Erindringer fra Besættelsestiden 1940-45

Klik her eller på overskriften herunder for at se artiklen i bladformatErindringer fra Bestættelsestiden 1940-45

Tekst: Hans Andersen Hans Andersen
Hans Andersen, som han
har set ud i de seneste år.

Hans Andersen er født 1936. Hans far var vandværksbestyrer Hans Andersen (alle de førstefødte drenge tilbage i slægten har heddet Hans til fornavn) og hans mor hed Viola Kirstine Dybdal. Det var faderens tredje ægteskab.
Vandværksbestyrerens tjenestebolig var på Skovvej, der hvor nu familien Koch bor. Et minde om husets tilknytning til vandværket er den store betonvandbeholder bagest i haven, der nu tjener som garage.
Tidligere var den fuld af vand, der blev pumpet op fra Horsens Vandværk nede ved søen. Herefter kunne vandet på grund af beholderens høje beliggenhed selv løbe ind til Horsens. Hans voksede således op i Egebjerg, men da hans mor døde, var han kun 10 år. Som 11-årig blev han sendt til Sorø Akademi som kostskoleelev, og her tog han studentereksamen.
Da Hans’s far døde kort efter Hans’s studentereksamen, var hans liv ret kaotisk i en del år, der blev brugt på småjobs og påbegyndte studier. Erhvervsmæssigt har Hans brugt sit liv på radioteknik (bl. a. på Grønland) og EDB. Han bor nu ved København.
Men til trods for, at han kun var en stor dreng, da han forlod egnen, står meget helt klart for ham, detaljer om egnens mennesker og dyr. Også besættelsestiden 1940-45 oplevede han her og kan huske de problemer det medførte i husholdningen og på hans fars arbejdsplads, vandværket.
Hans Andersen har været så venlig at overlade Hansted Sognearkiv et eksemplar af sine erindringer, og ud af dem har jeg valgt med Hans Andersens samtykke at gengive, hvad han har skrevet netop om besættelsestiden.

Mogens Kirkegaard

“Tyske flyvere den 9. april kl. 8 om morgenen.
Forud for den 9. april var der uro blandt de voksne, for de forstod jo meget af det, der skete ude i Europa, og de kunne læse aviser osv. Men jeg var jo knap 4 år, så . . . Men jeg kan SELV tydeligt huske . . . .
Morgenen den 9. april 1940 tegnede til, at det ville blive en dejlig forårsdag med godt vejr, men glæden over livet fik en brat ende, for kl. 8 om morgenen var der pludselig en masse lavtflyvende flyvemaskiner i luften på vej op over
Jylland. Det kunne selv ikke en 4-årig overse. Far og mor for jo ud af deres senge og hen til vinduerne, og de kunne tydeligt se, at det var tyske flyvemaskiner, for de fløj så lavt, at man med lethed kunne se deres kendingsmærker.
Jeg forstod med det samme, at det var tyskerne, men jeg vidste jo ikke, hvad tyskerne var, men jeg forstod, at det var nogle kedelige karle, som var absolut uønskede. De maskiner vi så, har givetvis været på vej til Tirstrup, Aalborg og
Norge.
De voksne har nok hørt radio, læst aviser og snakket sammen hele den dag. Jeg kunne jo ikke følge med i nogen detaljer, men der var en stærk stemning af sorg og forfærdelse over alle de samtaler og de blikke, som de voksne sendte
hinanden.
I første omgang var der jo ingen, der vidste, hvad der ville komme ud af tyskernes besættelse af Danmark. Det var noget, man først fandt ud af efterhånden.
Men tilstanden var ikke den samme under hele krigen, og der var stor forskel på situationen på landet og i byerne og på byerne indbyrdes, for det afhang på det enkelte sted af de lokale forhold.

Oplevelser med tyskerne
Tyskerne og krigen satte sit præg på en stor del af min barndom. Vi havde at gøre med de almindelige tyske soldater, som holdt mange øvelser i det udmærkede, kuperede terræn omkring vandværket med skove, vandløb og fritliggende gårde og huse. Det var med andre ord godt til at lege røvere og soldater i, og det kunne til nød simulere bjergområder, men det var uegnet til at simulere panserslag på åben mark.
Engang, da far og mor og vi drenge var på vej ned ad hulvejen, der gik fra vores hus og til selve vandværket, blev vi noget betænkelige, for tyske soldater var i gang med at trække en stribe landminer bundet sammen med et tov tværs
over vejen; jeg tror, det netop skulle forestille en panserspærring.
Efter nogen gestikuleren kunne vi forstå, at vi roligt kunne passere og en ad gangen træde hen over mellemrummet mellem minerne. Formentlig har det været øvelsesminer, der kun indeholdt en mindre sprængladning, men man ved jo aldrig!
Nogle gange holdt de natøvelser med skarp ammunition for at få gutterne op på lakridserne. En morgen efter en sådan øvelse lå der en død soldat på gulvet i Vandværkets maskinhal.
Det var ligeledes almindelige tyske soldater, som under en del af krigen bevogtede vandværket, der naturligvis var strategisk vigtigt. De opførte sig altid udmærket, og vi mærkede heldigvis heller ikke noget til SS eller Gestapo, det
hemmelige politi.

Skovgaard
Luftfotoet fra september 1965 giver et godt indtryk af terrænet
omkring Egebjerg. Forrest Skovgård, så Linds gård og i
baggrunden husene på Skovvej, lige hvor vejen drejer ned mod vandværkssøen. Kastrup Luftfoto.

Vandværksassistent Niels Mejer Nielsen, som var frihedskæmper, og hans gruppe havde på et tidspunkt nogle våben opbevaret i et ledigt rum på vandværket. De må have været ret vakse eller heldige, for det lykkedes at få dem fjernet, inden tyskerne flyttede ind i det samme rum, da de skulle til at bevogte vandværket.
Vi havde normalt et godt forhold til de menige soldater. De lærte os jo at kende, når de havde været der nogle gange. En formiddag foregik øvelserne i og omkring vores have, som havde et lavt plateau, hvor huset lå, og et meget højere plateau, som faktisk var oversiden af en temmelig stor vandbeholder. Nogle af “de angribende fjender” var kommet for tæt på, så “vores” korporal kastede pludselig en øvelsesgranat fra det høje plateau ud over hækken og ned på naboens mark, hvor den eksploderede ikke så langt fra husets ene gavl.
Resultatet var katastrofalt, alle vinduerne i gavlen gik sig en tur, og det kunne høres. Korporalen blev meget brødebetynget og tænkte åbenbart på at ville betale erstatning, for han spurgte, hvad det mon ville komme til at koste. Min far
mente, at det ville koste omkring 50 kr. Det rystede korporalen, for med datidens lønninger har det sikkert svaret til mange ugers løn. Han kom nu aldrig til at betale. Min mor fik fyldt sine nyskrællede kartofler til middagsmaden med
glasskår, og det ville naturligvis kræve en del arbejde at fjerne alle de glasskår, der var kommet ind gennem vinduerne, så min mor havde alt ubehaget ved hændelsen.
En gang i krigens tid var far og mor og vi drenge ude at gå en søndagstur, bl.a. ned omkring Hansted. Da vi var på vej op ad den gamle A10 hovedvej fra Hansted til Egebjerg, var der nogle tyskere, der var i færd med at lave en øvelsessprængning inde på en stor mark.
Far var straks klar over, at de havde valgt et meget dårligt sted, for lige på det sted gik hovedledningen fra højdebeholderen og ind mod Horsens. Mor, som var den bedste til tysk, fik fat i en befalingsmand og forklarede, at det var et
dårligt sted, de havde valgt, og tyskerne stoppede omgående aktiviteterne; de havde heller ikke interesse i en svigtende vandforsyning.
Engang under krigen blev vandet i Horsens bakteriologisk forurenet, uden at der var en forklaring, for vandsystemet var jo fuldstændig lukket i forhold til omgivelserne. Det viste sig, at nogle tyske soldater, som holdt vagt over en vandbeholder inde i byen, havde fundet på at åbne en lem ned til vandet og så sænke et stort stykke kød, de havde fået fat på, ned i det meget kølige vand, for at kødet skulle holde sig noget bedre.
Da kødet så var fjernet, måtte man jo tilsætte mere klor til drikkevandet end sædvanligt, så i en periode har vandet nok ikke smagt så godt, men det var da bedre end at blive syg.

Mor og BBC
Da krigen havde varet et stykke tid, begyndte BBC at lave nyhedsudsendelser på dansk hver aften. Det var forbudt at lytte til disse udsendelser, og man kunne få en masse ubehageligheder, hvis det blev opdaget, at man gjorde det.
Risikoen for, at der skulle stå en tysker uden for ens hus og lytte, var ikke stor, i hvert fald ikke ude på landet, men efterhånden blev man jo klar over, at der fandtes stikkere.
Også i fredstid er der folk, der kan finde på at anmelde deres medmennesker til myndighederne, men her var der tale om noget andet. Det var folk, der indyndede sig hos de fremmede undertrykkere for at vinde personlige fordele – i de fleste tilfælde bare en følelse af egen betydning – på deres
landsmænds bekostning.
Så når vi lyttede til BBC, foregik det for nedrullede gardiner og med radioen dæmpet. I slutningen af hver af disse udsendelser fra London var der en kodemeddelelse, som sædvanligvis bestod af en række almindelige navne. Selv om min bror og jeg ikke var ret store dengang og slet ikke vidste, hvad koderne betød, syntes vi at det var meget spændende at lytte til sådan noget hemmeligt noget.

Hans Andersens familie
Vandværksbestyrer Hans Andersen med sønnerne Hans og
Knud og deres mor Viola. Fot. ca. 1942.

Efterhånden som krigen skred fremad, og vi begyndte at høre om våben, der blev nedkastet fra flyvemaskiner – i store træk var det jo en offentlig hemmelighed – begyndte vi at se en sammenhæng mellem det vi hørte og disse radioudsendelser.
Mor nedskrev omhyggeligt disse koder i en lille bog. Om hun også bare fandt det spændende, eller hun var indblandet i et eller andet, ved jeg ikke. Vi fik aldrig indtryk af, at der var mystiske kontakter mellem vore forældre og mennesker, som vi ikke kendte. Jeg tror ikke, vi havde kunnet undgå at lægge mærke til det, hvis det havde været tilfældet.
At skrive koderne ned, var i sig selv en en alvorlig forbrydelse – set med tyske øjne – så det var jo temmelig vanvittigt at løbe den risiko, hvis ikke det tjente et fornuftigt formål. Jeg tror, at det var netop dette, der på et tidspunkt gik op for mor, for hun holdt op med det, og bogen blev gemt under noget sand, som lå på gulvet i skunken under vores tag. Dette hørte jeg engang, hvor jeg overhørte en samtale mellem mor og far.

Hvad rygning kunne føre til
Da min ét år yngre bror, Knud, og jeg var blevet 7-8 år gamle, mente far og mor, at vi godt kunne være alene hjemme om aftenen, når de undtagelsesvis skulle på besøg et sted.
Den gang, som jeg her har i tankerne, kom det til at gå ud over fars pengekasse. Så vidt jeg husker, havde han kun én, og når jeg nu sidder og tænker over det, undrer det mig, hvordan han har kunnet holde adskillelse mellem sine egne penge og vandværkets. Jeg kan selvfølgelig huske forkert,
så der i virkeligheden har været en på kontoret og en anden i skuffen i soveværelset. Vi vidste jo selvfølgelig, hvor far havde sin pengekasse, og vi vidste også, hvor nøglen var.
Det var simpelthen for fristende. I hvert fald for mig. Jeg kan ikke huske, om min bror var direkte med til at tage pengene, men han fik i hvert fald nogen af dem. Jeg tog omkring 20 kroner i 1- og 2- kroner, og jeg gemte min del af rovet i en lille pengelomme med lynlås, der var i mine bukser.
– Det var naturligvis umådelig ubetænksomt af mig, for mødre har det jo med at kigge deres børns tøj efter i sømmene.
Men det viste sig, at det slet ikke var fra den kant, at faren lurede.
Hjemmedyrket tobak var det store nummer i krigens sidste år og i årene lige efter, for det var jo ikke til at skaffe tobak på almindelig måde. Cigaretpapir var en meget efterspurgt vare, men de fleste klarede sig med at ryge tobakken
i pibe. Man kunne også købe hjælpegrej til at gøre forskellige ting ved tobakken, F. eks. havde vores nabos søn en tobaksskæremaskine, som var indrettet som en mini-brødmaskine.
Min bror var allerede begyndt at ryge, da han var 6-7 år gammel. Det måtte naturligvis foregå i smug, men han gjorde det ret jævnligt, så da han nu havde nogle få kroner, købte han sig en billig pibe, som han havde løst i lommen.

Skovvej 29
Huset på Skovvej nr. 29, der var vandværksbestyrerens bolig
med den hvide låge, hvor faderen ofte stod og nød udsigten.

Af hensyn til risikoen for at blive kørt over, havde far givet os udtrykkelig ordre om altid at trække vore cykler ud af og ind ad vores havelåge. Da havelågen altid stod åben, var den regel jo meget svær at overholde. Vores havelåge bestod af to fløje, en i hver side, så en bil kunne køre ud eller ind, når de begge var åbne. I krigens tid, hvor vores bil stod opklodset i garagen, var det altid kun den ene fløj, der stod åben, og far havde vænnet sig til at stå og læne sig op ad den lukkede del af lågen når som helst, der var lejlighed til det, for der var sådan en skøn udsigt fra det sted ud over hele landskabet lige til Horsens. Og netop der stod far, da min bror kom cyklende hjem med piben i lommen, og min bror fik ikke øje på far, før han var halvt igennem lågen på cyklen.
Far må have reageret meget hurtigt på denne overtrædelse af reglementet, for han stak sin stok i hjulet på min brors cykel, så han fik en en meget pludselig opbremsning, så pludselig, at piben røg ud af lommen.
Og så var fanden jo løs. Min bror blev udspurgt, og sagen hurtigt opklaret. Mine forældre vurderede åbenbart, at jeg var hovedmanden, og det vil jeg heller ikke nægte at jeg var, men jeg kan ikke huske det. Så da jeg fik fri fra skolen, stod
mor uden for skolen og ventede på mig. Jeg blev så glad for at se hende, for jeg regnede med, at hun havde været i brugsen, som lå lige i nærheden, og så ville følges med mig hjem.
Men det var ikke til at slå et smil af mor, hvilket var højst usædvanligt og meget foruroligende, og mens vi i tavshed begyndte at gå hjemad, så rakte min mor sin åbne hånd over imod mig. Det varede kun et øjeblik, før jeg gættede, hvorfor hun gjorde det, og så begyndte jeg at tømme pengene fra min lille pengelomme over i mors hånd. Tavsheden fortsatte hele vejen hjem. Jeg kom ind i køkkenet, og der stod far, og så kan det nok være, at jeg fik høvl – for første og eneste gang – og bagefter blev jeg sendt i seng. Og jeg fik ingen aftensmad. Det var næsten det værste.
Afstraffelsen blev udført med en halv meter haveslange af den gammeldags slags med gummi og lærred i flere lag uden på hinanden, og nu hvor det var gået op for far, at det var nogen satans til unger han havde, vænnede han sig til altid at gå med det stykke haveslange i baglommen, ombukket een gang, så de to ender stak op af lommen.
Jeg kan tydeligt huske, at arbejdsmændene på vandværket, Thorvald og Jens, nogle få dage senere tog os i forsvar og sagde, at vi var gode drenge, og at far ikke måtte være for hård ved os. Jeg tror, at det passede far udmærket at få
en undskyldning for at lægge tampen til side, for det var slet ikke hans natur at være hård. – Efter sigende præsterede min bror en dag den frækhed at tage tampen og skære den i små stykker! Jeg kan ikke mindes, at jeg nogen sinde fik det bekræftet ved at spørge ham ad.

Lyse ideer, talent og flid skal der til
I krigens tid var der begrænsede indkøbsmuligheder, men på landet kunne man altid få god mad. Vi kunne mangle margarine, men så var der smør og fedt. Vi kunne mangle sukker, men så var der honning. Vi havde grønthave og
frugthave, og vi kunne få mælk og fløde. Det kunne knibe med gummistøvler, men først kunne man lappe dem, og så kunne man sætte skaft og overdel på en træskobund. Tøj blev lappet og repareret eller syet om fra de store til de små, og strømper blev strikket, ofte af garn, der stammede fra optrævling
af skafterne på ældre strømper, hvor foden til sidst havde for mange stopninger.
Cykeldæk og slanger var svære at skaffe, men man klarede sig med stumper af dæk, der var bundet sammen med sejlgarn og udstoppet med hvad som helst, man kunne finde. Det var muligt at skaffe stof til tøj, men kun i små mængder og normalt af ringe kvalitet, men min bror og jeg fik da et nyt sæt tøj engang imellem. Når det skulle ske, var det aftalt med skrædderen på telefonen til en bestemt dag, og når dagen kom, vandrede hele familien fra vandværket
og over til Serridslev, og så var vi der en hel eftermiddag, mens der blev snakket og taget mål osv.
Nu var vi nok bedre stillet end så mange andre på grund af faders gode stilling, men rigdom var der ikke tale om. Jeg tror, at vores største fordele var, at vi boede på landet, og at mor var så fingernem.
Godt nok var mor fingernem, men hun tyede alligevel til en professionel syerske, når hun skulle have lavet sig en ny kjole. Det kan såmænd godt være, at mor selv kunne have syet den, men det er jo altid godt at at udveksle ideer og høre om de seneste nyheder. Og så er der selvfølgelig visse finesser, som man først bliver klar over, hvis man syr meget. Så mor havde Thorvalds kone, som var professionel, til at sy sine kjoler. Jeg var med på besøg hos syersken en gang. Det var et stille og beskedent hjem, men Thorvalds kone var rar og dygtig, og de to damer hyggede sig dejligt med at finde ud af, hvordan det hele skulle være. Selv om syersker aldrig har tjent store penge, har fruens dygtighed uden tvivl bidraget godt til familiens indkomst, og jeg kunne godt forestille mig, at det var grunden til, at mor kom netop der og måske lidt oftere end nødvendigt. – Jeg kan huske en lønforhøjelse, som arbejderne og dermed også Thorvald fik engang i de år. De kom “helt op” på 160-180 kr. om ugen.

Spændende, men farligt
Området ved vandværket var jo som omtalt et glimrende øvelsesområde for de tyske soldater, så det skete jævnligt, at vi fandt ubrugte øvelsespatroner med hule træpropper i stedet for rigtige projektiler. I et bestemt område holdt de også skydeøvelser med skarp ammunition. Der gik vi drenge og ledte efter ubeskadigede projektiler. Vi fandt mange, for målområdet bestod af blød jord.
Når vi så kom hjem, satte vi vore ubrugte øvelsespatroner op i en skruestik, hev træproppen ud og slog de rigtige projektiler, vi havde fundet, ned i patronen med en hammer, og så havde vi pludselig skarp ammunition. Det var jo bedre
egnet til at prale med over for kammeraterne end løse patroner.
At vi aldrig kom galt afsted ved at stå og slå på de patroner, er et under. Det var ganske givet en ting, som far ville have slået ned på med hård hånd, hvis han havde vidst det.

Sprængkit
Lige efter krigen var der mange mystiske ting i omløb. En af dem var plastisk sprængstof, som vi straks fandt på at kalde sprængkit, fordi vi ikke vidste bedre. Vi fandt hurtigt ud af, at man kunne tænde ild til det, og at det så brændte med en pragtfuld sydende og spruttende lyd. Det var ganske ufarligt, men det kunne vi sådan set ikke vide noget om. For at få det til at sprænge for alvor – og så var det naturligvis livsfarligt – skulle der bruges en detonator, men sådan nogle havde vi heldigvis ikke, ellers havde vi såmænd nok også prøvet det. En del af sprængstoffet havde vi fået af Peter i pavillonen. Hvor han havde det fra, aner jeg ikke, men der var som nævnt meget i omløb. Peter var i øvrigt alt-muligmand der. Han gik med en flot kasket, på hvilken der stod “Pavillonen”. Han var noget af en fup- og fidusmager og livskunstner og tidligere cirkusartist, specialist i at sluge barberblade, hvilket jo naturligvis ikke gik godt hver gang, så han var meget interessant selskab for sådan et par drenge som min bror og mig.
Et af de steder, hvor vi havde gået og brændt sprængkittet af, var ved nogle gårde næsten helt ovre ved Tholstrup, meget længere oppe ad åen end vandværkets område. Der var også nogle drenge, som vi af og til legede med. En dag kom de drenges far på besøg hos vores far. Jeg vil tro, det er den eneste gang det er sket.
Det var nok 5-10 cm sne, så han ankom med et transportmiddel, som jeg ellers ikke har set, hverken før eller siden. Det bestod af en kraftig træplade, der nok var en halv meter på hver led. Foran pladen var der spændt en hest, og manden stod så på pladen og holdt balancen ved at holde i tømmerne. Da sådan en plade, der gled afsted på sneen, naturligvis kun gjorde ringe modstand for et så stort dyr som en hest, gik det virkelig forrygende stærkt. – Det var kun et spørgsmål om balancen, men det voldte ingen problemer for denne mand. Mandens ærinde var mere pinligt, for han spurgte jo vores far, om han var klar over, hvad hans drenge gik og lavede; det var det med afbrændingen af sprængkittet.
Næste spørgsmål fra far var, hvor vi havde fået det fra. Jeg vred mig, men så lavede jeg en falsk anmeldelse. Jeg gjorde det for at beskytte Peter, som jeg vidste stod i en meget svag position og kunne risikere at blive fyret og det, der
var værre. Den anmeldelse gik ud over assistent Mejer Nielsen fra vandværket, som havde været frihedskæmper.

Horsens Vandværk
Horsens Vandværk ved søen. Billedet er formentlig fra o. 1915. Der er endnu ikke bygget transformatorstation, og skorstenen står der stadig, men bygningerne var stort set uændret indtil de blev revet ned få år efter, at Højballegårdværket var taget i brug.

Jeg regnede ham for en af mine bedste venner, så jeg var meget ulykkelig over at skade ham. Det gjorde jeg nu heller i virkeligheden, for han var så 100% tillidsvækkende og troværdig, at far uden videre accepterede hans nej, da han
spurgte ham. – Far gravede ikke mere i sagen, og Mejer Nielsen tilgav mig.

Niels Mejers pistol
Den eneste gang jeg har holdt en rigtig pistol i hånden, var da Niels Mejer viste mig den pistol, han brugte under krigen. Det var en pistol, altså en af dem, som man ser helten på film gøre klar til action ved at trække overdelen tilbage og give slip. Når overdelen glider tilbage, spændes hanen, og når så overdelen glider frem igen, trækker den en patron ud af magasinet og anbringer den i kammeret.
Niels Mejer tømte først pistolen fuldstændigt, og så skilte han den ad, så jeg kunne se, hvordan de forskellige dele virkede. Så samlede han den igen og lod mig prøve at tage ladegreb. Det kunne jeg kun med den allerstørste vanskelighed, for jeg havde jo ikke så mange kræfter som en voksen mand.
Til sidst ladede han den med et enkelt skud, og vi gik udenfor, hvor han skød den af mod en svær træstamme. Vi målte hullets dybde, som var ca. 20 cm.

Kobbermangel og salonpistoler.
Under krigen var der stor mangel på kobber. Det gav et næsten bizart resultat for vandværket.
En morgen kunne man se på forskellige målere på vandværket, at pumpestationen længst omme i skoven ikke ydede det, den skulle. Assistenten gik derom, men kunne bare konstatere, at pumperne ikke kunne startes. Da han var på vej tilbage til vandværket, fik han øje på noget, der fik ham til at standse lige på stedet. De luftledninger, som skulle levere strøm til det sidste pumpehus, var simpelthen væk.
Assistenten fik selvfølgelig fat i far, for det var jo unægtelig en situation ud over det sædvanlige, og man undesøgte så mere detaljeret, på hvor lang en strækning ledningerne manglede. Så fik vi fat på vores faste installatør,
Wiedemann og spurgte ham, om han kunne skaffe den nødvendige ledningstråd. Da han havde undersøgt sagen, viste det sig, at han ikke kunne skaffe kobbertråd, men godt kunne skaffe aluminiumtråd. Jeg har aldrig hørt om aluminiumtråd i andre sammenhænge. – Den nye luftledning blev hængt op allerede samme dag.
Men så kom spørgsmålet om at beskytte vandværkets øvrigt luftledninger. Selv om tyskerne ellers ikke gav tilladelse til besiddelse af våben, gik man i dette tilfælde med til, at vandværkets folk fik to små enkeltskudspistoler af samme kaliber som salonrifler, og herefter måtte assistenterne gå en runde i vores område et par gange hver aften og nat.
Sådan noget er jo nok rygtedes, for der var aldrig mere nogen episoder af omtalte slags, selv om assistenternes ildkraft jo ikke netop var imponerende.

Tyskerne drager hjemad
Da tyskerne havde kapituleret, kom mange af dem gående ned gennem Jylland, enkeltvis eller i små grupper. De var på vej hjem, og det var der ikke nogen, der forhindrede dem i. Undervejs smed de efterhånden alle de ting fra sig, som den enkelte ikke fandt det ulejligheden værd at slæbe med sig, så i vejgrøfterne kunne man finde masser af skarp ammunition og geværer og lignende. Det fandt vi drenge jo uhyre interessant.
Nogle af tyskerne havde været så heldige at finde et køretøj, som gjorde hjemturen lettere. Jeg kan specielt huske 3 mand på en sidevognsmotorcykel. Der var blevet et eller andet galt ved motorcyklen, så de holdt stille. Det var noget, de selv kunne rette med en stor skruetrækker, mens vi drenge stod og kiggede på. Da de kørte videre, glemte de skruetrækkeren på jorden. Den var der selvfølgelig omgående en af os, der snuppede, men tyskerne har nok savnet den næste gang der skulle skrues lidt på motorcyklen.

Russere på Egebjerggård
Da de tyske soldater tog hjem, efterlod de sig blandt andet nogle russiske krigsfanger, som de havde boende i en lejr her i Danmark. Disse russere blev åbenbart i første omgang mere eller mindre overladt til sig selv, så et par stykker af dem endte som karle på Egebjerggård. – Da de søgte arbejde, blev de naturligvis spurgt, om de havde rationeringskort. Det havde de ikke. De sagde, at de godt kunne arbejde uden retioneringskort, og det fik de lov til, fordi 2 fra og til i så stor en bedrift ikke betød noget.
De havde formentlig været i Danmark et stykke tid, for de kunne snakke så meget dansk, at vi kunne gøre os forståelige. Specielt den ene ville gerne snakke og fortalte om sin familie og viste os billeder fra glade stunder hjemme i
Rusland.
Engang da mor og jeg skulle på besøg på Egebjerggård, havde vi en lille pose hjemmedyrket tobak med til ham. Vi traf ham ude på en mark, hvor han var ved at luge roer. Den beskedne gave var meget velkommen. – Men han havde et
problem, og det var at han var blevet taget til fange af tyskerne. For uanset de nærmere omstændigheder ved tilfangetagelsen, som jeg ikke kender, anså man det åbenbart i Rusland ikke for passende for en soldat i Den røde Hær at
blive taget til fange. Han skulle kæmpe eller dø. Så han regnede med, at der var stor risiko for, at han ville blive skudt, hvis han rejste tilbage til Rusland, når det engang blev muligt. – Jeg ved ikke, hvad der blev af de to russere, for en dag var de der ikke mere.”

Redigeret af Mogens Kirkegaard
En fuldstændig kopi af Hans Andersens erindringer
opbevares i Hansted Sognearkiv.

September – oktober – november 2001

Broen 14. årgang – nr. 1

Lokalhistorie krig 2. verdenskrig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *