Egebjerg i 1940-erne (del 1)

Tryk her og se artiklen i bladlayout
Egebjerg i 1940-erne

Erindringer og oplevelser fra min ungdomstid i Egebjerg

Af Peder Pedersen

I forrige nummer af „Broen“ fortalte jeg om hvordan det var at være barn i Egebjerg i 1930-erne. Den historie forsøger jeg at følge op på i dette nummer.

Den første halvdel af 1940-erne var naturligvis meget præget af krigen i Europa og den tyske besættelse af Danmark. Her i Egebjerg mærkede vi ikke meget til krigen den første vinter. Da krigen brød ud den 1. september 1939, talte man meget om hvad der nu ville ske, mange kunne jo huske 1. verdenskrig som sluttede bare 21 år forinden. Dengang havde der været mangel på en hel del varer og det frygtede man selvfølgelig ville gentage sig. Der blev fra regeringens side udstedt en lov der forbød hamstring af alle forbrugsvarer, det blev der talt en del om, men jeg tror nu ikke at hamstring skete i ret stor udstrækning.

Benzinmærker
Benzinmærker.

Regeringen reagerede også prompte med at forbyde al privat bilkørsel, men det var nok en overreaktion for i løbet af få dage blev der udstedt rationeringskort til benzin, så private igen kunne køre, dog i begrænset omfang.

Vinteren 1939 – 40 var meget kold med lave frostgrader og som følge deraf ”Isvinter” det vil sige, at farvandene frøs til så færgerne over Storebælt ikke kunne sejle og fragtbådene ikke kunne bringe forsyninger til landet uden isbryderhjælp. Opvarmningen foregik dengang for en stor dels vedkommende med kul, så det var noget af en katastrofe når man ikke kunne få kul frem, men de efterfølgende vintre vise sig at blive meget værre.

Trods kulde og isvinter gik livet her i Egebjerg sin vante gang, der var endnu ikke mangel på dagligvarer. Selvfølgelig fulgte man med i krigens udvikling og tænkte med en vis frygt på hvad fremtiden ville bringe. I aviser og radio kunne man jo læse og høre om hvordan Hitlers tropper stormede frem på alle fronter. Ganske vist indgik Statsminister Stauning og Rigs kansler Hitler en ”Ikke angrebs pagt” hvor Danmark og Tyskland lovede aldrig ville angribe hinanden – en vis betryggelse – men kunne man nu også stole på det? Historien viste desværre, at det kunne man ikke.

Den 9. april 1940
Et kvarter over fire om morgenen den 9. april 1940 gik tyske tropper ind over den dansk/tyske grænse, samtidig hermed lagde tyske krigsfartøjer til i flere danske havne og satte tropper i land der. De danske soldater gjorde lidt modstand ved den dansk/tyske grænse og ved Amalienborg, men efter halvanden time blev der givet ordre til at indstille skydningen, da var der dræbt 16 og 23 var blevet sårede.

Meget tidligt om morgen vågnede vi her i Egebjerg ved en øredøvende larm, og da vi kikkede ud af vinduet så vi at larmen kom fra hundredvis af flyvemaskiner, sorte tyske Messerschmitt- jagere, de kom i meget lav højde – lige over trætoppene.

I tætte formationer kom de sydfra og fortsatte mod nord, den ene bølge efter den anden. Det var en meget skræmmende oplevelse, ingen havde nok drømt om at tyskerne var i besiddelse af et så kraftigt luftvåben. Men de gjorde nu ikke os danskere nogen fortræd, det eneste de kastede ned var flyveblade, hvori der stod at Danmark i dag var blevet besat af tyske tropper og at vi danske gjorde klogt i at forholde os i ro.

Horsens Folkeblad 9. april 1940
Horsens Folkeblad den 9. april 1940

 

 

En gammel ingeniør, som dengang boede på Hansted Hospital, kom hver dag og byttede avis med mine forældre, men den morgen var han helt oprevet: Uh, uh, uh, råbte han da han kom ind af døren, jeg blev så bange, jeg stod op af min seng og så ud af vinduet og der kom et jagerfly i meget lav højde, lige hen imod mig, jeg kastede mig ned på gulvet, jeg troede bestemt flyet var fløjet ind af mit vindue.

Maskinerne, der overfløj Danmark havde to formål, det ene var at skræmme os danske, men deres egentlige mål var Norge, for Hitler havde besluttet at både Danmark og Norge på en gang skulle indlemmes i det ”Tyske Storrige”

Medens Danmark lod sig tromle ned uden nævneværdig modstand gik det anderledes med Norge, Nordmændene skjulte sig i bjergene og kæmpede imod så længe de kunne, men efterhånden måtte også de bøje sig for den knusende overmagt. I det nordlige Norge overgav de sidste soldater sig først den 7. juni.

Tyske tropper indtager Horsens
Tyske troppers indtog i Horsens – Her på Sønderbrogade.

Tyske tropper indtager Horsens
Tyske troppers indtog i Horsens – Hjørnet af Gersdorffsgade/Amaliegade.

Op på formiddagen den 9. april, kom de første tyske kolonner kørende op ad Egebjergvej, de bestod af lastbiler, på ladet stod soldater i kampudrustning, et maskingevær på trefod var placeret midt på ladet. Humøret blandt soldaterne var højt, de lo og råbte som om de var på skovtur. Og en skovtur var det vel næsten også, for de mødte ingen modstand overhovedet. Beboerne på Egebjergvej stod og betragtede synet med en blanding af gru og ubehag. Hvordan kunne noget sådan ske? Hvem havde svigtet? Vidste regeringen det på forhånd, hvorfor greb de ikke ind? Spørgsmålene var mange. Senere erfarede vi at både Statsminister Stauning og flere andre toppolitikere udmærket var klare over hvad der var i vente og at de inders inde gerne havde set Danmark som en del af det Tyske Storrige, men sådan gik det heldigvis ikke.

Af de der stod ude ved vejen var der et ægtepar, som så meget begejstrede ud, de hilste de tyske soldater med ”Heil hilsen” Det begejstrede naturligvis soldaterne, men ikke os andre.

De øverstbefalende tyske officerer indtog Jørgensens Hotel
De øverstbefalende indtog selvfølgelig Jørgensens Hotel.

Sidst på dagen kom der nogle tyske befalingsmænd op i gården og forlangte, at der blev stilles et værelse til rådighed til indkvartering af to menige soldater. De fik karlekammeret, som var indrettet i et af udhusene, medens karlen i hast flyttede ind i stuehuset. Men det var nu nærmest spildt ulejlighed, for tyskerne boede der kun én nat, næste dag kørte de videre. De opførte sig i øvrigt eksemplarisk, de havde tydeligvis fået instrukser om at være høflige overfor Danskerne.

Næste dag kom der en kolonne af hestetrukne forsyningskøretøjer, det stod i skærende kontrast til det magtopbud vi havde været vidne til agen før. De gjorde holdt en stund oppe i alléen under kastanietræerne, hvor de var i flyverskjul, de holdt nøje udkik efter de fly der kom, var det ven eller fjende?

Nu gik der lang tid hvor vi næsten ikke mærkede til besættelsesmagten, den havde jo også nok at se til på andre fronter, for i løbet af de første to krigsår nåede tyskerne at besætte det meste af Europa, lige fra Nordkap til Sicilien, ja, helt ned i Nordafrika og fra Baltikum til Sortehavet, fra Atlanterhavet til langt ind i Rusland (kun 50 km. fra Moskva).

Jo, der kom da tyske militærkolonner op og ned af Egebjergvej hver dag og der var også tyske soldater på Allégades Skole i Horsens, der stod altid en vagtpost udenfor porten, men ellers skete der ikke meget. Danskerne efterlevede den gamle Kong Kristian den 10-endes ordre om at udvise en rolig og værdig holdning (Den kolde skulders politik). Det var sikkert også det klogeste overfor en så knusende overmagt.

De soldater, som var garnisonerede i Horsens brugte Hansted Skov til øvelsesplads, hver morgen kom de marcherende delingsvis op gennem Hansted på vej ned i skoven, senere på dagen kom de tilbage igen, noget vi fandt ualmindelig var, at de sang hele vejen og alle sang med, de sang for øvrigt godt.

Mørklægning
Den tyske besættelsesmagt forlangte at Danmark skulle mørklægges, det skulle ikke være for nemt for allieredes flyvere at orientere sig over landet om natten, det betød, at alle vinduer skulle tildækkes med mørke gardiner (mørklægningsgardiner) så der end ikke kunne komme den mindste lysstribe ud, gadelysene blev slukkede og lygterne på cykler og biler blev forsynede med mørklægningshætter så de kun lyste et par meter frem. Det var ret uhyggeligt at færdes ude når det var mørkt, men vi vænnede os jo til det.

En nat fik min far en slem forskrækkelse, pludselig holdt der et tysk militærkøretøj ude på gårdspladsen med fire folk fra Gestapo, en befalingsmand sprang ud og buldrede på døren, min far kom hurtigt op og åbnede døren, tyskeren råbte noget til min far, som han ikke forstod, derfor trak tyskeren ham med udenfor i det bare nattøj og pegede på hønsehuset hvor der var lys i et vindue som min far havde glemt at få mørklagt, det lovede han at få bragt i orden og så kørte tyskerne igen, men min far var ret rystet over den oplevelse.

Tysk vagtpost
Vagtpost udenfor Allégades Skole.

Luftalarm
Der var blevet opstillet et antal luftværnssirener inde i Horsens, men ingen herude, det gjorde nu heller ikke så meget, vi kunne sagtens høre sirenerne inde fra byen. De blev aktiveret hver gang der var allierede flyvere over landet, når de lød skulle alle begive sig i beskyttelsesrum eller søge ned i kælderen. Det gjorde vi nu ikke her ude på landet, men det var ret uhyggeligt når sirenen hylede om aftenen eller om natten, så sad vi spændte og ventede på om der nu blev luftkamp eller der blev kastet bomber? Når så sirenerne afblæste alarmen igen, åndede vi lettet op.

Der skete nu aldrig noget her, men mellem Gedved og Kattrup var der engang en engelsk bombemaskine, der tømte sin bombelast for hurtigere at slippe fra tyskerne, som forfulgte den. Bomberne faldt ude på marken så ingen kom noget til. Andre steder fra hørte vi om luftslag hvor beboerne dagen efter fandt gennemhullede tage og skudhuller i væggene.

Jernbane sabotage
Jernbane sabotage.

Modstandskampen
De første år af besættelsen var modstandsbevægelsen i Danmark ikke let at få øje på, men i 1942 begyndte der at opstå modstandsgrupper overalt i landet. Da de tyske troppers fremmarch samtidig gik i stå og man hørte om tabte slag ved bl. a. Stalingrad i Rusland og El Alameine i Tunesien med tysk tilbagetrækning til følge, begyndte danske frihedskæmpere at tro på at en modstand kunne nytte. Der var nok ved krigens slutning også en frihedsgruppe her i Egebjerg og Hansted, men ellers var det grupperne inde i Horsens vi hørte mest til.

Tyskerne brugte meget Jernbanen, der løber gennem Hansted, til transport af både forsyninger og tropper. Et bombesprængt jernbanespor var derfor til stor gene for dem, så det benyttede sabotørerne sig meget af. Det var jo vigtigt for sabotørerne at de kunne komme i skjul hurtigt efter at de havde anbragt deres sprængladning, derfor var strækningen gennem Hansted et yndet mål, også ved gårdene i Kannerup var der gode muligheder for at gemme sig. Når braget havde lydt, gik der ikke mange minutter før tyske soldater var på pletten og gennemsøgte området.

Tyske soldater i aktivitet efter sabotage
Tyske soldater i aktivitet efter natlig sabotage.
Dette foto har Peder Pedersen anvendt som illustration af tyske soldater.
En læser, Preben T. Clausen har oplyst, at  billedet i virkeligheden viser den tyske SS-Obergruppenführer Jürgen Stroop under nedkæmpelsen af opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa 19. april til 16. maj 1943. Efter nedkæmpelsen kunne han melde til sin foresatte “Den jødiske ghetto i Warszawa eksisterer ikke mere”. Han blev henrettet i 1952,  

Efterhånden blev sabotagehandlingerne så ofte, at tyskerne satte faste vagtposter hele vejen langs banen, i den sidste del af krigen gik vagterne med kun 200 meters afstand, Da krævede det mod for sabotørerne at gennemføre sprængningerne. Flere gange om ugen var der  bombesprængninger på banen, det lammede næsten trafikken. Det var mest om aftenen vi hørte braget, så sagde vi til hinanden – Så, nu røg banen igen. Forsamlingshuset tjente i en periode som hovedkvarter for vagtholdet på banen.

En aften lød der et vældigt brag meget højere end ellers, det viste sig dagen efter, at det var en tysk lastvogn, som var blevet efterladt udenfor forsamlingshuset medens chaufføren var derinde. En modstandsmand havde set sit snit til at anbringe en ladning plastisk sprængstof ved motorblokken, jeg tror ikke den motor kom til at køre igen. Medlemmer af vagtholdet på banen kom ofte på mejeriet ”Egedal” som lå der hvor Chemitalic nu ligger, for at købe mælk. En dag var en af mejeristerne så uforsigtig at spørge om hvor mange vagtposter der var på banen og hvor langt der var mellem dem? Kort tid efter blev han hentet til afhøring inde i Horsens af Gestapo, men han blev dog løsladt efter få dages forløb, jeg tror aldrig han prøvede at spørge igen.

Selvom banen blev skarpt bevogtet så sabotørerne alligevel deres snit til at sprænge den gang på gang. Det stressede naturligvis tyskerne, de havde nerverne udenpå tøjet, det resulterede da også i, at de en aften kom til at skyde en af deres egne, det var ude ved en af ”Kannerupgårdene” Rygtet sagde nu, at det var en befalingsmand, som havde for vane at tyrannisere hele kompagniet, men det var nok kun rygter, de kom bærende med ham ned til Forsamlingshuset indsvøbt i et tæppe.

Disciplin
En morgen i sommeren 1944 kom der to tyske lastbiler op i gården på Højvang, uden at spørge om lov, begyndte de at læsse varer af, det var fødevarer, brød, gryn af forskellig slags, beholdere med suppe m.m. Da lastbilerne var tømte kørte de igen og efterlod tre menige soldater til at holde vagt. Det var en varm sommerdag og brødene – flere hundrede – som de havde læsset af, var uindpakkede, de stod stablede på jorden langs en sydmur, de må være blevet godt tørre. De tre vagter gik rundt og kede sig hele dagen, en af dem kom og snakkede med mig medens jeg var ved at klargøre en slåmaskine, jeg kan huske, at han prøvede at forklare mig, at han også var landmand og at han kom fra Østrig. Endelig hen imod aften kom lastbilerne tilbage og varerne blev igen læssede på. Men det der undrede mig meget var, at selvom de tre menige soldater var sat til at passe på nogle fødevarer, så fik de ikke selv hverken vådt eller tørt hele dagen. Da lastbilerne kom tilbage spurgte en befalingsmand mig om vi havde givet dem noget at spise i dagens løb, det svarede jeg selvfølgelig nej til. Først da fik de lov til at tage noget brød. De fik også lov til, under opsyn af en befalingsmand, at tage et krus kold kaffe, som havde stået i en mælkejunge hele dagen. De var tilsyneladende godt gammeldags sultne. At de kunne gå en hel dag og passe på flere tons fødevarer uden selv at tage noget at spise, det må man da kalde disciplin ud over alle grænser.

Aktion i Gedved
En aften i april 1945, kort før krigsafslutningen, kom en ambulance med horn og blink op ad Egebjergvej og nogle få minutter senere kom den tilbage med samme fart. Dagen efter hørte vi, at den havde været i Gedved.

En gruppe modstandsfolk var taget til Gedved for at uskadeliggøre en ”stikker” som de viste boede der. Medens de stod og bankede på døren, listede stikkeren sig ud på altanen ovenover, hvorfra han skød på dem med en pistol. Den ene af frihedskæmperne blev ramt og kørt ind på Horsens Kommunehospital. Men før han var færdigbehandlet på operationsbordet kom Gestapo og hentede ham og kørte ham til et feltlazaret i Århus. Han hed Victor Fussing Rasmussen, var politibetjent og havde, siden politiet gik under jorden den 19. sep. 1944, taget aktiv del i modstandskampen. Han døde dagen efter sin 25-års fødselsdag den 16. april 1945, af de skudsår han fik ved aktionen. Hans navn står på den store mindesten ved klosterkirken.

Den illegale sender fra London
Som krigen skred frem blev danskernes forhold til besættelsesmagten mere og mere forbitret. ”Den kolde skulders politik” var helt væk og afløst af had. Havde der været nogen der i begyndelsen af krigen var begejstret for Hitler og hans succes i Tyskland, så blev stemningen helt vendt om efterhånden som man hørte om hvordan Jøderne blev udryddet i gaskamre og andre modstandere blev dræbt eller sultet ihjel i koncentrationslejrene i Tyskland.

Det vi kunne læse i aviserne her i landet var censureret af tyskerne, men BBC i London var begyndt at sende nyhedsudsendelser på dansk og her fik vi noget helt andet at vide. Udsendelsen blev sendt hver aften kl. 20. vi slugte hvert ord. Efter udsendelsen blev der sendt besked til de danske modstandsgrupper som kunne vente nedkastning af våben den følgende nat, for at tyskerne ikke skulle finde ud af noget, blev meddelelserne udformet som en hilsen til: Yrsa, Marie, Olga, Karen osv.

Fra tid til anden fik vi med posten et brev indeholdende et illegalt blad, hvor modstandsgrupperne inde i Horsens, gav deres version af begivenhederne. Såvel udgivelsen og omdelingen af bladene som modtagelsen af nedkastede våben var yderst farefuld, tyskerne var på vagt overalt og der blev tit gjort kort proces.

Det allermest farlige var naturligvis selve sabotagehandlingerne.

Almindelige borgere mærkede den skærpede situation ved at alle blev udstyret med et legitimationskort med billede, og skulle man ind til Horsens måtte man yderligere have et ”Ausweis”, som var udstedt af den tyske bykommandant i Horsens. På broen, der hvor Egebjergvej passerer Store Hansted Å ved Hammersholm, stod en vagtpost og kom man på cykel – hvad der var de mest anvendte befordringsmiddel under krigen – blev man råbt an og måtte vise sit ausweis. Havde der været sabotage på banen, kunne man også risikere at blive kropsvisiteret. En aften hvor en kammerat og jeg havde været i biografen i Horsens sprang der pludselig en soldat med gevær med påsat bajonet ud foran os: ”Halt, haben sie wafen”? og så måtte vi pænt finde os i at blive kropsvisiteret. Det var ikke ret hyggeligt og tænk så på mørklægningen, alt var kulsort.

Til tider var der indført undtagelsestilstand og udstedt udgangsforbud, det betød, at ingen måtte færdes udenfor fra kl. 21.00 til 6.00. Hvis vi skulle besøge venner eller naboer måtte vi være hjemme igen inden kl. 21,00. Helt forkert var det at skulle gå hjem kl. 21 når der var bal i Idrætsforeningen, navnlig om sommeren når det var lyst endnu.

Varemangel
Efterhånden som krigen skred frem blev der større og større mangel på næsten alle forbrugsvarer. Hver tredje måned fik vi, på kommunekontoret, udleveret rationeringskort. Stort set alt var rationeret, vi må jo huske på , at alle de varer, som vi normalt fik fra oversøiske lande ikke kunne komme frem, farvandene var spækkede med miner og fragtbådene blev torpederet af tyske ubåde.

Rugbrød var dog ikke rationeret, men franskbrød kunne slet ikke købes, margarine eksisterede ikke og smør var rationeret, kun svinefedt var ikke rationeret, så kom man ind på en restaurant og bestilte et stykke smørebrød og ikke lige havde smørmærker med, ja, så var det bare en fedtemad. Kaffe var helt ukendt, og kaffeerstatning kunne fås, men var også rationeret, sukker ligeså. Man kan undre sig lidt over at der var mangel på danskproducerede fødevarer, men sagen var jo den, at tyskerne løb med det meste. Importerede frugter som bananer og appelsiner så vi ikke i mange år. Tobak kunne selvfølgelig heller ikke skaffes, den smule der var til rådighed var ikke god. Cigaretrationen lød på en ti-styks pakke om  måneden, senere blev det til en fem-styks pakke. Mange forsøgte selv at avle tobak, skal vi sige med et svingende held, jeg smagte den aldrig.

Manglen på tøj var nok noget af det værste, men opfindsomheden var stor. Der blev fremstillet lærred af danskavlet hør, der blev også fremstillet tøj af cellulosestof (celluld) og sågar af papir, fælles for det hele var at det mere hang end sad på kroppen og så var det meget lidt slidstærkt. Man fandt også på at vende tøjet, for eksempel en habit, den var ikke så slidt på vrangen, så når vrangen kom til at vende udad, så den nogenlunde ud igen. Der blev syet bluser af gamle lagener og skjorter af brugte melsække, alle kneb gjaldt. Konfirmations- og brudekjoler af faldskærmsstof, men hvor man havde dét fra var top hemmeligt (fra nedkastning af våben) men tys, tys.

Lastbil med gengas
Lastbil forsynet med “gengas”

Som før omtalt var cyklen det foretrukne befordringsmiddel under krigen, bilerne stod jo opklodsede inde i garagen, men et stort problem var manglen på cykeldæk. Når dækkene var slidt igennem, blev der lagt en lap under, som var skåret ud af et endnu ældre dæk, det gav selvfølgelig en meget ujævn kørsel, det var dog ikke noget at regne i forhold til den sidste udvej, som bestod af et stykke tov, som blev lagt inden i dækket, i stedet for slangen, så var det slut med at punktere, men det var en rystende oplevelse. Svend Engelbrekt som havde en Radio og Cykelforretning på Egebjergvej nr. 161 havde meget at gøre med at reparere cykler under krigen, én mand var fuldtidsbeskæftiget.

Isvintre
Manglen på brændsel var også et meget stort problem. Da krigen brød ud fyrede næsten alle med kul eller koks som vi hovedsagelig fik fra England, den leverance blev øjeblikkelig stoppet da krigen brød ud. Danskerne måtte se sig om efter andre muligheder. Det mest nærliggende var træ og tørv. De der ejede et stykke skov var meget heldige, men også tørvejorden i Egebjerg Kær blev pludselig interessant, der blev lavet tørv som aldrig før. Brunkulslejerne i Søby og Fasterholt gav også et godt tilskud til energiforsyningen.

Og netop energi var der stort behov for. For som om manglen på kul og koks og varmt tøj ikke var slemt nok, så oplevede vi i vintrene 1941- 1942- 1943 det værste vintervejr i mands minde med temperaturer på minus 300, snestorme med store snemængder, et kraftigt isslag i forbindelse med stormvejer væltede næsten samtlige el- og telefonmaster så vi hverken havde el eller telefon i flere uger. Det var en hård tid vi gennemlevede dengang. Men opfindsomheden var som sagt stor, benzin til lastvogne og busser blev mere og mere en mangelvare, derfor udviklede man et system, som blev kaldt ”trægas” eller gengas, det bestod af en ”kakkelovn” monteret et eller andet sted på bilen, hvori blev der fyret med bøgetræ, som skulle være meget tørt og meget findelt, når fyret blev passet omhyggeligt kunne det udvikle gas, som motoren kunne køre på, genialt, men noget besværlig, man kunne ikke lige springe ind bag rattet og dreje nøglen, der skulle først fyres i ”kakkelovnen” en tid.

Togene blev trukket af damplokomotiver og da man ikke kunne få rigtige kul måtte man fyre med brunkul, så det kneb meget med at holde dampen oppe. Banestrækningen fra Hansted til Serridslev har en af de stærkeste stigninger på hele den østjyske længdebane, derfor gik mange tog i stå på grund af manglende trækkraft, så måtte man holde stille og fyre en tid indtil trykket på dampkedlen var højt nok til at toget kunne fortsætte.

Sammenhold
Ja, trængslerne var mange, men danskerne viste en stor vilje til at komme igennem dem. Vi oplevede et sammenhold, som aldrig før: Der blev arrangeret sangaftner hvor men sang fædrelandssange – til samtlige husstande i hele landet blev der blev udsendt en lille sangbog ”Kongesangbogen”, der blev arrangeret ”algang” – marcher som vi kender fra ”Fodslaw” i dag -. Der blev fremstillet et lille emblem – kongeemblemet – til at bære i knaphullet eller på blusen, alt sammen for at styrke danskheden og danskerne sluttede virkelig op om disse tiltag. Den gamle konge Kristian den 10-ende blev også et symbol på sammenholdet, mange havde et stort billede af ham hægende på vægen og på offentlige kontorer og i venteværelser hang der altid et billede af kongen. Hans daglige ridetur gennem Københavns gader fik københavnerne til at stimle sammen om ham, til stor forundring for de tyske soldater – han havde jo ingen vagter omkring sig! -

Befrielsen
Den 5. maj 1945 var det slut, tyskerne kapitulerede betingelsesløst.

Horsens Folkeblad 5. maj 1945

Horsens Folkeblad den 5. maj. 1945.

Frihedskæmperne kommer frem
Frihedskæmperne kom frem fra deres skjul med forskellige våben og ”Frihedskæmperarmbind” Her opmarcheret på Søndergade i Horsens. Læg mærke til, at alle butiksvinduerne er forskansede enten med en mur eller med brædder. Forretningsindehaverne var bange for at få deres butik raseret i tilfælde af krigshandlinger -bombesprængninger på jorden eller nedkastet fra luften.

Fredag den 4. maj om aftenen var jeg til fodboldtræning oppe på sportspladsen. Da klokken var nogle minutter over 20, kom skoleinspektør Knudsen ud på trappen, der førte ned til sportspladsen og råbte ”Tyskerne har kapituleret” Han havde hørt meddelelsen i radioen fra BBC i London. Vi udstødte et vildt hyl og for op til Knudsen for at høre noget mere og han foreslog, at vi sammen sang nationalsangen ”Der er et yndigt land” Der blev ikke spillet mere fodbold den aften.

Egebjergskolen, som var ret nybygget dengang, var besat af tyskerne, oppe i skolegården gik nogle soldater, de havde fri og nogle af dem kom hen til os for af høre hvad der var sket, det forklarede vi så godt vi kunne. Det var interessant at se hvordan de reagerede. Nogle sagde, godt så kan vi da komme hjem, andre græd og nogle blev vrede og ophidsede, én sagde: Nu faldt den sidste bastion mod kommunismen, nu vælter de røde ind over os. Vi var nu kun glade, nu var krigen endelig forbi med alle dens trængsler, troede vi, Men der kom til at gå 7 år endnu inden de sidste rationeringskort kunne afskaffes.

Engelse tropper i Horsens
Få dage efter den 5. maj kom en deling engelske tropper til Horsens, de blev budt velkommen med stor begejstring, de var jo repræsentanter for vores redningsmænd.

Engelse tropper i Søndergade
Engelsk militærkøretøj på Søndergade i Horsens.

Besættelsesstyrkerne drager hjem
Få dage efter befrielsen begyndte de tyske tropper at rejse hjem, men de havde åbenbart svært ved at forstå, at de ikke var herrefolk længere. En aften kom en deling ind på Højvang, de spurgte ikke om lov, men tog ganske roligt det hele i besiddelse. Der var
hestevogne med forsyninger, hestene satte de ind i hestestalden så vore egne måtte blive ude. De hentede korn og hø på loftet til hestene og en stabel hegnspæle blev brugt til
brændsel i deres feltkøkken. Dagen efter, da de var draget af sted igen, kunne vi se, at de havde taget en del foder og andet med sig. Min far ringede til Politiet i Horsens, som
nu var på plads igen, han kom til at tale med politimester Otto Borchhorst. Da han havde hørt min fars beretning, sagde han: Det skal i bestemt ikke finde jer i , jeg har netop
i går været til møde tyskerne på højeste plan, hvor der blev aftalt hvordan tyskernes hjemrejse skal foregå. Det er helt klart, at de skal have lov at bivuakere, men de skal ikke
indkvarteres. Hvis noget lignende sker igen så ring omgående til mig.

Dagen efter kom der igen deling, den havde ingen heste med men nogle få motorkøretøjer. Denne gang havde vi stænget ladeporten og min far sagde til dem, at de ingen adgang havde til bygningerne. Det blev deres øverstbefalende meget vred over, han gav ordre til at bryde porten op. Nogle af soldaterne gik ind i laden, andre slog sig ned i
græsset syd for gården. Det var jo maj og vejret var fint. Min far ringede til politimesteren som aftalt. Kort efter rullede en politibil ind på gårdspladsen. Det var ikke en politibil
som vi kender dem i dag, det var snare en slags minibus, populært kaldet “Salatfadet”. Da den gjorde holdt sprang 10 politifolk med politimester Borchhorst i spidsen ud af bilen og gjorde front mod de tyske soldater der lå nede på græsmarken. Politifolkene var i kampuniform med stålhjelm og var udrustede med maskinpistoler.

Politimester Borchhorst efterlyste den øverstbefalende, men fik den besked at han var taget op på “Egesholm” hvor der også var indkvartering. Hent ham! lød det kort.
En motorordonnans blev sendt af sted, men kom tilbage med den besked, at politimesteren skulle komme op til ham. Kommandanten kommer her sagde politimesteren i en barsk tone og pegede på et sted nede i gruset foran sig. Nu måtte den stakkels ordonnans af sted igen og da han kort efter kom tilbage havde han Kommandanten med i sidevognen. Da de kørte op ad alléen gav kommandanten
en ordre til soldaterne, som lå nede på græsmarken. De gik i stilling med front mod politiet og tog ladegreb på deres rifler og rekylgeværer. Kommandanten gik hen til politimester Borchhorst og råbte noget som jeg ikke forstod – jeg har aldrig lært at tale tysk -. Da han var færdig tog Borchhorst ordet, jeg forstod heller ikke hvad han sagde,
selvom han talte meget højt og tydeligt. Men den tyske officer blev tavs og nu var det politimester Borchhorst, der gav ordre. Han gik hen til ladeporten og råbte – heraus! -.
De tyske soldater havde så travlt med at komme ud, at nogle af dem bagefter kom og bad om lov til at gå ind og hente deres ejendele som de ikke havde fået med i skyndingen.
De overnattede i bivuak på græsset udenfor gården og næste dag drog de videre sydpå. Det var sidste gang vi havde problemer med tyskerne.

rationeringsmærker
Rationeringsmærker så sent som 1952.

Trofaste læsere af “Broen” vil måske genkende noget af det jeg her har fortalt, det har de også ret i. For ti år siden skrev jeg en artikel “Erindringer fra besættelsestiden” som
delvis handlede om samme emne, men siden da er der nok kommet nye læsere til.
Denne artikel kom så til at handle mest om krigen og den tyske besættelse, men der skete meget andet i Egebjerg i 1940-erne, derom senere.

Peder Pedersen

Marts – april – maj 2005

Broen 17. årgang – nr. 3

Lokalhistorie krig 2. verdenskrig besættelsen

En tanke om "Egebjerg i 1940-erne (del 1)"

  1. Preben T. Clausen

    På siden “Egebjerg i 1940´erne” er der et foto med teksten “Tyske soldater i aktivitet efter natlig abotage”. Billedet viser i virkeligheden den tyske SS-Obergruppenführer Jürgen Stroop under nedkæmpelsen af opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa 19. apr. til 16. maj 1943.
    Efter nedkæmpelsen kunne han melde til sin foresatte: “Den jødiske ghetto i Warszawa eksisterer ikke mere”. Han blev henrettet i 1952.
    Venlig hilsen
    Preben T. Clausen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>