Du skal køre uden om viberederne…

Klik her for at se artiklen i bladformat

2002_15_1_05_Du_skal_koerer_uden_om_viberederneAf fhv. gårdejer Søren Andersen, Hansted, fortalt til Mogens Kirkegaard.

2002_15_1_05_Soeren_Andersen_01Søren og Elise Andersen fotograferet på en ferietur til Østrig for år tilbage.

En dag i oktober sidste år ringede Søren Andersen til mig og sagde, at han gerne ville fortælle noget om bl. a. sin tid som sognerådsformand og medlem af sognerådet i den gamle Lundum-Hansted Kommune. Det blev til en god og åbenhjertig snak om livet på Bakkegården, om Søren Andersens slægt, der hører til de ældste i Hansted sogn og naturligvis også om Søren Andersens politiske interesser. Han kom i sognerådet 1954 valgt af Venstre, der gjorde ham til sognerådsformand i 1959.

Det vil blive for omfattende at videregive alt, hvad Søren har fortalt, så jeg har udvalgt nogle afsnit og redigeret lidt her og der for at få det hele til at hænge sammen. Søren Andersen er født i 1913 og nærmer sig altså de 90, men mange begivenheder står stadig helt klart for ham, selv om helbredet ikke har været det bedste i de sidste par år. Han blev gift med Elise i 1944 og overtog Bakkegården i 1947, som han drev indtil 1977, da sønnen Knud Andersen overtog den.

Det har været magtpåliggende for Søren Andersen særligt at give udtryk for sin personlige opfattelse af de forhold, der senere fik ham til at tabe interessen for lokalpolitikken. Og så lader jeg ellers Søren Andersen fortælle:

Lidt om min slægt

“Min oldefar på mødrene side havde købt en ejendom i Gedved, hvor min bedstemor var født. Oldefars søster var gift med en mand, der hed Knud Jensen, og de fik Bakkegården i fæste af Hansted Hospital. Til sidst købte han vist gården. Men de havde ingen børn, og så havde de testamenteret gården og deres ejendele til min bedstemor på visse betingelser; hun skulle vistnok give 1000 rigsdaler til to, der var opkaldt efter Knud Jensen. Men de døde ret tidligt, og så arvede min bedstemor jo Bakkegården, og hendes far flyttede så ned og overtog eller bestyrede gården på hendes vegne.

I al fald var hun flyttet derned i 1864, for det fortalte hun om, at de havde haft indkvartering af tyskere; det kunne hun huske, hun var født i 1856. Hun hed Maren. Min oldefar, fortalte hun, blev tvunget til at køre ægt, som hun kaldte det, for tyskerne. De skulle køre en hel masse krigsmateriel sydpå. Men så skete det, at da han var kommet et godt stykke syd for Vejle, at der i løbet af natten var en eller anden, der havde sluppet hestene løs, og de var rendt væk. Han kom i hvert fald hjem bærende på seletøjet, det havde de jo taget af om natten. Heste og vogn gik til. Men det var det eneste, han havde at gøre med krigen, han var ikke soldat.

Så bestyrede han gården for min bedstemor, indtil hun blev gift i 1882. Min bedstefar, Søren Andersen, som jeg er opkaldt efter, var søn på nabogården, den gård, som min fætter, Harald Andersen, senere overtog.

Min bedstefar var en ret fremtrædende mand, udadvendt, som vi kalder det i dag, og godt lidt af hans sognefæller, han blev i hvert fald formand for Hansted Brugsforening og til sidst også for mejeriet Egedal. I ægteskabet var der så min far og 13 år efter fik de en dreng mere, Anker Andersen, Ellen Jensens far.

Hvor dygtig min bedstefar var som landmand, det ved jeg ikke, men gården blev flyttet op fra Hansted by, dengang jernbanen kom i 1867, op på bakken syd for kirken og fik det navn Bakkegården. Det gamle stuehus står endnu i Hansted, men gårdens udhuse lå jo i vejen for jernbanen.

Min far, Knud Andersen, blev gift i 1911 med en af lærer Christoffersens døtre. Christoffersen havde tre døtre og en søn, og min far blev gift med den yngste datter. De to andre døtre blev også gift med gårdmænd i Hansted, og på den måde kom en stor del af Hansted i familie med hinanden. Men sådan havde det altid været, måske endda mere tidligere.

2002_15_1_06_Soeren_Andersen_02_BakkegaardenBakkegården fotograferet fra luften i begyndelsen af 1960erne af Kastrup Luftfoto.

Bakkegården

Da mine forældre fik gården, skulle der laves en hel del forbedringer, og han tog et ret stort lån, der løb i 60 år til tre og en halv procent. Bakkegården fik ikke i første omgang del i strømmen fra transformatoren i Hansted, og det var min far ked af. Før den tid havde de, når der var høstet og de havde fået avlen hjem, sat forårssæden i stak. Så lejede bønderne i Hansted et omkringkørende stort tærskeværk med lokomobil, og så hjalp de hverandre med at tærske.

Derimod vintersæden, det var mest rug de havde dengang, den skulle de bruge til tækkemateriale til stråtaget, og det blev så tærsket med plejl. Nu kom min min far i forlegenhed, for de gårdmænd, der havde fået strøm, de købte jo et tærskeværk selv, det var både billigere og nemmere for dem. Så var min far nødt til at købe en petroleumsmotor, og der skulle vi bygge et motorhus, for det var jo brandfarligt med sådan en karl. Selve motoren, det kan jeg huske lige så tydeligt, det var en Gideon, som var fabrikeret ude fra Rud. Kramper Jørgensen i Horsens, det hed han vist.

Jeg kan huske, at vi fik en selvbinder der under krigen (1. verdenskrig). Det var en amerikaner, der kom i store kasser, og så var der en mand ude at samle den.

Da vi ingen elektricitet havde og måtte spare på petroleumen, brugte vi karbidlamper, der gav et godt, men meget hvidt lys.

Gårdens drift
I kostalden var der plads til 12 køer, ja og lige så mange ungkreaturer og kalve, ja og så en tyr, de havde på næsten hver anden gård en tyr dengang, der havde en speciel bås.

Gården blev drevet således, at jorden var delt op i 9 stykker eller indtægter, som vi sagde. En indtægt med havre med udlæg i til græs. Når havren var høstet, så blev den stående til græsmark næste år, og den græsmark lå i to år.

Det var de tre indtægter. Så blev græsmarken pløjet og der blev sået havre i, det var det fjerde, og næste år blev den pløjet, og der blev sået enten rug eller hvede i. Efter hveden havde vi et stykke med kålroer, og efter kålroer havde vi byg, og et stykke med runkelroer og så byg igen. Jeg tror nok det blev ni. Sådan var driften i min fars tid, og det blev det ved med også i min tid, det meste tid i hvert fald.

Da min far overtog gården, var der 32 tønder land under plov, foruden 4-5 tønder land skov, og så var der eng der, hvor store Hansted Å løber ud i Nørrestrand. Der blev ungkreaturerne lukket ud om sommeren, og så kunne de drikke af Hansted Å.

2002_15_1_06_Soeren_Andersen_03Søren Andersens datter, Kirsten, sammen med hans mor, Nielsine. Familiebilledet er taget et par år før hun døde i 1964.

Fuglelivet omkring gården
Som barn og ung holdt jeg meget af at betragte fuglene. Der var to storkereder dengang, en nede på Hanstedgård og en på Marinus Nielsens lade, og de storke, de kom hvert år, og tit når man høstede korn, så fik man besøg, så kom sådan en stork for at se, om der dukkede noget frem. Man kunne godt komme ret nær til den, men hvis man kom for nær, så flygtede de; de var kendt med mennesker. Min bedstemor fortalte, at da hun var barn, da var der flere storkereder i Hansted end de to. Så var der også mange alliker, og det var alle de skorstenspiber, der var på Hansted Hospital. Efter at de fik centralvarme, blev skorstene aldrig brugt til røg, og det var lige noget, der passede allikerne. Det var nogen sjove fugle, men de havde sådan en sær gang, og det er derfra det udtryk stammer, fuld som en allike. Så havde vi oppe på gården, og det var også i min tid, en masse svalereder, og det var hen under bliktaget, under tagskægget. Det var bysvaler, og de byggede reder på den måde, at de var helt lukket, der var kun et lille hul som svalerne kunne komme ud og ind ad.

2002_15_1_06_Soeren_Andersen_04Vildtparade i Hansted skov engang i 1950erne. Nr. 2 fra venstre er Søren Andersens far, Knud Andersen. Det var skik, at der tre gange om året var jagt i bønderskoven, hvor de fleste af Hansteds gårde havde en skovlod. Lodderne lå mellem hospitalsskoven og markerne udenfor. Senere fik jægerne mod betaling tilladelse til at jage også i hospitalets skov.

Min far var jæger, så han var glad for naturen, og han lærte mig om fuglene. Da kom der jo også mange viber i det åbne land, nu ser man næsten kun viber ude i engene. Men dengang da var der viber i næsten hver mark. Når man havde sået korn, så lå de roligt et stykke tid, indtil det spirede. Når man så skulle til at tromle, så sagde min far til mig: nu skal du til at passe på, hvis der er et par viber, der ligger og flyver tæt om tromlen, så skal du passe på og se efter, hvor der er en viberede, og så skal du køre udenom og lave sådan en valk. Reden var jo bare en fordybning i jorden, hvor der lå fire æg, så måtte vi godt lave en valk.

Aftenhygge
Vi kom jo sammen med de andre gårdmænd i Hansted. Jeg kan huske, at de somme tider kom og fik kaffe om aftenen, og så spillede de kort nogle af dem. Min onkel Thedo og min anden onkel Peter Rasmussen og Anders Lassen og Anders Munk, de spillede kort de fire. Min far han brød sig ikke så meget om at spille kort, det gjorde hans bror Anker heller ikke, og så Anders Andersen, der havde Anton Pedersens gård, han brød sig heller ikke så meget om kortspil, de sad gerne og snakkede så. Anders Andersen, han blev ved at fortælle og fortælle. Hvis han havde været i Horsens en dag, han havde altid oplevet noget, og det kunne han blive ved at fortælle om, og selv om det ikke var noget særligt, så kunne han gøre det så interessant. Jeg kan huske han fortalte en gang: ja, nu har jeg sgu prøvet det også, a havde været inde og blive klippet i Horsens, og så sagde han, vil De ikke have Deres hår vasket? jo det kunne a sgu da godt, og så blev det sgu vasket i tre hold vand. Og så Anders Lassen han sad jo og spillede kort, men han lyttede jo med det ene øre, nå var det første hold meget beskidt så? ja. det har det sgu nok været, for vi var ved at tærske, og det støvede sådan.

Vagabonderne
Det skete jævnligt, at der kom vagabonder til døren og bad om noget at spise eller et sted at sove. Mange steder afviste man disse mennesker, der levede som hjemløse af, hvad folk ville give dem, men mine forældre var altid venlige imod dem. Ofte kom de samme vagabonder igen år efter år, og vi kom til at kende dem helt godt. De fik lov til at overnatte i laden eller hvis der var for koldt så inde i stalden, hvor der nu kunne være plads. En af dem husker jeg især godt, han blev kaldt Peter-til hver-en tid. Hvor han stammede fra, ved jeg ikke, de fortalte sjældent noget om sig selv eller deres skæbne. Engang fik han lov til at ligge i stalden tæt ved kalvenes boks, hvor han havde sovet godt, selv om kalvene havde stukket hovederne ud og mærket lidt efter, hvad det nu var for en. Om morgenen kom vagabonderne ind i køkkenet og fik kaffe, inden de drog videre.

Efter at Elise og jeg havde overtaget gården, blev der ved at komme nogen, og Elise var ikke helt glad ved det, hvis hun var alene hjemme. Engang stod der pludselig sådan en vagabond inde i gangen. Elise var alene hjemme med Knud, der på det tidspunkt har været 6-7 år. Vagabonden var nu venlig nok, han sagde til Knud, at nu skulle han jo snart i skole, ikke? Jo, det skulle han da. Så må du hellere få en skrivemaskine, sagde han så og trak en blyant op af lommen og gav den til drengen.

Det forpligter at være eneste søn på en slægtsgård
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal karakterisere mig selv, men havde jeg ikke lige været den eneste søn på en slægtsgård, så var jeg aldrig blevet landmand. Jeg havde ikke kræfter, jeg var spinkel og ikke nær så stærk som de andre. Du ved, så skulle de løfte sådan en sæk korn op på nakken. Det har jeg aldrig kunnet, min ryg kunne slet ikke holde til det. Jeg kan godt sige, at jeg var træt om aftenen om sommeren. Jeg smed mig hen på sengen eller også hvis jeg sad inde, vi havde sådan en bænk ved bordet, hvor karlene sad og spiste, jeg lagde mig tit på bænken og læste. Jeg var ikke sammen med de andre eller til gymnastik. Den eneste gang, jeg var til gymnastik, det var på efterskolen, men de andre gik jo til gymnastik eller også til fodbold om sommeren på en eller anden græsmark, som vi havde lejet og stillet nogle mål op. Jeg deltog ikke sådan, jeg var træt om aftenen, jeg syntes ikke, jeg kunne være med. Vi kom jo ud af skolen som 14 årige dengang. Men så kom jeg på efterskole sammen med tre andre her fra Hansted, Holger Sørensen, Niels Otto Lassen Nielsen og en der hed Aksel Olsen, han var henne fra Søren Jensens gård. Vi var på Flemming Efterskole, jeg tror det varede fem måneder. Min far brød sig ikke om højskoler, selv om han selv havde været på Vestbirk Højskole Men i 1938 kom jeg på Korinth Landbrugsskole hos forstander Thomas Rosenstand. Det var dengang den mest populære landbrugsskole, senere blev det Bygholm. men det var jo nødvendigt at lære bla. kemi for at kunne blive en god landmand.

2002_15_1_07_Soeren_Andersen_05
Sognefoged Anton Christensen fra Horskærgaard i Egebjerg sammen med de unge karle, der skulle måles og vejes ved sessionen i Horsens 1933. Søren Andersen står længst til højre i bageste række ved siden af Niels Lassen Nielsen fra Højballegaard. Helt til venstre står Oluf Palmelund, der på det tidspunkt tjente på gården Egesholm, som han senere selv købte.

Jeg bliver interesseret i politik og kommer i sognerådet
Jeg havde i mine unge dage ikke interesseret mig så meget for, hvem der sad i sognerådet. Efter at vi var blevet gift, fortsatte jeg et stykke tid som medhjælper hos far, som stadig ejede gården, og så boede vi i et hus nede i Hansted. Jeg fik ugeløn, og min kone gik lidt ud og hjalp folk, når de havde gilde, og hvis der var en, der var i barselsseng, så var hun der og hjælpe til. Men et år blev jeg indkaldt til skattemøde, og de syntes, at min indkomst var for lille, og en mand fra skatterådet, Ivar Mikkelsen, himlede op om, at jeg havde opgivet alt for lidt, og det kunne jeg ikke leve for. Jamen jeg havde kun tjent det beløb der, sagde jeg, og det lever vi for, vi kommer ikke så mange steder. Han kunne jo ikke bevise, at jeg havde haft andre indtægter, men min indkomst blev lige godt forhøjet, og jeg kom til at give mere i skat. Men jeg syntes, at det var uretfærdigt, at jeg kom til at betale skat af penge, jeg aldrig havde tjent.

Så skulle der være valg til sognerådet, der skulle begynde i 1954, og Venstre havde opstillingsmøde. Jeg blev opstillet som nr. 9, og det resulterede i, at jeg blev valgt (der var nogle, der blev forbløffede) til sognerådet. Og så kom jeg ind.

Sognerådet 1954 -58
Det sogneråd bestod af Nicolai Karlsen, han var formand, og Magnus Rasmussen fra Hansted Mark, Peder Pedersen, Brandbjerglund, Henrik Pedersen, Egebjerg Vestergaard og så mig, og så var der en repræsentant for Venstre i Lundum sogn, Svend Otto Jensen. Det var Venstre, der var seks. Og så var der Gunnar Sørensen, der var valgt på en husmandsliste, og så var der fire socialdemokrater, Aksel Jensen, Elly Rasmussen og Anders Andersen og Liboriussen i Lundum. Det var 11. Det var første gang, der kom en kvinde i Lundum-Hansted sogneråd.

Der gik så fire år, som jeg betragtede som en læretid. Men så var der Nicolai Karlsen, han snakkede om, at han var ved at blive for gammel. På næste opstillingsmøde, altså da de fire år var gået, lod han sig genopstille, for som han sagde, han kunne altid trække flere stemmer. Men så ville han gå efter et år. Det var sådan noget, vi havde regnet med ville ske, og han slog selv på det engang imellem: “Nu skal du se, du skal gøre sådan og sådan ligesom mig!”

Jeg bliver formand
De første fire år, jeg sad i sognerådet, skulle vi hvert år møde til noget, man kaldte ligning. Sognerådet skulle skønne, om folks selvangivelser var korrekte og rimelige, om de havde opgivet hvad de havde tjent. Sognerådet kunne evt. forhøje folks indkomst, så de kom til at betale mere i skat, hvis vi ud fra vores kendskab til de enkelte skatteydere mente, at de havde opgivet for lidt. Men en ny lov åbnede senere mulighed for, at det kunne gøres på en ny måde.

Nicolai Karlsen trak sig så tilbage i 1959, og så blev jeg sognerådsformand. Vi havde et godt samarbejde med Aksel Jensen, der var formand for socialdemokraterne, ham rettede de sig efter alle sammen, og han og jeg havde altid kunnet godt sammen.

Ondt i skatten
Et af vores store problemer var, at der var i en periode omkring 1960 mange mennesker, der skyldte i skat, og amtet bad os kradse lidt mere ind, der var ingen mening i, at vi havde så store restancer. Så blev vi enige om i sognerådet, at tre personer fra kasse- og regnskabsudvalget skulle tage et møde med de skyldnere, så de kunne få deres skatteforhold i orden. Så blev de indkaldt til et møde efter kl. fire, fordi de fleste af dem, der skyldte i skat, var arbejdere (der var vist kun en tre-fire bønder, der skyldte i skat). Jeg kan ikke huske, hvilke personer det var, men de skulle i hvert fald møde, og så skulle vi have en ordning med dem, om de skulle afdrage eller hvad.

Da vi kom derop, sad den første og ventede, det var gårdejer Chr. Schønemann Hansen. Kæmneren, Alf Hansen, havde givet ham lov til at komme tidligere, fordi det ellers var midt i hans malke- og fodertid. Jo, men det var helt i orden, vi kunne tage ham først, og han kom ind, og sådan og sådan. Vi blev enige om, at han skulle afdrage sådan og sådan, det var meget fint. Så gik vi hele raden igennem, og en af de sidste var en forretningsmand. Han blev helt vild over at vi ville have penge af ham, han betalte fandme nok og hist op og her ned. Hans kone arbejdede, så Alf og konen var enige om, at vi så kunne tage lidt af hendes løn. Hun skal saftsusemig ikke betale min skat, sagde manden, han var helt oppe. Men fordi jeg fortæller det, det er fordi det er meget typisk for visse politikere, at de er meget villige til at komme ind og ordne andre folks pengesager, men et stykke tid efter, da var Schønemann, ham der skyldte i skat, da var han sognerådsformand, og den anden var kommet i skatterådet.

Politisk systemskifte i Lundum-Hansted Kommune
Nå, men så blev der valg til sognerådet i november 1961, og det nye sogneråd kom til at bestå af fire fra Venstre, fire socialdemokrater og tre fra borgerlisten, hvoriblandt Schønemann. Mange af de valgte var helt nye i den sammenhæng. Men vi havde så møde i Venstre om, hvad vi skulle gøre. Jeg mente jo, at vi skulle beholde formandsposten, mens Carl Mogensen sagde, at det jo ikke behøvede at være den samme sognerådsformand. Så snakkede vi ikke mere om det den aften, men da var vi blevet enige om, at vi skulle have et møde med Schønemann og hans folk. Og vi havde så det møde, og så sagde Schønemann: “Ja, vi kan da godt samarbejde, men det er på den betingelse, at jeg skal være formand!” Jamen sådan og sådan, han havde jo kun tre mandater, og vi havde fire, og vi syntes jo ikke – “Jeg skal være formand!” Der var ikke noget at gøre.

Så gik de jo i stedet sammen med socialdemokraterne, og Schønemann blev sognerådsformand, og Ejnar Jensen fra Lundum blev næstformand. Schønemann havde været i sognerådet på Alrø, hvor han kom fra, og han havde også været opstillet til folketinget for Retsforbundet, men var aldrig blevet valgt. Men folk syntes måske på denne baggrund, at han var egnet til posten som sognerådsformand til trods for, at han var ret ukendt i Lundum-Hansted.

Flere skatteproblemer
Så kom den tid, da det samlede sogneråd skulle gennemgå selvangivelserne. Vi begyndte med sognerådsformandens, og Ejnar Jensen læste tallene op. Schønemann havde opgivet en indkomst på mellem tre og fire tusinde kroner, og for det beløb havde han levet og kørt bil med cigar i munden, ja det var helt latterligt i sammenligning med de andre almindelige indkomster, der lå på 10-12000 kr. dengang. Sådan en selvangivelse kom sognerådsformanden med. Ja hvis Ekstrabladet havde fået fat på den historie! Ja det var sådan, at de andre sognerådsmedlemmer kiggede på hverandre, hvad skal vi gøre ved det, vi kan da ikke. “Du kan komme ind til skatterådet”, sagde Ejnar Jensen så til Schønemann, “det er helt hen i luften, hvad du har skrevet, det kan ikke passe!” Det første Schønemann sagde var: “Vil det sige, at jeg kan ikke være sognerådsformand længere?” – Så blev vi enige om at sende det ud til skatterådet i Horsens, og derefter hørte vi ikke mere om sagen, hvad vi ellers altid plejede, når der var noget, der kom ind til skatterådet.

En slags oprejsning
Men et par år efter gik jeg inde i Horsens sammen med slagtermester N.M. Pultz, der også var kreaturhandler. Så kom et af de socialdemokratiske skatterådsmedlemmer hen til os, jeg kan ikke rigtig huske navnet, han bandede nu så meget. “Hvordan fanden, Søren Andersen, kunne du drømme om at trække dig til fordel for den mand, der blev formand efter dig?” Det er den eneste oprejsning, jeg nogen sinde har fået. Jeg tror nok, at de fleste i kommunen syntes, at det var den rigtige mand, der kom til efter mig, men det bliver så deres sag. Men den oprejsning har jeg da fået, og sådan sagde han. Men det trøstede mig da, at det var Ejnar Jensen, der sad på næstformandsposten og kunne holde ham i ørerne med hensyn til skatteansættelser og det der; Ejnar Jensen var fuldstændig inde i det, og jeg synes også, at han var retfærdig.

Samarbejdsproblemer i Venstre
I tiden derefter var samarbejdet og sammenholdet i Venstres gruppe ikke ret godt. Jeg brød mig ikke om at skulle skændes med mine egne partifæller, jeg ville helst, at tingene kunne ordnes på en fredelig måde. Og det manglende sammenhold betød, at Schønemann kunne fortsætte som sognerådsformand, selv om der både blandt venstrefolk og socialdemokrater var modstand mod ham. I grunden betød det ikke så meget, hvilket parti sognerådsformanden tilhørte, det er bare et prestigespørgsmål. Det det gælder om, er at få den dygtigste mand på posten.

Hvis jeg ikke havde haft så mange personlige stemmer, havde jeg nok trukket mig ud af sognerådet midt i valgperioden, men jeg syntes ikke, jeg kunne være det bekendt. De havde jo også nådigst tildelt mig vejudvalgsformandsposten, og der kunne jeg så slå mine folder.

Uanmeldt amtsrevision
Sognerådet fik jo i befolkningen skyld for, at de bønder var fornærede, at sognerådet var snæversynet og for nærigt, men det var ikke alene sognerådet, også amtsrådet havde det sådan. Og en skønne morgen ringede Alf til mig: “Du må skynde dig at komme herop, der kommer revision fra amtet, de skal se sagerne efter, om det er i orden!”

Jeg kom jo så derop, jeg tror der var fire mand, embedsmænd fra Skanderborg Amt. Det første de spurgte om, det var om der var sognerådsmedlemmer, der skyldte i skat. Alf sagde, at det var der ingen der gjorde. Så skulle de have at vide, hvad der stod på de forskellige konti, og regnskabet det var helt i orden. Det var jo godt nok, for Alf havde orden i sagerne.

Og så var der Anders Træskomand, ja han var jo så ærlig som solen, han krævede skat op. Og havde folk ikke lige pengene her og nu, så kunne han sige: “Ja har du dem ikke lige i dag? Ja jeg skal jo have dem i dag – jamen hvad tid får du dem? Så kan du komme hen til mig og betale, så kan det lige nås.” Anders kunne godt lide at sige, at han havde været reservekæmner. Han var jo også pantefoged, og så opkrævede han sygekassekontingent. Lai var repræsentant for en eller anden brandforsikring, og dem krævede Anders også op for. Men han måtte ikke have alle de ting, han måtte ikke blande dem sammen. Så Anders var også kommet derop, han svedte. Men det skulle der i hvert fald en anden ordning på.

2002_15_1_10_Soeren_Andersen_06Det sidste sognerådsmøde i Lundum-Hansted Kommune blev afholdt lige før kommunesammenlægningen 1970. Billedet viser flere af de personer, der nævnes her. Stående fra venstre: Vognmand Johannes Jensen, Lundum, købmand Ejnar Christensen, Egebjerg, forpagter Arne Juel Sørensen, Hanstedgaard, gdr. Carl Mogensen, Raadved, Gdr. Ejnar Jensen, Lundum og faktor Regnar Caspersen, Egebjerg. Siddende: Kæmner Alf Hansen, sognerådsformand Chr. Schønemann Hansen, gdr. Jens Thule Jensen, Lundum, lærerinde Grete Sohn, Egebjerg, husmoder Inger Jensen, Hansted og rengøringsassistent Ragnhild Laursen, Egebjerg.

En bøde på 40 kr.
En gang var Peder Pedersen (Brandbjerglund) og jeg indkaldt til Skanderborg Amtsråd på grund af, at kommunen betalte telefonregninger for nogle af kommunens folk. Det måtte man ikke uden amtets tilladelse. Peder Pedersen og jeg var deroppe, og så blev vi spurgt om, hvordan det kunne være. Jamen regningerne er da ikke ret store, sagde jeg så, og I kan jo selv se, hvor meget det drejer sig om, det er ikke sådan, at vi benytter os af det. For kæmnerens vedkommende var det fra gammel tid, hvis et sognerådsmedlem ville spørge ham om et eller andet, så skulle de kunne komme i forbindelse med ham, selv i hans hjem. Og for Aksel Jensens vedkommende, så var han vejformand, og når det drejede sig om sneplove, der skulle ud tidligt om morgenen for at gøre vejene farbare, så skulle han have en telefon, og det kunne de godt forstå. Hvad så med I andre to, blev der spurgt. Socialudvalgsformanden (det var Peder Pedersen dengang), hvis han skal rundt og skaffe folk tag over hovedet, så skal han da rundt, og det har vi aldrig taget kørepenge for. Jamen, hvad jeg så skulle ud til? Ja, for eksempel så har jeg været i Lundum for nylig, der har vi et hus ovre, og ham der lejer huset, han klagede over kakkelovnen, den duede ikke, den røg, og han ville gerne have en ny kakkelovn. Så var jeg nødt til at køre over og se til det, og manden havde ret, det var da en elendig kakkelovn, og der er da flere tilfælde. Hvad så, blev der spurgt. Ja, der var en mand i Rådved, han klagede over, at al kloakvandet fra Rådved, det rendte ned i hans eng, og det drak hans kreaturer af, og derfor gik hans mælk i fjerde klasse. Og det skulle jeg også over og se på, men sådan noget skulle vi ligge og køre efter.

Amtmanden sad mest og grinte, men til sidst sagde han til Peder og mig, om vi ikke kunne gå udenfor og vente, mens de snakkede. Lidt efter blev vi kaldt ind igen. “Ja vi er kommet til det resultat, at de to andre slipper, men I to der, I skal betale 40 kr. hver!”

Da vi kom derfra, Peder han slog en skvalder op, og så slog han mig på skulderen: “Ha, så skulle vi her op for 40 kr!”

Broen 15. årgang – nr. 1
September-oktober-november 2002
Lokalhistorie

3 tanker om "Du skal køre uden om viberederne…"

  1. kjeld olsen (lillian olsen)

    jeg slægtforsker omkring min mors familie. min mor blev bortadopteret i eller til jylland i 1931-932. til et ægtepar i nærheden af hjørring jens og agnes jensen. jeg søger hendes biol.familie. hun døde i 2012. hendes mor hed karoline kristine marie nielsen.kraghede.

    Svar
    1. kjeld olsen (lillian olsen)

      jeg slægtforsker i min mors familie, hendes mor karoline kristine marie,født på kraghede i nordjylland? hun blev adopteret af et barnløs ægtepar, jens jensen og agnes jensen rakkeby
      v/hjørring både hendes mor(min) biologiske bedstemor hed nielsen til efternavn, min mor er født juni 1928, kender i til noget,eller kender andre der ved noget,vil jeg blive glad. mvh. lillian olsen god og flot hjemmeside du/ihar.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *