Sagn og Folkeminder

Klik her eller på overskriften og se artiklen i bladformat

Sagn og Folkeminder

Redigeret af Peder Pedersen

Sagn og Spøgelser (Gorm Benzon)

Døve Dorte boede på Hanstedgård, hun var gift med Anders Jensen Thonboe. Døve Dorte var meget hård overfor gårdens folk, og ´ve den fæstebonde, som ikke i tide svarede sin afgift, fra ham tog hun alt. Men hun havde alligevel lune og folk som forstod at sætte sig i respekt overfor hende, var hun meget venlig imod.

Som nu den karl, som gerne ville være røgter på Hanstedgård. Til ham sagde hun, at den røgter hun skulle have, hverken måtte ryge eller drikke. Men karlen var nu ikke tabt bag af en vogn; han svarede, at han den onde tordne og lyneme drak og røg når han følte trang dertil, hvad enten det så behagede den nådige frue eller ej. En sådan mand kunne Døve Dorte umulig stå for, så han fik pladsen uden videre vrøvl.

Folk på egnen skyldte i øvrigt Døve Dorte for at have myrdet sin mand, men på sine gamle dage fik hun sjælekvaler, og for at gøre denne og andre forseelser gode igen, oprettede hun Hansted Hospital med plads til 24 beboere. Hun lod i samme anledning male store portrætter af sig selv og sin afdøde mand; på malerierne fremstår hun som græsk eller romersk gudinde siddende på en stenbænk. Medens manden derimod er fremstillet som hyrden der passer sine får, de 24 får symboliserer beboerne på Hospitalet.

Hestespand

Trods de gode hensigter undgik Dorte Hansdatter dog ikke sin skæbne. Da hun døde, blev hun sat op i Hansted Kirke i en åben begravelse ved siden af sin mand, men hun hvilede ikke i fred; hver nat måtte hun rejse sig fra kisten og kørte i karet med et forspand af fire hovedløse heste, til Hanstedgård, hvor hun gik gennem alle stuerne og smækkede med dørene. Hvis man var så uheldig at møde hendes karet på vejen, var man sikker på at fare vild og kunne ikke finde hjem; fortryllelsen blev først ophævet når morgenen gryede og hanen galede første gang.

Spøgelse

Engang havde nogle drenge, i konfirmationsalderen, hørt om Dortes natlige udflugter. De gik derfor en aften i skumringen ind i kirken, hvor de råbte i kor: ”Døve Dorte stå op” og straks rejste fruen sig i kisten, rakte en blodig hånd hen imod dem og sagde: ”Kom kun, så skal i få en rød smørrebrød” Hvad hun mente med disse gådefulde ord, er ikke godt at vide, men noget uheldsvangert lå der i dem. Drengene løb ud af kirken over hals og hoved. De følte ikke siden trang til at forstyrre Døve Dortes søvn.

Hovedskal på gård i Rådved
(Peter L. Petersen fhv. gårdejer i Rådved)

På min fødegård i Rådved havde vi liggende en hovedskal, den øverste del af et kranie. Den lå på en bjælke ude i laden. Vi knægte tog den ofte ned og legede med den, men hvis min far så det fik vi straks bud om at lægge den tilbage på sin plads igen, den måtte ikke flyttet, hvis den blev borte vilde der ske slemme ting på gården. En karl, som tjente der engang, troede ikke på historien og smed hovedskallen ud, men han kunne ikke få ro, han måtte stå op midt om natten og hente den ind på plads igen.

En kærlighedshistorie
(Ane Rasmussen Hansted Hospital)

På Hansted Hospital boede der i 1935 en gårdmandsenke på 79 år som hed Ane Rasmussen, hun fortalte: I begyndelsen af 1700-tallet boede der på Stensballegård en baron Krag Juel Vind Ahrenfeldt, han havde en gartner, hvis navn var Mester Heinrich Weinstock, han havde en datter, som var legekammerat med baronens børn. Da de blev voksne kunne man jo nok se, at venskabet mellem gartnerens datter og en af de unge baroner var mere end almindelig børneleg.

Gartnerens datter blev gift med en gårdmand i Hansted og Baron Børge, som han hed, blev forvist til Endelave, hvor hans far byggede en gård til ham. På denne gård levede han alle sine dage og blev aldrig gift. Da han lå på dødslejet, kom en ældre dame og besøgte ham, det var ungdomsveninden, som havde hørt om hans sygdom. Hun sad hos ham den sidste nat. Baron Børge døde i 1751 kun 56 år gammel.

Lokale mundheld og talemåder
(August F .Schmidt)

Hvis en mand ikke kunne finde noget arbejde sagde man: Du kan blive vægter ved Hansted Bro. Eller: Du kan blive Hanstork på Tamdrup Bisgård.

Klog mand
(Marinus Nielsen Hansted)

Tidl. gårdejer i Hansted, nu afdøde Marinus Nielsen fortalte i 1914 følgende:

En gang havde jeg en ringorm, som var så stor, at den generede meget. Derfor gik jeg til en kvaksalver, han var en gammel mand som boede et skummelt sted.

Da jeg kom ind spurgte jeg om det var her lægen boede? Han sad på en bænk i tusmørket i hjørnet af stuen under et vindue. Da han havde set noget på ringormen, som jeg havde på den ene hånd, tog han fat i hånden med venstre hånd, bøjede sig bagover og slog et kors på gulvet med højre hånd, det gav en væmmelig skrabende lyd, han mumlede også nogle ord, som jeg dog ikke rigtig kunne få fat i. Jeg spurgte om der ikke ville gå blodforgiftning i ringormen? Dertil svarede han – Det har jeg stillet den for – Jeg fik noget at bade hånden i, han fik sin betaling og jeg gik hjem.

Middel mod vorter: Man tager en stok og skærer så mange snit i den som man har vorter og lægger den ud på vejen. Den som så tager stokken op får vorterne i tilgift.

Johanne Danielsen Rådved fortæller

Johanne Danielsen

Johanne Danielsen er født i
1885 og fortalte i 1951
følgende til
”Dansk Folkeminde Samling”

I 1776 var der en stor brand i Rådved, som lagde fire gårde i aske. Midt under branden var der en kone som skulle føde; hun blev båret ud og lagt under et stort træ et stykke borte. Da man senere kom og ville se til hende var hun død, men barnet var født og levede.

Begravelse

Når der var begravelse i byen blev der sendt bud efter bydemand og skaffer Christen Therkelsen fra Gedved. Dagen før begravelsen kom byens koner for at se den afdøde og så fik de kaffe. Ved begravelsen blev der i hjemmet holdt tale af degnen. Manuskriptet til talen blev fæstnet til kistelåget og kom med i graven.

Bryllup

Et bryllup varede gerne i tre dage. Brudepiger og svende kan jeg ikke huske om der var, men der var nogle musikere, som spillede for hver gæst, som kom ind i gården. De indbudte bragte sendelse. På gavebordet kom der bl. a. hele små stegte grise.

Gården Pedersminde i Rådved
Gården Petersminde i Rådved, foto omkring 1955

Julen

Til jul blev der på gårdene bagt en del runde sigtebrød, hvoraf hver af tjenestefolkene fik ét. Ofte fik vi suppe juleaften. Juletræ fik vi først da jeg ver omkring 20 år, for da havde vi en tjenestepige, som havde set sådan et et andet sted hvor hun havde været. Hun forstod også at pynte det.

Det som mest prægede julen og de andre højtider, var at  der blev bragt mad ud til de fattige, som vi havde nogen forbindelse med. Det var mest flæsk og brød, men også andre gode sager.

Andre tider kom de fattige selv og tiggede. Efter fåreklipningen om efteråret kom de og bad om en tot uld. Til andre tider fik de gryn og i påsken altid to æg i hver gård. Det kunne blive til mange og så solgte de dem på torvet i Horsens. Det fortaltes, at en kone engang havde 30 snese (600 stk.) æg med på torvet.

Den daglige kost

Var tarvelig og tit meget knap. Min mor sagde derfor, at man skulle blive i den plads hvor maden var god. Stegt flæsk var den almindeligste ret. Når flæsket var stegt blev det taget af panden, det meste at fedet hældt fra, og resten blev blandet med mælk. I min mors tid pillede enhver selv sine kartofler og pilningen blev lagt under panden midt på bordet. Når man så spiste kunne man dyppe kartoflen i panden med mælke- og fedt blandingen, men man måtte ikke dreje kartoflen rundt, det var nok med dyppelse på den ene side. Prøvede nogen på at overtræde denne regel, skulle min mor snart være der.

Sigtebrød så man kun ved højtiderne. Et timsbrød ved hver bagning, var den eneste afveksling, ellers spiste man kun rugbrød.

Rugen

Når rugen var tærsket og lagt på loftet, blev den i min fars tid skovlet op i sirlige dynger og der blev tegnet et kors øverst i bunken. Min far tålte ikke at nogen gik på kornloftet med træsko på. Der stod et par sko der oppe, den kunne man tage på.

Markerne, som hørte til vores gård havde mange navne: Store og lille stenhøj, Tudsballe, Knejsdam, Bodilsdal, Prinshoved, Skomagerager, Fedtekrog og Fruens Stue, som lå lige neden for vores gård Det var en stejl, gyvelbevokset bakke med et trappeformet afsnit, her fortæller man, at under den sorte pest blev de døde kørt herud og styrtet ned i en grav.

Hverdagshistorie

En dreng, der tjente på en gård i Egebjerg sagde en dag til sin madmor: Jeg kan ikke forstå hvad der er i vejen med mine øjne, i går så jeg så godt, at jeg kan se Tamdrup kirketårn gennem min ostemad og i dag ser jeg så dårligt, at jeg næsten ikke kunne se om der var smør på brødet eller ej.

Slavekrigen

I marts 1848 blev der udbredt det rygte, at slaverne i fæstningen i Rensborg var blevet lukket ud og drog hærgende op gennem Jylland. Folk blev meget skræmte og ophidsede og beredte sig på at modtage ”Slaverne” med våben i hånd og gøre al den modstand man kunne. Også her på Horsensegnen blev der voldsom røre, der var indvarslet til et møde på Konstantia Kro i samme anledning.
Der ventes på slaverne
Professor  Valdemar Schmidt fortæller: Den dag min far drog af sted til mødet, ventede man i Horsens og omegn angreb af slaverne fra fæstningen i Rensborg. Befolkningen havde ikke ligget på den lade side. Ved den sydlige indkørsel til Horsens fra Vejle siden havde borgerne opført et brystværn, bag hvilket skytter kunne stå i skjul. De tolv kanoner, som man i Horsens brugte til at salutere med ved skipperbal, blev holdt i beredskab ved landevejen. Ikke færre end 400 mand stod parat til at give Slaverne en varm modtagelse. Op ad dagen kom en diligence fra Kolding, man havde på hele turen ikke set noget til slaver eller fjende af nogen art. Efter den melding gik alle hver til sit.

Slavekrigen

Rygtet om slaverne nåede Horsensegnen den 29. marts. Egnens beboere blev udkommanderet til at møde bevæbnet med alt hvad der kunne bruges: Forke, grebe, høleer, som var blevet rettet ud. Skydevåben var der ikke mange af. Udrustet med disse forskellige redskaber skulle især de unge drage imod fjenden og slå et slag for fædrelandet. Det blev der nu også brug for, for selvom rygtet om de undvegne slaver viste sig at være pure opspind, så varede det ikke længe før der kom tyske soldater over grænsen fra syd. Krigen i 1848 var begyndt.

Kommentar af Peder Pedersen:

Her i Egebjerg havde man også taget sine forholdsregler til at møde slaverne. I min barndomstid i 1930-erne kan jeg huske at der på vægen i gymnastiksalen oppe i den gamle skole hang to håndsmedede våben, nærmest som økser med et skarpt blad i den ene side og et spidst jern i den anden, våbnet var monteret på et langt skaft af træ. Min gamle lærer Fischer fortalte, at det var våben som Smeden i Egebjerg havde fremstillet til brug mod slaverne fra Rensborg.

Broen 16. årgang – nr. 4

Juni – juli – august 2004

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *