Christian Schønemann Hansen – lokalpolitiker og landmand

Klik herfor at se artiklen i bladformat2003_16_2_30_Schoennemann_Hansen

Af Jytte Friis Olsen og Mogens Kirkegaard

Han kom hertil fra Alrø. Ingen vidste rigtig noget om ham. Men pludselig var han sognerådsformand og kom til at stå i spidsen for en række forandringer i den lille Lundum-Hansted kommune i årene 1962-70.

2003_16_2_30_Schoennemann_Hansen_1Chr. Schønemann Hansen fotograferet sammen med kæmner Alf Hansen ved Lundum-Hansted sogneråds sidste møde i 1970 inden kommune-sammenlægningen med Horsens.

 

 

Chr. Schønemann Hansen var født i Virring sogn ved Skanderborg 1901. Han kom som 58 – årig til Egebjerg, da han købte landbrugsejendommen Gl. Kirkevej 10, hvor nu blikkenslager Mikkelsen bor.

På det tidspunkt var der opbrud i de sædvanlige politiske mønstre i Lundum – Hansted Kommune, idet der var nogen utilfredshed med sognerådets arbejde og indsats for at skabe udvikling. Dette førte til dannelsen af en upolitisk borgerliste med Schønemann som topkandidat.

Ved kommunalvalget i 1962 blev han valgt ind i sognerådet på trods af to handicaps: for det første var han tilflytter, for det andet var han medlem af Danmarks Retsforbund, et lille idealistisk parti, der kæmpede for en anderledes jord- og skattepolitik.

Ved partiforhandlingerne efter valget blev Schønemann valgt til sognerådsformand. Denne post beklædte han indtil 1970, da den lille landkommune sammen med de andre omegnskommuner blev lagt sammen med Horsens Kommune.

Men hvem var han egentlig, hvor kom han fra, hvad var hans baggrund, og ikke mindst, hvad udrettede han som sognerådsformand hos os? Det vil vi i det følgende forsøge at besvare ud fra de kilder, der har været til vores rådighed.

Det vil først og fremmest sige familieoplysninger, som Jytte Friis Olsen, medlem af Hansted menighedsråd og barnebarn af Schønemann, ligger inde med. Blandt andet havde Schønemann fortalt om sit liv på et bånd optaget ca. 1972. Det har vi suppleret med Hansted Lokalarkivs materialer og udtalelser fra nulevende beboere, der har kendt Schønemann som landmandskollega eller fra sognerådsarbejdet. De fleste af billederne er lånt hos hans familie.

Det skal anføres, at der i forbindelse med båndet er foretaget enkelte rettelser for at tydeliggøre, hvad han mener. Schønemann var rundet af den jyske muld, og det bar hans sprog også præg af.

Familiebaggrund

Schønemann fortæller selv om sin familie og slægt:

“Min farmor var af Herrnhuterne, en reformert religiøs sekt, som Struensee gav lov til at bo i Christiansfeld. De var missionærer, og de var håndværkere, og det var et dygtigt islæt at få ind til landet, og min farmor var af ren herrnhuterslægt, hun hed Johanne Mathilde Schønemann. Hendes far havde været skrædder i Horsens og var kommet fra Christiansfeld, og hun blev så gift med min farfar, som var af gammel bondeslægt. Men på min mors side, der stammer jeg fra Virring, fra rytterbønderne, dem som havde deres gårde under Skanderborg Ryttergods uden at være fæstere, men på den betingelse, at de skulle stille en rytter til regimentet i Skanderborg, og det prægede dem, at de aldrig nogen sinde havde kendt til træheste eller den slags midler. Frederik den Fjerde byggede jo skoler rundt om på ryttergodserne omkring 1735. Sådan en stråtækt skole begyndte jeg at gå i.”

2003_16_2_30_Schoennemann_Hansen_2
Virringegnen, hvor Schønemann voksede op.

Schønemanns far, Hans Hansen, var kommet til Virring fra Gjern, hvor han var udlært og havde arbejdet som mejerist. I Virring blev han førstemejerist, og der kom han til at kende sin senere hustru, Johanne Anine Olsen. Få år efter søgte og fik han pladsen som brugsforeningsuddeler i Virring, ikke mindst fordi hans svigerfar og en bekendt af familien stillede kaution for huskøb og sikkerhed i forbindelse med stillingen.

I 1906 opgav han uddelerstillingen og byttede så at sige arbejde med sin far, altså Schønemanns farfar, der havde en lille ejendom i sognet på 15 tdr. land, senere kaldet Lykkegården. Farfaderen var også sognefoged, efter sigende meget nidkær i tjenesten. Bygningerne var meget gamle, opbygget af genbrugsmaterialer, og hans far lod derfor bygge et nyt stuehus.

Schønemanns mor var en velbegavet kvinde, der på grund af sin mors død efter barselen var vokset op hos bedsteforældrene. Hun havde været dygtig i skolen og kunne bl. a. uddrage kvadrat- og kubikrod og løse ligninger, hvad der var ualmindelige færdigheder på landet dengang.

Det kan også nævnes, at fortatteren Albert Dam var gift med Schønemanns moster, og at der i forfatterens bog “Morfars by” er en beskrivelse af Schønemanns morfars gård.

Skolegang

Som ovenfor fortalt, havde Schønemann fået en del af sin skolegang i den stråtækte rytterskole. Han har selv fortalt om sin skolegang i de ældste klasser:

“Jeg fik en god skolemæssig udvikling, fordi at så kom der en ung lærer til Virring, som havde en helt anden fri indstilling til børneundervisningen. Han fortalte, og vi tegnede landkort, og han gjorde det jo på helt moderne vis med frie forhold, sådan at der blev klaget over ham til biskop Schiøler i Århus. Og biskoppen kom ud, jeg husker, det var en vinterdag, han kom, vi var ude at løbe på skøjter ude på isen, læreren og hele klassen, og så kom lærerens husbestyrerinde og sagde, at vi skulle skynde os at komme hjem, for biskoppen sad hjemme og ville høre, hvad vi kunne.

Da biskoppen havde hørt på undervisningen et par timer, så sagde han, at det var den bedste skole, han nogen sinde havde været i, så det var jo en stor ros for den unge lærer. Han tog nogle af os ind i sin stue om aftenen og underviste os i matematik og fysik. Det jeg har lært, har jeg lært ved ham.

Jeg kan huske, min far, han satte umådelig pris på ham, han hjalp ham til at få ordnet hans pengesager ved et lån, for han sad med noget gæld fra seminariet, men nogen god økonom, det blev han aldrig.

Og så blev han tilbudt en større lærerstilling oppe i Herning, så flyttede han altså derop. Men jeg kan huske en af de sidste dage før han rejste, da kom han ud til min far og sagde til ham, at han ville have mig med til Herning, for han vidste, at jeg var så interesseret i fysik og kemi, og så kunne jeg bo deroppe hos ham, jeg kunne være deroppe billigt, og så kunne jeg tage præliminæreksamen deroppefra og sådan, at jeg muligvis kunne komme til at læse til ingeniør, men det kunne der jo slet ikke blive tale om. Det kunne min far slet ikke tænke sig, og det ville blive alt for dyrt, det blev der jo ikke noget ud af, så . .”

Sådan var det for mange begavede børn, der voksede op dengang, at de ikke fik de muligheder, som deres evner ellers var til. Desuden havde faderen brug for ham derhjemme til at hjælpe med landbruget. Faderen havde godt nok overtaget et lille forsømt landbrug, men der var vist mere handelsmand end landmand i ham. Derfor måtte Schønemann tage fat, når han kom hjem fra skole, med at fodre dyrene og ordne i det hele taget.

Barndom

Barndommen på en lille landejendom var præget af arbejde, ikke blot for Schønemann, men for både børn og voksne. Schønemann oplevede jo, hvordan han i en ung alder måtte gøre karls arbejde:

“Men endnu så sent som i begyndelsen af århundredet, da var landbruget ret primitivt. Man såede kornet med hånden og høstede det med le og bankede det af med en plejl og rensede det med en kasteskovl. Så kom der jo nogle små håndtrukne rensemaskiner frem, hvor man kunne rense det, og hestegange til at trække tærskeværkerne, sådan en tromle med pigge på, og endelig omkring 1914 fik vi elektricitet.

Og med elektriciteten fik vi jo store dobbeltvirkende tærskeværker, der rensede kornet og al den slags ting. Jeg kan huske, at når vi havde spist til aften eller fået nætter, som det kaldtes, så skulle karlen og mig op på loftet over hestestalden og skære hakkelse, inden vi gik til sengs, som hesten skulle have at æde næste dag; det var det daglige arbejde om aftenen, lige som pigerne blev sendt ud og malke klokken ni. Så vi havde en lang arbejdsdag.

Lykkegården var temmelig forsømt, det var ikke gået så godt for min bedstefar til sidst, der var ikke andet end fire eller fem køer og nogle magre ungkreaturer.”

Som barn fik Schønemann også nogle indblik i menneskeskæbner, som han aldrig siden glemte, og som i høj grad påvirkede ham i hans senere politiske arbejde.

“Når jeg tænker tilbage på tiden, som den var der før – i min barndom, da var der jo forfærdelig stor social elendighed.

Jeg kan huske hjemme, da arbejdsmændene de dannede fagforening, der var ingen af dem, der turde gå ned og fortælle sognerådsformanden, at de havde dannet en fagforening, fordi de var bange for, de skulle blive undertrykt ved at danne sådan en forening og søge at opnå en mere  rimelig pris for deres arbejde. Og ligesådan var der jo ingen alderdomsunderstøttelse af betydning, de gamle koner fik jo ikke andet end 5 – 10 kr. om måneden. De græd af glæde, da de fik de penge, og det er da godt, at vi på det område har fået en udvikling, som måske nok set fra min alders synspunkt somme tider er gået lidt i den anden grøft.

Nu er det for let at komme til penge uden at have gjort en indsats. Det kan jo også være mig, der er blevet for gammel i min tankegang, jeg følger heller ikke så stærkt med som tidligere, selv om det interesserer mig.”

Ung landmand i krisetider

I tiden fra skolen sluttede i 1915 til 1925 arbejdede Schønemann som karl på gårde rundt omkring, hvor der var arbejde at få, afbrudt af militærtjenesten. Han var stolt over at have været gardehusar i Næstved og glad for et højskoleophold på Askov. Men uden videre skolegang og uddannelse var beskæftigelsesmulighederne trods alt størst ved landbruget.

2003_16_2_32_Schoennemann_Hansen_3
Den unge Schønemann i Gardehusarernes uniform ca. 1920.

 

 

 

 

 

 

I kølvandet på 1. verdenskrig kom der krisetider, der til sidst endte i den store landbrugskrise i 1930erne.

Schønemann og hans kone, Johanne Mathilde Friis Hansen, var blevet gift i 1925. Han huskede tydeligt vanskelighederne for landmændene:

“Men så kom vi i det, som vi kalder landbrugskrisen der i trediverne, og det var en meget hård omgang for mig personligt og for mange, mange andre. I 1927 fik vi så en lille ejendom, min gamle husbonds inde på Fastrup mark på 10 tønder land, og året efter kom så det store prisfald. Og jeg har oplevet, at min ejendom har været skrevet til tvangsauktion tre gange der i krisetiden, og vi sad der med fem børn. Det var somme tider, vi ikke havde andet end stuvede kartofler eller pandekager bagt i talg, min kone købte ved slagteren, og der var et år, vi havde ikke så meget brændsel i otte dage, at vi kunne fyre i kakkelovnen. Fortæller man de unge det nu om dage, så tror de, at det er bare løgn og røverhistorier, men sådan var virkelig forholdene.

Og der blev så lavet forskellige foranstaltninger, der blev lavet kriselån, og det betød at jeg fik halvandet hundrede kroner i kriselån, det var ikke andet end halvparten af min rente til én termin, det betød sådan set ingenting.

Og så fik vi jo senere den store kronesænkning 1931.

Jeg husker det årstal, jeg havde kun én ko tilbage dengang, og jeg gik ud, og jeg fik købt tre køer på kredit og fik dem skrevet ind, som vi sagde, på kontrakt, én i Odder Landbobank og én i Odder Bank og én i Handelsbanken i Skanderborg, og da så efteråret kom, og de skulle betales, så havde jeg tjent halvanden ko til mig selv, sådan var priserne steget, så jeg tjente halvparten af den sum, jeg havde lånt, og det lagde grunden til, at vi kom noget i gang igen. Men så steg priserne, og for at regulere produktionen fik vi svinekortet; med svinekortene fik vi jo kun lov til en meget begrænset produktion. Nu var jeg en af dem, der havde leveret 100 svin på Odder slagteri året før, vi fik svinekortene,  så jeg var heldigt stillet. Jeg fik to svinekort om måneden, og det var mange. Jeg havde nu ingen svin mere dengang, for det havde jeg ikke råd til, og jeg kan huske, jeg solgte de første svinekort, jeg fik, ude på torvet i Odder til 40 kr. stykket. Der var et helt opløb omkring os, at man sådan kunne gå hen og sælge papiret med ret til levering, men netop ved, at jeg fik så mange svinekort, at jeg kunne sælge en hel del, så fik jeg betalt min gæld og bragt orden i min økonomi, fik betalt min termin og kom i gang igen. Men det gjorde selvfølgelig, at jeg næste år fik færre svinekort. Og vi sad så og sloges med det, indtil tyskerne kom herop i 1940.

Så var jeg klar over, at der følger jo altid noget med en krig. Efter at en krig er gået et stykke tid, så bliver folk sendt ud på slagmarkerne og ind i våbenfabrikkerne, og så vil landbrugsvarerne stige, og så var jeg jo inde på, at nu er det med at få fat i noget landbrug, selvom det er på det bare rene gæld.

2003_16_2_32_Schoennemann_Hansen_4
Schønemann med familie på foran gården på Fastrup Mark i Virring Sogn ca. 1936. I midten sidder han med et af børnene på skødet. Bagest tv. Johanne, og forrest de tre ældste børn.

 

 

Præstegårdsforpagter på Alrø

“Så var jeg jo så heldig, at jeg fik lov at få forpagtningen af Alrø præstegård i 1941 til hundredtoogtyve tønder byg efter kapitelstaksterne. Det var en vældig god forretning at få, selv om vi havde meget småt med penge. Men de var meget forstående ovre på Alrø. De var klar over, da vi kom derover, at vi havde småt med penge, jeg husker, at kassereren han sagde, da jeg kom over og ville betale det første halve års forpagtning, så sagde han:” Ja, vi behøver ikke så meget penge, du har vist mere brug for dem, end vi har, så det er nu bedst, at du går hjem og køber nogle køer for de penge, så kan vi få dem efter høst”. Og det var jo en stor fordel at blive behandlet på den måde. Vi havde femten lykkelige år derovre på Alrø.”

2003_16_2_33_Schoennemann_Hansen_5Alrø Præstegård, hvor familien havde 15 gode år.

 

 

 

 

I nogle få år derefter forpagtede Schønemann en gård i Gangsted, Karenshåb, på 108 td land, men det var en fejltagelse. Gårdens drift oversteg hans kræfter, og han forlod gården for i stedet at købe den lille ejendom på 23 td land i Egebjerg i 1958.

2003_16_2_33_Schoennemann_Hansen_6
Schønemanns familie på trappen til Karenshåb i Gangsted o. 1957. I midten Schønemann med to børnebørn ved siden af Johanne. Øverst Jytte Friis Olsen og hendes far, Ole.

 


Politik, hans store interesse

På det tidspunkt var Schønemann allerede en erfaren politiker. Allerede mange år forinden, som helt ung, havde han været aktiv i dannelsen af partiet Retsforbundet:

“Jeg var med til at stifte Retsforbundet i 1919. Jeg havde en skolekammerat, vi havde siddet sammen i skolen i syv år og været på højskole sammen og så videre, og vi rundt og fik underskrifter til at opstille det her ny parti, og det var jo noget forfærdeligt noget, at to bondesønner gik rundt og tegnede til det her ny parti, det vakte jo vældig – jeg kan huske, vi kom ind til en, der var en lille bødker i Virring. ” Slateneme, jeg skriver under med det samme, da!”, han sagde altid slatensluseme eller slateneme, og vi fik så startet Retsforbundet og i 1932 blev jeg opstillet oppe i Kjellerupkredsen oppe ved Viborg, og jeg var folketingskandidat i alt i 30 år, først deroppe og senere i Århus og til sidst her i Horsenskredsen.”

Det havde taget meget af hans tid at rejse rundt og deltage i politiske møder, vælgermøder osv. Han havde mødt ledende politikere som Bertel Dahlgaard og diskuteret med dem, men han havde også mødt almindelige mennesker og fået et indtryk af, hvordan forholdene var ikke mindst for de små landbrug, som han jo selv var udgået fra og stadig havde rod i. Men tiden fra de store vælgermøder, hvor der i byer som Viborg og Skive kunne samles over tusinde tilhørere, huskede han som en spændende tid.

” Ja, jeg oplevede jo også mange ting ved at rejse rundt på disse vælgermøder og bo ude mellem befolkningen. Kjellerupkredsen gik jo helt ud omkring Karup og Høgild Hede og til Resen, og jeg var også opstillet i hele Viborg Amt, og det var en stor glæde, som jeg var meget glad ved, og det var at komme ud til de hedebønder ude omkring Karup, der havde begyndt ude på den bare hede og havde fået et dejligt husmandssted eller mindre landbrug ud af det, og se hvilket familieliv og glæde og sammenhold der var på sådan et sted.

Disse husmandssteder, de gav et familieliv og nogle børn som også i andre husmandsbrug over hele landet har været en kernekraft for dansk samfunds udvikling, fordi at de havde fået en opdragelse, som ingen andre havde fået. De havde været med i arbejdet for hjemmets bevarelse fra lille af, de var opdraget til at sætte tæring efter næring og nøjes med det, som det kunne give, uden at stille krav til samfundet eller andre. Når man så kom fra sådan et sted ind til Viborg og boede ved de mere velhavende borgerhjem, hvor en læge eller ingeniør kom træt hjem om aftenen, og konen hun ville ud og danse og var sur og gnaven og der var spektakel, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at sådan noget, det kunne slet ikke finde sted, når man kom ud på husmandsstedet på heden.

Der vil vi komme til at savne en opvoksende slægt af husmandsbørn og mindre landbrugeres børn, som har betydet umådeligt for vores demokratis udvikling på en sund måde. Det er min opfattelse om det spørgsmål.

“Noget andet var så, at det politiske arbejde i flere år havde taget så meget af hans tid, at det var gået ud over hans hjemlige landbrugsbedrift. Landbruget havde heller ikke hans interesse i samme grad som politik og historie. Landmandskolleger fortæller, at i Egebjerg kom der mange store drenge og hjalp ham på gården, og han lod dem køre med maskinerne og endda også så markerne til helt alene, selv om de aldrig havde prøvet at køre med en såmaskine før. Resultaterne blev da heller ikke altid så strålende gode.

Men drengene var ofte drenge, der ikke trivedes i skolen med det boglige arbejde. Så lod Schønemann og hans kone dem gerne bo i en periode i karlekammeret oppe på loftet og sørgede for at holde dem beskæftiget. Det betød noget for drengene, at der blev givet dem et ansvar og vist dem tillid.

Schønemann havde ikke meget forstand på maskiner og mekanik. En dag kom han således over til naboen og bad ham om at vise sig, hvorledes han skulle fylde benzin på sin Ferguson traktor; det plejede han at lade drengene gøre, men de var ikke på gården den dag.

Skal man tale om Schønemann som landmand, må man også fremhæve hans stambogsførte besætning af sortbroget kvæg. Den gik han meget op i, og den fik han mange 1. præmier for på dyrskuerne. Han blev også benyttet som dommer ved dyrskuer rundt om, blandt andet ved ungskuet i Herning.

I 1960 blev Schønemann valgt ind i bestyrelsen for Lundum-Hansted husmandsforening, en tillidspost, han beholdt, til foreningen blev lagt sammen med andre i amtet.

Schønemann læste meget, og hans reoler vidnede om stor interesse for ikke mindst historie og økonomi. Han elskede, når der var en anledning til at komme med sine betragtninger, der ikke sjældent formede sig som en hel lille forelæsning. Han var spændende at høre på og kunne på en letfattelig måde forklare virkningerne af de forskellige love og historiske begivenheder, ikke mindst på det økonomiske område.

2003_16_2_34_Schoennemann_Hansen_7Stuehuset til gården på Kirkevej 10 i Egebjerg.

 

 

 

 

 

Sognerådsarbejde

I 1946 kom Schønemann ind i sognerådet på Alrø, i øvrigt som den første, der ikke var født på øen, og fik her lejlighed til at sætte sig ind i problemerne i forbindelse med byudvikling. Der kom nye love om planlægning, der havde til hensigt at styre udviklingen, så ikke det hele endte i kaos. Ligeledes havde Schønemann set, hvor nødvendigt det var, at man havde en fornuftig og rimelig skatteligning, der kunne give et grundlag for det nødvendige offentlige byggeri, ikke mindst på skoleområdet.

“Og da jeg så kom til Egebjerg i 1959 og var der mere end godt et år, så skulle der være sognerådsvalg, og Lundum-Hansted kommune, som jeg boede i, den var ved at blive en oldtidskommune, for der var ingen udvikling sket igennem mange år. For eksempel var vejene ikke asfalteret, og der var en hel del utilfredshed, og der blev lavet en borgerliste, hvor jeg blev opstillet som nr. 1, og den fik tre mand valgt. Venstre tabte tre mandater til os. Vi var lige midt i, og så blev jeg valgt til at være sognerådsformand med det samme her i kommunen.

2003_16_2_34_Schoennemann_Hansen_8
Bekendtgørelse i Horsens Folkeblad vedr. kommunalvalget i Lundum-Hansted kommune 1962. Specielt interessant er det at se navnene på stillerne. Det var en blanding af mindre landbrugere, selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer og tjenestemænd.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogen dage efter jeg var blevet valgt, tog jeg op til amtmand Schau i Skanderborg, og så sagde jeg til ham: “Sig mig en ting, amtmand, kan vi regne med, at den lov, som nu er om frivillige kommunesammenlægninger, den kan blive ved at holde, for det tror jeg ikke.” “Det gør den sgu heller ikke,” sagde han, “I kan godt regne med, at I bliver lagt ind under Horsens før eller siden.” “Nå, jamen det siger jeg tak for, så ved jeg, hvad jeg skal gøre for Lundum-Hansted kommune.” “Hvad skal du så gøre,” sagde han. “Ja, jeg skal hjem og have kommunen udvidet, så vi kan få en skole så stor, at hvis vi kommer ind under Horsens, så kan vi ikke risikere, at børnene i Lundum-Hansted skal køres ind til Horsens til deres undervisning, men at de kan blive på en skole, der er tidssvarende ude i Egebjerg.”

Og det lykkedes også ved at købe to ejendomme og få dem udstykket. Så udstykkede vi sådan et halvt hundrede grunde om året og fik nye skatteydere ind og så måtte vi jo til at bygge skole.

Det første år, jeg var sognerådsformand, fik vi bygget en ny fløj til skolen; det var nu planlagt, inden jeg blev sognerådsformand. Og så fik vi bygget en ny skolebygning, en hel tilbygning, en lilleskole, som vi kaldte den, hvor børnehaveklassen og første, anden, tredje og fjerde klasse havde deres egne lokaler, og det blev indrettet på en helt ny facon, idet det blev en trefløjet skole med en overdækket midtergård, hvor børnene kunne gå ud og lege om vinteren. Der var mange, der kom og så på den skole, da den var færdig, og jeg syntes, det var en mægtig god ting.

Det sidste jeg gjorde, det var, at jeg rejste til København for at få tilladelse til, at vi byggede en svømmesal herovre ved skolen, og den har vi i dag, og den har været til megen gavn og megen fornøjelse. Før i tiden blev ungdommen kørt over til Hovedgård til svømning, men nu fik vi selv en svømmehal, og havde vi ikke fået det dengang, så havde vi aldrig fået det her, så var det ikke blevet – de havde jo ikke engang ordentlig svømmehal inde i Horsens, dengang vi kom ind under kommunen.

Jeg var meget glad ved det arbejde, navnlig det der med udstykning, at vi fik udstykket sådan, at vi kunne sælge byggegrunde. Helt til 1972 var der byggegrunde til salg her i Egebjerg, fuldt byggemodne med vejafgift og fortov, kloak og rensningsanlæg og el og vandstik ind på grundene til 13500 kr. Og det gjorde jo, at vi hurtigt fik solgt en hel masse grunde og derved fik en hel masse nye skatteydere og grundlag for at kunne udvide skolen og svømmehal og de forskellige ting. Så det var et arbejde, jeg var meget glad ved at have med at gøre. Det førte jo også med sig, at jeg kom i sognerådsforeningen i Skanderborg amt, og jeg kom i byudviklingsudvalget for Horsens og omegn, ja, til sidst var det somme tider ved at være for meget, somme tider var jeg jo til møde tre gange om dagen, og jeg faktisk følte det som en hel lettelse, da det holdt op i 1970.

Nu senere, da kunne jeg jo godt somme tider have ønsket mere at bryde hovedet med, men jeg ser også sådan på det, at dem, der har børn i skolen, der er unge, det skal også være dem, der skal bestemme, hvordan udviklingen på skoleområdet og det kommunale område skal være.

2003_16_2_35_Schoennemann_Hansen_9
Johanne og Christian Schønemann Hansen fotograferet ved deres guldbryllupsfest 1975 i forsamlingshuset.

 

 

 

 

 

 

 

Vi kom jo ind under Horsens, ikke for vores skyld, men for Horsens skyld, for Horsens Kommune kunne ikke undvære skatteindtægterne fra dem, der byggede ude i områdets kommuner, og der gik jo mange ting tabt, personlige ting tabt, ved at vi kom ind i den store kommune. Det der med, at folk fra kommunen kunne komme ned og tale med mig til hver en tid, somme tider kom de, når jeg sad og malkede om morgenen, og talte om deres problemer, det gjorde jo, at man havde en voldsom viden om de forskellige folks forhold, og hvordan de var både i hjemmet og økonomisk, og det der er selvfølgelig gået tabt ved at komme ind i den store kommune. Nu har de jo lovparagraffer og socialreformer, og det er jo også nødvendigt i en stor kommune, men menneskeligt set, da gik der alligevel en hel del tabt, men det er sådan med al fremskridt, det har jo sine fordele og det har jo selvfølgelig også visse negative sider.”

Flere tidligere sognerådskolleger er blevet spurgt om deres indtryk af Schønemann som sognerådsformand. Han beskrives som let at samarbejde med, ikke nogen dominerende ledertype, men en mand, der kunne få de forskellige grupper i sognerådet til at samarbejde. Han var god til at lytte og opfatte, hvad der var stemning for. Han havde helt tydeligt ambition om at blive sognerådsformand, men da det var vedtaget, betød det mindre, hvem der besatte de forskellige formandsposter i sognerådets udvalg.

Det menes at være en fordel, at han kom udefra, for så var det lettere at fremsætte nye tanker og ideer.

Han røg altid cigarer på sognerådsmøderne, men aldrig mere end et stykke af hver. Efter mødet tog han stumperne med sig. De blev senere røget ude i stalden, for Johanne ville ikke have, at han røg inde i stuen.

Når Schønemann trængte til at afklare et problem, gik han gerne ud i kostalden og forelagde køerne problemet, som regel højt råbende, indtil han havde fundet en løsning.

Han kørte bil, i mange år en ældre Humber, men tog først kørekort i en sen alder, og nogen sikker bilist på landevejen blev han ikke. En dag var han sammen med Grete Sohn og et par andre til møde i Horsens. Undervejs var han nok kommet godt i gang med at forklare et politisk problem, for han var nær endt inde i bagerforretningen på hjørnet af Nørretorv og Smedegade.

Jytte fortæller, at familien oplevede ham som en impulsiv person, der elskede at diskutere med både børn og børnebørn, selvfølgelig oftest politik. Men han havde jo travlt med sine gøremål, og familien så ham ofte kun til måltiderne.

Hans kone, Johanne, var den, der styrede hjemmet ud fra mottoet “ro, renlighed og regelmæssighed”. Han var meget afhængig af hende, og de nåede at holde guldbryllup.

Efter hustruens død i 1975 solgte Schønemann gården på Gl. Kirkevej og købte i stedet huset på Østerhøjsvej nr. 16. Her boede han sammen med en husbestyrerinde til sin død i 1982.

2003_16_2_36_Schoennemann_Hansen_10
Schønemann i julen 1977 fot. i stuen på Østerhøjsvej.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Broen 16. årgang – nr. 2

December – januar – februar 2003/04

Lokalhistorie  politik

 

 

 

 

 

 

 

 

En tanke om "Christian Schønemann Hansen – lokalpolitiker og landmand"

  1. Lone Friis Hansen

    Hej jeg har lige læst artiklen om min bedstefar og jeg kunne virkelig godt tænke mig nogle billeder af min bedstefar og bedstemor Christian og Johanne , jeg har kun et billede af min bedstefar. Med venlig hilsen Lone Friis Hansen

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *