Maskinstationen i Egebjerg

Klik her for at se artiklen i bladformat

2002_15_1_22_Maskinstationen_i_EgebjergPå besøgene rundt omkring lokalområdets mindre firmaer, er Broen denne gang dumpet ind hos Lars Madsen, som driver maskinstation i Egebjerg.

Tekst: Frands Paaskesen

Lars driver du selv din maskinstation?
Ja det gør jeg, men det er et mindre firma, min kone Gurli passer regnskabet, og der for uden har vi “nogle løse”, der altid er flinke til at træde til, når der er brug for ekstra hjælp. Så har jeg et godt samarbejde med Søren Sørensen, der er kloakmester, på den vis, kan vi som to mindre firmaer samarbejde og derved brede os over et større område.

Hvad er din uddannelse for at drive maskinstation?
Ja den ligger blandt andet i, at jeg var ansat på en maskinstation i ti år, og forud for den tid, har jeg altid “rendt” på nabogårdene på Hansted Mark, hvor jeg for øvrigt også stammer fra.

Hvornår begyndte I på det her?
Det gjorde vi for 12 år siden. Vi boede i hus i Hansted, og så havde vi maskinerne stående på Rådved Nygård. Så for godt 6 år siden byggede vi hallen og huset her på Gl. Kirkevej 17 og det har vi ikke fortrudt. Det er en god ting, at kunne have sin arbejdsplads samme sted som sin bolig.

Hvor stor er din maskinpark?
Den består af en mejetærsker, en skårlægger, 2 traktorer og et rotorsæt, som er det samme som et såsæt, så er der en vendeplov og en marksprøjte. Så har jeg en bobcat og en jordvogn der bruges til jordflytning og levering af sand m.m.

2002_15_1_22_Maskinstationen_i_Egebjerg_12002_15_1_22_Maskinstationen_i_Egebjerg_2Et udpluk af Lars Madsens maskinpark.

Kunne du tænke dig at udvide maskinparken?
Ja det kunne jeg måske nok, men det er en meget omkostningstung branche vi arbejder i, det er meget dyrt at lave en ekstra arbejdsplads, men det kunne måske være en mulighed.

Hvad er dit mest omfattende arbejde?
Det er nok entrepenørarbejdet, som består i belægning af indkørsler, terrasser og lignende, og så er der kloak – og støbearbejdet sammen med min kollega, det er jo noget vi  har hele året.
Vi har for eksempel haft en del arbejde i Kastanieparken her i Egebjerg.
Arbejdet for landbruget er omsætningsmæssigt en hel god del af mit arbejde, men jeg må jo indrømme at det svinder ind, og det gør det jo i kraft af, at flere gårde lægges sammen, og det gør jo igen, at de selv får flere og større maskiner i landbruget.
Jeg har selv forpagtet 150 tønder land, som jeg driver med korn. Det er ikke noget der giver mig den store indtægt, men jeg kan passe det ind imellem at jeg arbejder for  fremmede.

Hvor stort et område dækker du?
Med vores bobcat har vi faste kunder lige fra syd for Silkeborg og til Vejle Fjord.
Men jeg skal da gerne indrømme, at jeg er mest glad for det arbejde jeg har her i lokalområdet, og heldigvis føler jeg mig også antaget her. Vi kører jo ikke frem med de
store reklamebrøl eller noget i den retning. Jeg føler at hvis jeg har udført et fornuftigt stykke arbejde hos en kunde, så taler han med sin nabo om det, og på den måde bliver jeg anbefalet fra den ene til den anden. Jeg er selv glad for, at jeg har nogle gode og stabile kunder.

Ser du en god fremtid for maskinstationsarbejdet?
Nej det gør jeg faktisk ikke. Vi må jo se i øjnene, at landbrugsarbejdet svinder mere og mere ind på grund af sammenlægningerne, og inden for entrepenørarbejdet vil der jo altid være hård konkurrence, men ikke desto mindre er det nu nok den vej vi skal fremover.

2002_15_1_23_Maskinstationen_i_Egebjerg_3Gurli og Lars Madsen sammen med børnene.

Bliver der tid til nogle fritidsinteresser?
Ja det gør der, jeg spiller ikke selv fodbold mere, men jeg følger stærkt med i, hvordan det går mine to drenge, Jonas og Jacob på fodboldholdet, de er 11 og 12 år, lige netop den alder hvor de kan udvikle sig.
Med hensyn til yderligere fritidsinteresser kan jeg da fortælle, at jeg er med i bestyrelsen i Forsamlingshuset, og desuden er jeg medlem af en sammenslutning der heder: Foreningen til en vis opretholdelse af Justits og Orden i Hansted – Egebjerg. Vi er 10 medlemmer og så går det ud på, at hvis man for eksempel skal have lavet et eller andet ved sit hus eller noget andet, så skal have lov af foreningen.
Vi mødes en gang eller to om året og så bliver der givet tilladelse til det der allerede er blevet lavet. Det har vi megen morskab ud af.

Er I ellers glade for at bo her i Hansted – Egebjerg?
Ja siger Gurli og det er vores drenge også. Vi har skole, sportsplads og Egebjerg Hallen lige uden for døren.
Brugsen og Forsamlingshuset har vi også lige i nærheden, det er alt sammen ideelt. Og Lars tilføjer,”Jeg synes i det hele taget at vi føler os godt tilpas, og at vi har en god kontakt
til alle de mennesker vi omgås til dagligt.”

Det var morsomt at besøge et par mennesker med en maskinstation, hvor der i den grad var ryddeligt og ordentligt over alt, både ude og inde.
Det borger også for kvalitetsarbejde.

September-oktober-november 2002

Broen 15. årgang – nr. 1

Samtid, erhverv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *