjov, men min mor var meget missionsk. Min far havde som sagt en prægtig sangstemme, så han var meget berømt for det syngen i de der kredse.
Men Løsning blev ikke en ret lang affære for mig, for så kunne jeg jo arbejde for Kristian Jacobsen. Han sagde, jamen du kan da ikke sådan selv tage ud og arbejde, og så sagde jeg, jamen hvorfor ikke. Så sagde han, at vi må i al fald spørge din far, om du må. Jeg sagde da, hvor min far boede, og så tog han cyklen, dengang havde de jo ikke biler, han ville lige være sikker på, hvad jeg var for en strømer. Så skulle jeg jo have et eller andet i løn, det var jo en alvorlig affære, for jeg skulle jo både gå til skole og til præst, så det var jo begrænset, hvad gavn de kunne have af mig. Men det så jeg jo stort på, jeg kunne jo arbejde efter fyraften, hvis det skulle være, det gjorde jeg nu ikke. Men jeg fik en kost, som jeg aldrig har fået andre steder, så de snyder ikke med kosten, de ældre jyder der. Jamen, jeg kunne jo slet ikke spise, jeg kunne ikke forstå, nu vejede han jo selv 300 pund, så der skulle jo noget til hele tiden.
Min far har altid været meget durkdreven med det der, for det var også en måde at få lidt mere ud af lønnen, jeg skulle have hundrede kroner, og så skulle jeg have halvtreds på vilkår, hed det dengang, det vil med andre ord sige, at hvis bondemanden han var tilfreds med mig, så fik jeg halvandet hundrede kroner for et halvt år, og så kost og logi jo. Dem fik jeg, det kan jeg huske, for han var såmænd egentlig glad nok ved mig.
Det var nogen lange dage, men Kristian Jacobsen var altså meget omhyggelig. Vi malkede tre gange om dagen, og vi malkede med hånd, morgen, middag og aften, når vi havde spist. Og jeg måtte ikke stå op og malke om morgenen, når jeg skulle i skole. Så langt var de kommet med skoleloven dengang, at vi måtte altså ikke arbejde i stedet for at gå i skole, og det gjorde jeg ikke heller. Jeg sagde godt nok til ham, at jeg kunne da godt stå op om morgenen og malke, jeg var da ligeglad, men det måtte jeg altså ikke. Jeg skulle vaske mig og klæde mig om, så jeg var klar til at gå i skole, når jeg havde fået min morgenmad. Jamen han var så reel, der var slet ikke noget at komme efter, han kunne jo lige så godt have udnyttet situationen, jeg have jo fået arbejde og jeg var mere end villig til at arbejde.
Der var en karl mere foruden mig, og en pige, så det var jo sådan ikke nogen stor gård, men efter datidens forhold. Han havde jo set, at jeg havde en lille harmonika med mig, den har næsten fulgt mig over det hele, og den havde jeg med der. Så sad jeg sådan en formiddag, hvor pigen kom og skulle rede senge oppe ved os oppe på karlekammeret, og fuld af gas det var hun, og hun syntes at det var skæg, når jeg spillede, de måtte ellers ikke lytte efter sådan noget, for hun var også ud af de gamle, men hun syntes alligevel, at det var alle tiders. Når hun havde lyttet lidt, jeg kan huske jeg sad og spillede “Det var en lørdag aften”, så smækkede hun dynen oven i hovedet på både mig og harmonikaen, og jeg blev ved med at spille, jeg lod som ingenting. Så siger han, Bernhard hed han, forkarlen, for mig var han jo gammel, han var 28 år, så sagde han, er du egentlig klar over, at der er nogen mennesker, der vil give i tusindvis af kroner for at kunne klare det, du kan der. Det ved jeg ikke, sagde jeg, jeg har da altid kunnet spille uden noder, jeg kunne ikke huske andet.

Konfirmation
Lærer Zederkof i Løsning, han var nok , vil jeg tro, en af de bedste pædagoger, jeg har gået til. Men han havde fået den idé, at jeg skulle sendes på seminarium, og så kørte han ud til den gamle, det var stadigvæk på cykel, det var langt ude på Løsning Søndermark, så det

2005_17_3_41_Laerer Zederkof
Lærer Zederkof og hans kone fotograferet sammen med nogle af skolens elever.

var en ordentlig tur. Han cyklede derud og kom til at snakke med min far. Nej, det syntes han ikke, den gamle, for han havde mange børn, og han kunne ikke fremhæve nogen frem for nogen andre, de kunne ikke få nogen uddannelse. – Det var egentlig synd for min far.
Så skulle jeg jo konfirmeres hos pastor Jeppesen omme i Løsning kirke og have nyt tøj og sådan. Men der kom det igen til gode, at jeg har en storebror, som var på størrelse med mig. Han havde jo fået nyt konfirmationstøj, og jeg har jo altid været praktisk, jeg ville ikke have sådan noget konfirmationstøj til at gå i byen i bagefter. Så købte jeg et sæt almindeligt tøj, det kunne godt købes dengang, vi var kommet helt frem til 1943, men det var selvfølgelig ikke noget tøj, som man kunne bruge i dag. Så lånte jeg Børges tøj og så lånte han det nye sæt, jeg havde. Vi havde ikke ret meget tøj, jo. Nej, jeg blev konfirmeret i min brors tøj, og det var jeg godt nok tilfreds med, og jeg var da en flot fyr i det tøj. De fleste af de penge det tøj kostede, dem havde jeg, det var de hundrede kroner. Jeg gik jo ikke og brugte pengene, og jeg fik jo halvandet hundrede, så jeg havde nok til at købe det tøj for, så det gik lige o-p op.

2005_17_3_42_Loesning_kirke
Løsning kirke, hvor Henry blev konfirmeret af pastor Jeppesen.

Der var ikke så meget familie med til konfirmationen, for det var svært at komme frem og tilbage under krigen. Jeg tænker da, at min moster og onkel fra Horsens var budt, men de var der ikke. Men min bedstemor var levende dengang, hun var med. Og det reddede da konfirmationen. Når man nu flytter fra sted til sted, så flytter man jo væk fra naboer, og der var jo ikke noget opmærksomhed fra de forskellige steder, vi har boet nede i Grejsdalen, ja der var vistnok fra købmanden, der hvor jeg havde været bydreng, men ellers ikke, men jeg fik alligevel 153 kr. i konfirmationsgaver, og det var stort set, hvad der var almindeligt dengang, men så min bedstemor, hun var jo noget durkdreven, hun havde samlet penge sammen, og hun havde sat 100 kr. ind på en bankbog for at få mig til at spare. Så de 100 kr., det var fra bedstemor, og resten var fra de få naboer ude på Løsning Søndermark. Dengang gav man 5 kr., det var meget almindeligt.
Min onkel boede ikke så langt fra os, og han havde så meget en lille vaks hest, så han tilbød med det samme, at han kunne godt køre mig op til kirken, det så jo mere standsmæssigt ud end som man kom gående, og det gjorde han så. Jeg skulle ellers have haft 5 kr. ved ham også. Så havde han regnet ud, at når han nu kørte, så kunne jeg nøjes med 4. Og det er noget, jeg har grinet af mange gange, for det vidner lidt om den tid. Han syntes, han skulle have en krone, det sled jo på hesteskoene at rende op til Løsning. Men sådan var han altså, og det var han ikke alene om. Men han var nok lidt speciel. Han var ungkarl og havde forsøgt nogle gange at få en husbestyrerinde til at være der, men han har nok været så sparsommelig, at det ikke er sikkert, at de har kunnet få fugls føde ved ham.

Jeg blev konfirmeret 4. april 1944 og så kom jeg til at tjene på Lundagergård, og så begyndte mit voksne liv.

Marts – april – maj 2005

Broen 17. årgang – nr. 3

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *