Årets borger 2004 Marianne Thomsen

Klik og se artiklen i bladlayout

2004_17_2_4_aarets_borger_2004

Ja, så slap det ud:

Broens udvalg og bestyrelse har valgt årets borger, og det blev Marianne Thomsen, selv om der var mange andre, der også på en eller anden måde har gjort sig fortjent til denne udmærkelse.

Mogens Kirkegaard har besøgt Marianne og hendes familie på Egebjergvej i deres hyggelige rødstenshus, hvor der tidligere var købmandsforetning.

Så snart man kommer ind i huset, mærker man, at her er der både hygge og ro, et varmt miljø. Det er lige ved spisetid, og Mariannes mand, Jørn, tidligere kok, er ved at være færdig i køkkenet for i dag. Jonas og Nicoline, familiens to børn, sidder i fjernsynsstuen. Nicoline, 12 år, går i 6. klasse på Egebjergskolen, og Jonas på 19 er i murerlære på andet år.

Mariannes far, Hans Thomsen, er også mødt op som formand for Broens bestyrelse; han er for nylig gået på pension efter at have været graver i Hansted i mange år. Hans Thomsen var i øvrigt selv indstillet, men man mærker ingen jalousi fra hans side, kun faderlig stolthed over datteren.2004_17_2_4_aarets_borger_2004_gave_af_far

 

– Du har gjort et stort arbejde for idrætsforeningens sommerfest igennem 6 år. Hvordan gik det til, at du fik den opgave?

– Jeg havde jo haft meget at gøre i idrætsforeningen, siden jeg selv gik til fodbold. Jeg har aldrig siddet i bestyrelsen, vist det eneste jeg ikke har lavet i den forening. Og så startede jeg med at være træner for poder, da jeg var en 16-17 år, og dengang kom jeg også med ind i fodboldungdomsudvalget, så allerede dengang startede mit frivillige arbejde. Men så var jeg væk nogle år, hvor jeg var både i Hamborg og London, og da jeg kom tilbage, begyndte jeg at spille fodbold igen. Og på et tidspunkt blev jeg så spurgt, om jeg ikke kunne have lyst til at være med til at arrangere sommerfesterne.

Mens Marianne fortæller om, hvordan hun arbejdede i Hamborg i to år for den danske sømandskirke og nærmest blev som en mor for dem alle sammen, kan jeg ikke undgå at bemærke den vitalitet, der stråler ud af hende. Hun vil uvægerligt blive et midtpunkt, hvor hun færdes. Efter et år som au pair pige i London kom hun tilbage.

– At være i Hamborg var næsten lige som at være i Egebjerg, alle der kom i sømandskirken, kendte mig. Jeg kom i kontakt med alle, lige fra sømænd og au pair piger til generalkonsulen. Mange af de fastboende danskere kom i kirken, så det var utroligt spændende at være der. I London var der meget mere puls og en helt anden atmosfære af storby. Der gik jeg ofte til musik eller bare sad på en bænk og så på livet rundt omkring, og der kom næsten altid nogen hen og snakkede med mig.

– Hvilke opgaver er der i forbindelse med sådan en fest?

– Da jeg startede i sin tid, løb den over flere dage, det var fra onsdag til lørdag, og jeg kom ret hurtigt med til at skulle lave lørdag aften. Og så var det formanden, der var hovedansvarlig for det hele. Men der var mange i udvalget og mange frivillige til de forskellige arrangementer. Det er altid let at finde folk til at udføre konkrete opgaver, men det er sværere, hvis de skal have ansvar for selvstændigt at løse opgaverne. Det er der mange, der finder uoverskueligt.

Nu er det blevet lavet om til, at Paul Kirkegaard og jeg har taget hovedansvaret for alle dagene, og så har vi kortet det ned. Lørdag aftensarrangementet strøg vi, fordi det bliver for dyrt for familierne, hvis de skal komme den aften også og bekoste entré, spisning, måske babysitter osv. Så de sidste gange kom der ikke ret mange.

– Giver sommerfesten et godt overskud?

– Ja, det gør den nu. Sidste år gav den 30.000 kr. i overskud, og i år 34.000 kr. Det er jo lækkert, når man er færdig med sådan et stykke arbejde, og så se det gode resultat. Pengene giver vi så videre til idrætsforeningen, der skal bruge dem til ungdomsarbejde Men folk bakker godt op om de øvrige arrangementer, også når der er fodboldkampe lørdag formiddag. Torsdag aften til grillaften og ikke mindst fredag til helstegt gris kommer der mange, vi solgte i år 200 portioner.

– Foruden sommerfest har du jo også været med i revy i forsamlingshuset?

Marianne siger storsmilende, at det med at være med i revyen var faktisk en byttehandel med Lis Stouby. – Det var fordi jeg spurgte hende, om hun ville være med til at lave sommerfest. Det er i orden, Marianne, sagde hun, men så skal du også være med til at lave revy. Det var så den aftale, og jeg anede overhovedet ikke, om jeg kunne sådan noget, om jeg turde, men jeg gjorde det, og jeg synes, at det er skægt.

– Er det de samme skuespillere, man kører med fra år til år?

– Nej, der er nogen udskiftning. I år er det et rimelig nyt hold, også mange unge mennesker. De har jo hver især en vennekreds, der skal ned og se deres kammerater, så det er jo godt. Hvor det måske tidligere var midaldrende mennesker, der deltog, er det nu mere de unge. Også fordi der er så meget andet, de lidt ældre har lyst til at prøve.

– Hvad siger din familie til, at du er så energisk?

– Ja, det havde jo ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg havde sådan en som Jørn, der bare giver mig den frihed, jeg har brug for. Der er altid en base hjemme hos os. Børnene har ikke altid skullet passes, når jeg gik ud af døren til et eller andet. Og så har jeg jo far og mor i nærheden, og de bliver også flittigt brugt. Det er vi rigtig glade for alle sammen.

– Det at være aktiv og deltage i frivilligt arbejde, det har du vel også lært hjemme hos dine forældre?

– Ja, det er jeg jo nærmest vokset op med. Det har altid været naturligt for mig at skulle hjælpe til, hvor der var brug for det. Jeg synes, at det er vigtigt at bakke op om det lokale samfund, for nærheden betyder meget, men jeg har jo også mine mere egoistiske grunde. Jeg synes, at det er sjovt, og det skal det være. Hvis jeg har kunnet mærke, at jeg er blevet lidt træt af noget arbejde, så er jeg stoppet. Men det er hyggeligt at komme ud og møde så mange forskellige mennesker.

– Har du stadig kontakt med alle de venner, du har fået i tidens løb?

– Nej, desværre, når man som jeg har prøvet så meget forskelligt, jeg har også været på højskole og gået i flere forskellige skoler, så har jeg sunget i kor og spillet harmonika, ja så kommer man til at møde utroligt mange mennesker, og så er det svært at bevare forbindelsen med dem alle sammen, selv om man hele tiden siger, at vi skal da mødes igen. Jeg har jo haft enormt mange venner i tidens løb, men det kan ikke rigtig lade sig gøre.

– Du må jo også møde mange af dine gamle kammerater fra barne- og ungdomsårene?

– Ja, ja, der er jo mange her, der lige har været ude og vende en gang, og når man så skulle stifte familie, så kommer man tilbage. Jeg har jo hele min familie her, og det er dejligt. Vi bruger hinanden meget.

Her er et lille godt lokalsamfund, en god skole, som jeg selv har været glad for at gå på og det er mine børn også. Her er de faciliteter, man har brug for, og så er der jo ikke langt til byen.

Marianne er efterhånden blevet 38 år, hvad man kan have svært ved at forstå. Hun har arbejdet flere steder, bl.a. i Løvbjergs bagerafdeling, og nu på det sidste hos bageren i Gedved. Lidt plaget af rygproblemer har hun måttet finde et arbejde, der ikke belaster ryggen alt for meget, men alligevel er det hende, der ordner have derhjemme, mens Jørn selvfølgelig står for maden. Han ville også blive træt af at spise min mad, siger hun.

2004_17_2_4_aarets_borger_2004_Jorn_Nicoline_Marianne_Thomsen

 

Marianne er ikke bange for at sige sin mening hverken ude eller hjemme, og hun er helt klar over, at hun er en dame med temperament.

– Når man er så meget udfarende som jeg er, så er man også nødt til at sige fra; det har jeg ikke altid været god til, men det er kommet med alderen. Man skal ikke træde mig over tæerne, så bliver jeg virkelig vred. Jeg kan sagtens indrømme, hvis jeg har taget fejl, men hvis nogen træder på mig, så stiger jeg af. Specielt i situationer, hvor jeg laver et frivilligt arbejde. Jeg er vokset fra at være konfliktsky.

– Din far har der jo altid stået meget respekt omkring, måske fordi man ved, at når han siger noget, så har han tænkt sig om, så det er velovervejet?

– Jeg er måske nok mere impulsiv. Men efterhånden bliver man bedre til at tænke sig om og at undgå de småfejl, der kommer af at være lidt for hurtig. Min far er jo en sindig vestjyde, og der har jeg nok arvet arvet lidt af hans stædighed, så det jeg vil, det vil jeg. I min mors familie var der flere, der beskæftigede sig med sang og musik, og det har måske også påvirket mig. Min oldefar var Sigurd Højberg, der var forstander på Flemming Efterskole, og der var et levende socialt miljø.

– Er der andre ting, som du kunne tænke dig at gøre mere ved?

Jeg har jo begrænset mit frivillige arbejde lidt. Jeg er begyndt at synge i kor igen, og det er jeg rigtig glad for. Det er i Mint Singers, det er et rytmisk kor, og vi synger inde i Håndværkerforeningen en gang om ugen, unge og gamle imellem hinanden, som kan lide at synge. Vi synger pop og blød rock. Så går jeg til gymnastik, det er nødvendigt, ellers ville jeg meget hellere spille fodbold. Så skal Nicoline og jeg til optagelsesprøve på Palsgårdstykket, der opføres til næste år. Det er Sound of Music. Det er meget krævende, men det er først nu, at jeg synes, at jeg kan være hjemmefra til det. Vi er selvfølgelig spændt på, om vi bliver optaget og får lov til at være med begge to. Nicoline er med i Horsens Amatørteater og elsker også at synge og spille teater. Jeg vil også gerne prøve at male lidt og lave nogle mere kreative ting herhjemme. Lige nu skal jeg til at hygge mig med at binde kranse og sådan noget.

Jeg har haft en travl periode som forælder, hvor jeg var i klasseforældreråd på skolen og tog med både Jonas og Nicoline ud til fodbold, men det har der altid skullet være tid til.

I øjeblikket er jeg kun med til revy herude, og jeg nyder faktisk, at der ikke er så meget at huske på med ting der skal gøres og aftaler og den slags. Selv om jeg ikke let bliver stresset, så skal man engang imellem have tømt ud i sit hoved, kender du godt det?

Jeg tror, at vi alle kan ønske for Marianne Thomsen, at hun får en god periode med nogen af de mange ting, som har måttet hvile, fordi hun har gjort så meget for andre. Men jeg har også en stærk formodning om, at Marianne om få år igen er i gang med et eller andet arbejde herude, simpelthen fordi hun med sit gå-på-mod og sin hjælpsomhed ikke kan lade være med at engagere sig.

2004/05 Januar – februar – marts

Broen 17. årgang – nr. 2

foreningsliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *