Skoleinspektøren på Egebjergskolen

Tryk her eller på billedet herunder for at se artiklen i bladformat

Skoleinspektør Bjarne Schurict
Bjarne Schuricht ved skrivebordet på inspektørkontoret. (Foto: Mogens Kirkegaard.)

overskrift

fortæller om skolen, målsætninger og eleverne til Mogens Kirkegaard

Bjarne Schuricht blev inspektør på Egebjergskolen i 2002 og tiltrådte efter sommerferien.
Planlægningen for det kommende skoleår var i orden, og han kunne derfor koncentrere sig om at lære sin nye skole at kende, at se og lytte.
De indtryk, som han fik af Egebjergskolen, tegnede billedet af en landsbyskole, der gradvis var blevet udvidet med nogle sjove knastbygninger i takt med udviklingen i området, men som ikke helt var i stand til at leve op til den moderne skoles behov. De enkelte bygninger bar præg af den periode, der var blevet bygget i, men for var så vidt sunde nok; han var i hvert fald lykkelig for, at man ikke i større udstrækning havde bygget med flade tage.
Den nye inspektør havde følt sig velkommen både blandt elever og lærere og fornemmede nogle forventninger til, at også den nye leder ville være med til “at spille bold” og give nogle udfordringer.

Opråb

Jeg har truffet aftale med Bjarne Schuricht om at snakke lidt med ham om Folkeskolen af i dag, om dens målsætninger og problemer, men også om Egebjergskolen og dens børn og unge.
I Broens septembernummer sidste år appellerede han til befolkningen under overskriften “Nødråb – skolen har brug for hjælp” om at være opmærksomme på, hvad der sker på skolens område efter skoletid, og det har helt klart hjulpet: der har ikke været så meget hærværk siden.
Jeg begynder med at spørge, lidt provokerende måske, om samfundet og dets institutioner generelt er begyndt at stille større krav til brugerne, ja i det hele taget til borgerne.
Bjarne Schuricht behøver ikke at tænke sig længe om. Han taler hurtigt og engageret og leder ikke efter ordene: “Ja, når du spørger mig på den måde åbent om samfundet, så må man jo sige, at skolen er en del af det, der foregår her, og så læser jeg det således, at der fra 1968 skete forskellige ting i samfundet. Jeg var meget ung dengang, men alligevel nåede jeg at opleve, hvad der foregik og være med i det som helt ung teenager. Det jeg ligesom kan se, det er, at man havde dengang et oprør mod den generation af forældre, der havde stået for de borgerlige dyder, at man opførte sig ordentligt, man tog pænt tøj på, når man skulle til pæne steder, og at man som familie sørgede for at opdrage sine børn osv. Det kom der en reaktion på, og den var typisk rettet mod alt det der. Drengene fik langt hår, – fordi det havde forældrene modsat sig -, de begyndte at gå i cowboybukser med nitter og farvede flower-power bånd rundt om panden, og alle de her ting, som de jo alt sammen gjorde for at demonstrere deres modvilje mod jakkesæt og gabardinebukser og pænt kortklippet hår. The Beatles startede i jakkesæt og pænt klippet hår i starten af tresserne, men de udviklede sig og red med på den frigørelsesbølge.

Slappere og strammere
Så har der efterfølgende været en periode, hvor jeg oplever, at man er gået fra flere og flere af de faste mønstre. Hvis man ser tilbage over de sidste 50 år, så har der egentlig ikke været så forfærdelig mange ny skolelove, de holdt gerne 40-50 år. Men nu holder de ikke så længe, så bliver de ændrede. Det er ikke mere end et par år siden, at vi fik en ny lov om Folkeskolen, og så er der nogle studerende, der bliver spurgt om, hvor ligger Nakskov henne, og det kan de ikke svare på. Så laver man prøver i geografi og finder ud af, at det er nødvendigt at stramme kravene. Det er nødvendigt hele tiden at justere og lave lovændringer. Så  nu går det den modsatte vej igen, nu strammer man op på nogle ting.

Fra realskole til helhedsskole
Jeg oplevede i min egen skoletid, at jeg hørte til de sidste årgange, der nåede at få en realeksamen. Det vil sige, at jeg havde været igennem en proces, hvor jeg havde gået i grundskolen sammen med nogle elever i 6 – 7 år, hvorefter vi fik mulighed for at dele os. Vi kunne ønske, om vi ville det ene eller det andet. De af os, som var bogligt mindede, vi kom uden problemer i realskolen, og de, der ikke var så bogligt mindede, de kom efter 8. klasses eksamen på tekniske skoler eller handelsskoler og fik en uddannelse, der sigtede på andre fag og erhverv. Det gik man væk fra og gjorde Folkeskolen til en enhedsskole, hvor alle skulle have den samme eksamen, alle skulle undervises på samme sæt. Først gjorde man det sådan, at man trods alt skelnede mellem grundkursus og udvidet kursus, altså en slags niveaudeling. men det fandt man så ud af, at det skulle man ikke have, der skal være ét niveau. Og det er efter min mening nogen af de største fejl, man har begået i den danske Folkeskole, hvis man samtidig skal se på, at man skal varetage de enkelte elever og deres evner bedst muligt, som man jo skal i dag.

Holddeling efter elevbehov
Så det man egentlig siger til lærerne i dag, det er: I skal undervise en hel klasse, men I skal også tage hensyn til den enkelte elevs forudsætninger. Hvis man stadigvæk havde haft muligheden for at niveaudele, misforstå mig nu ikke, ikke efter intelligens og sådan noget, men at man kan lave nogen hold, hvor man kan sammensætte eleverne på tværs af klasserne og give dem det de har brug for på det niveau, hvor de nu er, så tror jeg, at man nåede meget længere undervisningsmæssigt.
Vi har prøvet at køre på den måde og opfordrer elever og lærere i de små klasser til engang imellem at prøve at lave niveaudeling, det er jo egentlig et frygtelig forkert ord, for det er snarere en behovsdeling. Hvis vi nu skal køre noget dansk i de tre yngste klasser, kan vi begynde med at finde ud af, hvor mange af dem har så egentlig behov for at få noget stavetræning, måske et ekstra læsekursus. Dem kan vi samle på ét hold. Så kan vi måske frigøre en lærer til at koncentrere sig om præcis de elever. Det vil ikke dreje sig om en hel klasse, og derfor vil de kunne få en ekstra indsats fra lærerens side.
Nogle andre elever skal til gengæld bare fodres, have stillet nye, interessante opgaver, de tager selv fra, de er nået så langt, at de selv læser alle opgaverne og besvarer dem selv. Dem kan vi samle nogle flere af og sætte dem i gang, så vi bedre bliver i stand til at hjælpe de få.
Det er sprængstof, det her, for det er jo et fy-ord, hvis man siger, at man skal dele eleverne efter evner, men i mine øjne er det jo ikke det, det drejer sig om. Eleverne har utrolig mange evner og kompetencer inden for forskellige områder. Det er så et spørgsmål om at finde de stærke sider hos de elever og dyrke dem, og så hjælpe dem med de svagere sider, så man får hver enkelt elev skubbet længst muligt fremad.

Egebjergskolen og dens nærområde
Skolen virker som sagt lidt slidt og forkert i opbygningen i forhold til, hvordan man kører skole i dag. Sådan er en stor del af skolen, så vi trænger virkelig meget. Det ville være skønt med en ordentlig pengeindsprøjtning, så vi kunne få bygget om, men det er der da også planer om, og på et eller andet tidspunkt bliver det også Egebjergskolens tur.
Sådan som Egebjergskolen ligger lidt uden for Horsens, så er den jo præget af, at det er et villakvarter, så rigtig mange af de forældre, der bor herude, har valgt at bo her, og det vil sige, at klientellet omkring skolen er godt, der er et godt miljø omkring skolen, ikke et hårdt miljø, som man kan finde nogen steder inde i Horsens. Det slipper vi for herude, selv om man selvfølgelig kan mærke, at man bor tæt på Horsens. Men primært kommer eleverne fra hjem, hvor man er interesseret i, hvordan det går ens børn, og det synes jeg også, at man kan mærke på langt størstedelen af de børn, der går på skolen.

Den nye børn-unge karakter
Noget andet er så, at man kan mærke på de unge mennesker i dag, at meget har ændret sig. Ligesom 68 – generationen gør de oprør, og kan være meget svære at have med at gøre, fordi de har deres helt egne ideer. Der er overhovedet ingen autoritetstro tilbage, de er vant til, at ting har ikke den store konsekvens, hvis de fx siger: det vil jeg ikke! Man har ikke rigtig nogen sanktioner at sætte ind, jeg mener ikke straf, men det har noget at gøre med, at unge mennesker i dag meget tit oplever, at det er ligegyldigt, hvad de gør, de skal nok stå konflikter med de voksne igennem, for der sker ikke noget ved det alligevel. Der er ikke nogen, der tager sig af det, og du kan se, politiet de har heller ikke tid til at tage sig af mindre kriminalitet, de skal jo efterforske større sager. Det betyder, at de unge mennesker i dag føler, at der er ikke meget konsekvens i tingene. Det er sådan noget, jeg synes, er rigtig, rigtig synd.
En af grundene er måske, at der er mange af de unge forældre i dag, der heller ikke har oplevet at skulle opdrages på en speciel måde, de har selv måttet finde ud af mange ting. Og derfor står de i dag i den situation, at de også lader deres børn finde ud af for mange ting selv.”

Jeg indskyder, at en skole som Egebjergskolen let kan blive ligesom en ø, isoleret fra det omgivende samfund, hvis der ikke er aktiviteter på skolen og omkring skolen. I moderne byplanlægning indgår tanker om at blande forskellige bebyggelser, integrere boligområder, sociale institutioner og lettere industri. Derefter spørger jeg Bjarne, om skolen selv kan gøre noget for at skabe mere liv og flere værdifulde aktiviteter på skolen efter skoletid.

“Man har jo stadigvæk en ungdomsskole, der har en række tilbud til de unge, men det bliver mindre og mindre, fordi der ikke er så mange af de unge mennesker, der søger tilbuddene. For år tilbage kunne man udbyde en fagrække lige fra regulære skolefag, fra matematik til elektronik til sløjd og sådan noget, men det gider de unge mennesker ikke i dag, der er næsten ingen søgning til den slags ting. De vil gerne komme i klubben, hvor de kan høre musik, spise nogen chips og drikke sodavand og snakke med hinanden, så den har et publikum. Der var nok nogle af de unge mennesker, der ville have godt at samle op på noget fagligt, men det vil de ikke. Det er også den samme måde, de går i skole på, de er ligegyldige over for basale kundskaber. Det er der så på et tidspunkt nogen, der bliver bekymrede over udviklingen, og så laver man tests og sammenligninger, der måske ikke altid er lavet på så heldig en måde. Men der er selvfølgelig en grund til, at man begynder at tænke på den måde.
De unge har en masse selvtillid, men har de nok viden?
Men kigger man på internationale undersøgelser, så er dertil gengæld ingen tvivl om, at de danske unge scorer toppoints, når det drejer sig om, hvad de selv tror, de evner. Deres selvtillid er enormt høj i forhold til unge i andre lande, og det har jo også noget at gøre med den måde, de er opdraget på. De får selvtillid af at være nødt til at klare sig selv på mange områder. Denne problemstilling var helt anderledes for 10-15 år siden, hvor man talte om “curlingbørn”. Der var forældre, der flyttede alle forhindringer på børnenes vej; var der det mindste nede på skolen, så ringede de og beklagede sig osv. På den måde søgte at sørge for, at der var glat vej fremad for deres børn. Når børnene så blev ældre og skulle stå på egne ben, så knaldede de hovedet mod en mur, for de anede ikke, hvad de skulle gøre, de havde ikke været vant til at skulle navigere imellem de besværligheder, man møder på livets vej. Sådan er det ikke i dag. De unge tør i langt højere grad stå frem og sige, jeg hedder det og det, og jeg er god til det og det. Kommer man med den pondus, så reagerer de positivt ude på arbejdspladserne og siger, at ham der kan vi godt bruge til noget. Men der er det jeg siger, skolen siger, at det er selvfølgelig også godt, men de faglige ting hører med alligevel, du kan ikke klare dig uden at tale og skrive dansk, du kan heller ikke klare dig uden fremmedsprog, og du kan slet ikke klare dig, hvis du ikke kan regne. Man kan ikke klare sig ved bare at trykke på knapperne på computer og lommeregner, man er også nødt til at forstå, hvad der foregår.

Hærværk og “dummebøder”
Ved hjælp af artiklen i broen i september fik vi skabt opmærksomhed og bevågenhed om problemet med hærværk uden for skoletid. Vi har fået fortalt de unge mennesker, at det er ikke så sikkert at gå ind på skolen om aftenen og lave sådan nogen ting, der er nogen, der kigger efter dem når de går der. Det har betydet en klar nedgang i hærværket. Det er også noget underligt noget med hærværk. Lad mig give et eksempel: vi havde for nogen tid siden et problem med nogle skiferplader under vinduerne. Der stod en elev og lænede sig op ad en skiferplade, og ved at sætte af på kanten, da han skulle op at stå igen, kom han til at knække et lille hjørne af. Det var der straks nogen, der så, og de syntes, at det var sjovt, at skiferet kom af i sådan nogen flager. I løbet af no time havde de ødelagt hele pladen, fordi det så sjovt ud med de flager. Man kan have svært ved at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på sådan nogle unge mennesker.
Men som sagt, så er der sket en reduktion i antallet af hærværk, også fordi vi søger at følge op på det. Så snart der sker et eller andet af den slags på skolen, så forsøger vi at
finde ud af, hvad det var der skete. Skete det som et hændeligt uheld, eller var der nogen, der dummede sig. Og hvis vi finder ud af, at der var nogen, der virkelig dummede sig, så får de en regning på det. Jeg synes, at de skal mærke konsekvensen. Hvad der så til gengæld kan være svært, det er at opleve, at når man så sender en regning, så vil nogen forældre ikke kendes ved det på nogen måde, de tager deres barns parti uden forbehold. Jeg savner i sådanne situationer dialog med de forældre, forståelse – og sund fornuft.
Generelt savner jeg hos mange unge mere vi-tænkning i stedet for jeg-tænkning. De er mange gange for stærkt koncentreret om, hvad de selv får ud af det.”

Som tidligere lærer på Egebjergskolen kan jeg nikke genkendende til mange af de problemstillinger, som Bjarne Schuricht tager frem. Det er altid dejligt at møde et menneske, der taler lige ud af posen, og som er åben over for dialog med elever som forældre. Inden vi siger farvel, understreger han, at det er et naturligt element i moderne ledelsesstil at vælge dialogen frem for konflikten. Skoleinspektørens dør er så vidt muligt altid åben.

Marts – april – maj 2004

Broen 16. årgang – nr. 3

Lokalhistorie samtid skole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *