Teglgården

Tryk her eller på overskriften herunder for at se artiklen i bladformat

Teglgården
Interview med Birgit og Gregers Andersen om Teglgården i Egebjerg

Gregers Andersen, du og din kone Birgit har ejet Teglgården. Vil du fortælle lidt om den?
Ja det vil jeg da, men det historiske om gården kan jeg ikke gøre rede for længere tilbage end til 1944, da den første gang blev overtaget af direktør Finn Lauritsen Horsens Jern & Stål, og hans kone Magda. Det hedder sig, at den samme Magda nægtede at flytte med på Teglgården af den simple grund, at spisestuen var for lille til hendes spisebord.Dette problem blev så løst ved at direktøren måttebygge 2-3 m. til den nordlige ende af stuehuset, og spisestuen blev derved forlænget.
Det lille træhus ved gården blev ligeledes opført af Finn Lauritsen i 1950 og anvendt som bestyrerbolig.
Gården blev i Lauritsens tid drevet som traditionelt landbrug, men stuehuset blev i deres ejertid nærmest endevendt og indrettet, til det der efter datiden måtte betragtes som en herskabsbolig. Deres initialer er den dag i dag med solidt smedearbejde indprentet både i vejrhane og gelænder ved havedør og indretningen af huset er, mig bekendt, stort set ikke ændret siden.
I 1958 solgte Lauritsen Teglgården til gårdejer Jørgen Nyborg, der ligeledes drev den som almindeligt landbrug, men i 1962 blev den atter overtaget af Finn Lauritsen, som så havde den til 1971, hvor den blev købt af direktør Leif Kraul.
Leif Kraul var vist nærmest ” bidt af en gal travhest” og det satte sit præg på gården i de ca. 7 år, han stod som ejer af den. Udhusene blev alle indrettet som hestebokse, ca. 40 stk, og markerne blev prioriteret til travbaner og hestefolde.
I 1978 købte Birgit og jeg så Teglgården. Den havde på det tidspunkt stået tom og upasset hen i et par år.

Hvor længe havde I så Teglgården?
Den har vi for så vidt endnu, men i 2001 solgte vi bygningerne med tilhørende 2 ha., så det blev til det meste af 23 dejlige og virksomme år, vi sammen med vore børn havde der. Skønt stedet dernede kræver en stor arbejdsindsats for at det kan bevare sit smukke særpræg, erkender vi gerne, at vi på sin vis savner det, og vi føler det trist, at vi nu ikke mere kan komme der. Levede I af gården i de år?
Ja det gjorde vi, men ikke af det, der dengang var at forstå som traditionelt landbrug. Vi fik styr på markerne og havde i de første år lidt kødkvæg, men hovedvægten af bedriften var minkene. Vi byggede en minkfarm på den del af det udyrkede areal, hvor der i sin tid havde ligget et teglværk, deraf navnet Teglgården. Teglværket var i drift indtil 1920 – 30 og stenene til de nuværende bygninger, mener jeg er leveret herfra.- En af årsagerne til, at vi købte Teglgården var, at jeg kunne se, at der ved en passende planering kunne skabes en fortrinlig plads og beliggenhed for en minkfarm, på arealet, hvor teglværket havde ligget. Da vi planerede, stødte vi på rester af det gamle teglværk, såsom fundamenter og sveller til tipvognsspor m. m.
Et par af vore daværende naboer på Vandværksvej udtrykte dengang betænkeligheder ved, at vi ville etablere en minkfarm så tæt ved byen. Èn var bange for at minkene skulle løbe op og æde hans papegøjer, og èn var bange for at de skulle springe op i barnevognen og bide den lille.

Heldigvis er ingen af delene sket, og vi føler da, at vi har haft og stadig har et særdeles godt forhold til vores naboer.

1
Gregers foran det nye træhus.
Hvor kom I fra?
Både Birgit og jeg kommer fra Gyllingegnen ved Odder. Før vi flyttede på Teglgården, havde vi været forpagtere på gården Hanstedholm i ca. 10 år. Vi kunne derfra skimte stuehuset på Teglgården, og vi var nok lidt betaget af dette syn, så her var sikkert en anden årsag til at vi flyttede.
Havde i kendskab til minkavl i forvejen?
Ja vi begyndte så småt med mink i 1968 med ca. 30 avlstæver. Da vi købte Teglgården, havde vi en ejendom med minkfarm i Enner med ca. 500 tæver.
Den solgte vi i 1979, og minkene blev flyttet til Teglgården, hvor vi efterhånden kom op på ca. 1500 tæver.Både minkfarmen og agerjorden til Teglgården er i dag forpagtet ud.
I valgte så at bygge et træhus som nyt stuehus til teglgården. Hvorfor skulle det netop være et træhus?
Jo de mennesker der vælger at bo i træhus, de har som regel en holdning til det.
For os er der ingen tvivl om at det er meget miljørigtigt og at trivslen i et træhus er helt i top. Ej heller er der tvivl om, at et træhus der er bygget rigtigt er særdeles økonomisk at bo i. – og endelig er der det vægtige argument, at jeg altid har sat pris på at arbejde i træ.

Hele proceduren med at få diverse tilladelser til at frasælge de gamle bygninger og til at opføre det nye stuehus på den beliggenhed vi nu havde valgt, det var en ret besværlig affære, der gik næsten 3 år fra vi begyndte at søge og til vi kunne begynde at bygge. Der er ingen tvivl om, at vi i hele denne procedure havde en uvurderlig hjælp af Ulla og Jørgen Ullvit,- henholdsvis advokat og landinspektør, samt af hæderkronede Erling Jensen, tidligere kommunalpolitiker i Horsens.

2
Birgit og Gregers Andersen i deres hyggelige stue.
Hvor stor er jeres familie?
Vi har to børn, en datter og en søn. Vores datter Sif er 38 år. Hun er sygeplejerske og bosat i Langballe ved Århus, hun er gift, – i alt fald så godt som,- og har to dejlige piger på 3 og 6 år.
Sønnen Peter er bosat i Malaysia og er malaysisk gift, hos dem har vi et livstykke af en sønnesøn på 6 år. Ingen tvivl om at de har et godt liv derude i varmen, – og det er jo det afgørende også for os. At vi så, hvad der er naturligt, gerne ville have set lidt mere til dem end vi gør, må komme i anden række. Vi må så bruge vores ferieresurser på at rejse ud og besøge dem.
Er det så indiskret at spørge om, hvad I laver i dag?
Nej det er det ikke, og helt ærligt så er det, i forhold til det vi tidligere havde om ørerne, ret begrænset, hvad vi laver.
Birgit har altid været et meget udadvendt menneske med en masse kreative evner, så hun har altid et eller andet, hun er i gang med, og hvad mig selv angår, så har mange her omkring sikkert bemærket, at jeg har en svaghed for gamle biler, så hver især har vi altid et eller andet gøremål, som interesserer os. Desuden nyder vi meget at have tid til at støtte og hjælpe vore børn og børnebørn.
Nu har vi boet her i “bjælkehytten” i ca. 2 år. Det første års tid var der nok at tage fat på med at få huset lavet færdigt med værksted og garage m. m., især under hensyntagen til at jeg i perioden lige før og efter vores flytning havde problemer med en nedslidt hofte, som nu har fået nye kuglelejer, så nu går det lidt igen.
For at være sikre på at vi ikke falder helt hen, har vi købt en lejlighed, som skal sættes i stand inde i Horsens, så lige nu er der ikke udsigt til at vi kommer til at kede os.
Jeg vil godt røbe min egen alder, den er 66 år, men Birgits alder skal jeg ikke have sagt noget om, men så vidt jeg husker er hun 2 år yngre end jeg.
På fritidsplan har jeg stadig et formandsjob i Horsens Bådeklub og det har jeg haft siden 1981. Vi har ikke selv båd mere, men vi har været fritidssejlere i godt 30 år og har sammen med vore børn haft utrolig mange gode oplevelser omkring klubben, fjorden og sejlsporten i øvrigt.
Mit mangeårige engagement på lystbådehavnen, har så bevirket at der ikke har været plads til at deltage i de forskellige aktiviteter i Egebjerg området.
Et forhold som jeg i dag nok vil beklage.

3
Et kig i stuen.

Er i glade for at bo i Egebjerg?

Ja det er vi helt bestemt, vi sætter pris på hele området og på Horsens by. Birgit kommer i det samme ind fra jordbærrene og hendes kommentar til spørgsmålet er”Jo vi er glade for at bo her og for Hansted – Egebjerg området, ellers havde vi nok ikke boet her så mange år som vi har”.
Den kommentar kan Gregers Andersen godt tilslutte sig og tilføjer, at den er både dækkende og rammende, og at det gælder alt, lige fra gode naboer og til et godt lokalsamfund.
Gregers Andersen kan i øvrigt ikke lade være med at bemærke, at der i de 43 de har været gift, har der meget sjældent været uenighed mellem ham og Birgit, og han er sikker på at det skyldes, at de til deres bryllup lavede en aftale om, at Birgit i fremtiden skulle tage sig af de mindre opgaver og Gregers de større ting.
Men indtil nu havde der kun været småting.

4
Indkørselen til Teglgården.

.

Det var et bekendtskab med et par mennesker, som har taget deres hårde tørn i livet, men som i dagbor i et aldeles pragtfuld hus hvor de “nyder deres otium”, både på en energisk og aktiv måde. Det er uden tvivl med til at holde dem begge unge.

Frands Paaskesen.

Broen 16. årgang – nr. 1

September – oktober – november 2003

Lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *