Glimt af Storm P.

Klik her eller på overskriften for at se artiklen i bladformat

Glimt af Storm P.

Tekst: Provst Arne Thomsen

En trold i helvede tabte et mægtigt spejl, og splinterne føg ud over den ganske verden. De satte sig fast i menneskernes øjne, og derfor så man alting skævt og skidt og grimt. Sådan fortæller H.C. Andersen i eventyret ”Snedronningen”.

Men jeg har i mig en anden historie, der ligner og alligevel ikke. I Paradiset var der en lille engel, som tabte et himmelspejl, og splinterne spredtes over hele himmelen, men det tog englene slet ikke skade af. Tværtimod. De så bare alting endnu mere skarpt og godt og smukt.

Og det er ganske vist. For et par af splinterne fløj ned fra himlen og satte sig fast i øjnene på en dreng, Robert Storm Petersen, som på den måde blev til Storm P. Englesplinter har stadig den evne, at de forener to slags syn, der ellers er modsætninger: Skarpsyn og overbærenhed.

Storm P.

Storm P. havde skarpsyn som få. Som ung skuespiller lærte han livet at kende både på scenen og bag kulisserne. Hele livet er en scene med skjult baggrund, og vi er alle skuespillere. Vi vil spille en rolle, vi vil se ud af noget og helst mere end de andre. Men bag alle vore forklædninger af pynt og statussymboler og titler gemmer sig en vagabond i os, en hjemløs og rodløs og forfrossen fyr, der trasker rundt i begivenhedernes labyrint og søger efter en slags mening med det hele.

I et langt og flittigt skaberliv med ord og tegninger var Storm P. bestandig på jagt efter dette indre virkelige menneske bag alle dets forklædninger. Han ville afsløre, ja. Men ikke dømme, nej. Med englesmil ville han i stedet stadig kalde på vor overbærenhed. Han holder ikke moralprædikener. Men han får os til at le og når vi ler, bliver vi netop mest menneskelige. Mens vi ler, opdager vi hans skarpsyn: Det er os selv, vi ler af – vi i vore pjalter.

Tusindkunstneren

Robert var en lykkelig dreng, som levede i Valby for så længe siden, at Valby stadig var langt ude på landet med København i det fjerne. I Vigerslev opdrættede hans forældre dyr på en gård, for de var ret velstående slagterfolk og solgte deres varer fra boder i storbyen. De var også meget varme og livsglade med sans for både sang og morskabsteater og kirkegang.

Han var født i 1882, og hen mod århundredskiftet var han gammel nok til at gå ind i forældrenes virksomhed. Fars og sjove prisskilte gik fint fra hånden, men det blev galt, da han blev gammel nok til, at han selv skulle slagte. Han kunne ikke holde ud at se angsten i dyrenes blik, når kniven blev løftet.

Cirkuslivet lokkede, Tryllebundet så han jonglører, der fik boldene til at hvirvle uventet i luften, og siden blev han en, der som få kunne jonglere med ord og sætte dem sammen i nye mønstre, der rystede støvet af dem, så de blev blanke og nye. Bedst blev han selv for livstid som en uforglemmelig og rørende klovnefigur med en mirakuløs mimik.

Også teatret trak og bandt. Men hans store handicap her var, at han ikke kunne holde sig til de foreskrevne replikker. Ordene dansede rundt i hans mund med tit forbløffende slutresultat, der slog de andre medvirkende ud af kurs og fik tilhørerne til at hyle og stønne af grin, også på de forkerte tidspunkter i dramaet. Men alligevel blev det i tidens løb til mange småroller, endda på Det Kongelige Teater.

Intet er dog fuldkommet her i verden - selv en solsikke kaster skygge. Intet er dog
fuldkommet
her i verden –
selv en solsikke
kaster skygge.

Mest vellykket var hans optræden på kabaret, især med fritformede enetaler over personer fra de lavere samfundsklasser. Vi husker Ebbe Rode med ”Sangforeningen Morgenrødens Pinsetur”, ”Tretten Øre” og mange andre. Over 100 monologer er senere udgivet i bogform mange gange.

Alt nyt i tiden tiltrak ham. Han var blandt de første til at være med til at skabe spillefilm i stumfilmstiden. Han hjalp med iver sin ven Nervø, der var pioner i flyvemaskinens barndom. Han syslede gerne med reklame, og han var i perioder bladudgiver. Ideerne myldrede.

Tilladelse til gengivelse af tegninger

Tegneren og maleren

Allerede som barn var Robert betaget af maleriet. Han udviklede som ung store evner i den nye modernistiske stil, især symbolismen, men mere og mere blev hans malerkunst trængt til side af hans virksomhed som tegner i blade og aviser.

Her lagde han sig først op ad tidens skarpe socialkritiske linje i forsvaret for samfundets svageste, ofrene for den nye og rå kapitalisme. Men ret hurtigt mistede han troen på politiske systemer som vejen til et bedre samfund.

I sig beholdt han drømmen om barndommens frihed og frodighed, og i modsætning til den oplevede han den moderne tids voksenliv som et bur af vaner og pligter og krav, der gjorde mennesker til grå slaver. De hjemløse og besiddelsesløse vagabonder, som han havde kendt så godt fra sin barndom, blev med tiden til hans symboler på en varme og menneskelighed og frihed, som han fandt alt for lidt af blandt mere velbjergede.

Storm P.

Foruden den store strøm af enkelttegninger til bøger og blade omplantede Storm P. også fra U.S.A. ideen om tegneserier: Tre-fire fortløbende tegninger på stribe med en indbygget minihistorie og tekster, der gerne endte i en kvik pointe. Kendt og elsket under 1. verdenskrig blev ”De tre små mænd og nummermanden” og endnu mere uforglemmelig blev ”Peter og Ping”, der dukkede op i 1922 og med den ukuelige københavner i ofte kaotiske situationer sammen med sin pingvinske ledsager og kommentator. Serien fortsatte i resten af Storm P.s liv.

Hele folkets Storm P.

Efter et flittigt og broget ungdomsliv med usikre levevilkår gennemgik Storm P. omkring 1920 en alvorlig personlig og kunstnerisk krise, hvor det tungsindige i ham fik overmagt.

Men så kom den 2. store fase i hans liv, hvor han fra 1922 fik en slags fast ansættelse ved det Berlingske Hus’s blade, og hvor nogle få år senere et nyt ægteskab bragte hans dagligliv i faste og trygge borgerlige rammer – måske endda nok mere, end han selv inderst inde brød sig om.

Peter og Ping

Fra hans daglige flid ved skrive- og tegnebordet fremkom nu – foruden ”Peter og Ping” – også hans glimt af den tænksomme foxterrier Grog med dens varme og poetiske betragtninger over livet set med hundeøjne. ”Dagbogsblade” med tekst og tegninger var med til at lyse op og lune i læsernes liv ikke mindst i de dystre besættelsesår, og ”Mine opfindelser” gjorde grin med moderne teknik ved at beskrive usandsynligt indviklede metoder til at løse ganske enkle problemer. ”Det er jo det rene Storm P.” siger vi stadig.

foxterrieren Grog

Personligt holder jeg allermest af hans ”Dagens Flue”. Serien kom dagligt i Berlingske Aftenavis 1939-49 og består af en munter tegning med tilhørende tekst, der tilsammen er ”en intim forening af det gladeste vanvid og den sublimeste sandhed, små åbenbaringer af menneskesind”, som en forfatter havde skrevet. Det blev i alt til næsten 3000 fluer, der stadig udgives i udvalg i bogform. Her nogle prøver af teksterne:

En ting kan vi blive enige om i dansk kultur. Det er ti bajere – fem til hver.

Hvad skal du være, når du bliver stor, lille ven? – Det ved jeg ikke. jeg vil først se hvor stor jeg blir.

Jeg vil udrette noget stort og rent. – Hvad så med at vaske elefanter i Zoologisk have?

Nå, gik det så godt, som De havde ventet? – Nej, men det havde jeg nu heller ikke ventet.

Det bedste er naturligvis en god samvittighed, det næstbedste er en god sagfører.

De bidende bemærkninger kommer egentlig først, når man har mistet tænderne.

Pokkers, som verden er egoistisk. Alle tænker kun på sig selv. Det er bare mig, som tænker på mig.

Man skal aldrig glæde sig før dagen efter.

Livet er en gåde. Løsningen står på bagsiden.

Adelaide - glem ikke, at du oprindelig stammer fra et ribben!

Adelaide –
glem ikke,
at du
oprindelig
stammer
fra et
ribben!

Du - hvad er kultur? Det er no’ed, man pudser møbler i!

Du – hvad
er kultur?

Det er
no’ed, man
pudser
møbler i!

Tak for alt, hvad De har været for det danske folk.

Sådan sagde vor kong Frederik IX til Storm P. da han gav ham ridderkorset et par år efter krigen. Storm P. døde den 6. marts 1949. Men det er en gammel sandhed, at man lever, så længe man huskes. Og i den betydning er Storm P. stadig spillevende iblandt os den dag i dag.

Min gode mand - man skal aldrig græde over spildt mælk! Nej - men det var ikke mælk!
Min gode mand – man skal aldrig græde over spildt mælk!
Nej – men det var ikke mælk!

Broen 14. årgang – nr. 1

September – oktober – november 2001

Humor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *