Dyrlæge og storvildtjæger

Tryk her eller på overskrifter herunder for at se artiklen i bladformat

Dyrlæge og storvildtjæger

Tekst: Frands Paaskesen

På besøg hos Peter Kierk, som er uddannet dyrlæge, og desuden meget engageret storvildtjæger.

Er du specialdyrlæge for kæledyr,
hvis vi må bruge det udtryk?
Ja, det kan man godt sige. Jeg
startede som dyrlæge i
stordyrspraksis i det nordlige
Jylland ved Øster Hurup.
Der var jeg en kort tid, så kom
jeg til Sønderjylland, nærmere
betegnet Hejsager ved
Haderslev.
Det var en smådyrspraksis, og
efter et halvanden års tid
havnede jeg så på Bygholm
Dyrehospital, som decideret er
smådyrspraksis.
Her tager man sig udelukkende
af hunde og katte og andre
kæledyr, og man kører ikke
ud til køer , heste og andre
større dyr.
Her var jeg først 7 år som
assistent, og i 89- 90 købte
jeg mig ind på Bygholm
Dyrehospital, og siden har
jeg været selvstændig
praktiserende dyrlæge,
udelukkende med smådyr.
dyrlægepraksis
Peter Kierk ved oprationsbordet i gang
med at oprerer en hund.

Er der meget at bestille med de mindre husdyr?
Ja, det er der afgjort. I dag skal man være specialiseret som dyrlæge. Min viden om køer, heste og grise er intet værd i dag, så jeg kunne ikke køre ud til en landmand, og rådgive ham om hans husdyr. Til gengæld er der mange andre dyrlæger, som ikke har indsigt i, hvad jeg arbejder med.
Vi har mange henvisninger fra omegnens praktiserende dyrlæger, fordi vi kan scanne et smådyr. Vi kan lave endoog gastroskopi, og vi kan udføre helt specielle operationer.
I dag kan vi lave mere diagnostik på dyrene, der ikke var muligt før i tiden, således at vi kommer meget nærmere den egentlige diagnose.
Det kan vi i kraft af at vi har flere moderne hjælpemidler, som den almindelige praktiserende dyrlæge ikke altid er i besiddelse af.
Røntgenapparat er jo ikke nogen nyhed, men diagnostiske hjælpemidler som scannere, fotometre og specielt mikroskop er noget vi har her på hospitalet.
Når folk kommer med deres hund eller kat, forlanger de altid en umiddelbar diagnose, og det stiller store krav til os.

Hvilke dyr ser du flest af på klinikken?
Vi har flest hunde og katte, men det er ligesom om antallet af hunde er stagneret, hvor imod antallet af katte er stigende. Det er nok noget, der hænger sammen med folks levemåde. Hvis de er væk fra hjemmet i længere tid, er det lettere at have en kat end en hund.
Vi ser da ind imellem også andre dyr, men det er da ikke så galt her på egnen, som det er med den trend, der er i København med fritter, rotter, slanger og leguaner. Men vi har haft specielle dyr her på hospitalet, som for eksempel kvælerslanger, leguaner, strudser og krokodiller.

Kommer folk selv med dyrene?
Ja, det gør de. Det er meget sjældent, at jeg må af sted, men det kan jo ske, at det er umuligt for et menneske selv at køre med dyret. Hvad der ikke er ualmindeligt, kan være når der for eksempel er en gammel hund, der skal aflives, så er der mennesker der sætter stor pris på, at det kan ske i dens vante omgivelser.

Sker det, at du må have dyrene indlagt et stykke tid?
Vi har et stort hospital, hvor vi kan have 35 til 40 hunde indlagt og ca. 20 katte. Derudover har vi også dyr i pension i ferietiden.

Er folk så glade og tilfredse, når et dyr er helbredt?
Det er de generelt. Man må nok sige, at folk er yderst taknemlige, når de kan se, at man har reddet deres hund eller kat fra en truende sygdom eller efter en påkørsel. Vi må jo tænke på, at mange af de kæledyr der kommer ind, er som børn, for deres ejere.
Derfor er det også meget tungt, hvis et dyr ikke kan helbreddes.

Af og til må du vel aflive et dyr?
Ja, som jeg sagde før, kan det være en tung beslutning, og ikke mindst hvis det er et dyr, som jeg måske selv har kendt gennem flere år. Dyret kan lide af en sygdom, som virkelig er uhelbredelig, og i sådant et tilfælde er det jo det bedste for alle parter at det aflives.

Har du nogle specielle tilfælde eller oplevelser fra din praksis?
Ja, jeg kan da fortælle et par små morsomheder. En gang havde vi en alligator indlagt, som var faldet ned fra et sofabord og brækket to af dens ben. Den blev sat sammen med søm og skruer, og det fungerede ganske udmærket. Så blev den sat i en lille indhegning med både vandbassin og varmelampe, men til sidst blev den så rask, at den kunne springe ud af indhegningen.
Vi havde på det tidspunkt en erhvervspraktikant. Han stod lige så stille og betragtede den syge alligator, men pludselig sprang den lige ud imod ham. Jeg har aldrig set et menneske springe så langt baglæns. Han sprang tværs over et bord der stod lige bag ved.
Vi havde også en gang en papegøje indlagt, hvor ejeren påstod, at den var gået i barndom, efter at de havde købt et EDB apparat, og den sad oppe på apparatet og sagde nogle mærkelige lyde. Det måtte jeg indrømme, at den gjorde, og ejeren sagde, at hun mente at den led af “regression”, det var ikke en sygdom, jeg kendte, og jeg kunne i øvrigt ikke konstatere at den fejlede noget som helst, ud over de mystiske lyde den frembragte, så jeg sendte den hjem igen.
Et andet specielt tilfælde med fugle var, da en mand kom ind med en undulat. Det viste sig, at den havde en stor svulst i maven, og dette var uhelbredeligt. Da manden hørte dette blev han fuldstændig ude af sig selv, og kastede sig rundt i lokalet og stortudede. Da undulatejeren langt om længe var faldet til ro, lovede jeg at komme hjem til ham privat for at aflive undulaten.
Da jeg kom hjem til dem, var det efter arbejdstid, og alt var parat, der var et hvidt klæde, som jeg skulle svøbe fuglen ind i, og hele familien, 3 sønner og forældrene stod stillet op på række. Jeg gav hånd til hele rækken, og beklagede at deres undulat nu skulle aflives. Så tog jeg fuglen ud af buret, og gav den en sprøjte, og derefter fortalte jeg dem, at nu var deres undulat aflivet.
Så brød de hulkende sammen, men det var på en helt speciel måde, først den ene og så den anden, rytmisk rækken igennem, op og ned, næsten identisk med “Bølgen” i Idrætsparken under en landskamp. Det gentog sig nogle gange, en fuldstændig hysterisk måde over at deres undulat var død. Det var selvfølgelig også tragisk, men jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at finde en grimasse der kunne passe til den situation.
Samme undulatejer er senere kommet ind til mig, og fortalt at der har været et dødsfald i familien. Jeg tænkte straks på hvem, det kunne være og det viste det sig, at det var hans kanariefugl.
Men generelt tager folk det ret alvorligt, når et af deres kæledyr dør.
Jo, så var der manden, der kom ind med sin schæferhund, som var blevet påkørt, og den havde et meget alvorligt brud på sin hofte og den havde manglende føling i benet, hvad der stiller en meget dårlig prognose. Jeg talte med manden om det, og så spurgte han, om han måtte låne telefonen, og tale med en god ven. Det fik han selvfølgelig lov til, så spurgte han, om han måtte flytte telefonen hen til operationsbordet, hvor hunden lå og var bedøvet, og her hang også røntgenbillederne, som jeg havde taget af hunden. Så kørte han telefonrøret op og ned mellem billederne, mens han samtidig talte med den person, han havde ringet til.
Sygeplejerskerne og jeg stod fuldstændig lamslåede og så til, og vi var simpelthen nogle store spørgsmålstegn, da vi aldrig havde set noget lignende. Efter at have lagt røret på,
spurgte han, om jeg ikke kunne se en forandring på billederne efter at han havde kørt telefonrøret rundt på, dem ,og det måtte jeg indrømme, at det kunne jeg ikke. Noget andet var, at han blev indlagt sammen med hunden.
En af veterinærsygeplejerskerne fortalte, at der lugtede så mærkeligt i rummet, hvor de lå, men da det så blev aften og vi skulle lukke, tog han hjem. Vi skulle ned og se til hunden.
Den havde en prangerpung om halsen, og i den pung var der en hel del viskelæderfigurer, og der var små påskekyllinger og nogle sten. Lugten i rummet stammede fra viskelædderstykker, som han havde brændt af.
Han kom så igen næste dag og ville fortsætte med at brænde viskelæder af, men jeg forklarede ham, at hunden var så syg, at dyreværnsmæssigt var det ikke forsvarligt at lade den leve, og den blev så aflivet.

Peter Kierk, du er jo også storvildtjæger, må vi høre lidt om det?
Ja, jeg kan sige, at jeg har været jæger i mange år, lige siden mit 18. år, og på et tidligt tidspunkt begyndte jeg også at rejse udenlands for at gå på jagt. Jeg var både i Sverige England, Polen og Tyskland, fordi der var nogle områder, hvor der var både hjorte, rådyr og vildsvin.
Jeg har altid været noget af en eventyrer, og jeg har altid haft ønske om at komme til Afrika. Det hele startede op med, at da min ældste søn blev konfirmeret skulle en del af hans konfirmationsgave være en tur sammen med mig til Namibia. Det blev en tur på 17 dage, en rigtig safaritur hvor vi skød en hel del antiloper, og siden dengang, har jeg været af sted næsten hvert år.
Jeg har alt i alt været på 8 safarier, og det har været i lande, som Namibia, Sydafrika, Zimbabwe, Tanzania og Zambia, der har jeg primært været på jagt efter antiloper.
Noget af det mest spændende jeg har oplevet, var bøffeljagt i Tanzania, hvor det er ikke ufarligt at være på jagt i disse kæmpe store nationalparker, hvor der er ikke nogen turister. Jeg var på jagt i Seleus nationalpark i det sydlige Tanzania, og det var en fantastisk oplevelse, der var elefanter, løver og leoparder. Lejren lå ned til Guoat Ruhva River.
Der oplevede man lidt af hvert, da jeg kom derned havde flodhestene parringssæson. Jeg sov ikke det første døgn, for ikke ret langt fra mit telt stod der en stor hanløve og brølede, så jeg sad hele natten med min storvildtriffel, og lige nedenfor gik flodhestene og brølede, på grund af parringen.
Dagen efter tog jeg en sovepille, så jeg faldt i søvn trods alt, men det var et meget spændende område at være i.
Jeg har været i andre spændende områder, for eksempel i bjergeområder på savannen og i ørkener i det sydlige Afrika. Samtidig har jeg alle de steder, hvor jeg har været, besøgt lokalbefolkningen og oplevet Afrika på både godt og ondt.

Hvad er det største dyr du har skudt?
Det største dyr jeg har skudt, er en Elanantilope, et dyr, som er større end end bøffel. Den var en af de største, de havde set i det område i Zimbabve, den vejede 1,2 tons. Der var 25 indfødte med til at læsse den på en vogn ude i bushen.
Det kan virke som lidt af et paradoks, at jeg den ene dag er dyrlæge og gør alt for at behandle et sygt dyr, og den næste dag er jeg på jagt i Afrika, for at skyde en smuk antilope.
Af de dyrlæger jeg blev færdig med, er langt over halvdelen jægere. Den måde jeg betragter liv og død på som jæger/ dyrlæge gør at en human aflivning af en antilope på savannen i Afrika kan retfærdiggøres.
De fleste danskere ved ikke, at de lande i Afrika, der har en kontrolleret jagt, er de lande der har de største bestande af vildt. Jagten er med til at finansiere kontrollen af de store
naturområder, og er med til at lønne de vagter, der skal hindre krybskytteriet, som er et kæmpeproblem i mange afrikanske lande, på grund af sult og kortsigtet tankegang omkring naturens rigdom.
Ved jagt i Afrika betaler jægeren trofæafgift for det enkelte dyr, samt en pris for opholdet. Vildtet får en værdi, og hvis lokalbefolkningen kan se, at de får en gevinst ved at værne om vildtet, er der større mulighed for at vildtet får lov til at overleve i området. Som trofæjæger er det gamle hanner, der jages. Det vil sige at reproduktionen og artens overlevelse ikke forstyrres væsentlig.
Jeg har været både i rige og fattige lande. Sidste år var min yngste søn med mig på jagt i Zambia, det var utroligt spændende, det var et meget fattigt område, men alle var meget gæstfrie og positive. Det var et virkeligt vildt område, og hvor man rigtigt kom ud på savannen og oplevede det rigtige Afrika.
Det var en meget spændende tur.

Skal du til Afrika igen i år?
Nej, jeg springer over i år, fordi jeg skal til Britisk Columbia i Canada i august måned. Der skal jeg ikke på jagt, men jeg vil se, om jeg kan fange en af de store Stillehavslaks.

Til sidst, er du glad for at bo her i Egebjerg?
Ja det er jeg, jeg synes det er et dejligt sted. Der er en dejlig natur rundt omkring, og der er alle de faciliteter, der er brug for, og man er jo hurtigt i Horsens herude fra.

Peter Kierk var et meget spændende menneske at interviewe, og det er da også med til at forhøje Egebjergs status, at vi har en EVENTYRER boende iblandt os.

Peter Kierk’s stue
er fyldt med
trofæer fra
sine safariture
i Afrika.
jagttrofæer

Broen 14. årgang – nr. 1

September – oktober – november 2001

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *