Undersøgelser ved Kastanjeparken juni-juli 2004

Klik her for at se artiklen i bladformat

2004_17_1_28_Undersoegelser_Kastanjeparken

Af Arkæolog Anne Mette Kristiansen, Horsens Museum

 

 

 

2004_17_1_28_Undersoegelser_Kastanjeparken_1Udgravningsfeltet set mod
vnv.

Horsens Museum har museet i juni og juli måned i år på storparcellen nordligt i Kastanjeparken foretaget en udgravning af den vestligste del af det store kulturlag, som er omtalt i et tidligere nummer af ”Broen”. Kulturlaget rummer nogle meget velbevarede rester af en større bebyggelse fra ældre jernalder, her tiden mellem cirka 175 f. Kr. og 50 efter Kr.

Udgravningen blev nødvendig, da grunden står for at skulle udstykkes til andelsboliger. En prøvegravning foretaget i starten af juni måned afslørede at den i efteråret fundne bebyggelse øst herfor strakte sig helt over i dette område. Samlet set har bebyggelsen altså strakt sig over hen ved 200 meter og haft karakter af en samling af gårde lliggende på en række.

 2004_17_1_28_Undersoegelser_Kastanjeparken_2 Det berørte område var 1000 m2 stort og udgravningen, som blev foretaget i tiden fra den 14. juni til den 9. juli afslørede blandt andet sporene af to øst-vest orienterede langhuse på hhv. 15 og 13 meters længde.Desuden lå der i forbindelse med det ene langhus et mindre hus, som var 9 meter langt. Langhusene tilhører formentlig hver sin gård. Husene viste sig dels ved nogle meget kraftige stolpehuller, hvoraf den ældste fase var den tydeligste med op til 95 cm dybe huller med en lys, sandet fyld. De øvrige faser viste sig hovedsageligt ved, at ildstedet, som har ligget i husets vestlige ende, beboelsesdelen, kunne findes. I et enkelt tilfælde kunne vi påvise resterne af et gulvlag i beboelsesdelen: det viste sig som et op til 5 cm tykt, kompakt lag med et større indhold af trækul, keramik og ikke mindst af forkullet korn. Lidt herfra viste en anden del af et gulvlag sig i form af et tyndt, leret lag. Resterne af jernalderhusene ligger indlejret i mulden, ligesom tilfældet var under de tre grunde på Kastanjebakken. Dette vanskeliggør udgravning betydeligt og vi fandt langtfra alle de stolpehuller, som husene har rummet. Det skyldes at fylden i stolpehullerne ligner den omgivende jord så meget at vi ikke kan skelne dem fra den.
2004_17_1_29_Undersoegelser_Kastanjeparken_3
Ildsted. Snittet set fra øst.
Ildstederne

Ildstederne har været lavet på den måde, at man først har lagt håndstore sten i et rektangulært eller cirkulært felt, herefter har man klinet stenene med gult undergrundsler. Her havde man så en base for sit ildsted, som var solid og varmetålende. På
Kastanjeparken er det denne nederste del af ildstederne som er bevaret. Som oftest er der bevaret et rødbrændt lerlag som gør, at man under muldafrømningen hurtigt ser et sådant ildsted. På det viste ildsted er dette røde lag dog ikke bevaret. Det skyldes formentlig at man efter opgivelsen af bebyggelsen har inddraget området til dyrkning: ildstederne er dermed blevet pløjet meget ned førend det beskyttende muldlag, som vi i dag finder på stedet, dækkede hustomterne. Det var ildstederne i de to vestligste huse som ikke havde et rødt lerlag over sig.

Brandtomt?
Over et af langhusene lå et op til 10 cm tykt lag muld, som indeholdt en hel del lerkarskår og også flint, som viste tegn på have været udsat for ild. Laget indeholdt også trækul, forkullet korn og som noget helt specielt, store mængder brændt lerklining. Først troede vi at der kunne være tale om en regulær brandtomt: altså et nedbrændt hus. Men indholdet af trækul var for lille og lerkliningen var i forholdsvis små stykker, så den idé måtte vi opgive igen. De nævnte iagttagelser kunne derimod tyde på, at det vi kunne se, var sporene efter en afbrænding af de bygningsrester som bliver til overs, når man har brudt et gammelt træhus ned og taget alt brugbart tømmer med sig. Blandt de dele som formentlig ligger tilbage er blandt andet de risflettede, lerklinede vægge. Det kan også tænkes at selve risfletningen har kunnet genbruges, således at det kun er den afbrækkede lerklining, som har måttet kasseres. Sammen med de øvrige affald er det så blevet brændt af og derefter har man jævnet tomten ud, før opførelsen af det nye hus.

2004_17_1_29_Undersoegelser_Kastanjeparken_4
Udgravningsfeltet, jernaldergårdenes placering i landskabet; udsigten. Set fra vest.

Datering
I den østligste del af landsbyen, som vi jo berørte under efterårets udgravninger fandt vi keramik fra tiden år 175 før til cirka år 50 efter Kr. f. Denne vestlige del af landsbyen rummede kun keramik, som daterer sig til tiden lige efter Kr. F. Noget tyder altså på at landsbyen er vokset mod vest med tiden. Ud fra den viden vi har om gårdenes størrelse kan det anslås, at der på stedet har ligget 6-8 gårde samtidig. Det er en meget almindelig størrelse på en landsby fra denne tid.
Landsbyens langstrakte form kendes også fra andre steder, men i Egebjerg er den helt givet betinget af landskabets linier: her i den langstrakte lavning har man boet højt, tørt, i rimelig læ og solvendt. Man har haft adgang til vand forholdsvis tæt på, ved vældet mod øst. Jorden var tilpas let, uden mange sten og dybmuldet allerede dengang, engarealer var der også adgang til: en nødvendighed for en jernalderbonde, som skulle overvintre sine kreaturer på fortrinsvis hø og løvfoder – kornet har været forbeholdt menneskene,
som føde og vigtigst: som såsæd.

2004_17_1_30_Undersoegelser_Kastanjeparken_5
Afrømning er næsten afsluttet.

En brolagt vej
Efter at bebyggelsen er opgivet omkring 100 efter Kr. f. er der på et tidspunkt anlagt en brolagt vej hen over stedet. Denne viste sig i form at en ret regelmæssig stenlægning på cirka 2,5 meters bredde. Stenlægningen kunne følges over en strækning på 15 meter og er antagelig lagt, hvor bunden har været blødest. Der blev ikke fundet genstande, som kan være med til at datere vejen, men mange af de sten som er anvendt må stamme fra jernalderlandsbyen. Det er nemlig slibesten, kværnsten og andre sten som er tydeligt slidte, formentlig efter mange års brug som belægningssten ved indgange og lignende.

Stenalderfund
Ud over jernalderfundene dukkede der under udgravningen spor op, som viser at der også i bondestenalderen, omkring 2000 år før Kr. f. har været aktivitet på stedet: en
stenlægning, flere mindre nedgravninger, flinteflækker og en del af en økse af bjergart var nogle af de spor som dukkede op. Også under efterårets udgravninger på Kastanjebakken fandtes tegn på aktivitet fra den del af forhistorien.
Vores undersøgelser i Egebjerg har således givet os en masse ny viden om forhistorien i dette område. Kulturlaget med den “begravede” landsby fra tiden omkring Kr. f. er for størstedelens vedkommende bevaret i jorden under de tre sløjfede grunde på Kastanjebakken og i det grønne område vest herfor og får lov at ligge uberørt her som det
store fortidsminde det er. Og netop det at bevare fortidsminderne i jorden er et vigtigt element i den nye museumslov som vi fik for 2 år siden.
Eftertanke
Jeg har undervejs under udgravningerne – både sidste år og i år – fornemmet at de mange interesserede beboere i Egebjerg som går tur i området, oplever turen lidt anderledes nu, hvor de kender noget til det som gemmer sig under mulden: at her faktisk engang lå en samling gårde, fulde af liv og vigør – hvor livet er blevet levet med alle dets facetter.
Det har givet stof til eftertanke hos mange og vil forhåbentlig gøre det for endnu flere, som lægger vejen forbi.
2004_17_1_30_Undersoegelser_Kastanjeparken_6
Hovedprofil set fra SØ. fuld længde.

September – oktober – november 2004
Broen 17. årgang – nr. 1

Historie lokalhistorie oldtid Bavnehøj

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *