Egebjerg i 1930-erne

Klik og se artiklen i bladlayout2004_17_2_14_Egebjerg_i_1930erne

Erindringer og oplevelser fra min barndomstid i Egebjerg
af: Peder Pedersen

Vi er efterhånden ikke ret mange, der kan huske hvordan det var at bo i Egebjerg i 1930-erne. Mange er døde og andre er flyttet fra egnen, nye folk er kommet til og ikke mindst har egnen i høj grad ændret karakter. Derfor synes jeg at det måske, for nogen, kunne være interessant t høre om, hvordan det var at leve her i byen for 70 år siden.

Hvis vi i dag går eller kører en tur rundt i byen, gennem parcelhuskvartererne, Vesterhøj, Østerhøj, Egesholm, Birkeholm, Askeholm og nu de nye udstykninger:
Kastanjevænget, Kastanjeparken, Bavnehøjvej og Andelsboligerne oppe på toppen, der er så nye, at de endnu ikke har fået et navn, forbi Plejecentret på bakken, som, i skrivende stund, heller ikke er navngivet, er det svært at forestille sig Egebjerg bestående af nogle få gårde og huse, og hvor hestevogne og cykler var de mest benyttede befordringsmidler, men prøv nu alligevel.

Egebjerg var et udpræget landsbysamfund, hvor landbruget var den altoverskyggende faktor. Havde man ikke selv landbrug, eller var ansat ved landbruget, var man alligevel afhængig af erhvervet på den ene eller den anden måde, de daglige samtaleemner var vejret og landbruget.

Egebjergvej
Vejene i området var grusveje af noget varierende beskaffenhed. Men Egebjergvej gjorde en forskel for den var nemlig ”Hovedlandevej” mellem Horsens og Skanderborg, den vil jeg nu fortælle lidt om, for den fyldte meget i det lille landsbysamfund, den var adgangen til verden omkring os.

2004_17_2_14_Egebjergvej

Egebjergvej, billedet er desværre ikke fra 1930-erne, men fra 1952 da den olympiske ild passerede Egebjerg på vej til olympiaden i Stokholm. Men man ser tydeligt chaussebelægningen.

Skarpsindige iagttagere har nok set gamle kilometersten ved vejen, som forkynder, at nu er der 17,8 eller 18 kilometer til Skanderborg, det er levn fra tiden før omfartsvej og motorvej. Vejen var ikke grusvej, men var belagt med chaussesten på kørebanen, hvorimod cykelstierne i siden af vejen var grusbelagt, de fik dog senere asfaltbelægning. Når en hestevogn med jernringe om hjulene og hestene med sko under fødderne kørte ned ad bakken i skarpt trav, gik det ikke stille af, om vinteren, når det var mørkt, kunne man tit se gnister, som fløj fra hestenes sko. Langs begge vejsider var der plantet træer, de stod med ca. 20 meters afstand, gadelys og fortove var naturligvis ukendte begreber.

Selvom hestevogne og cykler var de mest foretrukne befordringsmidler, så kom der da også biler på vejen i trediverne, selvom det efter nutidens målestok var få. Det var mest rutebiler, lastvogne, læger og dyrlæger. Private personbiler var der ikke mange af. Men vejen var trods alt hovedfærdselsåren op gennem Jylland. Vi drenge morede os undertiden med at ligge i græsset ved vejen og skrive bilnumre op. Dengang var det nemlig sådan, at man på bogstavet på nummerpladen kunne se, hvor bilen kom fra i landet, X var fra Århus, M fra Odense, Y fra Vejle, K fra København osv. Kom der en enkelt gang en bil med en udenlandsk nummerplade, ja, så talte vi om det i flere dage. En stor sensation var det, da Kongen (Kristian den 10.) en dag kom forbi med – Krone 1- på nummerpladen.

Hastigheden på vejen var ikke stor, højeste tilladte hastighed udenfor byerne var kun 60 km./timen, ikke meget, men rigeligt for datidens biler. Bremserne var ikke gode og rattet havde altid ”slør” i højere eller mindre grad, vejgreb var et ukendt begreb, bilerne hoppede nærmest hen ad den ujævne vej. Ord som sikkerhedsseler og airbags var selvfølgelig også ukendte.

Chaussestenene blev med tiden slidt glatte af hestevognenes jernhjul og når de blev våde af regn, var det svært at styre og bremse bilen. Det resulterede de også i temmelig mange ulykker, oftest endte kørslen mod et vejtræ.

Jeg husker endnu tydelig en efterårsmorgen hvor det var både mørkt og regnfuldt. Casper Caspersen, som solgte mælk ved dørene i Hansted og Egebjerg, kom kørende ned ad Egebjergvej med sin lille salgsvogn forspændt én hest på vej ned til Egedal Mejeri for at læsse mælk på til dagens salg. Eneste belysning var en Flagermuslygte (en petroleumslampe) som hang og dinglede under bagenden af vognen, denne lygteføring var ikke ret iøjnefaldende, men i øvrigt fuldt lovlig. Men samtidig kom fire unge mennesker fra Aarhus i en bil de havde lejet, de var på vej til Fyn. Føreren opdagede for sent Caspers vogn, han forsøgte at undvige, men tørnede frontalt ind i et vejtræ, ulykken skete der hvor nu Kastanjeallé går fra. Vi hørte alle braget og min far løb derud. Der mødte ham et uhyggeligt syn, ingen var døde , men alle fire var svært til skadekomne. Føreren havde fået et chok, trods skadens omfang ville han ikke tillade min far at ringede efter en ambulance, han ville hverken have Politi eller Falck indblandet, han var så ulykkelig over det der var sket, at han truede med at begå selvmord. Min far ringede dog alligevel, hjælp var absolut påkrævet.

Da de tilskadekomne var kørt på hospitalet, måtte vi børn jo ud at se bilen, som jo nok aldrig kom ud at køre igen, men det der satte sig de dybeste spor i et drengesind var nok synet af blod. Der var blod overalt i bilen og på vejen. Det var desværre ikke den eneste ulykke på Egebjerg bakke siden skete der flere, også nogle med dødelig udgang. Min skolekammerats storebror blev påkørt og dræbt en aften da han sammen med en flok andre unge var på vej hjem fra bal i Forsamlingshuset.

Foto: Erik V. Pedersen

Mb-lyntog – Foto: Erik V. Pedersen

Egebjergvej var som før nævnt landevejen der førte fra Skanderborg til Horsens og omvendt, men i 1935 skete der noget epokegørende med trafikken i Danmark. Lillebæltsbroen, som havde været under opførelse i flere år, blev indviet og DSB lancerede en ny togtype Lyntogene”, diesel-elektriske togsæt, som kunne køre 120 km./timen, de havde desuden den fordel, at de kunne tages med på storebæltsfærgerne. Det betød en meget kortere rejsetid fra Jylland til Hovedstaden. Samtidig blev vejnettet sat i system, et antal større gennemgående veje fik status af ”Hovedveje” Trafikken på hovedvejene havde ubetinget forkørselsret, alle der kom fra mindre veje måtte pænt holde tilbage. Ved den lejlighed blev Egebjergvej opgraderet og fik navnet ”Hovedvej 10” den løb fra Skagen til Rom – det må da siges at være en gennemgående vej -. Der blev sat trekantede stopskilte op ved alle tilkørselsveje. Det gav selvfølgelig anledning til en del røre her i Egebjerg, man havde, indtil nu, levet uden særlige færdselsregler, folk kørte nærmest som det passede sig bedst. På Egebjergvej havde de fleste jo nok lært at køre i højre side, men ude på de små veje kørte man simpelthen på midten af vejen – det var det sikreste, sagde man, for så kørte man ikke så nemt i grøften. Men nu skulle man pludselig til at holde og se sig for, inden man kunne køre ud.
Det var en ordning som, især ældre mennesker ikke brød sig om, men efterhånden som trafikken blev tættere indså alle jo nok, at det var en nødvendighed.

Ferierejser til udlandet, var noget mange drømte om, en drøm som kun gik i opfyldelse for ganske få. Derimod var det meget populært i 30-erne at tage på cykelferie rundt i Danmark. Man læssede cyklen til med telt, tæpper og andet grej til en campingferie, soveposen var endnu et ukendt begreb, og så drog man af sted. Der kom rigtig mange forbi på Egebjergvej i ferieperioden. Når det gik opad stønnede man noget og klagede over den stejle bakke, nedad gik det bedre. I nogle cykelforretninger kunne man leje en tandem – en cykel til to personer – det var der mange, som benyttede sig af. Ikke så sjælden kom der cykelturister og bad om at måtte overnatte i laden, det gik de selvfølgelig lov til. Lidt anderledes var det med “Landevejens farende Svende” dem var der også en del af, de fik som regel afslag på natlogi, men fik tilbudt en madpakke hvis de var sultne.

2004_17_2_15_Tandem_cykelturister

Cykelturister på tandem.

Toget holdt i Hansted
Biltrafikken på vejen voksede støt op gennem 30-erne, det samme gjorde togtrafikken på jernbanen gennem Hansted. Jeg kan svagt huske, at der var et “trinbræt” i Hansted hvor togene holdt, så passagerer kunne stå af og på. Min onkel og tante, som boede i Vejle, tog altid toget til Hansted, når de besøgte os, men en gang kom de noget skuffede og fortalte, at de på stationen i Vejle havde de fået den besked, at de ikke længere kunne løse billet til Hansted, toget stoppede der ikke mere, så der var ikke andet at gøre end at stå af i Horsens og så tage turen herud til fods. Jeg vil tro at det har været omkring 1934.

2004_17_2_15_Damplokomotiv

Damplokomotiv.

Bortset fra de nye lyntog var det store kulfyrede damplokomotiver, som prustede af sted med en fane af røg og damp efter sig, når vinden var i sydlig retning kunne kulrøgen nemt lugtes helt her oppe i Egebjerg.

Landbruget
Nu kunne jeg jo selvfølgelig skrive mange sider, om hvordan det var at arbejde ved landbruget i 30-erne, det vil jeg nu undlade, men da landbrugserhvervet fyldte så meget i hverdagen dengang, ville det også være meget forkert ikke at nævne det.

2004_17_2_16_Maelkemand

Mælkemand på arbejde.

Det første der skete om morgenen var mælkevognene, der kom med mælk til mejeriet. Der var vel 10-15 mælkevogne, som samlede mælken hos landmændene i både Hansted, Egebjerg, Rådved og Lundum, de havde hver især fået tildelt rute og et tidspunkt, hvor de skulle være på mejeriet med mælken. Når spandene (mælkejungerne) var tømt for sødmælk, kom der skummetmælk og valle i dem i stedet, det tog mælkemanden så med tilbage til landmanden, hvor det blev brugt som foder til dyrene. Ofte var det landmænd, der kun havde et mindre brug, som supplerede deres indkomst med en “mælketur” Karakteristisk for landmændene og deres medhjælpere i 30-erne var, at de næsten altid arbejdede udendørs i al slags vejr. I dag sidder man jo lunt inde i førerhuset på traktoren og lytter til musik eller radioavis og har lukket op for varmen, hvis det er nødvendigt.

2004_17_2_16_Ploejning

Når vejret var godt, var det en god oplevelse at pløje med heste.

Man hører tit i dag folk som siger: Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning, så tænker jeg: Ja, ja, I skulle prøve at traske i marken bag en plov med to heste for i 5 timer i regnvejr, så tror jeg, I ville påskønne lidt solskin.
Vi havde jo heller ikke regntøj som nu. En regnfrakke dengang var en gammel aflagt overfrakke, hvis den var tilstrækkelig tyk, varede det længe, inden man var gennemvåd, men hvor blev den tung. Når det regnede blev jorden jo våd, og så hang leret ved støvlerne så de blev dobbelt så tunge som før. Efter en dag med sådant et vejr og føre var både mand og heste godt trætte, når det blev aften, man havde ikke lyst til at gå ud og vælte byen bagefter. Nå, men der var da også dage med godt vejr, og da kunne arbejdet i marken være fint og hestene blev efterhånden ens gode arbejdskammerater, samme forhold får man aldrig til en traktor.

2004_17_2_16_Tre_heste_for_selvbinder

Tre heste for selvbinder.

Vinteren
Der var meget mere sne og is om vinteren dengang, synes vi da, men det er nok fordi al den sne, der lå i vejen for trafikken skulle flyttes med en skovl. Ja, amtsvejvæsnet havde ganske vist en sneplov, som blev sat foran vognmand Sørensens lastbil, men lastbiler var ikke ret store dengang, vel ikke meget større end en håndværkervarevogn i dag, så den kørte hurtigt fast, så måtte skovlen i gang. På kommunevejene var det hovedsagelig karlene på gårdene, der blev sendt på snekastningsarbejde. Kommunalbestyrelsen udpegede en “Snefoged” vis opgave det var at beordre karlene ud at kaste sne og sætte dem i arbejde. Der var udarbejdet en fordelingsnøgle, hvorefter gårdene skulle stille med én – to -tre – mand eller flere, alt efter gårdens størrelse, det var typisk en flok på tyve – tredive mand. Der var gerne højt humør og snakke gik godt og hjalp yderligere på humøret hvis man et sted blev inviteret ind på kaffe og måske en – lille en -.

2004_17_2_17_Lastbil

En af vognmand Sørensens lastbiler, som fik påmonteret sneplov om vinteren.

Indtil midten af 30-erne skulle de lokale snekastere også holde Hovedvejen ryddet, senere overtog amtet opgaven. Ellers gik vinteren i laden med tærskning af kornnegene som var blevet kørt ind den foregående høst og med at køre roer ind til køerne fra kulerne i marken. Vintertiden var også tiden hvor der skulle skoves, saves og kløves træ til næste vinters forbrug af brændsel, det gik der megen tid med, det var jo håndarbejde alt sammen.

Sport og Fritid
Der var mange unge mennesker på gårdene dengang både karle og piger. Selvom arbejdsdagene var lange og trættende, så blev der alligevel tid til samvær om aftenen og om søndagen, lørdag var jo også arbejdsdag dengang. Og det var selvfølgelig som nu fodbold og håndbold, der havde første prioritet, om end forholdene var noget anderledes end nu. Idrætsforeningen “Egesvang” blev oprettet i 1933, men der var jo ikke noget idrætsanlæg. Gården Egesholm, som lå der, hvor Brugsen nu ligger, havde en indhegning, hvor køerne gik om dagen, det var der hvor nu skolen ligger. Den fik vi velvillig stillet til rådighed om aftenen af Kragh på Egesholm. Det var nu ikke et vandret areal, men pyt, det gik endda. Inden vi begyndte træningen måtte vi lige ud med en skovl for at fjerne kokasserne, vi fandt dem ikke altid alle sammen, men vi kunne gerne høre det, hvis én gled i en, vi havde glemt. Marken var omgivet af et pigtrådshegn, så vi måtte helst undgå at skyde bolden i hegnet, den kunne godt punktere, og det var lidt af en katastrofe, for vi havde jo kun én bold. I dag har man jo mange. Drengene/karlene spillede mest fodbold og pigerne spillede håndbold. I løbet af sommeren blev der spillet kampe mod nabobyerne og en gang hver sommer var der sportsfest, ved den lejlighed var der som regel også ringridning. Dagen blev afsluttet med bal i Forsamlingshuset.

Om vinteren var der gymnastik for både piger og karle, det foregik i Forsamlingshuset, lidt koldt, for der blev jo kun tændt op i kakkelovnen ved særlige lejligheder, men humøret var højt alligevel. Badminton var så småt ved at vinde indpas sidst i 30-erne, men det var på begynderstadiet. Dilettant var noget som de unge og lidt ældre var meget optaget af dengang, der blev øvet vinteren igennem og om foråret blev forestillingen opført en eller to gange. I 1938 blev der opført en revy, som var noget ganske nyt og uprøvet, den blev da også en bragende succes. Så når der i dag er dilettant forestilling eller revy i Forsamlingshuset, er det en meget gammel tradition der stadig holdes i hævd.

2004_17_2_17_Ringriddere

Ringridere linet op foran Forsamlingshuset.

Skolegangen
Børnene her i Egebjerg gik i skole oppe på toppen af bakken nu Gl. Egebjergvej nr.1. Der var to klasser, lille klasse og store klasse. Der var kun én lærer, så vi måtte gå på skift, store klasse om formiddagen og lille klasse om eftermiddagen, dvs. vi gik jo ikke i skole alle ugens dage, jeg husker ikke helt, hvordan skemaet var, men skolegangen var lagt til rette sådan at de store kun gik 4 dage om ugen om sommeren, men lidt mere om vinteren. De store børn skulle jo hjælpe til i landbruget og der var der mest travlt om sommeren. Min lærer hed Kristoffer Fischer, han var en gammel mand da jeg begyndte skolegangen, men han holdt ud til jeg forlod skolen. Det var en lidt gammeldags undervisning vi fik. Tro det eller lad være, men jeg har lært at skrive og regne på en tavle af skiffer, som vi skrev på med en griffel. Vi fik udleveret en svamp. som vi kunne viske det hele ud med igen inden vi gik hjem, Der er et stort spring til computeren som jeg skriver på nu. Sprog, engelsk og tysk havde vi ikke, men vi lærte dog dansk til husbehov, men heller ikke mere. Da jeg blev ældre og lærte jævnaldrende at kende, som havde gået i købstadsordnede skoler, fandt jeg ud af at de havde lært meget mere i deres skole. I dag er skolegangen nok mere ensartet landet over.

Skoleudflugter? Jo, det blev da både til en tur i skoven og en cykeltur til Ejer Bavnehøj bl.a.

2004_17_2_18_radio
Fornem gammel radio fra B & O.

Kulturelt
De kulturelle oplevelser vi fik i 30-erne her ude i Egebjerg var nok mest gennem aviser, ugeblade og bøger. TV var ikke opfundet endnu, men radioen var ret udbredt. De første radioer, jeg kan huske bestod af et radioapparat og en højttaler, sættet fik strøm fra en akkumulator, noget lignende den vi kender fra bilerne i dag, når strømmen var brugt op, kunne man få akkumulatoren genopladet på en – ladestation – inde i byen. Radioen krævede en lang antenne, en ledning på ca. 20 m., almindeligvis havde man en mast ude i haven hvortil ledningen var gjort fast. Man kunne kun høre Danmarks Radio, som sendte på lange og korte bølger, FM og Stereo var ikke opfundet endnu, så det skrattede temmelig meget, man skulle næsten sidde med hovedet inde i højttaleren for at kunne høre.

Fra midten af 30-erne kom en ny generation af radioer frem, her var det hele bygget sammen i et kabinet og det vigtigste var, at de var forsynede med en transformator, sådan at man kunne få strøm direkte fra stikkontakten, samtidig var teknikken blevet maget bedre, nu behøvede man næste ingen antenne og alligevel var det muligt at stille ind på flere europæiske stationer, det var et kæmpe fremskridt. Hede Nielsens Radiofabrik inde i Horsens havde stor succes med sin nye “Herofon” Vor lokale forhandler Sv. Engelbrekt Pedersen solgt et hav af dem.

Der er ingen tvivl om at radioen havde stor indflydelse på udbredelsen af kulturen ude omkring i landsbyerne og også her i Egebjerg, det var jo ikke så nemt at komme ind til byerne for at overvære koncerter og lignende. Nu kunne man sidde hjemme i sin egen stue og høre f. eks. middagskoncert fra de kendte restauranter i København, fra Tivolis Koncertsal og andre steder. At overvære en fodboldlandskamp mod Sverige på Stadion i København, refereret i radioen af Gunnar Nu Hansen var en ubeskrivelig oplevelse, det var næste bedre end at være der selv. En anden populær foreteelse var – hørespillene -, mange kendte og ukendte teaterstykker og film blev bearbejdet for radio og sendt som hørespil, det var yderst populær, har man ikke oplevet et godt hørespil i radioen kan det være svært at forestille sig hvordan det var. Der var også dygtige rapportere, som tog lytterne med rundt i landet, til forskellige begivenheder og beskrev begivenhederne meget professionelt. Jeg husker endnu det kongelige brylluppet i 1935 da kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid blev viet, det var en begivenhed på højde med det kongelige bryllup vi var vidne til i maj i år. Nyhederne fra Pressens
Radioavis, som det hed dengang, var også meget aflyttet. Når min far havde åbnet for radioavisen, gjorde vi børn klogest i at være stille ellers var man ikke i kridthuset. I det hele taget udviklede Danmarks Radio sig meget i de år, fik større og større betydning for nyheds- og kulturformidlingen.

Noget, som har sat sig meget fast i min erindring, der sidst i 30-erne, var når Danmarks Radio transmitterede Hitlers opildnende taler til det tyske folk. Hitler holdt sine taler på store åbne pladser med tusindvis af tilhørere. Han talte sig selv mere og mere op i talens løb, hovedtemaet var, at tyskernes trængsler skyldtes at de manglede plads at udfolde sig på “lebensraum” han holdt mange kunstpauser hvor folkemængden jublede og råbte “Hail Hitler” M

Man kan spørge sig selv, hvorfor Danmarks Radio transmitterede disse taler? Jeg kan huske at min far og mor sagde til hinanden: Der ender galt det her! og vi må jo sige at de fik ret, den 1. september 1939 rykkede tyske tropper ind i Polen og 2. verdenskrig var begyndt.

Billeder
Nogle er udlånt fra Hansted Sognearkiv, andre er fra egne album. Et fra “Historien om Hede Nielsen”, et fra 75-års jubilæumsskriftet “Bang og Olufsen”, to er hentet på “nettet”

2004_17_2_18_clock_radio

Mest moderne radio i sidste halvdel af 30-erne ”Herofon” radio fra Hede
Nielsens fabrik i Horsens.

December – januar – februar 2004/05

Broen 17. årgang – nr. 2

Lokalhistorie veje jernbane tog erhverv landbrug kultur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *