HØJVANG

Tryk her eller på billedet herunder for at se artiklen i bladformat

Højvang
Gården Højvang som var Peder Pedersen’s barndomshjem, og som han drev indtil 1999.

Frands Paaskesen på besøg hos Kirsten og Peder Pedersen.

I har solgt jeres gård ”Højvang” og bygget villa på det, der tidligere var jeres mark. Hvor længe boede I på Højvang?

”Min far købte Højvang i 1932”, fortæller Peder, dengang var jeg 4 år. Så blev Kirsten og jeg gift i 1951, og vi overtog Højvang i forpagtning efter min far. Da han så døde i 1964, så overtog vi gården.
Der er jo sket en stor udvikling med landbruget gennem de år, vi har drevet Højvang.
Da vi begyndte med forpagtningen i 1951 var der 12 køer og 30 svin og ca. 400 høns, og det var hvad vi havde at arbejde med dengang. Da var der ikke noget, der hed traktor, det hele foregik med heste, og det betød, at vi også måtte have en fast medhjælper, som kunne køre i marken med de heste. Det gjorde jo også, at så kunne vi få fri ind imellem.Vi passede dyrene hver anden søndag, og hver anden søndag passede karlen dem, og det var faktisk en god ordning.
Men da så hestene i 1957 blev skiftet ud med en traktor, rejste karlen samtidig, for så var der ikke brug for ham længere.
Det foder, der var beregnet til hestene, kunne så omsættes til køerne, og så fik vi nogle flere køer. De skulle jo også passes 7 dage om ugen, så nu var der ikke mere noget med at holde fri hver anden søndag, så det blev jo en anden tilværelse.
Efterhånden blev de 32 td.land, der hørte til ejendommen, også for lidt, derfor forpagtede vi nogle mindre ejendomme, så vi efterhånden kom op på at dyrke 60 td. land.
Vi byggede så ny svinestald, og efterhånden som børnene blev lidt større, overtog Kirsten pasningen af svinene, og vi nåede op på at producere ca. 800 svin om året, ja i en periode var vi da oppe på næsten 1000 svin.
Men efterhånden som kræfterne begyndte at svinde, så trappede vi ned.
Først røg køerne ud, så svinene, og så satte vi nogle fedekalve ind for dog at have nogle dyr, men i 1999 røg de sidste dyr ud af stalden, så vi skruede langsomt ned.
Der skete store forandringer inden for landbruget i årene fra 51 og til 99, men jeg var aldrig ked af at være landmand.

Kirsten og Peder Pedersen
Kirsten og Peder Pedersen i køkkenet i Deres nye hus.

Solgte du al jorden på en gang til kommunen?
Ja det gjorde jeg faktisk, men det vil da sige, at forhandlingerne stod på i ca. 3 år.
Der var mange faktorer der spillede ind. Med i handelen var også grunden, vi byggede på. Det var ikke sådan at jeg først solgte jorden, og derefter købte den tilbage igen.”

Hvad sker der nu med dine gamle, men velholdte bygninger?
“De er solgt til min datter og svigersøn, som de allerede er flyttet ind i stuehuset, og jeg tror, at de har visse planer også med udbygningerne. Men det er jo nu deres problem.


Et kig i stuen i det nye hus.

Du har altid været en flittig skribent til BROEN, hvor får du alt dit materiale fra?
Det begyndte med, at vi var nogle stykker der interesserede os for lokalhistorie.
Den første vinter var vi vist en sytten – atten stykker, men arbejdet er fortsat, selv om den ene efter den anden er faldet fra, i dag er der kun Mogens Kirkegaard og mig tilbage.
Oppe på skolen har vi et arkiv hvor vi opbevarer en del ting. Det arkiv er jo tilgængeligt, og jeg mener at det er af betydning, at man kommer med hvad man har af ting og sager og skriverier fra fordums dage. Den slags mister jo sin værdi ved at ligge godt gemt i en skrivebordsskuffe.
Det arkiv har dannet grundlaget for mange af mine artikler om folk i sognet.
Desuden har vi også omkring 50 kassettebånd med interviews med forskellige personer. Det har jeg også haft gavn af, men efterhånden synes jeg at det begynder at knibe med at finde nye “ofre”, for jeg har efterhånden været det meste igennem.”

Så kommer der nogle visdomsord fra Peder Pedersen.
“Vi skal jo passe på, når vi bliver ældre og vi holder op med erhvervslivet, at vi har noget at give os til, og at vi ikke blot sætter os hen i en stol og triller fingre. Det er en af grundene til at jeg er glad for det arbejde, jeg har med BROEN.
Vi skal også have noget at se frem til. Medens jeg var landmand, lagde jeg altid planer forud, både for det praktiske arbejde og det teoretiske som for eksempel gødningsog foderplaner, ligeledes skulle der også laves markplaner, den slags gik jeg meget op i.
Jeg har for øvrigt en drejebænk stående, som jeg kan underholde mig med.
For nogle år siden var jeg på en planteskole for at købe planter. Jeg sagde til indehaveren, at jeg gerne ville have nogle med lidt størrelse ved, for nu er jeg over 70 år, og jeg vil gerne opleve et resultat.”
Ok nej, det behøver du ikke at bekymre dig om, jeg har en kunde på 90 år, han køber stadigvæk træer, der skal blive til tømmer!

Hvor stor er jeres familie?
Ja vi har kun to børn, en søn og en datter. Vores søn Jørgen er bygningsingeniør. Han underviser i dag på teknisk skole i Herning, -han har for øvrigt tegnet huset, vi bor i her.
Og vores datter Hanne er kommunaldirektør i Nibe. Hun har en lejlighed deroppe, så hun er kun her i sit hjem 3 dage om ugen.

Kirsten og jeg, som er henholdsvis 72 og 75 år stammer begge her fra det østjyske,. Vi er begge ud af landmandsslægt. Kirstens forældre havde en gård i Tholstrup, og jeg er født i Honum, og selv om min far var brugsuddeler, inden han købte Højvang, så stammer hele min familie også fra den egn af Østjylland.
Men det er alligevel lidt vemodigt, når jeg tænker på en gammel sang i Højskolesangbogen, hvor der står: “Min fader var bonde, og bonde er jeg”, men det holder ikke længere, nu er jeg den sidste ud af den bondeslægt.
Jeg kan også huske, at for 50 år siden leverede vi mælk til Egedal mejeri, da var der ca. 150 leverandører, i dag er der vist kun én tilbage i det samme område, og mejeriet er for længst nedlagt.
Men som jeg har sagt før, vi ældre skal passe på ikke at leve i fortiden, vi skal leve i dag og i morgen og i fremtiden.”

Det var et interview med en rigtig landmand, hvis familie har levet af det som en gård har kunnet kaste af sig under skiftende forhold.

Frands Paaskesen

Udsigt
Udsigt over markerne fra Kirsten og Peder Pedersens hus.

Juni – juli august 2003

Broen 15. årgang – nr. 4

Samtid erhverv landbrug lokalhistorie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *