Glimt fra min barndoms- og ungdomstid i Egebjerg

Tryk her eller på overskriften nedenfor for at se artiklen i bladformat.

Glimt fra min barndomstid

Fortalt af Ingeniør Knud Møller Hansen – redigeret af Peder Pedersen

Opførelsen af Egebjergskolen blev påbegyndt umiddelbart før 2. verdenskrigs begyndelse. Murermester Siig fra Hansted fik entreprisen, men også andre håndværkere på egnen fik enten underentrepriser eller blev direkte ansat hos Siig. Desværre blev Murermester Siig dræbt ved en nedstyrtningsulykke under arbejdet med skolen, trist, for det var nok hans livs største opgave, som han nu næsten var klar til at aflevere.
Nå, men skolen blev bygget færdig og jeg glædede mig til at komme til at gå der, for i modsætning af Hansted skole, hvor jeg før havde gået, var der i den nye skole både gymnastiksal, sportsanlæg og meget mere. Men ak, sådan kom det ikke til at gå, ikke lige med det samme i hvert fald, for krigen var jo brudt ud og Der deutsche Wehrmacht kunne bruge skolen til indkvartering af besættelsestropperne.

Baggrunden for opførelsen af skolen
Fødselstallet i den gamle Lundum Hansted kommune var stigende og de fire små skoler i Hansted, Egebjerg, Rådved og Lundumskov var gamle og udslidte. Efter flere års diskussioner i sognerådet blev man enige om at bygge den nye skole i Egebjerg, “Lundum Hansted Centralskole” var dens navn i begyndelsen.
Tyskernes besættelse af skolen voldte store kvaler for kommunalbestyrelsen og fik også stor betydning for eleverne, som skulle gå der. Egentlig husker jeg det som en spændende tid med skolegang i alle de skoler, der var i kommunen.

Hansted Skole
De første år gik jeg i Hansted skole. Spanskrøret – det store – stod i krogen til højre for kateteret og blev anvendt – så det til sidst revnede – dog ikke på 1. klasse elever, her var en tur i “skammekrogen” nok for en forseelse.
Tyskernes nærværelse var også tydelig for de mindste elever, for skolens udenomslokaler, såsom skure og garager havde de beslaglagt.

Lærer Knudsen med sine elever
Lærer Knud Knudsen med sine elever foran Hansted Skole engang i 30-erne.

Rådved skole
Rådved Skole.

En vinterdag, efter det store spisefrikvarter, hvor lærer Knudsen lige skulle have de sidste nyheder i radioavisen med inden han kaldte ind til næste time, eller hvad ved jeg?
Det trak i hvert fald lidt ud så frikvarteret blev længere end normalt, men omsider klappede Knudsen i hænderne som tegn på, at nu var frikvarteret forbi og vi løb ind i skolestuen. Men en elev havde puttet en tysk riffelpatron ind i kakkelovnen og netop i det øjeblik, Knudsen indtager kateteret skete det som de indviede havde ventet: Der lød et tordenbrag! Lugen til kakkelovnen sprang op ild gnister og gløder føg ud i klassen! Lærer Knudsen var nær ved at dø af hjertestop, blev først hvid i hovedet som sne og derefter rød som en tomat og med tordenrøst brølede han “Hvem i alverdens riger og lande og omliggende øer, har gjort det?” I kunne jo have slået os alle ihjel!
Den formastelige elev måtte, meget beklemt, gå til bekendelse, blev taget i kraven og hevet op til kateteret, skældt huden fuld og fik nogle lussinger, samtidig med at han blev holdt i det modsatte øre – ih du store -!!
Alle var forskrækkede, ja, man fandt det faktisk korrekt, at afstraffelsen var så kraftig og kontant. Ja. nogle elever talte bagefter om, at synderen ligefrem havde hængt i øret uden at røre gulvet, men det var nu nok en overdrivelse.

Med bus til andre skoler
Som sagt overtog tyskerne den nyopførte skole, ja, den nåede lige at blive indviet og taget i brug, så måtte eleverne igen tilbage til de gamle små skoler igen, men der var nu trængsel om pladsen så mange gange måtte eleverne gå i skole i andre skoler hvor der var bedre plads, det foregik på den måde, at vi samledes på pladsen ved den nye skole og blev derefter kørt med bus til f. eks. Rådved og Lundumskov. Bussen, eller rutebilen som vi kaldte den dengang, var for øvrigt forsynet med gasgenerator. Det var lidt frustrerende at skulle mødes ved den nye skole, men ikke have lov, at komme derind.
Fra den tid husker jeg: Rådved skole hvor gamle lærer Rasmussen terpede salmevers med os så det var en lyst, han dikterede dansk diktat så hurtigt, at vi næsten fik skrivekrampe. Så beordrede lærer Rasmussen “Læg penneskafterne fra jer”- Armene stræk og bøj, fingrene stræk og bøj osv. Efter 25 gange var vi nogenlunde friske igen og så lød ordren “Fat penneskaftet igen”.
Efter en tid i Rådved skole blev vi forflyttet til Lundumskov skole, hvor Lærer Bøtker Rasmussen residerede. Her fik vi naturlære, det syntes vi drenge i hvert fald var meget interessant og Bøtker Rasmussen forklarede det på en populær måde, så det var til at forstå, men hans evindelige store pibe udsendte røgskyer, som kunne overgå kakkelovnens, men de lugtede bedre, om end tobakken var af egen avl eller af tvivlsom herkomst, det var jo under krigen og oversøisk tobak kunne ikke købes.
Men i Lundumskov kunne vi heller ikke blive, nu blev vi flyttet til Lundum Præstegårds konfirmandstue, her var der små vinduer og kalkede væge, men her var dejligt varmt. Lærerkræfterne var vekslende, men det gik da, det skulle det jo.

Egebjerg gamle skole
Egebjerg Skole.

Men her kunne vi heller ikke blive da vi skulle rykke en klasse op så vi blev flyttet til Egebjerg gamle skole, som lå oppe på toppen af bakken ved Gl. Egebjerg, dertil måtte vi
gå på vores ben – ingen bus -. Her var det gamle lærer Fischer der havde kommandoen. Ja, vi syntes han var gammel, han var i hvert fald skaldet og havde et markant og stramt ansigtsudtryk, kunne måske karakteriseres som en “Kaptajn Jespersen- type med en rank ryg og blikket løftet, en noget militærisk adfærd i øvrigt. Han lærte os dansk, regning og gymnastik, med regning på førstepladsen, vi lærte alle tabeller udenad til og med 20 og alle tal ganget med sig selv op til 100. Ak ja, til hvad nytte i dag, hvor alle har en elektronisk regnemaskine.

Lærer Fischer 90 år gammel
Lærer Fischer med bogen om regneregler som han selv
har skrevet. På billedet er han over 90.

Krigen
Alt imens vi hutlede os igennem, flyttede fra skole til skole, rasede krigen videre ude i Europa. General Rommel tabte slaget ved El Alamine og de tyske og italienske tropper blev drevet tilbage. De britiske og amerikanske styrker, under ledelse af henholdsvis General Montgommery og General Eisenhower, var gået i land på Sicilien og i Normandiet. Tyskerne havde tabt slaget ved Stalingrad, de allierede styrker var på fremmarch overalt, nu gik det endelig den anden vej. De tyske tropper her i landet, blev trukket hjem til fronterne, så nu ventede vi at vi snart igen kunne overtage den nye skole, men ak! sådan gik det slet ikke, for nu kom der i stedet tyske flygtninge til landet, og hvor opbevarer man så disse stakkels mennesker? Ja, de blev jo så indkvarteret på Egebjergskolen såmænd. Samtidig kom der en del tyske soldater som var blevet trukket hjem fra fronten i Finland og andre steder for at få et lille hvil, inden de skulle i ilden igen. Foruden på skolen, blev de indkvarterede på gårdene rundt omkring i sognet.
Jeg mener at kunne huske, at det lykkedes Sognerådet at få nogle klasseværelser fri til de ældste elever. Jeg synes at kunne huske, at vi gik i skole i lokalerne i den øverste etage, medens der var soldater i den underste og flygtninge i gymnastiksalen.
Skolegården blev delt op ved hjælp af en streg, som blev malet på asfalten, på den ene side måtte vi være og på den anden var det soldater og flygtninge.
På sportspladsen og bag skolen, der hvor bl. a. Svømmesalen nu ligger, havde tyskerne både køretøjer, våben og ammunition, området var afspærret med pigtråd og blev bevogtet af vagtposter døgnet rundt. Der måtte vi selvfølgelig ikke komme, selvom det for os drenge så meget spændende ud.

Skolemælk
Under krigen kneb det ofte med at få fødevarer nok og ernæringen var ikke lige god i alle hjem, derfor besluttede kommunen at yde tilskud så det blev muligt for alle elever, uanset social status, at få en lille flaske skolemælk hver dag. Mælken blev selvfølgelig leveret af Mejeriet Egedal. Mejeriet havde ligeledes en daglig leverance til de tyske soldater og flygtningene, men efter befaling fra den tyske overkommando måtte de kun få skummetmælk, det syntes alle da også var godt nok til de dumme tyskere.
Smørrebrød var også på programmet som gratis forplejning til skoleeleverne. Menuen bestod af leverpostej med agurker, spegepølse med rå løg og franskbrød med revet gulerod, jo jo, det var skam ernæringsmæssigt rigtigt. Ordningen varede nu ikke ret længe, så måtte vi igen have vores madkasse med hjemmefra “Velbekomme”

Befrielsen
4. maj om aftenen var der fodboldtræning på sportspladsen. Bedst som vi løb efter bolden som sædvanlig, kom Overlærer Knudsen løbende – hvad han meget sjældent gjorde – hen til trappenedgangen til sportspladsen, klappede i hænderne og råbte med høj røst: Krigen er slut! Tyskerne har overgivet sig til General Montgommery!
I må hellere løbe hjem og fortælle det til jeres forældre, det gjorde vi, men lærer Knudsen var jo ikke den eneste, der havde hørt radio så det var allerede kendt. Hurra, nu kunne freden holde sit indtog. Næste dag turde vi sige – gud ved hvornår de skide tyskere trækker sig hjem? Og hvad med flygtningene fra Estland, Letland, Lithavn og Polen og flere tidligere besatte områder, som jo stadig lagde beslag på Egebjergskolen?
De tyske soldater gik hjem, i ordets egentlige forstand, på deres ben, verskó højre om march!
Flygtningene blev samlede i forsamlingshuset, hvor soldaterne havde været. Og så blev der ryddet op på skolen i den helt store stil. En lang og dyb grøft blev gravet nord for skolen, her blev tyskernes efterladenskaber deponeret. Overlærer Knudsen gav os strenge formaninger om ikke at røre ved noget af det, alligevel fik vi drenge efterhånden
samlet så meget, at vi hver især kunne føre en mindre krig. Der var alt lige fra feltspader til geværer, bajonetter og hjelme osv. Nå, glæden varede kun kort for de voksne beordrede os til at aflevere det hele igen – basta – væk med den krig.

Lundum Hansted Centralskole
Lundum Hansted Centralskole ca. 1950.

Skolen efter krigen
Nu blev der, i ordets bedste betydning, muget ud, renset, desinficeret og malet og istandsat, der kom nyt inventar overalt, jo jo, nu var alle ret så fornøjede.
Den første dag i skolen, stillede eleverne op klassevis i skolegården. Da dørene blev slået op marcherede vi ind i forhallen og stillet op igen i formationer, jo, der skulle være orden i den nyinviede skole. Nu blev der holdt tale af både præst og sognefoged foruden nogle af lærerne, alle udtrykte deres glæde over at kunne ibrugtage den længe ventede nye skole. Eleverne sang “Der er et yndigt land” og “Frihedssangen” og råbte 3 gange hurra!
Eleverne blev fordelt rundt i klasselokalerne, vi måtte selv bestemme hvor vi ville sidde – noget helt nyt – Der var også fotograf på, jeg husker, at jeg dagen efter så mig selv
i avisen sammen med Overlærer Knudsens søn, som også hed Knud, med en lidet flatterende tekst i øvrigt “Ikke alle elever har lige let ved at kapere matematikken” Det var lige hårdt nok, for efter vores egen mening tilhørte vi nogle af klassens lyse hoveder og navnlig hvad angår matematik.
Der kom også nye fag til i skolen: Fysik som drengene fandt mægtig spændende. I modsætning til pigerne, som så til gengæld fik undervisning i håndgerning og madlavning
i det nye skolekøkken. Drengene fik skam også lov at prøve madlavningen, det var dog ingen større succes. Sløjd, var derimod lige noget for drengene, her var alt nyt og moderne værktøj, nu skulle vi rigtigt snedkerere, men nej – I kan tro nej – det havde Bøtker Rasmussen en helt anden opfattelse af, for her skulle læres noget ikke fantaseres,
når vi skulle høvle var det på tælling frem til bage et to et to, det var – i den grad så åndsvagt, det kvalte nok kimen til mangen en god tømrer.
Til daglig begyndte dagen med, at vi alle mødte kl. 8.00. Vi stillede op i aulaen på rad og række, Overlærer Knudsen gik op på trappen, sagde “god morgen” og informerede om
dagens program, hvorefter vi sang en morgensalme. Derefter bad Overlærer Knudsen “Fader vor” og alle gik – gik sagde jeg – til klasserne! En god måde at starte dagen på!

Sundhedsundersøgelser
Krigen, og navnlig de tyske flygtninge, havde ført en del smitsomme sygdomme med sig til Danmark, derfor blev der iværksat landsomfattende vaccinationer mod difteritis,
tuberkulose og i nogen omfang også kolera. Alle disse vaccinationer, af både børn og voksne, foregik helt naturligt på Egebjergskolen.

Aftenskole
Ja, den nye skole var rammen om meget andet end folkeskoleundervisning. Et nyt tiltag var aftenundervisning, foruden gymnastik og badminton, som blev afholdt i gymnastiksalen, kunne man nu få undervisning i sløjd, håndarbejde, bogbinding, sang, musik og sprog, navnlig engelsk var populær, men også tysk havde en del interesse, nu kunne man jo så småt begynde at rejse sydpå og kikke på resterne af Hitlers Tyskland, man sagde dengang: hvis man står op på en ølkasse kan man overse hele Hamborg. Overdrivelse, ja, men at det er næsten sandt, kan jeg bekræfte ved et selvsyn i 1947.
I forbindelse med det store fyr i kælderen på skolen, var der indrettet badelokale – folkebad blev det kaldt- det vil sige, at der var et antal brusekabiner hvor man kunne få et varmt brusebad, mange havde jo ikke selv badeværelse derhjemme dengang, et bad kostede, så vidt jeg husker 35 øre, efter sportskampe var det gratis, den forretning stod pedellen for.
Medens aftenundervisningen mest hørte vinteren til, så var sportspladsen, om sommeren, rammen om fodbold- og håndboldtræning alle ugens aftener.
Ja, Egebjerg var sandelig blevet et kulturcenter, flere hestehoveder foran de fleste andre byer i området.

Egebjerg fodbold 1944
Egebjergs førstehold 1944.

Anekdote fortalt af : P. P.
På mejeriet Egedal var der, som på alle andre mejerier dengang, en dampkedel med en tilhørende stor skorsten, anlægget blev brugt til mejeriets drift. Én gang hvert år var der kedeleftersyn, det betød at fyret blev slukket så det var muligt at rense og efterse fyr og kedel. En mejerist, som tidligere var ansat på mejeriet, har fortalt mig følgende: Et år hvor der var et sådant kedeleftersyn – det var da Knud kun var tre måske fire år – var Knud pludselig blevet væk, hans mor ledte efter ham overalt, hun spurgte folkene på mejeriet om de havde set ham? Det var der ingen, der havde. Og mor kaldte og kaldte Knud! Knud! hvor er du? Jeg er da her! lød det så pludseligt oppe fra toppen af den ca. 30 meter høje skorsten og et lille barnehoved kikkede ned fra toppen. Når fyret var stoppet og lugen åben var der fri adgang til skorstenen og der var indmurede trin på indersiden til brug for skorstensfejeren. Den adgang har været alt for fristende for en dreng med eventyr i blodet.
En dag, mange år senere, da jeg arbejdede i marken, som grænsede op til mejeriet, så jeg to drenge på vej op i skorstenen, det var Knud og naboens søn Peter. Skorstenen havde været udsat for et lynnedslag og var derfor blevet afstivet med jerngjorde både lodret og vandret, de vandrette gjorde var holdt sammen med kraftige bolte, det var dem drengene klatrede op i. Det gik også meget godt indtil de næsten havde nået toppen, da fik Peters mor øje på dem fra sin altan og så fik de ellers, i utvetydige vendinger, besked på at tiltræde tilbageturen, hvilket de da også gjorde.

Fakta
Knud Møller Hansen er født i 1932 på “Egedal Mejeri” hvor hans far Peter Møller Hansen var mejeribestyrer. Efter folkeskolen kom han ind på Statsskolen i Horsens, hvor han fik realeksamen. Da eksamenen var overstået kom han i lære som maskinarbejder hos Paasch og Larsen Pedersens maskinfabrik, som lavede mejerimaskiner, og som dengang lå i Borgergade.
Efter maskinarbejderuddannelsen kom K.M.H. ind til Det danske Flyvevåben, på pilotskole, og blev derefter uddannet som navigatør, her blev han i 2 år. Derefter læste han til ingeniør i Odense. Efter endt uddannelse her, kom han tilbage til sit gamle firma Paasch og Larsen Pedersen, som 10 år senere flyttede til Ternevej og senere igen fusioneret med Silkeborg Maskinfabrik og Kolding Maskinfabrik og flyttede til Silkeborg. Her var K.M.H. fra 1970 til 1990 en del af tiden som produktionschef en overgang for to fabrikker. De sidste 6 år som eksportchefingeniør med specialområdet: Østeuropa fra Polen til Jugoslavien.
I 1990 blev K.M.H. ansat hos et kaseinatfirma i Hamburg, som skulle opføre Nordeuropas største kasein og kaseinatfabrik i nærheden af Schwerin, den totale tilbudssum på maskiner og udstyr løb op i 3,3 mia. danske kr., hvortil kommer anlæg og bygninger – et såkaldt større mejeriprojekt!!
En pæn afslutning på en livskarriere indenfor mejerimaskinbranchen – lige fra det mindst transportale anlæg til nomader, til førnævnte gigantanlæg til bearbejdning af overskudsvalle fra osteproduktionen i hele Nordtyskland.
I 1993 stoppede K.M.H. sit erhvervsaktive liv og flyttede sammen med sin kone til Egebjerg, hvor de overtog Knuds forældres hus på Grusdalsvej.
Knud er gift med Inge Arentoft, der er uddannet som damefrisør, hun startede som selvstændig i “Salon Petit” i Borgergade i Horsens, flyttede senere til Silkeborg sammen med sin mand. Ægteparret har to sønner: Jan, som er ingeniør ved elektronikfirmaet ABB. med speciale i skibsinstallationer på Lindøværftet. Og Peter, som er uddannet indenfor konfektionsbranchen og ansat hos Hennes og Mouritz i Århus.

Peder Pedersen

Marts – april – maj 2003

Broen 15. årgang – nr. 3

Lokalhistorie barndom ungdom skolegang krig idræt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *