Et år i skoven

Tryk her eller på overskriften nedenfor for at se artiklen i større formatEt år i skoven
Tekst: Per Frederiksen

Som ung tilbragte jeg et år som skovarbejder i Gribskov. Jeg ville være forstkandidat. Det blev jeg ikke, men tiden hører til noget af det bedste, jeg har oplevet. Vi var to, der begyndte uddannelsen i september efter endt militærtjeneste.

En morgen kort efter solopgang kører vi ud af skovridergården med cyklerne læsset med økser og save og madpakke til hele dagen. Det er endnu lidt tåget mellem træerne og over lysningerne. Gruset knaser muntert under fælgene.  Højt oppe over trækronerne sejler sommerens sidste svaler og kvidrer, så det er en fryd. Alt er stille. Overgræsset svæver flyvende sommer med sine tusinde glitrende tråde. Hov! – med et sæt må vi bremse, for pludselig stepper en snes dåvildt over vejen, og forsvinder ud i mosen mellem birketræerne! solen stiger, dagene er endnu lune og kan give sved på panden. Vi får 2,18 kr. i timen (det var dengang en pakke ”Piccadilly” kostede 1,80 kr.!) og skovfogeden havde på vores forespørgsel svaret, at med sådan en fyrstelig timeløn skulle man arbejde, så der altid var sved på panden! Vi ”risede op” i unge lærketræsbevoksninger, så der kunne blive lys og luft til de små bøgeplanter. Det var i 1960.

Træfældning

I oktober fik vi lov til at begynde træfældningen. De første råkolde pust af frosten sætter ind. Og farverne kommer: zinnoberrødt og cromgult kappes med granernes tyste mørke, og vel på ingen anden årstid end denne klæder løvtræer og nåletræer hinanden bedre! Man puster lidt efter det uvante arbejde med øksen og skovsaven, retter ryggen og tager en slurk farver blandet med duften af garvesyre fra egetræerne og harpiksluft fra nåletræerne- og et øjeblik efter er vi atter i gang med økserne. Slagene giver en munter genlyd mellem stammerne. Men farverne forsvinder. Skyerne jager hen over himlen, og mørket og de regnfulde dage tager til. En eftermiddag er jeg på vej hjem fra arbejdet. Dagen har været mørk og sivende våd, og det begynder at emme fra grantykningerne. Herinde går gamle Johan og hugger stager og lægter. Han er 69, og 50 års slid i skoven har gjort ham kroget og duknakket. Han hilser venligt, da jeg finder ham, og siger på sin langsomme, nordsjællandske dialekt: ”Nåeh – nov lakker det mod fyraften!” Han sætter sig tungt på en bunke lægter, og roder efter snadden og stopper den med en begsort, kroget pegefinger; så tænder han, og hver gang han bakker, belyser den lille flamme hans furede, sammengroede ansigt. Vi sidder lidt i tavshed, mens det tykner omkring os, og regnen syder og siver. Johan bryder stilheden:”jaeh – så må man vel se at komme hjemad – ja, såmænd!” Vi skilles. Johan har ikke travlt med at komme hjem. Han bor i et lille stråtækt hus nede ved søen med petroleumslys og vand fra pumpen. Hans kone har tilbragt for mange ensomme dage der.

Træ

Den første sne

Midt i december faldt den første sne, kun et ganske tyndt lag. Men senere blæste det op til en brandstorm, og det blev bitterlig koldt. I de dage kunne vi ikke arbejde. Det var for farligt at færdes i skoven. Der var en brølen og en pisken, og granerne knækkede som tændstikker. Oprydningsarbejdet tog lang tid, træerne lå væltede hulter til bulter. Senere hen, i januar kom der et stærkt snefald. Det væltede ned med sne et helt døgn igennem, og den følgende morgen var skoven helt ukendelig. Det var koldt, men solen strålede fra en skyfri himmel. Sneen lå så højt, at det var umuligt at få arbejdet fra hånden. Skovbunden var dækket af et tykt lag, og hver eneste gren og kvist og knop var pudret med sne, og derved vokset mange gange i størrelse, og bag kniplingsværket stod vinterhimlens dybe, rene blå. Alt var tyst og stille, og hvis en gren bevægede sig lidt, kom der et helt lille ”vandfald” af fint snestøv, som glimrede og strålede i solen – langt borte lød en krages hæse skrål, og luften rev i næseborene.

Hen på vinteren skiftede vejret mellem frost og tø. Vi skovede træ i en fyrreårig egebevoksning. Egetræet havde en diameter på 25 cm, og blev savet op i stykker på 2 meter. Målene lyder ikke af meget, men pælene var så tunge, at vi måtte være to om hvert stykke. Det kunne tage os en hel dag at samle en enkelt bunke sammen. Det skiftende vejrlig gjorde skovbunden til et ælte af sne og mudder. Det var en hård tid for dåvildet. De led sult, og hvor utroligt det end lyder:

Næppe havde vi fældet et træ og kvistet det af og gået videre en halv snes meter til det næste, før dyrene kom listende frem og begyndte at nippe af de store knopper – jeg smagte selv på dem, de var lidt som nøddekerner!

Rådyr

Afbrænding af kvas

Efterhånden tog tøvejret den sidste rest sne fra skoven, og i februar kunne vi begynde at brænde kvas. På de store skovningspladser lå der store bunker af ris og grene, som skulle fjernes, inden plantesæsonen begyndte. I ugevis sad der en stank af røg i krop og klæder, ligegyldigt, hvor meget man vaskede sig, og når jeg senere i livet har lugtet brænde røg, så ser jeg for mig de store bål og mærker heden blusse mod ansigtet. Dag for dag stod solen højere på himlen, og Esrum sø lå med sit friske smil til de grågrønne skove omkring den. Bøgetræerne, som havde stået med grå stammer og mørke grene vinteren igennem, fik farver og liv, og grenene bulnede med store knopper omgivet af harpiksenne skæl. Granerne med de mørke, stive nåle lysnede og blev bløde af tusinde nye små skud. Og fuglene vendte tilbage. Skoven blev fuld af lyd og sang.

Gravede grøfter

Den første forårstid gik med at grave grøfter og rense gamle render op for at lede smeltevandet væk, og i begyndelsen af maj kom vi i gang med plantningen. Spaden ned, vrikke hul, planten ned – forsigtigt – trampe til og glatte efter, og så spaden ned, vrikke hul og videre, række op og række ned med svedende ryg og den gode, varme muld mellem fingrene. Ved middagstid kastede vi os på grøftekante og gumlede grådigt på klemmerne, lagde ryggen tilbage og så himlen stor og åben, og følte en livsnærhed, en leven i nuet, som aldrig før. Netop dette blev vel det, der satte spor hos mig, dybere end alt andet: den stærke samhørlighed med det bankende liv.

Det sidste, jeg husker fra mit år i skoven, og som hører til et af de bedste indtryk, jeg har, var en tidlig sommermorgen, med solens første stråler over græssets dug: en lille, rødbrun rå i sommerdragt, spadserende hen over den hvide grusvej med små, sortlakerede klove trippende i gruset.

Forstkandidat blev jeg ikke. Jeg blev lærer og senere præst, men året i skoven har jeg aldrig glemt.

Juni – juli august 2003

Broen 15. årgang – nr. 4

Natur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *